Saturday, January 21, 2012

Over skrivebordet henger Che Guevara
Under skrivebordet McNamara.
Dere rejser med trikken,
Sjefen kører Porsche.
Gør slut på konkret-stanken nå
Dann et APO-kollektiv.

I 1968 forlader Ulrike Meinhof det venstreradikale tidsskrift konkret. Hendes sidste tekst er et opgør med sig selv som spaltist og med redaktøren Klaus Rainer Röhl som også er far til hendes tvillinger. Röhl trykker hendes tekst, på forsiden skriver han: "Ulrike Marie Meinhof: Kan konkret ennå reddes?" Meinhof opfordrer til besættelse af redaktionslokalerne, og ovenstående tekst deles ud. Fra Stefan Austs bog om Baader-Meinhof fra 1985.

9 comments:

Kristine Kleppo said...

Anbefaler Jutta Ditfurths biografi om henne. Veldig bra. Merkelig å tenke på at hun begynte sitt politiske engasjement som pasifist.

Kristine Kleppo said...

Ditfurth har forøvrig lite godt å si om Stefan Aust. Det var han som sørget for at barna hennes ble tatt vekk fra henne, ikke akkurat en nøytral biograf.

Susanne Christensen said...

Stefan Austs bog er jo en klassiker, og det er nemt at se hvorfor, men ingen dokumentarist kan slå citaterne fra Meinhof-interviews og fra Ensslins forældre for eksempel. Uanset hvor puritansk, kontrolleret og neutralt Aust skriver føler jeg mig stadig som konsument, vel især også fordi det uden tvivl hører med til historien at disse folk er hipster-terrorister, i hvert fald i første halvdel af historien, og svært karismatiske og, ja, en slags mode-ikoner. Jeg bliver lidt sliten af dokumentarens forførelseskraft, jeg får lyst at læse et kritisk essay eller ret og slet Meinhofs egne skrifter, da kan jeg faktisk danne mig en mening uden at forholde mig til dokumentaristens diskrete iscenesættelser, fx hele den yderst ophidsende in medias res-intro hvor RAF'erne begår selvmord; dette er kriminallitteratur og ren forførelse. Forførelse gør mig altid mistænksom ... æh, lol. Men tak for anbefaling.

Susanne Christensen said...

Absolut, og dette fremgår tydeligt i Austs forord, han malker jo koen maksimalt, det vil sige at han sørger for at iscenesætte sig som vidne, dette er hans første move, han giver sig selv kredibilitet, og så kommer andet move, som er in medias res, det mest fiktionaliserede anslag i hele bogen, de "op-sexede" selvmordsscener og efter det regner han med at vi er uløseligt hooked.

Kristine Kleppo said...

Jeg har ikke lest Austs bok, så jeg kan ikke bedømme. Jeg så filmen, som er basert på den og likte veldig dårlig det hipster-terrorist imaget hun fikk der. Jeg tror ikke det Meinhof gjorde hadde noe å gjøre med at hun ville være rockestjerne, men når det imaget først ble skapt så var det mange som likte å dyrke det.

For noen år siden intervjuet jeg Dithfurt om boka. Jeg er nok veldig preget av hennes syn på henne.

http://www.abcnyheter.no/kultur/litteratur/081101/ulrike-meinhofs-gate

Kunne også godt tenke meg å lese det Meinhof selv skrev. Jeg tror det er bra, men at folk ikke er helt komfortable med å fremheve tekstene på grunn av den vendingen hun tok senere.

Susanne Christensen said...

Jeg tror heller ikke at RAF'erne bevidst tænker at de vil være rockstjerner, dette at ville være stjerne ligger mere i vores samtid, men de var alle produkter af historien, de havde forældre som var nazister og grumsomme ting havde sket i deres land uden at man havde sagt fra. Når 60'ernes happening-kultur tager af så har meget af den frigørelsesromantik som ligger i luften at gøre med en gruelig generationskonflikt, en trang til at handle, modsat forældrene, og solidariteten med verdens undertrykte virker ganske reel til at begynde med. Stoffer, rockmusik, mode og "rocka" karisma er ikke nødvendigvis så narcissistisk betinget som det er i vores kultur idag, men det er utrolig svært ikke at se Baader som en slags Jim Morrison som senere udvikler sig til en paranoid, kolerisk psykopat ("knulling og skyting er samme sak") og Ensslin som en semi-religiøs voldspornograf. Meinhof ligger under for de to, jeg tror hun tørster dybt efter den handlekraft som Baader og Ensslin besidder, ja, og så klikker de på godt og ondt, teori og praksis hand in hand.

Susanne Christensen said...

Trots sina ansträngningar att vara en handlingsmänniska i samklang med Baaders och Ensslins nyckfulla definition, glider Meinhof - eller Sem-Sandbergs Meinhof - bit för bit ur de sammanhangen och in i ett kontemplativt mörker, som i stället förbinder henne med kvinnor utanför denna tid och denna cell, solitären, den fågelfria kvinnan i högmod och askes.

Jeg havde nær glemt denne bog fra 1996.

Susanne Christensen said...

Baader og Ensslin er skrevet af David Lynch, Meinhof er skrevet af Shakespeare.

Kristine Kleppo said...

Shakespeare! Jeg likte den sammenligningen. Da jeg skulle skrive artikkelen Meinhof var det eneste bildet jeg kunne finne på Scanpix, et bilde etter arrestasjonen der to betjenter holder henne nede og fast i håret opp mot en kameralinse. Jeg skrev til Dithfurt og fikk tillatelse til å bruke et bilde fra hennes private arkiv rett og slett fordi jeg syntes det var problematisk å reprodusere det smertefulle gal-kvinne imaget som scanpix-bildet gav av henne. Når det gjelder Meinhofs galskap så har jeg inntrykk av at det eskalerte i fengselet. Man kan jo si at det ligger en galskap i metodene RAF brukte, men jeg ser det mer som illegitime politisk motiverte handlinger. I fengselet ble Meinhof behandlet nærmest som en forsøksperson i en konsentrasjonsleir. Mangel på søvn, lys, lydforhold og legenes uinnskrenkede makt til å forske på henne ville nok gjort enhver person gal og Meinhof forsøkte å beskytte seg meg en form for desperat motstand. Da hun døde fikk jo også legen hennes lov til å beholde hjernen hennes til å forske på den. De kunne gjøre hva som helst med henne når de hadde gjort henne til en slags Medusa i offentlingheten. Jeg tror ikke at den Ulrike Meinhof som satt innesperret er representativ for hvem hun egentlig var. Det er mye mer interessant å se henne som en intellektuelt kapabel kvinne som tok en del svært problematiske valg når hun forsøkte å sette handling bak ordene sine. Det er også interessant å se hvordan Bild Zeitung, rettssystemet og Stefan Aust, som alle på et vis ble hennes overgripere, har fått lov til å definere henne.