Audun har redigeret denne spritnye antologi om Stig Sæterbakken. Jeg bidrager med en cute tekst om Gjennom natten. Den perfekte gave til din mørkerædde lillesøster.

Tak for denne gang, Californien. Det er en udfordring at rejse gennem dette land uden bil og ikke mindst uden smartphone. GPS og diverse apps trænges for at transportere sig, på ben, lejet cykel og i bil. Men jeg finder en vej alligevel. Jeg synes godt om udfordringerne som følger med; jeg synes godt om at blive bort i fremmede byer, jeg synes godt om at jeg må spørge om vej, jeg synes godt om at stirre ud i luften og ikke være på net når jeg er i den sensuelle verden. På en uges rejse har jeg heldigvis oplevet store mængder spontan hjælpsomhed og set antiracisme i praksis; alle slags regnbuefamilier på restaurant i Thanksgiving-ferien og komplet farveblind adfærd på Greyhound-stationer. Tak til de personer jeg mødte. No turkeys, but lots of thank-yous. Billeder her.

Kanskje det er en skilsmisseboom på vei i norsk litteratur, spurgte jeg i 2009. Nu hvor Knausgård skal skilles erklærer NRK at "med denne skilsmissen er æraen til den såkalte virkelighetslitteraturen over." Desværre er samlivsbrud ekstremt spektakulære ("Brangelina"), dermed er virkelighedslitteraturen, AKA avisernes dødskampdesperate forflyttelser af kulturstof til nyhedssiderne, nok bare i sine første faser.

Jeg så tilfældigvis hiphopshowet State of Shock 702 i Venice Beach sidste år. Sandelig så jeg dem igen på Las Vegas Strip igår. Denne gang hev de mig ind i showet, og jeg spillede rollen som white girl i det stunt hvor publikum lines op (white girl, Asian girl, black girl og rich white dude), jokes tungt med og danner baggrund for en antiracistisk tale, hvorefter crewet springer over os. Det var Michael som hev mig ind i showet. Nogle timer senere stod jeg og betragtede en menu udenfor en mexicansk restaurant i Caesars Palace. Derinde sad Michael, han så mig og vinkede. Jeg bestilte mad, og vi snakkede. State of Shock har eksisteret med varierende crews siden 70'erne og optrådte oprindeligt i Washington Square Park. Billedet er fra nettet, Michael til højre. Her er mine billeder fra Las Vegas.

Claws Talks præsenterer denne søndag to tryllekunstnere! Den første tryllekunstner hedder Roland, her er et citat om forfatteridentitetens forbindelser til kapitalistisk ideologi som Roland publicerede i 1967 som del af en boks ved navn Aspen.



Den anden tryllekunstner hedder Lucy! Samme år som Aspen-boksen udkom skrev hun om kunstens dematerialisering. Dette skrev hun også om i bogen Six Years (1973), hvor hun i essayet "Escape Attempts" beskriver konceptkunsten som et antikapitalistisk flugtforsøg fra kunstmarkedet og kunstneridentiteten. Idag i vores jeg-kapitalistiske samfund lyder dette rimelig nutz og dødsfikseret. Nu kaldes den herskende jeg-kapitalistiske litteratur for "virkelighedslitteratur" og museerne bugner med konceptkunstobjekter. I 1973 tænkte Lucy tanker om sin virksomhed som kritiker.

Mens dele af samtidslitteraturen forholder sig sværmerisk i en Virginia Woolf-agtig tåge har den norske samtidskunst tre slagkraftige bud på tekstbaseret kunst, som er æstetisk vellykket, samtidig med at der tales ind i samtiden på en udpræget anti-nostalgisk måde.

Fra min anmeldelse af Seeable/Sayable på Kunstnernes Hus. Her er den.

Her er min tekst om Music of Morocco fra Musikkmagasinet 20. juni. Music of Morocco er et både interessant og flot objekt, en fin gave til din musikinteresserede ven. Hvad Morgenbladet mener med at "alle" kan høre Music of Morocco nu er svært at forstå, jeg tipper på at de mener alle som har råd til at købe boksen. Hvis Music of Morocco streames på nettet handler det sandsynligvis om at nogen vil have at du nedlaster deres app.

Kapitalismen har alltid tynt mennesker, og forårsaket smerte rett på kroppen. Ofte ved å aktivere vårt eget begjær etter luksus og status. I jeg-kapitalismen er vi i enda større grad all in, og risikerer å bli spist hele. Vi snakker om et system som først skaper sykelig stress, og deretter slår mynt på det. Fordi systemet er upersonlig, næres det av ditt indre liv. Hvor mye vil du gi det? Først litt om angst, så litt produktreklame, så litt om selvskading, så en ny produktanbefaling, så mer angst og mer reklame.

Med disse ord havde samfundsredaktør i Morgenbladet Lena Lindgren opfundet udtrykket "jeg-kapitalismen" som jeg siden tog til mig. Lindgren fyrer op under jeg-kapitalismen, også med sigte på "virkelighedslitteraturen." Hun har nogle underlige vurderinger ("Kapitalisme- kritikken, en sjanger som ikke er særlig i vinden for tiden"), og jeg oplever delvist teksten som et plagiat eller "svar" på ting jeg har skrevet uden at dette blir eksplicit. For eksempel her og her. "Plagiat" er en underlig størrelse, jeg mener at idéer er frie og er desuden ganske enig i analysen, men hvorfor har jeg intet "jeg" som kan tiltales? Jeg troede jeg havde skrevet En punkbønn om disse emner? Kan denne bog ikke adresseres? Kan jeg ikke tiltales i offentligheden, fordi hvad? Fordi jeg ingen identitet har, som forfatter af "virkelighedslitteratur"? Kan enhver skrive en "kommentar" og rippe low ID-skribenter for tankemateriale uden reference? Er der helt konkrete årsager til at min intro til Amdams tekst og teksten i sig selv ikke kan adresseres? Well, duh. Nej, den tekst skulle have været død sammen med dens forfatter. Men sådan gik det ikke, selvom at "kapitalismekritikken ikke er særlig i vinden for tiden." Lindgrens tekst er bag en betalingsvæg.

Under Chart Art Fair var Douglas Coupland inviteret og fremviste et plakatprojekt med slogans rundt omkring i København, samme slogans sås på skærme i udstillingsbygningen. Man inviterede til et panel søndag den 28. august, i Charlottenborgs gård lugtede der af pulled pork. Arrangementet var tungt sponsoreret af et bilfirma og et vodkamærke. Vi blev budt ind gratis og fik i tillæg et glas blodrød vodka med chilismag. Først talte en repræsentant for det London-baserede kunstnerkollektiv Troika med stærk fransk accent i et rum med dårlig akkustik. Coupland selv forholdt sig lettere ironisk til fremtiden, ingen klare statements, men så gik den danske arkitekt Bjarke Ingels igang, han er blandt andet kendt for at planlægge en skihopbane ovenpå et kraftværk. Her kan man læse mere om Ingels' fremtidsplaner. Ingels snakkede med overbevisning og gik efterhånden over til en slags cheerleading, han råbte til publikum: Glæder I jer til fremtiden?! En del råbte yeah. Bedste replik faldt med fransk accent: "But what about pain and darkness?"

Barbie business går desværre ikke så godt på Borups Allé i København.

Tak til de søde KUA-elever på Forfatterskolen fredag og lørdag. Vi får se om jeg får skrevet oplægget om til en tekst, måske næste uge. Logisk forlængelse af denne og denne tekst, for eksempel. Camilla Collett-konferencen på Nasjonalbiblioteket i 2013 findes streamet her. Anbefaler stærkt Colletts Fra de stummes leir (1877) som kan lastes ned her.

Fodgængerovergangen udenfor Café Sara idag. Har iøvrigt gode minder om en konversation med Sylvère Lotringer som startede i denne fodgængerovergang. Koncerten er vist udsolgt. Can't make it, boys. The wolfpack will have to cry without me. Mere her.