Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har set 1951-versionen af A Streetcar Named Desire. Måske jeg endelig har slidt den op. Det er for hårdt at se de to symbolske voldtægter af Blanche som efterlader hende vanvittig, indtil hun føres væk. Hun dømmes for at søge trøst hos "strangers" ... Mitch kalder hende hore, hun er ikke "ren" nok til at gifte sig med, men både Stanley og Mitch kan overskride hendes grænser, noget som specielt Stanley finder morsomt, en slags sport. Havde han egentlig regnet med at han kunne klasseklatre via Stella og få fingre i Belle Reve? Han med hans klassebetingende mindreværdskompleks. "Ægte" amerikaner er han heller ikke: Polak. Intet af det giver ham imidlertid ret til at rive Blanche i tusind stykker og spolere hendes fremtid bare fordi han ægrer sig over at hans pengespekulationer går i vasken. Eneste trøst er at Vivien Leigh fik en Oscar, ikke Brando.