Kiasma 2010.

I sin klassiske poetikk regner Aristoteles plottet for å være det viktigste elementet i et teaterstykke. Et plot må ha en begynnelse, et midtparti og en avslutning, og delene skal stå i et kausalt forhold til hverandre, ved å enten være nødvendige eller sannsynlige. Denne oppskriften har gått sin seiersgang gjennom tidene, selv om den også har møtt kritikk og sabotasjeforsøk. Men sjelden har vel Aristoteles fått fingeren så massivt som av Vibeke Tandberg i hennes romandebut. Årsakssammenhenger goodbye.

Anmeldelse af Vibeke Tandberg: Beijing duck her.

Sidste interview med Sæterbakken + Vagants mindeord her + her.

Anmeldelse af Bjarne Melgaard: A New Novel --------------- her.

Have you heard about Pussy Riot? Her + her + her + her + her + her + her + her + her + her + her + her + her +

Anmeldelse af Mona Høvring: Venterommet i Atlanteren her.

Vagant & Verdensudstillingen i din hånd --------------- 23. august.

Moores relation til Patti, eller hans billede af hende, er iøvrigt interessant. Begge er på en måde not there, og begges kunst fødes af en slags elektrisk, begærsdrevet form for bøn. Smith kalder den franske poet Arthur Rimbaud (1854 – 1891) sin boyfriend, det er som om hendes poetiske not-there-ness er det som Moore griber ud efter.

Thurston Moores nye band Chelsea Light Moving spillede en fremragende koncert på Øya onsdag. Her er min tekst om Moore.

Marjorie Perloff i Bergen her + her. Hilsen Audiatur Waste Land.

Sail away, sail away. Den sproglige flåde anbefaler bøger her.

Ikke gå glip af Marjorie Perloff i Bergen idag ---------- her.

Sylvère Lotringer in Oslo, conversation w/ Remi Nielsen. Her + her.

Dermed blir offentlighetens minnekapasitet liten, overlatt som den er til noen få personers interesser, innsatsvilje og trass vis–à-vis den massemediale nivelleringen. En forfatter hvis tre romaner har utkommet over en periode på 12 år, og som ikke er blitt omfavnet av noen av heltidskritikerne, risikerer hver gang å møte ferske anmeldere, som starter lesningen på – ja, bar bakke. Om kritikken & Bakke.

So far I've told "our" story twice, late last night, as fully as I could, to Fred Dewey and Sabrina Ott. It's the story of 250 letters, my "debasement", jumping headlong off a cliff. Why does everybody think that women are debasing themselves when we expose the conditions of our own debasement? Why do women always have to come clean? The magnificence of Genet's last great work, The Prisoner of Love, lies in his willingness to be wrong: a seedy old white guy jerking off on the rippling muscles of the Arabs and Black Panthers. Isn't the greatest freedom in the world the freedom to be wrong? What hooks me on our story is our different readings of it. You think it's personal and private; my neurosis. "The greatest secret in the world is, THERE IS NO SECRET." Claire Parnet and Gilles Deleuze. I think our story is performative philosophy.

Fra Chris Kraus: I Love Dick (1997) + ny bog snart.

I Passage #40/2001 skrev Mara Lee om pornografiens påbud og det post-pornografiske. Nu har Carl-Michael Edenborg udgivet Det parapornografiska manifestet, som starter således: "Pornografin äter oss. Antipornografin spottar ut oss. Ingen av dem älskar oss." Med foucaultske briller føres vi gennem pornografiens historie, og i afsnit VII sættes lighedstegn mellem Sade, Andrea Dworkin og Solanas; meget interessant forståelse af Dworkin her.

I afsnit VIII hører vi om besøget i pornobiografen, om blikket som konsumerer og hurtigt derefter går død i repetitionerne; her indtræder det parapornografiske øjeblik, hvor handlingerne bliver til poesi, surrealisme, og fører til en partiell jagupplösning. Afsnit IX glider bort i ekstase inspireret af Deleuze og Marinetti, og C-M afslutter med en genretro hyperbolsk kommunistisk orgasme, før cirkelkompositionen tager os tilbage til start. Den usaglige og personfikserede kritik er ude at gå igen, og C-M har givet den svar.

Jeg vidste ikke på forhånd hvem Don Johnson var da jeg læste Estetisk rensning. Bildstrider i 2000-talets Sverige. Når jeg læser de svenske anmeldelser er det tydeligt at han har en slags persona man må forholde sig til, og det gør de svenske kritikere så, men dermed virker diskussionen af teksten også fraværende. Hans anden aktuelle bog Ingenmansland, som jeg ikke har læst, har fået koleriske anmeldelser som kæmper med Johnson-figuren som tydeligvis er problematisk når det kommer til klasse. You might be right, I don't know, men som læser, med mit perspektiv, havde jeg ikke så meget brug for at tegne op en figur som jeg bagefter kunne skyde ned. 10TAL har iøvrigt også et nyt nummer hvor jeg bidrager.


To af Dagens Nyheters kunstkritikere, Don Johnson til venstre.

I 1985 skrev jeg en skolestil om Fluernes herre af William Golding, her er et uddrag som tydeligvis bærer præg af sin tid; intens Cold War-nervøsitet hvor "Vesten" betyder demokrati og "Østen" diktatur, atomkrigtrussel, etc. Business as usual når jeg idag anmelder bøger, I guess. I don't do "små blå blomster" anymore, though.

Gik rundt på Kaiser's og lyttede til Midge Ure; ingen har vel udtrykt så mange gode intentioner i én sang som ham. Skulle købe en ny stegepade, den gamle blev smadret ind i en dørstolpe. Ved kassen spørger ekspedienten: "Haben Sie die Herzen, oder?" med hint til Treueherzen-klistermærker som giver kunderne bonus: "Keine Herzen"

Breivik vill se Breiviks ansikte överallt, det är som en kramp i slutmuskulaturen; länder och människor sluter sig kring sig själva, och det är längs dessa krampartade gränser som konsten sätter in sina stötar.

I speak Swedish about Norway in 10TAL. Meget stolt af dette homoerotiske metafor, og genuint happy for 10TALs fine layout. Teksten handler bl.a. om Iceage på Landmark, den citerer Audun Vinger og går en tur gennem Treptower Park hvorefter den kommenterer 22/7 og Matias Faldbakkens seneste udstilling i Oslo.

Anmeldelse af Karin Moe: Skrifter --------------- her.

Karin Moe er et einmannsshow av ei frigjeringsrørsle, skriver Gunstein Bakke i forordet til Skrifter (2012). I spagat mellem Saussure og Guds ord, det er lidt af en polka. I 2002 opsummerer Siss Vik diverse litterære debatter med Gud involveret: I 1998 peger Moe og Tom Egil Hverven ud en Gud-trend, Eivind Tjønneland er uenig. I 2000 er danske Erik Skyum-Nielsen pro-Gud i bogen Engle i sneen. I 2002 brager Henning Hagerup og Espen Stueland sammen, Steinar Opstad sætter profeten i swing som figur i Synsverk. I en underlig cut/up-version taler Wenche Larsen om Moe som feministisk avantgardist i 2003, noget hun siden følger op i en avantgarde- antologi og nu, i 2012 blafrer Moe rundt med pink wings et sted i Haugesund --------------- she's got a license to confuse.

Anmeldelse af Jo Torkjel Fenne: Statueveltere ---------- her.

Anmeldelse af Ane Farsethås: Herfra til virkeligheten. Lesninger i 00-tallets litteratur her. Læs også Farsethås' essay her.

Anmeldelse af Josefine Klougart: Én af os sover her. Tænkte bl.a. på de forskellige versioner af "virkelighed-i-litteraturen" som en slags re-sensitivisering af markedet og Georges Batailles tekst om Wuthering Heights. En af de ting som iøvrigt gik tabt i redigeringen er det faktum at der forekommer en ex-kæreste i Én af os sover som knytter sig til barndommens landskaber; han omtales som "afdød" selvom han går lyslevende rundt, altså en kærlighed på tværs af døden, Brontësque, men den "afdøde" er ikke helt så cruel som Heathcliff. Her skriver Andersen Nexø optimistisk om nyere dansk prosa.

Mister Sylvère Lotringer kommer til Oslo 25. maj, her + her + her.

Men Hvals undersøgelser strækker sig længere end til Dreyers film, hun stiller spørgsmål ved relationer og blikke; hvem bliver hun når hun ser på Falconetti, og hvem bliver hun når hun fx ser på Paris Hilton som viser sit køn frem i night vision i den hjemmeproducerede pornofilm 1 Night in Paris (2004). Den undersøgende bevægelse findes både i stemmen og skriften, og i begge medier slår Hval sig fri og rækker ud for at sanse dette, for at sanse-tænke over disse møder --------------- Jenny Hval på Henie Onstad fra 3. juni.

Merzbow på Bergen Støyfest 10. oktober 2009 fra Vagant #4/2009.

Dokumentation fra Audiatur Waste Land summer ind her + her.

So, vi kendte til Semiotext(e)s serie Native Agents, men kendte vi seriens redaktør, Chris Kraus, og hendes forfatterskab? Hardly. Where Art Belongs (2011) er okay, men det store sus er alligevel I Love Dick (1997) som jeg læser nu. Mere om Kraus her + her + her + her.

Anmeldelse af Mette Moestrup: Dø, løgn, dø her. Den observante læser vil opdage at der ikke findes rim i det førstnævnte eksempel, men det findes der til gengæld i andre dele af denne suite. Der findes iøvrigt en meget bedre tekst om Moestrup her, og der findes også en tekst om kingsize (2006) i Den ulne avantgarde og efterord her.