Mænd taaler ikke gjerne en sterkt anlagt Kvindenatur ved Siden af sig. At den er begavet, kan endda gaa an; men den maa ikke være selvstændig; den må gaa op i ham, dreje sig om ham som Solsikken efter Solen, som den lyssugende, mindre klode om sin Planet. Det vil gjentage sig, hvor vi ser hen i Livet, som i hint Livets Spejl, vi kalder Digtning.

Camilla Collett: Fra de Stummes Leir, 1877.