Audun og jeg kontemplerer svanerne på Landwehrkanal. Flere svaner.

På forsiden ser vi et udsnit af en mandekrop i en uvant positur. Maven hænger slapt over en lige så slap penis. Alt mandekroppen ellers prises for, dens legendariske hårdhed, det stive lem, de stramme mavemuskler, som holder indvoldene på plads, er fraværende. Men tekstens «boyfrind» er benhård, han optræder assertivt, han siger nej til det ene og det andet, han markerer sig, og kæresten er så opslugt, at hun næsten kun er til stede i kraft af ham som noget udflydende skidt han kan afvise. Den barnagtige skrift afslører kvinden som både underlagt og undergravende.

Punner lidt på "hardcore" i min Vagant-spalte #2/2014. Omtale af Christina Hagen ++

I find it hard to care for anything else but 3 jobs this summer, which include Svenonius + Albertine + riot grrrl. Two upcoming books with essays on Elmgreen & Dragset and Camilla Collett. And so actually our disarticulation; be a bush if you can't be a tree. In recognition of National Poetry Month; trust your heart if the seas catch fire.

Jeg er sluppet ind i Amerika, og på uafhængighedsdagen ankommer jeg til Olympia,
denne besynderlige lille by midt i The Pacific Northwest. Gaderne er brede og tomme, græsplænerne uendelige, og står i skærende kontrast til de tilgroede villaveje hvor dyr typisk stirrer på dig uden at flytte sig: Det er deres sted, naturen er vild her, bare tænk på alle de fuck-you-agtige bjørne som ruler på Mt. Rainier ikke langt herfra. På Pear Street boede i øvrigt Kurt Cobain i de sene 80’ere med sin moderlige kæreste, fem katte, fire rotter, en nymfeparakit, to kaniner og flere skildpadder. Ud af dette menageri og et ulykkeligt crush på en frisindet riot grrrl kom Nevermind. Men hvad er det med de græsplæner? Den totale mangel på ukrudt virker suspekt. Olympia er en lille by, men også staten Washingtons hovedstad, derfor disse endeløse græsplæner som breder sig ud for foden af administrative bygninger der drømmer i sommersolen. Jeg søger snart tilflugt fra varmen i et supermarked, og i en rundkørsel ved havnen passerer jeg et urovækkende optrin: En lille flok unge mennesker, nogle af dem iklædt sorte balaclavas, står fastfrosne med protestskilte: Revolt, står der, og noget med surveillance.

Senere forstår jeg at de er del af en aktion som kalder sig Take back the Fourth, ikke alene med hint til den fjerde juli, men også til The Fourth Amendment, loven om retten til privatliv. Jeg kan ikke påstå at det er en generel tendens den korte tid jeg er i Olympia, men angstbølger fornemmes i kølvandet af NSA-afsløringerne. Midt i byen står jeg en dag og fotograferer et nydeligt motel-skilt i retrodesign som reklamerer med at der findes telefon og wifi. En ældre mand med vildt skæg kommer trækkende med en cykel og spørger mig vrissent om jeg har fået lov til at fotografere. Eftersom jeg praktisk talt tager billeder op i den blå himmel, tænkte jeg ikke at jeg skulle spørge nogen om lov, men manden ser vredt og nervøst på mig og insisterer på at jeg skal indhente en tilladelse.

Fra Vagant-spalte #3/13. Goddamn, jeg glæder mig til at skrive den tekst om Olympia nu! Og jeg glæder mig til denne også. Pics her og anmeldelse af nye The Hive Dwellers her.

Forfatteren som oplyser kan man møde glimtvis når teksten ikke lukker sig om de individuelle smagsløg. Vi står imidlertid midt i en bølge af mere eller mindre vellykkede angreb på grænserne mellem virkelighed og fiktion, og det er fejlagtigt at tro at den eneste måde hvorpå man kan gøre sagprosa litterær, er ved at puste jeget op som en kulørt ballon. Prisvindende forfattere som Åsne Seierstad og Gaute Heivoll har utvivlsomt hæderlige hensigter, men deres litteratur fremstår ofte som sentimental kitsch som peger på forfatteren snarere end at give reel plads til den virkelighed som man vil sætte i fokus.
Vil vi lukke verden? Nej, vi vil vel åbne den?

Er De forvirret? Kender De ikke helt Dem selv igen? Hvad er det Bernt Erik Pedersen refererer til her? Igår blev vi enige om at det CIRKA er hvad jeg skriver her.