Now hiring: Yous for I-project. Are you the you I'm looking for? You and other yous will swarm and haunt the I and in that way we will build a temporary house-like shape.

Den berlinske technoklub Tresor genåbnede i 2007 i et renoveret kraftværk på Köpenicker Straße, og netop nu tager festivalen Berlin Atonal nye dele af kraftværket i brug. Igår fandt præmieren sted i dette rum, med en strålende bevægelse fra Kurt Schwitters' Ursonate (1922-32) til en slags stiliseret ur-rock, nemlig Glenn Branca Emsembles Twisting in Space med avantgardekomponisten Glenn Branca som en dæmonisk ur-Ozzy dirigerende med ryggen til publikum.

NY-baserede Branca havde i de sene 70'ere bandet Theoretical Girls og i andre bandkonstallationer (gerne bestående af utallige elektriske guitarer) spillede både Lee Ranaldo og Thurston Moore (begge senere i avantgardeciterende Sonic Youth) i en tid hvor den frugtbare No wave-scene sprællede rundt i gaderne (Suicide, James Chance, Lizzy Mercier Descloux, Bush Tetras med flere).

At lytte til Glenn Branca Emsemble igår er som at lytte til en slags stiliseret ur-Youth, og samtidig bliver SY, Motorpsycho og hvad som helst man kan associere til, også mindre vigtige; det er en lettelse. Glenn Branca Ensemble destruerer og genskaber rocken i samme bevægelse, som Young Gods gjorde i 80'erne, og som den såkaldte postrock (Mogwai og så videre; Come On Die Young) også forsøgte, og mange andre mutanter som greb til elektroniske midler, fx Digital hardcore. Skal skaffe mig en Branca Youth T-shirt.

Der er bling-bling på Todestreifen nu. Langs East Side Gallery, den længste del af berlinmuren som stadig står, bygges heftigt i disse dage. Senest står en glitrende sort bygning klar, få meter fra muren. Bygningen er næsten monokrom i sorte, reflekterende glasflader, men den er opdelt i facetter som reflekterer lyset; et lydløst sparkle-sprog. Øverst på bygningen snurrer et bil-logo langsomt rundt og sender stråler ind i forbi- passerendes solbrillebeskyttede øjne. Dette er ingen støjende skærm, men en helt enkel, flere meter høj, sølvskinnende cirkel; ingen ord, bare et stærkt symbol beslægtet med freds- og anarkistsymbolet. Betydningen er imidlertid ren bling-bling; lev stærkt og dø ung før jordens økosfære kollapser helt. Nederst i bygningen ser vi bilerne gennem vinduerne. Som fastfrosne, sorte pantere taler de om frihed på deres eget kapitalistesperanto, på dette sted hvor the magic of the moment skete i 1989 da muren faldt, og vi blev frie.

Det er en almindelig misforståelse at fjernsyn er interaktivt, eller vil os noget. Man kan lave mange vitser om at programmet Hjernevask både satte fingeren på hjernevask (den idiot-teori som måtte stå skoleret) og også selv var en slags hjernevask, men ingen forstod imidlertid at programmet faktisk var en ren hjerne, en fritstående struktur uden forbindelser til noget. Hjernen er hjernen in space. Solipsismes evige, arkitektoniske skønhed. Dermed er raseriet også berettiget når Hjernevask påtvinges diverse forbindelser, koblinger og handlinger; her må den rene hjerne sætte sin fod ned.

Det er en almindelig misforståelse at pikken er opsøgende. Pik er ikke kobling, pik er abstraktion. Pik er hverken våben eller pensel, og derfor er lærredet tomt på nær et par fuglelorte og nogle tilfældige regndråber. Pik er pik in space. Pikken hviler i sig selv, svævende i en apolitisk pikgalaxe. Dermed er raseriet også berettiget når pikken påtvinges diverse forbindelser, koblinger og handlinger; her må den rene pik sætte sin fod ned.

(Bl.a. inspireret af Arne Johan Vetlesens KK-tekst om ord og handlinger samme dag.)

Corset and corsetting. Jane and Viv. The nervous girls. Stress cadets. They felt it all so intensely on their body. Both married men who grew icy or paralyzed the more feverish and effusive their wives got. (He is cold on the phone. I grow hot. He freezes up.)

Kate Zambrenos Heroines om modernismens psykopatologi og de kollektive sygdomme som blev fostret hos the Bowles, the Eliots og the Fitzgeralds. En oplagt bog for mig at skrive om, men hvor ville jeg blive glædeligt overrasket om en mandlig læser havde noget at sige.

Prøver at fatte shiatsu-massage i juni 2013. Lykkes ikke.

Den 22. juli 2011 læser jeg om Oslo-bomben på nettet. Så passerer en melding på Twitter: Nogen skyder på Utøya. Jeg cykler gennem byen, og påbegynder en yoga-time, men må opgive halvvejs; min følelse af uro er overvældende. I etagen under yoga-salen taler jeg i telefon med en ven; mindst 20 er blevet skudt, lyder det da. Hjemme igen er vi på nettet længe, mens dette står på, og udfolder sig og bliver ved med at udfolde sig.

Den 22. juli 2012 er jeg indlagt på et hospital. Irriteret over den almene narcissisme som altid præger hvordan-går-det-idag-runden, taler jeg kort om Utøya til et multikulturelt publikum af patienter med overvejende tysk og tyrkisk baggrund. Jeg gør dem ingen tjeneste; de bliver urolige, sikkert sygere også.

Jeg stirrer ind i hovedet på Den anden/ Han stirrer ind i hovedet på sig selv/ Han taler om mig, men jeg genkender mig ikke.

Favorite person of the day is Calvin Johnson. We just had a nice cup of tea in the sun outside the K Records synagogue. Very good dancer too. Listen to The Hive Dwellers.

Pics fra noise demo udenfor Green Hill-fængslet her, i solidaritet med de sultestrejkende fanger. Mere her. Om strejken i Pelican Bay-fængslet her og Eirik Steinhoffs Tumblr.

I 1991 foregik International Pop Underground Convention på Capitol Theater. Første kveld hed Girl Night og blev startskuddet til en bevægelse, riot grrrl. Lige nu viser Capitol Theater the two suckiest movies in the universe p.t.