Natten efter at de stak, skar og brændte mine indre organer på den mest elegante og diskrete måde drømmer jeg om en veninde som også netop har gennemgået en ünderlivsoperation. Vi er i et kirkerum. Hun gravede med hænderne og fandt en struktur, hun fjernede al den beton, og strukturen står frem, en Gaudi eller noget indiansk, smukt. Men jeg ser på kirken vi er inde i og ser at hun har fjernet den beton som skal holde kirktårnet oppe. Dette er den beton som holdt kirketårnet fra at styrte ned i kirkerummet, bygningens truende implosion. Vi ved at tårnet styrter nu, jeg løber ud af kirken og ser tårnet styrte eller blive skåret af og fare efter mig som fyrværkeri, tårnet kastreret, vores indre skåret fra og puttet i små laboratoriebeholdere.

Kathleen Hanna i "Gen X Survivor: From Riot Grrrl Rock Star to Feminist Artist" i Sisterhood Is Forever: The Women's Anthology for a New Millennium (2003) redigeret af Robin Morgan.

Ian lyser op i rummet som et indslag af magisk realisme i den berlinske vinter. Han er ikke svær at få øje på, men jeg giver mig ikke til kende. Hvad er en gruppe, et band, et bånd, en chain gang? Vi går ind i det tilstødende lokale og ser "What Is A Group?" Mens jeg ser den ekstremt DIY-prægede, morsomme film muterer spørgsmålet til et svar: This is a group. Jeg ler, latteren får brystkassen til at åbne sig, jeg føler mig let, jeg flyder sammen med menneskene i salen: This is a group.

Mobilisering mod den planlagte henrettelse af svenske kulturtidsskrifter. Her + her + her.

Forfatter Tore Renberg versus kritiker Bernhard Ellefsen i Morgenbladet her + her + her.

Vanessa Place writes about Ron Silliman's book Against Conceptual Poetry and adds some thoughts from the panel discussion at Reverse in Copenhagen in September here.

Barbies Dream House Experience byder på en slags pseudo-kreativitet. I et videoklip fra huset hamrer en lille pige løs på et piano som er programmeret til at spille forskellige sange. Hun trykker på nogle knapper, men det er ikke hende som laver lyden. Harmonien er påbudt, ingen støj her. Udenfor Barbies drømmehus står en enorm højhælet sko, det er en fontæne. Pigerne kan bare lave virtuelle cupcakes, det er fantastisk, life in plastic, ingen bliver beskidte her, ingen får egentlig lov til at smage noget de selv har været med til at lave, noget som måske ikke bliver vellykket, men som alligevel er et reelt forsøg: Abjekte kager, skræmmende kager, brune kager af brændt plastik, jord, blod og afføring. Her er en catwalk, for lyserøde piger kan lide at vise sig frem, og i toilettet dukker en smilende lyserød delfin op. Karen? Karen? Where are you? Anorektiske Karen Carpenter har låst sig inde på toilettet og bruger afføringspiller og brækmiddel, men i Barbies hjem sker den slags ikke, i toilettet findes ingen ækle ting som skal skjules, bare en smilende lyserød delfin. Bare skriver og skriver. Btw, her er min yndlingssang. Fantastisk video også.

Hermed et julekort til nogle samarbejdspartnere i 2014, hvor jeg iøvrigt har levet at the mercy of Fritt Ord og arbejdet på et bogprojekt som forhåbentlig findes i bogform tidligt høsten 2015. Ingar Dragset, Astrup Fearnley Museet i Oslo og Archive Books i Berlin. Rikskonsertene og Charlotte Myrbråten. Nasjonalbiblioteket og Trond Haugen. Klassekampen og Vagant, with love. Københavns egen Txtville ved Caspar Eric og team. D2 og Øyvind Holen. Audiatur og Norsk kulturråd. Gasspedaldagene i Fredrikstad. ENO som af uforklarlige grunde ikke eksisterer mere?! Plus Ian F. Svenonius som kastede glans over sommeren. Bergen Offentlige Bibliotek og Forfatterstudiet i Bø. Antipyrine og Mathias Kokholm som arrangerede et fint Burroughs-akademi. Reverse Copenhagen International Poetry Festival og Bibliotek V som er åben hver torsdag mellem 16 og 18. Årets gastronomiske udfordring, årets udsigt og årets demoveninde, tak til alle og et godt nytår. Her er de nye satser, baby.

Pre- pre- precarious. Kulturskabere lever ikke blot usikre liv, men udøver også en form for selvusikkerhedsgørelse. De er blevet forbilleder for den neoliberale drøm om frihed som den ultimative selvansvarlighed. Det faktum, at kulturskabere ikke ved, hvordan det næste projekt vil blive finansieret, om man overhovedet vil få det finansieret, og om man kan betale huslejen næste måned, bliver udlagt som en form for kreativ selvskabelse, som bliver mønster- eksemplet for resten af samfundet, siger Isabell Lorey her.

Ex Hex Rips
Jenny Lewis The Voyager
Hval & Wallumrød Meshes of Voice
White Lung Deep Fantasy
Frankie Cosmos Zentropy
Dark Times Give
Grouper Ruins
FKA Twigs LP1
Aphex Twin Syro
Mogwai Rave Tapes
J Mascis Tied to a Star
Shellac Dude Incredible
Chain and the Gang Minimum Rock N Roll
Årets skuffelser er Thürston Moore & Istiden
Årets angstanfald er Swans & Scott Walker 
Årets scenehændelse er Cabaret Voltaire Berlin Atonal

Henrik Petersen og jeg har det her tidlig-Simple Minds-hangup. Lyd her.

Flot arrangement på Mayhem igår: Burroughs akademiet i anledning af William Burroughs' 100-års fødselsdag og Antipyrines to Burroughs-udgivelser. Et par billeder her.

Bibliotek V åbner i København på torsdag. Jeg har bidraget med 3 anbefalinger. Like her.

Det ville være synd at sige at gamle Bill Burroughs ikke var forrygende profetisk. Her en sekvens fra interview- og essaybogen The Job (1974) oversat af Kasper Opstrup og Tobias R. Kirstein for Antipyrine. Kom på Burroughs-akademi næste weekend i anledning af to Burroughs-udgivelser og Burroughs' 100-års fødselsdag.

Noen intense minner fra enkelte situasjoner ved Kjellstadbommen er utgangspunkt for Manuell, hvor spanskfødte Cara Alona husker at hennes familie passerer gjennom bom- stasjonen. I en av disse boksene satt hennes farfar, en paranoid krigsveteran, og tok imot betaling, som en annen blikkmann fra Oz. Dermed er ikke Manuell egentlig en roman om trafikk, men snarere om dysfunksjonelle relasjoner innenfor familiens rammer, og – på et større nivå – forvaltningen av disse konstant bristende relasjonene i omsorgsinstitusjoner som vi, via diverse følelsesmessige kompromisser, betrakter som normale, men som Knudsen på effektivt vis får demonstrert som dypt absurde.

Anmeldelse af Cathrine Knudsen: Manuell her. Mere om Knudsen her + her.

Musik har selvsagt sin berettigelse her, eftersom ikoniske politiske begivenheder med en vis opløftende aura, som for eksempel murens fald, bedst markeres med stadionrock in the name of love. Der er imidlertid delte meninger om hvordan dette område skal varetages, hvordan friheden skal få udtryk, om den bedst markeres med flamboyante byggerier eller med noget så simpelt som den almindelige borgers adgang til Spree-kanalens bredder.

Min spaltetekst fra Vagant #3/2013 i anledning #Mauerfall findes nu her. Blandt andet en læsning af Joshua Clovers relevante bog 1989. Bob Dylan Didn’t Have This to Sing About.

Come along --------------- DIY i Bø her og Burroughs i København her. Fra 2006.

På 1980-tallet fantes det en del eksotiske dyr i danske aviser, alle med sin egen, unike måte å framtre på. De tydeligste var nok Dan Turèll, Klaus Rifbjerg og Suzanne Brøgger, sistnevnte med turban, sorte øyne og en aura av provokasjon og overskridelse. Det var ikke spor morsomt å som tenåring lese hennes eksotiske selvbiografi Creme Fraiche fra 1978, som blant annet handler om seksuelle eksperimenter i Bangkok, når man selv gjorde sine første erfaringer i en grå forstad til København. Det er vanskelig å si om lesningen inspirerte til frihet, eller bare til ergrelse.

Anmeldelse af Louise Zeuthen: Krukke. En biografi om Suzanne Brøgger her + her.

Mine nye naboer er Grundtvigs Kirke, Ungdomshuset Dortheavej og Utterslev Mose.

Lex og Chandra har sine egne kapitler, og forbindelsen til Kom anes i Lees måte å undersøke de psykologiske og sosiale mekanismene som skaper kikkeren Lex og objektet Chandra. Lex’ sadistiske, dypest sett kunstneriske blikk springer ut av hans erotiserede vemmelse ved andres livsutfoldelser. Lex iakttar familien sin og tegner dem mens de sminker seg, synger og kler seg i vakre klær.

Anmeldelse af Mara Lee: Future perfect her.

We don't know what it means. Helge Olsen skriver om ENO i BT. Svar her + her.

Panelsamtale om performativ kritik med Magnus William-Olsson, Vanessa Place og Kamilla Löfström @ Reverse i København. Virker vellykket når man har engagerede samtaler med ukendte mennesker bagefter. Også glad for at Vanessa af og til så på mig når hun talte.

There are Vanessa Places I remember all my life/ Though some have changed/ Some forever, not for better/ Some have gone and some remain. Reverse imorgen, her + her.

Greit. På tide med litt selvransakelse. Hvordan kan et musikktidsskrift motarbeide slike diskriminerende tankemønstre? En helt sentral del av redaktøransvaret bør være å sørge for en så lite ensartet stab som mulig. Aktivt bør det jobbes for at ulike synsvinkler, bakgrunner, fødselsår – og ikke minst kjønn, er representert på sidene. Ikke nødvendigvis
for at alt skal sees på med «feministiske briller», men for å berike meningsmangfoldet.

Dette skriver ENO-redaktør Eirik Kydland som intro til all-female #17 her.

Karin Haugen er tilbage som redaktør for Bokmagasinet. I anledning af at Sultprisen i år gik til sagprosaforfatteren Alfred Fidjestøl skriver Haugen kloge ord i dagens avis. Jeg er voldsomt enig med hende som man for eksempel kan se her.

Berlin Atonal started out in 1982, but took a break through the 90s and 00s. The festival is back now, in 2013 and again this summer. Reviews here and here. Sadly none of the reviewers were present at the Biosphere 4D event on Friday. We were in a dark landscape of treelike "sound poles" … compared to Senking on Saturday Biosphere used real sounds like helicopters, bee swarms and the thrilling sound of falling pebbles.

Program for Reverse her og This Heat her + her. Vanessa Place her.