Tuesday, May 28, 2013

You feel the psychopathic vibration that is building, after the decade of permanent electrocution, the decade of frenzied economic investment. You feel anxiety growing, the urban libidinal economy going insane. Fremtidsruiner her.

Monday, May 27, 2013

Kanskje er det på tide at litteraturkritikere og –forskere puster dypt inn, brygger seg en sterk kopp kaffe og begynner å mobilisere sin kritiske tenkning rundt det svært slitte v-ordet, virkeligheten. Mange, inkludert undertegnede, har brukt v-ordet som en slags universalforklaring på alle aktuelle, litterære trender gjennom 90-tallet og 00-tallet.
Greit, vi har sett en slags nyrealisme, noen har kalt den avantgardrealisme eller ”konseptuell litteratur” – Gud bedre! – og dokupoesi, selvbiografi, reiselitteratur og gonzo-kritikk i lassevis, men har noen spurt seg hva som faktisk ikke er ”virkelighetslitteratur”? Handler for eksempel science fiction, som ofte kalles spekulativ realisme, ikke om virkelig- heten? Karin Moe gir selvfølgelig faen, og kaller sin nye roman Virkeligheten, en passende tittel på et friskt, poetisk og bitende satirisk stykke litteratur om en framtid not so very far away.

Anmeldelse i Bokmagasinet af Karin Moe: Virkeligheten. Full text here.

Sunday, May 26, 2013

Far from being a backward phenomena or transitory anomaly, the Berlusconi phenomenon is a sign of things to come, well actually, a time that has already arrived. Over the last few decades, an infrastructure for the engineering of the psychosphere was constituted, one that would modulate public mood and produce opinion, but above all, sociability of the new generation, who were induced to mistake the uninterrupted flow of television for "the world."

Franco "Bifo" Berardi fra After the Future, 2011. I en norsk tv-reklame knyttes noget så uskyldigt som vand sammen med en tvangskreativ LOL-generation som alle kører rundt på segways iført barokparykker eller driver rundt i en pool, spiser is og skal bygge nationen, lizm. I dunno? Måske læse After the Future og Berardis post-futuristiske manifest fra 2009.

Sunday, May 19, 2013

I torsdags markerede min Klassekampen-kollega Ellen, jeg og 300 demonstranter vores modstand mod Barbie-Dreamhouse. Don't import this piece of crap to Scandinavia, please. Pics by Jakob Huber here. Thanx to the extremely dedicated and friendly Occupy Barbie-Dreamhouse people. Følg dem på Facebook.

I kveld knækker Köpenicker Straße over på midten. I den ene ende et stendødt Distortion; A Celebration of Copenhagen's Nightlife, festkonceptet som avantgardeforsker Mikkel Bolt i 2009 nævnte som et godt eksempel på samtidens reelle avantgarde: "Jeg synes, at piratfesten i Hyskenstræde var en enorm kreativ tilegnelse af et ellers helt kolonialiseret offentligt rum" ... Fair nok, but why Berlin, and why tonight? I krydset ved Schillingbrücke holder de obligatoriske politibiler, og videre ned af Köpenicker Straße finder Köpis gadefest sted med massivt opmøde. I gråzonen mellem disse to events så jeg et skilt jeg ikke har lagt mærke til før; på Köpenicker Straße lå lageret for Entartete Kunst hvor de censurerede værker blev gemt bort af nazisterne.

Saturday, May 18, 2013

Efter den sublime koncert med Savages på Lido igår vidste jeg hvad jeg burde gøre. Sikkerhedsvagterne i døren så på mig med store øjne da jeg puttede en besked fra bandet i min taske, om at slukke mobiltelefonerne under koncerten. En praktisk henvisning til publikum ... eller et manifest? Har ingen planer om at blive yoga-mystiker, men FAEN! Denne karse taler sandt. Sluk mobilen.

Essay om Chris Kraus idag i Klassekampens Bokmagasinet. Meget fin forside af Malvin. Jeg bør måske pointere at the real Dick i romanen I Love Dick (1997) er britisk, som nævnt, men flyttet til Amerika, og med en fetish for alt cowboyagtigt, ifølge Chris-i-romanen.

Tuesday, May 14, 2013

Tanken om kirsebærtræerne på Mariannenplatz begynder at gøre fysisk ondt. Kastanjetræet i baggården står og drømmer med en krone fuld af hvide blomster, og syrenerne ved legepladsen længere nede ad gaden udsender en bedøvende, sød duft. Jeg cykler hastigt ud af Köpenicker Straße, som skifter navn flere gange før jeg når frem til Schöneweide, en berlinsk forstad på vejen ud til Schönefeld-lufthavnen, et sted som måske mest er kendt for sit nynazistiske miljø, og flere tilfælde af racistisk motiveret vold på togstationen. Jeg ved ikke om det nytter at demonstrere, men demonstrationsoptog virker som et godt sted at tænke, jeg kommer i kontakt med en slags sorg mens jeg går gennem Schöneweides gader sammen med 3000 sortklædte antifascister.

Vagant-txt til #2/13 om Ian Svenonius, Mephisto in the Water og nynazister i Schöneweide.
Video Green er en samling institusjonskritiske essays som forteller historien om hvordan poststrukturalistisk teori er blitt institusjonalisert, og hvordan et ugjennomtrengelig hegemoni har bygd seg opp rundt Master of Fine Arts-utdanningene som er altavgjørende for en kunstners karriere. Hvis du for eksempel presenterer en video av noen sokker som snurrer rundt i en tørketrommel, kan du ifølge Kraus være sikker på å bli ignorert hvis du ikke har en MFA å vise til, mens videoen sannsynligvis blir genierklært hvis du har den rette bakgrunnen. Kraus har øye for hvordan legitimerings- og utstøtelsesprosesser fungerer. Hun får Los Angeles-byrommet til å virke illustrerende når hun beveger seg fra de kalde glassflatene i sentrum til forstedenes forfalne bygninger.

Essay om Chris Kraus i Bokmagasinet på lørdag.
Klassekampen interviewede mig i anledning af modtagelsen af Frode Saugestads debutroman, her + her. Forsøgte mig med et kapitalisme-positivt sprog, forfatteren selv vil bare citere Jacques Derrida. 20% kom i avisen.

Hva skal til for at den selvbiografiske sjangeren skal bli vellykket som litteratur, og ikke bare blir selvutlevering?

Jeg ville snarere tale om selveksponering eller self branding som hele verden jo driver med dagligt. Jeg ved ikke i hvilken grad Saugestad udleverer sig selv, men det har han jo kontrol over, det er snarere et spørgsmål om hvem han ellers udleverer; folk som ikke er indforståede, hvorefter der bliver sager i media og måske endda i retten. Alt dette er en performativ kunstnerisk strategi som vi har set meget til siden Claus Beck-Nielsens biografiprojekt fra 2003 og endnu længere tilbage. Strategien er effektiv self branding, altså en vej til success, samtidig med at den har potentiale til at nå ud over den litterære institution, forbi det vanlige modtagelsesapparat og skabe bølger i media. Det er samtidig en potentielt politisk strategi, hvor man kan anspore til debat om etiske problemstillinger, men ofte lykkedes ikke dette, da bliver det tydeligt at det kunstneriske talent ikke rækker. Kunsten er desværre stadig kunst, og der findes selvsagt både god og dårlig multimedial kunst og performance.

Er det en fare for at det selvutleverende elementet i en roman kan bli så dominerende at det står i veien for mer interessante aspekter ved boka?

Hvis Saugestad er citeret korrekt i Aftenposten så ønsker han at vække følelser og tjene penge, eftersom han forsørger små børn. Alt dette er helt legitimt, men projektet fejler hvis det ikke også fungerer som kunst og bare skaber støj i media, som allerede er ekstremt støjforurenet.

I hvor stor grad tror du det selvutleverende elementet kan bli brukt av forfattere for å skape godt salg og blest om sine bøker?

Vi må være pragmatiske og sige at en forfatter er en person som skriver, som driver med kunst, men som også bliver læst og muligvis sælger bøger. Forfatteren kan sjældent undgå opmærksomhed, selv Thomas Pynchon kan ikke undgå opmærksomhed, at være sky i forhold til media skaber et enormt sug. Performative kunstneriske strategier tænker den biofaktiske forfatter ind i projektet, men hvis det bare er hendes ansigt vi sidder tilbage med, og ingen væsentlige, eksistentielle spørgsmål, bliver det lige så tomt som kjendispressen.

Monday, May 13, 2013

Kan du huske sidste gang et band lancerede sig med et manifest? Silence yourself, her.

Sunday, May 12, 2013

I 2008 blev Vagant-redaktionen inviteret til prisoverrækkelse på Norske Mediedager i Bergen. Tidsskriftet fik vist en honorable mention, men det var Kirke og Kultur som løb med prisen for årets tidsskrift. I timerne inden dette blev mange andre interessante priser delt ud, blandt andet bedste tabloidforside som vist gik til Vi Menn, or something. Proof here.

Monday, May 06, 2013

I remember several years ago, in one of the high-profile graduate art programs where these lines are drawn, the program's sole Chicana student fleeing the seminar room in tears when her advisor sneered, "Your photographs are sooo sentimental. We're making art, not Hallmark Greeting Cards, here." The work in question was a photo of the artist's daughter who she'd left behind in Texas to attend the graduate program here. The child was bathed like a tiny angel in a radiant bubble of southwestern light. Days later she returned indebted and defeated to her border town of Texas, it never having dawned on her that anything is permissible in the contemporary art world so long as it is pedigreed, substantiated, referentialized. She could have said her photos were a performative restaging of the works of Walker Evans, recast in opposition to the appropriationist croppings of Levine from a feminine interiority. She could have said that she's been reading Gaston Bachelard, the French mailman who became the Father of Phenomenology; all that cozy stuff he wrote about dreaming underneath his featherbed in winter when the snow's piled up outside. You want sentiment? Bachelard's the Bambi of French theory. Etcetera.

Chris Kraus fra Video Green. Los Angeles Art and The Triumph of Nothingness (2004). Her et andet essay fra bogen i en charmerende opsætning, og her et Kraus-inspireret videoværk.

Friday, May 03, 2013

Hvem i helvete er Richard Hell? Først og fremst et uforglemmelig ansikt: En amorbue med en sjøsyk form, en nese så imponerende at du må til Påskeøya for å se dens make, og en sveis som en Adonis i den elektriske stol.

... skrev jeg i Klassekampen mandag 29. april. Full text here.

Thursday, May 02, 2013

Der var mange små familier på altanerne, børn vinkede og smilede, men der var også mange tatoverede mænd som bare stod og så på os på altanerne, og filmede med deres mobiltelefoner. Tænker på hvordan kameraet er en trussel; kast noget mod mig, og vi får dig. Ingen gestik, ingen håndbevægelser, bare demonstranter som gav fingeren til dem. Vi gik gennem byen, og forbi en pub, et rocker-hangout som knyttes til nazi-miljøet. Der stod 10-15 gutter i vinduet, og da vi gik forbi lænede en af dem sig frem med et smil og "skød" på os med to fingre. Billeder fra majdagene her.