Sunday, September 22, 2013

Pål Norheim, Elin Ørjasæter og jeg var inviteret til Kapittel for at tale om netstemmen. Både Norheim og Ørjasæter er skudt frem som politiske debatanter i tiden efter 22/7. Ørjasæter som en slags modstemme, en kort intens tid på Twitter. På scenen beskrev hun den euforiske følelse af at finde en platform hvorfra hun kunne tale, og at hun senere trak sig, berørt af negativ respons. Norheims nærvær mærkes på Facebook, også han med stærke meninger, men med en vigtig redaktørerfaring fra Vagant i bagagen som gør at han ivaretager samtalerne på en særlig måde, han skaber et rum. Norheim fortalte om hvordan hans netaktivitet har været med til at kickstarte en hæmmet skriveimpuls, og hvordan aktiviteten genererer opfordringer til at skrive essays. Norheim er altså tilstede som redaktør og forfatter, mens det er mere uklart for mig hvad Ørjasæters projekt er, andet end at hendes stemme har været del af en politisk opposition, som nu har fået overtaget. Også hendes småforlagsvirksomhed skaber rum for diverse højreorienterede stemmer.

Why me, hvor passer jeg ind i dette? Claws Talks er fra 2002, altså en 11 år gammel blog. Før det var jeg i 90'erne del af et netsamfund som hed Firefly, meget lig Facebook. Blogger er lige så død som Flickr nu; ingen kommentarer, ingen likes, andre sites er mere populære, men jeg er stadig her. Som jeg har skrevet om i andre forbindelser virkede blogsamfundet vigtigt, eller mere levende, det tjente en funktion, i begyndelsen af 00'erne, hvor idéen om en fælles skandinavisk litterær offentlighed svævende rundt i luften som en slags gylden utopi. En tanke som givetvis opstod som resultat af at vi pludselig kunne se hinanden, os som arbejdede med småforlag og tidsskrifter. Netværkerne blev varmere og varmere et stykke tid, jeg ved ikke hvor længe, men det virker som om energien har fortaget sig nu, eller er blevet opslugt, opløst, omformet.

Stemmerne er mest skærpede på Twitter, de kvidrene fuglestemmer. Folk forvalter de 140 tegn på forskellige måder: Man repræsenterer sig selv, skriver ID-jingles. Man samtaler eller debaterer. Eller man leger med sproget, mumler, efterlader sig et spor. Allerede her findes et bredt spektrum af stemmer med udspring i én og samme person. Jeg talte om min arbejdssituation som freelanceskribent, kampen med teksten, den som læses eller den som skrives, som pibler ud på nettet. Processualitet, længslen efter tankebrydninger. Sprogkrisen er også mest skærpet her, hvem skriver du til og hvorfor? Ytringstvangen gør mig urolig, jeg vil trodse medielogikken. På Twitter kan litteratur også opstå, eller følelsen af litteratur. Jeg kan lide ustabile, voldsomme, misantropiske og konceptuelle stemmer, gerne kvindestemmer.

Jeg blev spurgt om netstemmen vs. avisstemmen. Jeg hedder @susannetiger på Twitter, og som dyr har man vel lov at sige dyrelyde. Selv ræven kan ikke få lov at være stille længere, også ræven rapper løs, også ræven performer. Underminerer netstemmen en eller anden slags autoritet? Her bliver det vigtigere for mig at anskueliggøre hvordan autoritet fremkommer i avistekster, hvordan tvivl må elimineres, hvordan virrende bevægelser må luges ud. Men al aktivitet kommer ud af tvivl, uden den ingen skrift. I en hatemailstorm antages det at jeg taler fra centrum, at jeg sidder på et kontor i Oslo og synkroniserer mine holdninger med den avis jeg publicerer i. It ain't so. Hatemailere burde interessere sig for iscenesættelsen af stemmer, ikke lade sig styre af dem i vild affekt. Vi bør også blive bedre til at forstå nettets ukropslighed; uden kroppe og ansigter er der er ingen grænser, ingen smerte, men alligevel sårer udsagn dybt. Alt dette fik Ørjasæter lov at snakke om, hun med sin barske politik, valgte at tale om sig selv som et offer på scenen i Stavanger.

No comments: