People pay to see others believe in themselves. Maybe people don't know whether they can experience the erotic or whether it exists only in commercials; but on stage, in the midst of rock 'n' roll, many thing happen and anything can happen, whether people come as voyeurs or come to submit to the moment. As a performer you sacrifice yourself, you go through the motions and emotions of sexuality for all the people who pay to see it, to believe that it exists. Første del af Kim Gordons indsigtsfulde Artforum-essay fra 1983.

Kurator på Henie Onstad Kunstsenter, Lars Mørch Finborud, fikk god respons i fjor for sin – i et norsk landskap – utradisjonelle roman De svarte skiltene. Ved første øyekast er det ingenting som tyder på at den nye boka hans, Å slipe ned gravsteiner, er en essaysamling om kunstmusikk, annet enn at de grafiske valgene på omslaget vekker assosiasjoner til John Cage, med tanke på Cages forsmak for dikt som kan leses vertikalt. Dette er neppe en stivsindig fagbok, men det er nå ikke fordi Finboruds valg av lederstjerner er direkte sjokkerende, eller setter seg voldsomt på tvers av den offisielle kanon: John Cage, Arne Nordheim og Jan Erik Vold vies god plass, og kan både i Finboruds subjektivistiske, kunstentusiastiske verden og i den «virkelige» verden – den offisielle kunsthistorien – aksepteres som avantgardistiske founding fathers. Mere her.

John Stuart Mill's On Liberty must be the ideal text to justify any avant-garde, whether of right or left, whether Futurist or Surrealist. But locating moral energy in a saleable object is like selling indulgences, and we know what reforms that provoked.

Brian O'Doherty: Inside the White Cube: Ideologies of the Gallery Space

Du danser på bilen. Jeg er oplyst bagfra, på scenen. Man ser mit ansigt; jeg er brun, mit hår er meget stort. I don't know where I'm going. Mig og bandet. Mig i bilen med dig. Dit hår er lige så stort som mit, bare mørkere. Du poserer på bilen. Vi kører gennem natten. Jeg ligner en løve på scenen. Jeg er sikker i min sag. Du ruller rundt ovenpå bilen. Dine ben er nøgne, du går i split. Jeg påkalder Gud. Du går i spagat, du er meget bøjelig. Vi kører, du sidder i det åbne bilvindue. Mikrofonstativet peger op i luften. Jeg ser lidt truende ud. Du trykker dig ind til mig mens jeg kører bilen. Du kysser mig på kinden. Du ligger som en våd vaskeklud ovenpå bilen. Vinden strømmer gennem dit hår. Du gør sexy svømmebevægelser ovenpå bilen. Trommeslageren hamrer løs. Vi bruger den samme shampoo. Du går i spagat igen. Pyrotechnics. Guitarsolo. Jeg er oplyst bagfra. Du synger mine ord, ser ind i kameraet. Du er en slags mig et øjeblik. Du går i split igen. Vores hår vokser sammen til én stor høbunke, jeg smiler. Jeg peger med guitaren. Din arm er omkring min hals. Du stikker legesygt et ben ind foran mig. Du har kameraet for dig selv og ser udfordrende ind i det. Din arm er omkring min hals. Du hiver mig om på bagsædet. Bilen kører.

Dag&Tid interviewede Per Edgar Kokkvold, Gunnar Wærness og undertegnede i en sag som stod på tryk fredag den 7. februar om Athena Farrokhzads anmeldelse af Yahya Hassans digtsamling. Se også denne fine tekst om emnet.

I "Den ordblinde løve" er fortælleren til middagsselskab og skal præsentere sig, sådan som konventionen byder os at indgå i det sociale spil om identitet: man fortæller små historier og party jokes, causerer underholdende over temaet Hvem er jeg. Fortælleren er ukomfortabel med dette spil og overvejer en række forskellige rollepositioner: overspillede, underspillede, abjektale. Da han til sidst spilder rødvin på dugen genkender vi ham som den skamfulde avantgardist. Det lykkes ham ikke at indtage nogen form for kategorisérbar identitet: han er så uformelig som rødvinspletten på dugen.

Jeg geeker ud i min master fra 2006. Tema er Pablo Llambias' Rådhus fra 1997, virkelighedslitteraturens original gangsta. Pablo fylder 50 idag, tillykke! Her + her + her.

Fun & games. I walked past this store in Mariannenstraße yesterday, the same day where Mogwai played at Tempodrom just a few U-Bahns stops away. Mogwai's third album is called Rock Action (2001), but a rock in German is a skirt. Later today when I got my camera to take a picture they changed the sign to "Kleid Aktion" which means dress action. I was upset and walked into the store and asked for the sign. A confused, but friendly employee let me take a picture. This one goes out to Mogwai. Sorry I missed the show, I <3 Rave Tapes.

Naturens cyklus er hos Mitchell en cirkelleg, vi ikke kan sætte os ud over, vi hvirvles rundt, som red vi viljeløst på karruselheste. Sangen er typisk for sin tid, den er fuld af overgivelse, trods alt. Mitchell er i lighed med mange af sine generationsfæller sensitiv over for naturens orden; underlægger sig den, tilbeder den og går i demonstrationsoptog for at bevare dens poetiske, cirkulære lov. Men hvilken leg leger vi i dag? Måske er det en tilfældig zigzagleg, måske er det en leg, hvor vi holder os for ørerne og gør, hvad vi vil uden at lytte til faresignaler fra vores omgivelser?

Økoangst i min næste Vagant-spalte som handler om Joni Mitchell, Filippo Marinetti, Franco Berardi, Jim Morrison, Juliana Spahr, Lars Skinnebach og Espen Stueland. Nye spaltister i Vagant er Gunstein Bakke og Henning Hagerup. Her findes også tekster.

Det er ikke vanskelig å forstå hvordan en forfatter kan forelske seg i dette materialet. Werner Herzog må ha følt noe liknende da han kom på sporet av bjørneentusiasten Timothy Treadwells skjebne og hans egne dokumentariske film fra livet som miljøaktivist i Alaska. I bunn og grunn er det historien om den tilbedende som spises opp av guden sin, bjørnene han forsøker å beskytte. Både Herzog og Masha Gessen blir til vann som strømmer rundt et unikt materiale, og løfter det fram. Herzogs film Grizzly Man (2005) har en mer tidløs kraft, mens Gessens bok plasserer seg i tida, midt i en anstrengt politisk situasjon rundt den nåværende russiske president Putins kritikkverdige styre.

Anmeldelse af Masha Gessen: Words Will Break Cement. The Passion of Pussy Riot her.