Carrington-udvalget på Louisiana er temmelig low budget. Jeg anbefaler at man finder Leonora på Instagram. Det er Leonoras barnebarn som styrer denne. Her kan man se Leonoras bredde, og hvad som findes derude af skatte. En samlet Carrington-udstilling ville være fantastisk, og rammen bør ikke være så retrospektiv som Louisiana lægger op til. Det er en vældig traditionel ramme, som behandler kunstnerne som kuriøsiteter fra fortiden. Jeg har haft strålende udveksling med den danske kurator, de er snille folk, og dette er et samarbejde med Schirn i Frankfurt, dermed uden tvivl en masse kompromisser. Der er gang i mere opdaterede udforskninger af de kvindelige surrealister, følg blandt andet Leonoras britiske forlag Silver Press og det skotske magasin The Debutante. Deres manifest i #1 starter med dette vigtige punkt: Feminist-Surrealism is not an art historical dogma. It is an active way of comprehending the world. Ja, to put it mildly, min bog er skrevet i opposition til den slags retrospektiv kunsthistoriefortælling. Det er uanset vigtigt at disse kunstnere får plads. Både de som allerede er relativt anerkendte og de mere ukendte. Det er synd at man ikke forstår at lægge udstillingen på linje med dagsaktuelle tematikker som økofeminisme og forstår at det okkulte, som fx Ithell Colquhoun arbejdede med, er hypertrendy nu af forskellige årsager. A bit of a giant miss. Anne Kjersti Bjørns skønne film fra 2001 med originale dokumentariske optagelser af Leonora er nu tilgængelig her.