Where the Goths and Romans built their monuments to God in points and curves, this secular cathedral is rendered in right angles, a grid on to which techno maps itself.

Kloge mennesker på Forlaget Oktober siger at min bog kommer ud i november.

Hvilken fantastisk idioti at forsøge at jage den blå orgonenergi som en anden magisk påskehare og påstå at sex og kosmos hænger sammen, og at insistere på at gøre disse tanker bestemmende for politikken, for arkitekturen, for vores menneskelige rammer.

Min tekst til Vagant Norden right -------------------- here.

Jeg småløper over ruinene og over de nedtråkkede gressflekkene, og selv etter jeg har kommet ut fra området må jeg videre vekk fra lyden, lyden, lyden, lyden av bandet Kvelertak. Selv de siste ustabile drønnene som blåser bort med vinden røsker i meg. Etter noen minutters duse, norske folkemusikkfløyter bryter konserten ut i harde riff og replikker som «forrige gang vi spilte her viste jeg kuken». I hodet koker det sammen til en kjøttfløytefascisme jeg ikke kan bære på mine skuldre, en ideologisk vikingfest som ikke er forenelig med at jeg finnes. Noe må vike, jeg visker ut meg selv fra festivalen, ta meg vekk fra elektrisiteten, nå er jeg borte.

Dette skrev Jenny Hval om Øya-festivalen i Oslo i 2011 her (pdf). Noget kan heldigvis tyde på at 2015-festivalen har reduceret kjøttfløytefascismen en smule eller givet andre sensibiliteter mere plads. Her er Hval og apokalypsepigernes fantastiske koncert fra fredag og her en sag om Kathleen Hanna som spiller med The Julie Ruin idag. Billedet er herfra.

Under mit første, kortere besøg i Portland i 2013 har jeg intetanende booket mig ind på et hotel som samtidig huser GEAR Con, The Gaslight Explorers, Adventurers, & Romantics Convention som kalder sig en fejring af Pacific Northwest steampunk og neo-viktoriansk kreativitet, en tilbagevendende begivenhed som jeg to år senere opdager danner baggrund for en Portlandia-sketch. Stiv af skræk spiser jeg et stykke pizza i hotellets lobby omringet af paryk- og monokelbærende mennesker i overdådige, metaldekorerede viktorianske kjoler og jakkesæt. Amerikanske sciencefictionfankroppe er større end gennemsnittet så der er ganske meget korsetopspændt kød omkring mig.

Vagant-spalte #3/2015 om Portland, Portlandia, cykelhjelme, tribal tattoos, Generation X'ere, steampunks, Steel Bridge, vaskebjørne, vulkaner, Electric Youth og David Bowie.

Der var mange andre drømmesekvenser, men denne: Min mor og far og jeg sidder og spiller et brætspil, jeg er netop kommet hjem fra Amerika, rejste hjem en dag tidligere, derovre er alle mine venner endnu. Jeg ser ud af vinduet og en paddehattesky ekspanderer. I alle farver. Den bliver ved med at udvikle sig, jeg mærker varmen og lugter den også, en kemisk lugt, værre end brændt plastik. Vi kan altså se til Amerika, eller får at vide i nyhederne at dette sker hvor alle mine venner befinder sig. Jeg begynder at græde, det bliver til en græde-drøm hvor jeg græder og græder, mens jeg og mine forældre (som er omsorgsfulde) står og sanser den her totalt ødelæggende atombombe i alle dens underligt psykedeliske dimensioner. Af og til ser jeg mønstre i stil med Hilma af Klint.

Opdager stadig nye guldkorn i musikhistorien. Jeg har opdaget ESG, her + her + her ++

Mandag skriver jeg om Tracey Thorns bog Naked at the Albert Hall: The Inside Story of Singing, opfølgeren til Bedsit Disco Queen: How I grew up and tried to be a pop star, 2013.

Unn Conradi Andersen citerer mig i Dagbladet 1. august: "Litteraturen blir noe som snakker til følelsene og til folket, og ikke noe man trenger å vite noe om teori for å mene noe om." Jo, det står der faktisk i Klassekampen-sagen fra 2010, men jeg mener jo ikke at det er en kvalitet i sig selv at litteratur har mange referencer og bruger dem til at ekskludere læsere. De mest præcise formuleringer i den sag stod nok i min anmeldelse af Grimsrud, med al respekt for Sandra Lillebø og det lille interview vi fik til sammen. Glæder mig iøvrigt til at læse Elena Ferrante som ligger på bordet her.