En ny bog i Ariel Litterär Kritik-serien, mere info her og om udgivelsen her, en lidt rambling omtale. Tua Forsström er iøvrigt Hamar-aktuel. Cia Rinne her + her.

Det blir et helt sindssvagt spooky Bokmagasinet på lørdag. Det er jo karnevalstid, som en redaktør formulerede det. Jeg har to tekster på tryk, om Fishers weird and eerie og en anden tekst om døde og demente mødre. Enjoy. Her er iøvrigt min tekst fra fine Norsk Kunstårbok 2016. Check også interviewet med Franco "Bifo" Berardi samme sted.

Right here in this souvenir shop in Venice Beach is where it all began. Soon we were flying thought the air at Griffith Observatory. What's the meaning of this? Poor Harry, I guess.

You don't have to be weird to be wired. You don't have to be strange to be strange. Godt, har skrevet om Mark Fishers The Weird and the Eerie, mens NASA snubler over et brand new and sparkling planetsystem ved navn Trappist-1. Store forventninger nu.

But for Mark this wasn’t some kind of intellectual game: he used to say, I can’t help it: I can only think through popular culture. He always said he learned about theoretical writing not from school but from reading record reviews in the NME. And that’s how he worked, faithful to the peculiar collection of cultural touchstones —TV shows, books, comics, films, music — that he’d grown up with, continued to seek out and discover, and which he inhabited as his true homeland, into which theory was shipped only to be reprocessed and exported in new, synthetic forms. Pulp philosophy. In this sense, it could be said that Mark transformed the traditional working-class virtue of ‘knowing your place’ into an adamant, defiant methodology. Flere gode tekster om Mark Fisher her + her.

Måske kommer jeg gående på gaden en dag. Måske er det i urolige tider. Måske brænder biler omkring mig, måske er jeg sulten og bange. Alle butikker er lukkede, beskyttet af metalporte som kan rulles op og ned. Lyden af en sådan metalport vækker minder fra en ferie sydpå; vi er sultne en morgen, vi længes efter nybagt brød, og endelig hører vi metalporten foran bagerbutikken blive rullet op. I urolige tider er der intet nybagt brød. I stedet improviserer vi en plan med vores naboer, med en motorsav skærer vi hul i metalporten. Økonomien er brudt sammen, og vi må hjælpe os selv til mad og værdisager som kan byttes. I Bergen fik jeg set et par udstillinger à la speed date, her + her.

Vi taler om Chris Kraus i Oslo. Please join our cult. I august kan forfatteren træffes i Moss. Mine to Dick-tekster fra 2012 findes her og her. Min oprindelige Dick-inspiration var denne tekst af Elizabeth Gumport. Læs om en af Kraus' inspirationskilder New Narrative her.

Sådan så det ud i Bergen igår morges da jeg hilste på Amalie Skram på vej til Skrivekunstakademiet. Meget glædeligt at være tilbage her, selve grunden til at jeg blev norsk (cross over & no return) i 1999 hvor jeg var elev her. På to dage snakkede vi om essayets muligheder og så på forskellige tekster, blandt andet Geir Gulliksen om Virkelighet (1996), Tom Egil Hverven om familien (1998), Morten Strøksnes vs. Arne Melberg om essayet, Camilla Collett og Sophie Elise om stemme og muligheder for ytring gennem tiderne, Mark Fishers og Chris Kraus' hybride skrivepraksis og Chris Markers filmessays.

Workspace Stilleben with mixed tulips on foggy day.

I 2004 krydsede poesien grænserne, nu krydser poesien også grænserne, men det sker i større grad koordineret med økonomiske koncepter. Norske og danske kritikere (fx Thomas Bredsdorff) er allerede igang med at kreditere Knausgård for Den nye skandinavisme. Det er meget godt, men hav i det mindste oplysningsvilje nok til at kalde det anden bølge. Hvordan sælge i en tid hvor ingen kan huske hvad som skete for to år siden? Det er en strålende sindstilstand for folket at være i, for DET NYE kan introduceres igen og igen. Ingen husker at det samme blev solgt i en anden indpakning for få år siden. Vidar Kvalshaug er heller ikke optaget af at kontekstualisere eller gøre læserne klogere, han synger blot den glade genihyldest. Det er interessant hvad Pelikanen og Gladiator er igang med, men på Johannes Riis lyder det som et spørgsmål om dovenskab, hvem gider oversætte?

Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har set 1951-versionen af A Streetcar Named Desire. Måske jeg endelig har slidt den op. Det er for hårdt at se de to symbolske voldtægter af Blanche som efterlader hende vanvittig, indtil hun føres væk. Hun dømmes for at søge trøst hos "strangers" ... Mitch kalder hende hore, hun er ikke "ren" nok til at gifte sig med, men både Stanley og Mitch kan overskride hendes grænser, noget som specielt Stanley finder morsomt, en slags sport. Havde han egentlig regnet med at han kunne klasseklatre via Stella og få fingre i Belle Reve? Han med hans klassebetingende mindreværdskompleks. "Ægte" amerikaner er han heller ikke: Polak. Intet af det giver ham imidlertid ret til at rive Blanche i tusind stykker og spolere hendes fremtid bare fordi han ægrer sig over at hans pengespekulationer går i vasken. Eneste trøst er at Vivien Leigh fik en Oscar, ikke Brando.

Home Cooking Against Capitalism presents today: Yummy Yellow Onion Pie.

Litteratur på Blå inviterer til Dick-konversation på den ideelle dato 14. februar.