Friday, September 09, 2011

På foredraget opplevde jeg ikke en kritiker som presenterte en endelig løsning. Snarere en kritiker som gjennomfører en agenda ved å kombinere tendenser og som tør eksponere egen usikkerhet.

Herr Gustav Svihus Borgersen har skrevet et vældig engageret svar på mit foredrag ved NTNU den 1/9. Imponerende at der findes nogen derude som lytter til det som jeg selv delvist oplever som et offentligt angstanfald. Et par småting rammer imidlertid skævt, bl.a. sagde jeg at bogen ikke var svar på prisen, som jeg mener at Ingunn Økland antydede i sin anmeldelse i Aftenposten. Desuden er brugen af «kulturkritiker» noget uklar. Jeg foretrækker i første omgang «litteraturkritiker», men det står åbent at diskutere hvorvidt og hvordan litteraturkritik også kan være kulturkritik. NTNU-foredraget er del af en slags vestlandstour, en tretrinsrefleksion som siden tog mig til Bergen den 3/9 og videre til Kristiansand den 14/9.

4 comments:

Susanne Christensen said...

Nu har Gustav og jeg diskuteret hvad han mener med "kulturkritik" - det jeg tænker på når jeg hører ordet "kulturkritik" er jo Frankfurterskolen og så videre, men Gustav mener i dette tilfælde en bredere læsning, i stil med Cultural Studies, altså en tværæstetisk kritik som spreder sig over flere kunstarter og -grene og videre ud i popkulturens sumparealer.

Gustav Svihus Borgersen said...

Det i seg selv nøytrale ordet (som i all sin mangfoldighet betegner kritikk/analyse av kultur) har mange teoretiske vedheng og hintet mot Frankfurterskolen kan selvfølgelig fort komme snikende og farge teksten med sekstiåtter-tonen... Godt at du spurte om dette, Susanne.

Audun Lindholm said...

I de flestes ører gjenlyder nok «kulturkritikk» av den tyske tradisjonen for Kulturkritik, definert av navn som Nietzsche, Krauss og Adorno – altså forfattere som har rettet et gjennomborende søkelys mot kulturens grunnleggende begreper, verdier og praksiser. I vår kulturkrets er vel tenkere som Sloterdijk og Žižek, som våger å stille spørsmål ved det liberale demokratiet, de som kommer nærmest å leve opp til den kulturkritiske betegnelsen. I Norge har enkelte av og til med fynd og klem kalt Thure Erik Lund kulturkritiker. Å bruke begrepet om en litteraturkritiker, vil være den ypperste av anerkjennelser. Jeg skal ikke legge meg opp i om det er rett ordet å bruke om SC; men det vil i alle fall, så vidt jeg kan forstå, betegne noe ganske annet enn en kritiker med et vidt emnefelt og/eller et tverrkulturelt nedslagsområde.

Gustav Svihus Borgersen said...

Helt enig, Audun. Det var heller ikke med en helt nøytral lesning jeg benyttet meg av begrepet. Det viktige i denne sammenheng er likevel å understreke at begrepet ikke her må leses som ensbetydende med Frankfurterskolens standpunkter. Men som du rettmessig understreker ligger det tradisjonelt sett en vektig assosiasjonsrekke over ordet kulturkritikk.