Jeg er som bekendt en fast freelancer. For første gang i min 15 år lange Klassekampen-karriere har jeg fået en kontrakt at underskrive. Tanken slog mig nyligt, nu hvor Twitter har givet os flere tegn at kommunikere med, at man selv kan definere hvad en fri lanse er. Dette har hele verden jo opdaget for længst, og det opdagede jeg også i 2002, hvor Claws Talks blev til (arkivet strækker sig tilbage til 2004). En af mine største helte er det hedengangne britiske musikmagasin Melody Makers spaltist Mr. Agreeable som engang prydede min Twitter-profil, hvor jeg iøvrigt kvidrer mest om norske tilstande. Mr. Agreeable var musikjournalisten David Stubbs, som på bedste punkvis hældte den ene morsomme rant ud efter den anden. Mr. Agreeable var en trold før troldene mistede deres kreativitet og vid.

En anden vigtig inspiration er den amerikanske forfatter Kate Zambreno, dengang hun var på Twitter. Hendes tweets havde en udpræget affektiv form. De som har læst Georges Bataille kan sikkert sige noget om at bløde, om at tømme sig. Dette kan være ganske katastrofalt i sociale medier, alligevel synes jeg godt om Zambrenos måde at bruge Twitter. Jeg følte hende, tempoet i hendes tweets var pulsens hede tempo. Jeg tror det er muligt at bløde en smule på Twitter af og til. Jeg tror det er muligt at være en fri fast freelancer. På lørdag kan man iøvrigt læse mit essay om Netflix-serien Black Mirror og den nyligt afdøde science fiction-forfatter Ursula K. Le Guin i Bokmagasinet.