Skulle vi virkelig svømme sammen, jeg var sikker på at hun ikke ville møte til avtalen, og da hun ikke sto i resepsjonen klokken åtte og kvart over åtte, var jeg lettet; det er godt at hun ikke kommer, at jeg ikke blir forvirret, forstyrret, at jeg ikke føler noe for noen, tenkte jeg og gikk ut hotelldøren for å hente sykkelen.

Tomas Espedals Bergeners er ikke noveller som Joyce-forlægget Dubliners (1914), det er fragmenter, digte, tekst. Fra side 73 til 76 bygges der op til fest, der bygges en kollektiv krop. Jeg kan vist godt tage det personligt; mange navne nævnes, blandet andet mit eget. Jeg læser forbi dette stykke uden større reaktion. Senere følger mange tekster om ensomhed, om enkeltkroppen, om at låse sin dør, om ikke at rejse, om knapt at bevæge sig ud af huset. Szilvia bøder lidt på dette, for hun vil alligevel gerne svømme med Tomas. Stadig, de bedste dele handler om ensomhed og om at undervise fanger i et fængsel. Det sidste Tomas (hvis han hedder Tomas) gør er at fantasere om selvmord, rejse til Berlin og tage ind på et hotel for at sove. Jeg er her for at sove, siger han til stuepigen.

Jeg har ikke været nogen ivrig læser af Espedals bøger, for han var altid i nærheden og talte, på gader og stræder, og det virkede som nok litteratur. Bergen er en heartbreaker, kan jeg hilse at sige, fra mit Berlin-perspektiv, og jeg grubler også over kollektivkroppene som blev enkeltkroppe. Jeg grubler over Bergen, som jeg netop så igen. Bergen med litteraturhus og triennale og et væld af interessante arkitektoniske linjer som fluktuerer med bjergene. Bergen er en totalinstallation, men hvorfor virker det så kvælende? Endnu en ny bygning byder på interessante linjer, forskydninger og blåfarver som smisker med Ulriken. Et fængsel af interessante, fluktuerende linjer.