Ironically, the exhortation 'riot, girls!' is one of the challenges Iggy threw at a crazed audience during the gig documented on the Stooges' live album Metallic K.O. A comparison between Bikini Kill and the Stooges reveals some of the differences between male and female rebellion. Iggy turned self-mutilation and reciprocal abuse between audience and singer into grisly theatre; Bikini Kill sing about unsolicited, real-life abuse over which they have no control. Iggy, following Jim Morrison, envisioned incest as the ultimate symbol of transgression/transcendence in his Oedipal fantasy 'Sister Midnight'; for the Riot Grrrls, incest isn't a metaphor but an omnipresent threat. It haunts their imagination as a symbol of patriarchal domination.

Simon Reynolds + Joy Press: The Sex Revolts. Gender, Rebellion and Rock 'n' Roll (1995)

I oktober sidste år forsøgte jeg mig med lidt hjemmestrikket poesi
i en anmeldelse af Geir Gulliksens roman Forenkling: «Mørket er midt blant oss, mørket sitter til bords i kveld, midt i normaliteten rekker mørket sin tomme tallerken fram». Der findes et ekko fra Astrid Lindgrens Mio min Mio her, Ridder Katos soldater siger noget lignende da de søger efter Mio i skoven. Ekkoeffekten fortsætter
i Snorre Valens VG-kronik med titlen "Hatet er iblant oss" fra 25/11.

Martin Engbergs indledning til Ord & Bilds nye # om kritik findes her.

Danske og svenske venner har haft svært ved at forstå hvad det her "Harald Eia" og "Hjernevask" er for noget, her + her er et par links som viser forskellige perspektiver frem. Jeg kan iøvrigt også anbefale denne bog som Kvalshaug er for genert til at nævne ved navn.

Houellebecq-debat i Oslo 1/12 ---------- ydmyge bidrag her + her.

Kritikk og dialog krever meningers mot. Kritikerlaget i KK 29/10.

8. januar startede et begivenhedsrigt år med Karen Carpenter.

Det skulle ta lang tid før vi kom oss til økolandsbyen med Håvard-vraket. Som å levere en bil til opphogging, vi visste det. Håvard var det eneste mennesket. Leon etterlignet for mye det menneskelige, og ble et ekstrem-menneskelig menneske.

Tripper fuldstændigt ud af min hue over Cathrine Knudsens nye roman Jeg kunne vært et menneske. 2008-udgivelsen var også strålende. Janike Kampevold Larsen var enig med mig, som man kan se. Vagant publicerede iøvrigt en tekst af Knudsen i 2009.

30 meget gode plader ... meget hurtig liste ...

Big Star: Third/Sister Lovers
Bikini Kill: CD Version of the Two First Records
Bis: The New Transistor Heroes
Cocteau Twins: Garlands
Deutsch Amerikanische Freundschaft: Alles ist gut
Echo & the Bunnymen: Heaven Up Here
Free Kitten: Sentimental Education
Galaxie 500: This Is Our Music
Guided by Voices: Alien Lanes
Heavens to Betsy: Calculated
Huggy Bear: Taking the Rough with the Smooch
James Chance & the Contortions: Buy
Jesus and Mary Chain: Psychocandy
J Mascis: Several Shades of Why
Lou Reed & John Cale: Songs for Drella
My Bloody Valentine: Loveless
Scott Walker: The Drift
Sebadoh: Bakesale
Simple Minds: Sons and Fascination
Slint: Spiderland
Suicide: The Second Album
Talk Talk: The Party's Over
Talking Heads: Remain in Light
Team Dresch: Personal Best
The Associates: Singles
The Delgados: Peloton
The Pop Group: Y
Thurston Moore: Psychic Hearts
Throwing Muses: Throwing Muses
Wild Flag: Wild Flag

De norske tabloidmedier kæmper i øjeblikket en gæv kamp for at få ABB til at se ud som et monster, denne mand som ganske rigtigt har begået uhørt monstrøse handlinger. Desværre er ABB ikke af anden etnisk oprindelse, og han er umiddelbart heller ikke fra en anden planet, men er han ikke lidt ... feminin?

Dagbladet sætter 14/11 trumf på med en forside hvor ABBs ansigt dækkes af ordene Ynkelig + Feminin + Iskald; alle tre ord må forstås som negative betegnelser. Man kan spørge sig om det er en god idé at forsøge sig med et misogynt sprogbrug om en massemorder som bl.a. har dræbt i misogyniens tegn. Hvornår skal vi slutte denne cirkulation af had mod kvinder og alt kvindeligt?

En superkort omtale af litteraturtidsskriftet n+1s OWS-inspirerede gazette #1. #2 findes nu her. Sagen fulgtes af dette billede.

Anmeldelse af Gøhril Gabrielsen: Skadedyr her. 3000 tegn er tæt på smertegrænsen i forhold til hvor kort en anmeldelse kan være, men jeg kan måske nævne at de to bøger jeg tænkte på i forhold til værkformen er Claus Beck-Nielsens debut fra 1997 Vejlederne. To fortællinger og endnu mere off Kanalbyggarnas barn (også 1997) af Lars Jakobson som er et regulært cut-up-værk hvor forskellige historier klippes sammen på en brutal, men alligevel suggererende måde. Se iøvrigt Lasse Midttuns fine læsning af Gabrielsen i Morgenbladet 11/11/11, på nær én ting: Spoiler alert, big time.