Thursday, August 18, 2011

Det er faktisk navnet Michael Azerrad snarere end navnet Bob Mould som fanger interessen først. Jeg liker godt det butch drive som findes i See a Little Light. The Trail of Rage and Melody, selvom den ekstremt komplekse Mould efterlader mig med en trang til at ringe op hans ex-bandpartner Grant Hart (forholdet er bittert) for at høre hans side af historien. Officielt er Moulds prime time netop tiden med Hart i Hüsker Dü i 80s, et af de klassiske eksempler på amerikansk indierock, men tiderne skifter og de indie-agtige idealer om self expression bliver typisk nok til self styling gennem 90s og 00s.

På mange måder opløses den episke beretning om indiebandet i en række noveller på den anden side af 2000 hvor Mould går i terapi, slutter at ryge, drikke og tage speed og også for første gang bliver optaget af at være "out" og interesseret i at blive del af den såkaldte homokultur. Mould virker ellers aldrig "in" på den måde at han ved hvad han føler fra han er 9 år gammel, og både han og Grant Hart lever for det meste med mænd, selvom Hüsker Dü (og senere Sugar) ikke har den mindste snert af gay image, as we know it. I 2002 laver Mould electronica-pladen Modulate som ikke bliver nogen succes, og den lyder da også som en slags selvparodi; den typiske katarsiske vokal er væk, og den karakteristiske guitarlyd erstattet med synth. Det er som om Mould parodierer sig selv for at un-rocke sig, og måske også for at adressere sin nye ID, som han mener at have fundet.

Mould forsvinder ind i pro-wrestling-miljøet (Mould-Hart-konflikten spejles i wrestling-scenarioerne) for en tid, og ind i homokulturen, ind i DJ-kulturen og til slut ind i bear-kulturen. En bear er en homoseksuel mand som foretrækker et maskulint image, altså dybest set det samme image som indie-kulturen foretrak: Skæg, jeans, skov- huggerskjorter. Den restløse, sinte og kronisk konfliktede (og klinisk deprimerede, fx sangen "Too Far Down") Mould falder til slut til i et miljø hvor man performer "mand" - ikke ulig 80s. Se Vagant #3/2011 for mere om konfliktede indierock-par som J Mascis og Lou Barlow.

No comments: