Thanx, Venice. It has been wet. Onsdag aften med luftalarm på grund af acqua alta. Dramatisk for mig, men trivielt for de lokale. San Marco var mildt oversvømmet ved midnat, og ramper blev sat ud, og emergency boots solgt. Jeg har researchet på Max-Leonora-Peggy: Peggy var den første som købte et billede af Leonora, derfor mener biografien at der aldrig var uvenskab mellem de tre, og læst masse Leonora og Mark Fisher. Fik også set Magrittes Empire of Light. Er du i Bergen, kom den 2. maj. Flere billeder her.

Maskespil og Venedig er jo sammenkoblede størrelser. På Peggy Guggenheim Collection hænger Max Ernsts maleri Attirement of the Bride fra 1940, et af flere hvor Max, Leonora og Peggy leger maskespil. Fuglen er Max, uglen tænkte jeg er Peggy og den ekskluderede kvindefigur Leonora, andre tolkninger eksisterer imidlertid. I et andet maleri, The Antipope fra 1941, bliver det endnu mere kompliceret. Her gætter jeg på at figurene cirka har samme farvekoder, altså er den ekskluderede hestefigur Peggy og Leonora svæver grønt over Max som er en sort hest. Tænker at Leonora antager en sværmidentitet bestående af mindst to figurer. Jeg ved ikke, ring Max Ernst someone.

Her er en dokumentar fra det helt almindelige hverdagsliv i Venedig. Det eneste som faktisk mangler er afrikanerne som sælger falske guccibags. Flere pics her.

Amplify! Vældig god tekst af Serup: Hvad er et tidsskrift og hvorfor er det vigtigt? Jeg grubler og grubler! Seriøst? Hvad er et tidsskrift og hvorfor er det vigtigt?

Information om Mark Fisher-læsecirklen i Bergen 2. maj her + her. Mere her. Velkommen.

Ikke så glad for disse dage. Her er stille. Jeg protesterer mod familien som koncept, så min livsstil er vel resultat af det. And who cares, her sidder jeg og protesterer. Vi kommer ikke til at organisere livet anderledes, vi kommer ikke til at forandre vores vaner, uanset om jorden går under er vi ikke i stand til det. Og min protest forårsager bare min egen endeløst fastfrosne tilstand. Mine tekster blir sødere og sødere, synes jeg. Jeg kan se det lille søde væsen der sidder der og protesterer og snakker spastisk om "andre fællesskaber" til hun blir blå i hovedet. I am the change; min egen fastfrosne positur. The angriest dog in the world frosset i evig raseri, en positur af handling, af på-vej-til-at-gøre-noget, et leap på vej til forandring, men komplet redundant. Jeg er revolutionen.

Jeg vil våkne opp med min generasjon, jeg vil ikke kalles nostalgisk, jeg vil se på verden, kaldt og klart. Mere her + her + her + her. Sledgehammer as fashion accessoire.

A nervous breakdown stretched out over your entire life so it’s always thin and never gets too intense. Jacob Wren‏ @EverySongIveEve

Hvorfor skulle jeg ønske mig at gå på "en nostalgisk aften"? For nyligt var der et arrangement i København som fejrede Glasgows musikscene i 90'erne. Arrangørene brugte ordet "nostalgisk" hele to gange i den korte præsentation af arrangementet. "Nostalgisk" er desværre intet plusord i min bog, men jeg er lykkelig over den rigdom jeg føler mig i besiddelse af efter at have levet gennem fire årtier intenst interesseret i kulturelle udtryk. Dette er en strøm som lever i mig, det er dannelse, kulturel hukommelse. Hvad mente jeg med nyordet "sanseminnegrunn" som poppede op i anmeldelsen af Mark Fisher? Kultur er levende i os, og der findes naturligvis en generationsbetinget resonans af en slags. Dette er en livsnerve, det er integritet, det er ingen slimet substans som jeg skal skamme mig over fordi der opstår nye trends blandt unge mennesker. Godt, her er min tekst om Depeche Modes nye plade Spirit. Enjoy, den er twee as f***!

Refererer til dette interview med Dave Gahan i Musikkmagasinet mandag. Ekstremt twee tekst om Depeche Mode, som blev endnu mere twee i Olavs oversættelse. En anden skjult inspirationskilde er Knut Schreiners tekst om EDM vs. Øya publiceret på NRKs netside sidste år. Dårlige tekster kan faktisk virke inspirerende, ekstremt dårlige tekster nærmest lyser med en sådan grøn, radioaktiv stråleglans. Spørgsmålet er: Hvornår har man komplet mistet sit hoved i forhold til fremskridtstanken? God twee påske.

Man kan læse min tekst til Forfatternes klimaaksjon her. Uddrag af tekster som refereres til af Juliana Spahr her og Cheena Marie Lo her. Rob Sean Wilsons essays ligger her.

OMG! Hele biblioteket fylles av fanziner, tidsskrifter og småforlag, samtaler, opplesninger, performancer og konserter. Oslo den 29. april. Mere her.

Det er værd at stille spørgsmålstegn ved,« siger Audun Lindholm. »Hvorfor har norske litterater så ofte afgrænset ”litteratur” fra ”journalistik” ved simpelthen at bruge det sidstnævnte ord om mindre agtværdige skriftstykker? Er der historisk hold i en så rigid afgrænsning mellem brugslitteratur og skønlitteratur? I dag er megen skønlitteratur på vej over i ”virkelighedslitteratur”, samtidig med at en del journalistik er bedre skrevet end det meste, som markedsføres som fiktion, tænk fx på Svetlana Aleksijevitj.«

Vældig skarpe Atlas Magasin om Vagant her. Mere her.

Happy 100 yrs birthday to surrealist writer and painter Leonora Carrington! Collected texts are being published by Silver Press in England and The Dorothy Project in America. A text by me is on it's way to Vagant soon. Much credit to Norwegian artist Anne Kjersti Bjørn and her short animated film "Ung, vakker og begavet" (2000) about the surrealist women that drew my attention to Carrington's work. She's mine. Don't touch, but do read.

Nogle broer vil du gå over uden at tøve, andre not so much. Dette føles imidlertid som en holdbar bro. Salon 55 skriver: "Traditionen for essayistisk kritik er ved at dø i Danmark. Ved at forene kræfterne med Vagant puster vi liv i gløderne." F*** the dark enlightenment.

Jimmy Carter on "the crisis of the American spirit" 1979. Mere her + her + her.