I skrivende stund er det stadig oktober, undertøjsmodellerne skal nok komme, som en glitrende flåde fra det ydre rum, men indtil videre må vi leve med Lana Del Reys melankolske Nancy Sinatra-fjæs som synes at se let anklagende på os fra et eller andet fjernt hippie-dødsrige. Døde kærligheden igen nu, døde håbet igen nu, er det tidsånden? Lana er ingen krop, hun er først og fremmest et ansigt, en bleg måne som snor sig igennem Oslos gader som totaldekoration på byens sporvogne. Hvorfor er døden så hot, er der intet gadeoprør som kan holde os varme denne vinter?

Mere i Vagant #4/2012. Teksten handler også om Myhre, Petterson og Vaage.

På mange måter er stripperen (eller den prostituerte) et slags urbilde fra den tidlige franske modernismen: nattens engler i storbyen, disse grønnlig bleke, demonisk lokkende kvinnene. Men hos Babitz står stripperne aleine i det eksistensielle sentrum, de er lidende, sjelfylte filosofer og poeter, omgitt av mannekryp som aldri får framstå som komplekse individer. Mannsgriser er mannsgriser i romanens univers, og her gjør realitysjangeren det kanskje lett for seg selv, med sitt sort-hvitt-bilde. De mannlige gjestene opptrer som i transe, og bekjenner foran drømmekvinnene, som om kroppene deres var katolske kirker. Og det de bekjenner er ikke småtterier: voldsfantasier, forvrengte kvinnesyn, men også heroiske forestillinger om å skulle redde stripperne ut av underverdenen.

Min anmeldelse af Annelie Babitz her. Interview her og Babitz om nethad her.

Det skotske band Bis fablede om en Teen-C Nation engang i 90'erne, men længe før det eksisterede Nation of Ulysses i Nordamerika. I denne nation rulede bl.a. Ian Svenonius, senere kendt i bands som The Make-Up og Chain & the Gang. Sidstnævnte spillede en swingende koncert på Festsaal Kreuzberg i onsdags med hotte K-Holes som opvarmning. Der var to bøger på bordet, jeg anskaffede mig den nyeste Supernatural Strategies for Making a Rock 'n' Roll Group, signeret Svenonius; en både konceptuel og lettere kontrafaktisk intervention i historien om rockbandet. Ved en spiritistisk sceance melder Brian Jones, Jimmi Hendrix m.fl. sig og således medieres teksten. Svenonius-spilopperne fortsætter i det hysterisk morsomme talkshow Soft Focus, som findes på nettet.

Tak iøvrigt til Ingunn Økland for at nævne nærværende blog i positive termer i avisen. Hvad er Claws Talks udover en grammatikalsk fejl? Tjah. I 2006 gav jeg disse svar. Bloggen har ændret sig siden, men jeg kan nok stadigvæk skrive under på følgende: "Claws Talks er en måde hvorpå jeg kan male mig selv i ansigtet. At svine til der hvor jeg i andre sammen- hænge må rense op, præstere, tale klart." Ja ... det lover jo godt? Sandheden er nok snarere at bloggen er en slags retweetcentral og et eventuelt ... potentielt frirum i en stresset hverdag. Lizm, jeg vil gerne sige noget meningsfyldt, men lige nu er jeg igang med at forsøge at sige noget meningsfyldt. Netliv er for mig sekundært. Men selvsagt kan jeg tages på ordet, hvis man ønsker det. Vi er i et offentligt rum, dette er publicering.

Hvem vil ikke hellere være med til at bygge end at få pushet et perfekt hus i hovedet? Espen Grønlie om Stor Kunst, Thure Erik Lund og Den ulne avantgarde her.

Hvorvidt bloggerne mottar en flaske vin hver jul og penger i brune papirposer fra forlaget, eller skriver om sine beste venner, er i mine øyne en skinndiskusjon. Det hadde ikke gjort noe hvis de skrev interessante tekster som faktisk kunne ha utfordret eller supplert den etablerte kritikken. Men når dette foreløpig ikke viser seg å være tilfelle, tror jeg noe av grunnen ligger i arbeidet en god kritikk krever, i hvert fall for de kritikkene jeg selv liker å lese – som de beste tekstene i Morgenbladet og litteraturtidsskriftene. Ikke om kritikeren eller bloggeren seiler under falskt flagg. Og selvfølgelig er det fritt fram for alle å holde på med det de vil på internett. Men heller enn å tenke på integriteten, burde man jobbe for å heve kvaliteten. Da har man noe å gjøre til man dør.

Siger Arne Borge, til dels som svar på Ingunn Økland + en ongoing debate i forskellige fora.

As a result, they would begin to tremble and shake, minuscule tremors rippling out from their enteric nervous systems and through the fibers in their organ meat, or coursing through their bloodstream and their compromised immune systems and out into the world beyond their bodies, the pent-up frustration and rage slowly seeping out of them, awkwardly, publicly, ineffectually.

David Buuck and Juliana Spahr trippin' with Koki and Demented Panda. This seems like an appropriate soundtrack.

Anmeldelse af svenske Const Literary (P)review her. Lyra Ekström Lindbäck har en kommentar til Const her. Så vidt jeg ved gik Lyra på samme Biskops-Arnö-hold som Lidija Praizović som er publiceret i Const. Denne årgang står også for en sektion af anmeldelser med litterært præg i nyeste Kritiker #24/25.

Åsa Linderborg mener at Praizovićs projekt er at sige sandheden, og at denne sandhed (om klasseforskelle) er ilde hørt. Hos Linderborg bliver Praizović til en Jesusfigur, i hendes egen fremstilling er hun nærmest en dæmon. Hvordan ved Linderborg at hun taler sandt?

Den här kritikern har inget ansikte, hon har gjort sig diffus inom ramarna för de officiella nationella systemen. Hon kopplar in sig i och ut sig ur en litteraturkontext, en konstkontext och en musikkontext i minst tre-fyra nordiska länder, där hon skriver och talar på beställning. Hon är knappt ens mänsklig, men hon är något annat: Hon är in flux, hon är levande.

Ord& Bild oversatte i #4/2011 mit essay At flette hår som oprindeligt var lederteksten i Vagant #1/2007. Den här kritikern har inget ansikte, dette tænker jeg på når jeg læser Annelie Babitz om nethad. I don't know? Jeg nævnte for nyligt Babitz i en tweet og fik straks meldinger fra det som ligner organiserede svenske antifeminister. Efter Eiagate sidste oktober fik jeg en del støtte, men ikke meget af dette stod på tryk i officielle medier. Redaktør i Ord&Bild Linda Östergaard kommenterede imidlertid sagen i sit efterord til At flette hår. Teksten kan nu læses på nettet i sin svenske sprogdragt plus Östergaards efterord. Her til højre på bloggen er et lille identitetstræ vokset frem, en række me-links som er ment som et alternativ til flommen af hate og misforståelser. Jeg er også glad for Lyra Ekström Lindbäcks tankevækkende læsning af Den ulne avantgarde i Kritiker #24/25. Tænker over dette: Men hur kan hon då handtera det här namnet, det här ansiktet? Fremhäver hon dem tills de spricker?

Sidste romjul skrev jeg på en tekst om Vendela Fredricsons Sapfos tvillingar, but the bird didn't fly, det blev blot en skitse, en doodle, et famlende forsøg på at nærme mig teksten.