Jeg småløper over ruinene og over de nedtråkkede gressflekkene, og selv etter jeg har kommet ut fra området må jeg videre vekk fra lyden, lyden, lyden, lyden av bandet Kvelertak. Selv de siste ustabile drønnene som blåser bort med vinden røsker i meg. Etter noen minutters duse, norske folkemusikkfløyter bryter konserten ut i harde riff og replikker som «forrige gang vi spilte her viste jeg kuken». I hodet koker det sammen til en kjøttfløytefascisme jeg ikke kan bære på mine skuldre, en ideologisk vikingfest som ikke er forenelig med at jeg finnes. Noe må vike, jeg visker ut meg selv fra festivalen, ta meg vekk fra elektrisiteten, nå er jeg borte.

Dette skrev Jenny Hval om Øya-festivalen i Oslo i 2011 her (pdf). Noget kan heldigvis tyde på at 2015-festivalen har reduceret kjøttfløytefascismen en smule eller givet andre sensibiliteter mere plads. Her er Hval og apokalypsepigernes fantastiske koncert fra fredag og her en sag om Kathleen Hanna som spiller med The Julie Ruin idag. Billedet er herfra.

Under mit første, kortere besøg i Portland i 2013 har jeg intetanende booket mig ind på et hotel som samtidig huser GEAR Con, The Gaslight Explorers, Adventurers, & Romantics Convention som kalder sig en fejring af Pacific Northwest steampunk og neo-viktoriansk kreativitet, en tilbagevendende begivenhed som jeg to år senere opdager danner baggrund for en Portlandia-sketch. Stiv af skræk spiser jeg et stykke pizza i hotellets lobby omringet af paryk- og monokelbærende mennesker i overdådige, metaldekorerede viktorianske kjoler og jakkesæt. Amerikanske sciencefictionfankroppe er større end gennemsnittet så der er ganske meget korsetopspændt kød omkring mig.

Vagant-spalte #3/2015 om Portland, Portlandia, cykelhjelme, tribal tattoos, Generation X'ere, steampunks, Steel Bridge, vaskebjørne, vulkaner, Electric Youth og David Bowie.

Der var mange andre drømmesekvenser, men denne: Min mor og far og jeg sidder og spiller et brætspil, jeg er netop kommet hjem fra Amerika, rejste hjem en dag tidligere, derovre er alle mine venner endnu. Jeg ser ud af vinduet og en paddehattesky ekspanderer. I alle farver. Den bliver ved med at udvikle sig, jeg mærker varmen og lugter den også, en kemisk lugt, værre end brændt plastik. Vi kan altså se til Amerika, eller får at vide i nyhederne at dette sker hvor alle mine venner befinder sig. Jeg begynder at græde, det bliver til en græde-drøm hvor jeg græder og græder, mens jeg og mine forældre (som er omsorgsfulde) står og sanser den her totalt ødelæggende atombombe i alle dens underligt psykedeliske dimensioner. Af og til ser jeg mønstre i stil med Hilma af Klint.

Opdager stadig nye guldkorn i musikhistorien. Jeg har opdaget ESG, her + her + her ++

Mandag skriver jeg om Tracey Thorns bog Naked at the Albert Hall: The Inside Story of Singing, opfølgeren til Bedsit Disco Queen: How I grew up and tried to be a pop star, 2013.

Unn Conradi Andersen citerer mig i Dagbladet 1. august: "Litteraturen blir noe som snakker til følelsene og til folket, og ikke noe man trenger å vite noe om teori for å mene noe om." Jo, det står der faktisk i Klassekampen-sagen fra 2010, men jeg mener jo ikke at det er en kvalitet i sig selv at litteratur har mange referencer og bruger dem til at ekskludere læsere. De mest præcise formuleringer i den sag stod nok i min anmeldelse af Grimsrud, med al respekt for Sandra Lillebø og det lille interview vi fik til sammen. Glæder mig iøvrigt til at læse Elena Ferrante som ligger på bordet her.

It's not about making music. It’s about female empowerment (and making music). Her er mere info om rock camp-bevægelsen som startede i Portland i 2001. En tidslinje, om svenske Popkollo som startede i 2003 plus om denne sommers camp i Washington DC.

Greetings from The Rock ’n’ Roll Camp for Girls in Portland. A few pics here.

Idag har jeg været ude og se på Bispebjerg Bakke designet af kunstneren Bjørn Nørgaard som blandt andet er kendt for Børsaktionen (1969) og Hesteofringen (1970). Research til en Vagant Norden-tekst. Flere billeder i denne mappe.

I enjoyed Linda Stupart's essay in the Chris Kraus anthology.

Har Mette Høegs essay i Weekendavisen 12. juni været debateret? De to underligste ting er det sidste afsnit som skal linke til hendes kritik af samtidslitteraturen (dette mærkelige, kønssegregeret perspektiv) plus det faktum at hun ikke nævner eksplicit at Chris Kraus ikke bare er forfatter, men før det var en epokegørende, nyskabende redaktør for Native Agents-serien som bestod af feministiske forsøg på at merge French Theory med outsider-kvinders ("punx!") vidnesberetninger, fx Kathy Ackers tidlige tekster fra New Yorks stripbarer. Kraus var Ackers redaktør i denne serie, og ikke bare Acker, men hele Native Agents-serien burde vies grundige nylæsninger nu! Det er her cutting edge-eksperimenter med autofiktion virkelig tager af, så kan Poul Behrendt og andre gentage sig selv en million gange for at forsøge at hægte sig på Knausgård-hypen og "rule" den.

Wow, de mest fantastiske feriebilleder jeg har set nogensinde!!

If you wanna not waste yr time on Dickflix watch What Happened, Miss Simone?

Noget er begyndt at ske her. Tidligere har jeg stillet mig kritisk til tolv Oktober-forfattere, omtalt femten i rosende toner og ignoreret giganterne Knausgård, Solstad og Askildsen.

I stedet for å deklamere at Hysteria står for en ny feministtrend, vil jeg si at utgivelsen er markant tredjebølgefeministisk, og på en mye mer vellykket og kraftfull måte enn det som var mulig på 1990-tallet, som var episenter for tredjebølgefeminismen med sterkt preg av queer og postkolonial kritikk rette mot hvit middelklassefeminisme. I dag er Den andre ikke alltid brun, det er ikke alltid hvite søstre som skal redde brune søstre. Hysteria gir for øvrig fanden i forbud mot essensialisme og rister på rumpa og afrohåret og revitaliserer menstruasjonsaktivismen.

Lillebitte anmeldelse af Hysteria her og læs endelig denne også. I Danmark findes også Friktion som er lige så brand new som Hysteria.

FREEDOM FREEDOM FREEDOM FREEDOM FREEDOM FREEDOM FREEDOM FREEDOM FREEDOM FREEDOM FREEDOM FREEDOM

Fantastiske Tania Ørum takker af efter lang tids tro tjeneste på Københavns Universitet. Fra nu af fortsætter hun som lektor emerita. Minder om denne fine bog. I næste uge finder et lignende arrangement sted til ære for professor ved allmenn litteraturvitenskap UIO Drude von der Fehr. Læs hendes gode bog.

“That's the girl who didn't take a shower since Kurt Cobain died,” schoolmates hiss about sisters Harper and Amber, the so-called “dirty girls” of Santa Monica's Crossroads School. The punk feminist high schoolers face some acidic barbs from haters while distributing their riot grrrl zine in this 1996 short doc. Plus 2013 reunion.

Problemet er, at den form for aktivistisk handling nemt bliver en navlebeskuende gestus: »At reclaime sin krop er en aktivistisk metode og handling, som er et symptom på en neoliberal kapitalistisk virkelighed, hvor vi kun kan tænke på vores eget selvs undertrykkelse. Det er vigtigt at evaluere sin måde at være aktivist på. Og når jeg evaluerer menstruationsaktivistiske tendenser, synes jeg, at det kollektivistiske potentiale i menstruationen – som er menstruationens vigtigste potentiale, og som rent faktisk kan transformere strukturer – er overset,« siger Bjørk Grue Lidin, redaktør for Hysteria, til Information om menstrauationsaktivisme. Mere om Hysteria her + her.

Den yngre Mühleisens historie fungerer som en cliffhanger som trekker den nysgjerrige leseren gjennom: Hvor høyt stiger hun i kollektivets hierarkier? Hvor tett kommer hun på Muehl? Hvordan utviklet kollektivet seg i overgangen mellom de utflippede 1970-åra og de kapitalistiske 1980-åra, og hva førte til Muehls uunngåelige fall? Muehl er en dansende, syngende, dadaistisk Fader Ubu, han dekonstruerer og latterliggjør sin egen makt, men ikke desto mindre er den et faktum, og det som skulle være et bevegelig, utopisk fellesskap stivner gjennom årene.

Om Wencke Mühleisen: Kanskje det ennå finnes en åpen plass i verden her + her. Mere her.

I 2008 redigerede Audun Lindholm og jeg Borders i Juliana Spahr og Jena Osmans bogserie Chain Links med tekster og billeder af Ida Börjel, Matias Faldbakken og Das Beckwerk. Den er nu tilgængelig her. Mara Lees afhandling er iøvrigt tilgængelig her.

Coeur de Lion er en bensinstasjonost, forklarer Reines i et intervju med sin norske oversetter. Altså en billig ost i samtida, og en ost med referanse til middelalderen: Den løvehjertede var den gang en hedersbetegnelse, og den engelske kongen Richard Løvehjerte (1157-1199) rir sannelig forbi i Reines dikt. The plot thickens, som man sier.

Anmeldelse af Ariana Reines: Coeur de Lion her.

It's been so easy for you
To disengage yourself from your
Behaviour, as though you really
Were conjectural, as though
Your desire really was as limitless
And general as the fucking internet.

Ariana Reines: Coeur de Lion, 2007.

Magi er en ustabil størrelse, der er ingen garanti for at den enes magi ikke er den andens gift, men alligevel: Jeg vil dele et par magiske besværgelser med de stakkels ensomme sjæle i Vestjylland som sammen med Silicon Valleys spambots stadig læser ("læser") min blog. 1) Du vil skrive, du er endnu lukket ude, men du vil skrive. Sig: "I wanna get into it, man, you know!" 2) Du har skrevet og trænger en slags anden luft eller et brud. Sig: "Take me to the bridge. Hit me now!" 3) Du kan ikke skrive, no matter what. Du er stuck. Muligvis tager du dig selv for alvorligt? Sig: "Dancing in the nude, being such a dude, it's a rip off!"

Nu til spørgsmålet: Er magi kønnet? Svaret er nej og ja. For mig nytter det for eksempel ikke at sige: "I wanna get up and do my thang!" Hvorfor ikke? Well, vi ved at magikeren Brown havde stor kraft, og ingen - ikke engang Eurosko! - skal komme og sige at pigers rum, og dermed deres kraft, bør fylde mindre end drenges. Kønnet er en plastikhandske. Ikke desto mindre kan det virke distraherende at tænke at man skal get "up" and do my "thang" og dermed get "into" it, if you know what I mean. Derfor foretrækker jeg personligt anden del af remsen som i al sin mystiske enkelthed lyder: "I wanna get into it, man, you know!"

En anden nyttig remse skal nævnes. Sig: "So I'm back to the velvet underground!" Du er på et nulpunkt, du står tilbage med some lace and paper flowers (sic). Det som foregår her handler stadig om at påkalde kraften. Du tror du har mistet noget, men det har du ikke. Kraften er umistelig. Du er i livmorgrotten med dens potente, mørkerøde glitter. PS: Det hjælper at adoptere rytme og udtale fra de respektive magikere: Brown, Bolan, Nicks.

Der er et par Chris Kraus-essays derude, her + her. Mere Kraus her + her.

Meget glad for at Helena Huneke, desværre posthumt, åbner udstilling udenfor Hamburg.