Sunday, December 25, 2011

JANUAR. Julian og jeg ser Carsten Höller på Hamburger Bahnhof. FEBRUAR. I en lejlighed i Charlottenburg får jeg en mail hvor der står at Kritikerlaget mener at jeg er årets papnæse, de beder mig holde kæft om dette i tre uger. MARTS. En espressokande eksploderer i mit køkken, Audun og jeg ser overraskede på hinandens brunplettede ansigter. I Visby lytter jeg til "The Rain Song" af Led Zeppelin unaturligt mange gange. Peter går med den enorme blomsterbuket i sneen i Oslo. I Bergen er jeg en skrækslagen tilskuer til Klara Sofies guldfisks død.

APRIL. Silje Nes spiller en koncert i hjørnet af en berlinsk lejlighed. MAJ. Erle og jeg marcherer målbevidst mod Neukölln den første. En sidste panikslagen korrektur på manus læses i Oslo. JUNI. Bogen materialiserer sig, og jeg mødes med min folkeskoleklasse, en flok børn med rynkede masker; ingen kan forstå hvorfor jeg har udgivet en bog på norsk. Jenny står badet i rødt shoegazerlys på Last Train.

JULI. Verden går til helvede midt i en yogatime, vi lever i skyggen endnu. AUGUST. Lou Barlow forklarer mig på Twitter hvad sangen "Skull" handler om (speedball med Evan Dando) og anbefaler bandet Reading Rainbow, som nu hedder Bleeding Rainbow. SEPTEMBER. Audun og jeg rocker ud til Turbostaat på Astra.

OKTOBER. På Brooklyn Museum ser jeg Judy Chicagos "The Dinner Party" og en samtale med en norsk komiker udfolder sig på net. Stephen Duncombe signerer en bog: "Make a riot of your own!" Årets bedste dag er den 16. oktober, som bl.a. består af Žižek, OWS, Throwing Muses og hysteriske opringninger fra norske journalister ved Ground Zero. Vrede norske mænd fortæller mig i et klandreværdigt sprog at de fandeme ikke er vrede. NYC Ghosts and Flowers går i ekstatisk enhed med hylet fra subwaytoget på vej over Williamsburg Bridge. NOVEMBER. AirBerlin sparker mig af flyet med Bob Dylan: How does it feel/ to be on your own/ like a complete unknown/ no direction home, og jeg er syg en måned. This is on my mind i Klassekampen. DECEMBER. I Århus skriver jeg mit oplæg på scenen, mens Mikkel Bolt taler ved siden af, senere jammer mit kamera 5 meter fra Thurston Moore i Berlin. Antal timer foran skærmen xxxx, antal publicerede tekster ca. 30, antal sceniske seancer ca. 15.

6 comments:

Susanne Christensen said...

Oooooops, jeg glemte at nævne sex, krangel, vold og nervesammenbrud. Det må blive næste gang :-) Godt nytår.

Susanne Christensen said...

Oh yeah, and f*** your performative strategies, fra maj måned starter hver dagbogsnotat med ordene "husker intet" ...

Susanne Christensen said...

Pardon moi, jeg forsøger at finde ud af hvad det vil sige at være en freelanceskribent ... Hvis man sammenligner med dagbogen fra 2008 er tallet da 36/10, altså resultatet er stort set det samme, men det sceniske går op og det skriftlige ned. This can't be good, ha ha. Der er iøvrigt intet af det som holder, fx er arbejdet med bogen og Audiatur ikke regnet med. Skal sticke med rent økonomiske beregninger næste år, da. Skattevæsnet blir sikkert happy, lol.

Susanne Christensen said...

Oh well, whatever.

helena said...

:)

Susanne Christensen said...

Tak for smilet, Helena :-) Jeg har været alt for lidt i Sverige i år ... men nu har jeg mindst to sverigesrejser planlagt i våren, see u there.