Monday, September 30, 2013

I anledning af 100-årsjubilæet for kvinders stemmeret arrangerer museet og Ny Musikk symposiummet Vocal Folds et tillæg til udstillingen I Wish This Was a Song – Music in Contemporary Art. Blandt andet præsenterer Anne Karpf, ansat på BBC Radio, en historisk opsummering af, hvordan man har betragtet den kvindelige stemme i det offentlige rum helt tilbage fra Aristoteles ("Silence is a woman's glory") videre til Skt. Paul ("It is shameful for a woman to speak in church") og til Henry James, som sammenlignede den kvindelige stemme med "the moo of the cow, the bray of the ass and the bark of the dog" i et essay fra det tidlige 1900-tal. Karpf taler om moderstemmen som noget, vi alle udsættes for, ikke blot som lyd, men som en vibration som omslutter os, og som vi ikke kan vælge fra i foster- tilstanden. Dermed kan man tænke, at denne lyd må uddrives for, at vi kan blive til selvstændige individer. Kvindestemmen havde svært ved at få gennemslag i radioen, fortsætter Karpf. Den var for kropslig og kunne derfor ikke bruges til nyhedsoplæsning, til forskel fra en dyb, ensartet mandsstemme, som undlod at give distraherende associationer fra det alvor, som man ønskede at signalere.

Fra Vagant-spalte #1/2013. Anne Karpf besøgte netop Kapittel, og jeg anbefaler hendes bog The Human Voice (2006). Som Anette Garpestad er inde på, den engagerede stemme med kvindelige fortegn tolkes ofte som hysterisk. Ingen blame it on the girl-teori fra mig, men alligevel, altid sig ja til arrangementer! Betragt det som et mulighedsrum, brug egne standarder i stedet for at forsøge at gætte andres. Vi er dér for at tænke sammen, og det offentlige rum dør, stivner, uden stammende, rødmende, levende, søgende stemmer.

No comments: