Der er forholdsvis stille på Radio Claws Talks indtil høsten, eftersom jeg skriver på et bogprojekt. Forlaget Oktober har vist sin velvilje i skrift og tale, men der foreligger ingen bindende aftale. Jeg hører "Rip It Up and Start Again" et par gange om dagen i øjeblikket; at skrive kræver et vist mål af grundlæggende selvgenopfindelse. Det er fysisk krævende. Kom på Txt.ville sidst i april, her er min workshop. Forbereder et powerpointforedrag om den kreative kapitalismes velsignelser. Er også med på nogle andre ting, see you there.

Klassekampen brugte 19. marts et billede af den franske filosof Alain Badiou som er taget af mig ved Idee des Kommunismus-konferencen på Volksbühne sommeren 2010. Dette er for så vidt greit, mine Flickr-billeder ligger for det meste tilgængelige under Creative Commons. Læg imidlertid mærke til konceptet for den aktuelle Creative Commons-pagt, som bl.a. kræver fotocredit, dears. Iøvrigt tillykke til Ultima for interessant booking. For de filosofiinteresserede: Den 12. og 13. maj kommer Rosi Braidotti og Judith Butler til The First Supper Symposium i Oslo og skal tale med Nadya og Maria fra Pussy Riot. Samtidig vises den populære udstilling The Feminist Pencil fra Moskva med bl.a. Victoria Lomasko.

Audiaturs festival for ny poesi foregår for sjette gang i Bergen 3. til 5. april. Dette er en højt profileret, svimlende ambitiøs international poesifestival, so you should be there!! Her er navnene på poeterne som deltager. Se på festivalens netside, her ligger 12 samtalebøger med alle deltagere i pdf-format. Her er programmet for festivalen.

Vægmaleri igang på Manhattan. Flere pics --------------- her.

Første gang jeg var i New York faldt vi ind ad døren (eller op i elevatoren) til beatpoet og boghandelgrundlægger Lawrence Ferlinghettis 86-års fødselsdag. Den anden gang er der revolution i gaden og Kim og Thurston går fra hinanden, hvilket forårsager en kosmisk katastrofe. Den tredje gang bliver Lou Reed indlagt på hospitalet og alle er bekymrede for hans liv; han dør tre måneder senere. Den fjerde gang fylder punk fyrre år, hvilket vil sige at det er fyrre år siden at Television snublede ind på CBGBs og spillede sin første koncert.

Happy 8. marts. Mit essay om alderdom. Popkulturelle referencer er mine, ikke Segals.

Bernhard Ellefsen er årets litteraturkritiker 2014. Gratulerer! Man kan finde mange af Bernhards tekster i Morgenbladet og Vagant. Øvrige kritikerpriser her. Ane Farsethås her.

Dette billede er vist fra Testrup Højskole, januar 2010. Thomas Thurah, Lars Bukdahl og jeg diskuterer Yeahsuiten af Theis Ørntoft, Kærlighedens veje og vildveje af Pablo Llambias og Alting blinker af Naja Marie Aidt. Lars Skinnebach fik pris.

Den hæslige alderdom er kvintessentielt feminin, bare tænk på diverse gorgoner og hekse, for ikke at nævne Tove Janssons iskolde, ulykkelige og skræmmende figur Murren som går hylende rundt i yderkanten af den ellers så hyggelige Mummidal. Hvis kvinden personificerer skønheden, vækker hun også rædsel når hun strippes for sin skønhed, og faktisk ikke er længere, men stadig besidder stor vitalitet. Alderdommen kommer til os som et spøgelse fra fremtiden. Et af Sigmund Freuds eksempler på Das Unheimliche handler om afskyen han føler over at se en ældre mand på toget, øjeblikket før han forstår at det er en spejling af ham selv.

Beklager på forhånd, men jeg har skrevet et 8. marts-essay til Bokmagasinet om alderdom som indeholder Leonora Carrington, Lynne Segal, Simone de Beauvoir, Kate Bush, Ebba Witt-Brattström, Miley Cyrus, Martin Amis, John Updike, Hugh Hefner, Neil Young, X-Ray Spex, Billy Mackenzie, Marc Almond, min mor ++

Sonic Youth Teen Age Riot 1988
Alphaville 4-evea Young 1984
Soft Cell Youth 1981
The Associates You Were Young 1980
X-Ray Spex Age 1978
Neil Young Old Man 1972
Joni Mitchell Songs To Aging Children Come 1969
Neil Young The Old Laughing Lady (about drugz not age!!!!) 1968
The Who My Generation 1965
******PLEASE ADD TO THE LIST!!!!******

People pay to see others believe in themselves. Maybe people don't know whether they can experience the erotic or whether it exists only in commercials; but on stage, in the midst of rock 'n' roll, many thing happen and anything can happen, whether people come as voyeurs or come to submit to the moment. As a performer you sacrifice yourself, you go through the motions and emotions of sexuality for all the people who pay to see it, to believe that it exists. Første del af Kim Gordons indsigtsfulde Artforum-essay fra 1983.

Kurator på Henie Onstad Kunstsenter, Lars Mørch Finborud, fikk god respons i fjor for sin – i et norsk landskap – utradisjonelle roman De svarte skiltene. Ved første øyekast er det ingenting som tyder på at den nye boka hans, Å slipe ned gravsteiner, er en essaysamling om kunstmusikk, annet enn at de grafiske valgene på omslaget vekker assosiasjoner til John Cage, med tanke på Cages forsmak for dikt som kan leses vertikalt. Dette er neppe en stivsindig fagbok, men det er nå ikke fordi Finboruds valg av lederstjerner er direkte sjokkerende, eller setter seg voldsomt på tvers av den offisielle kanon: John Cage, Arne Nordheim og Jan Erik Vold vies god plass, og kan både i Finboruds subjektivistiske, kunstentusiastiske verden og i den «virkelige» verden – den offisielle kunsthistorien – aksepteres som avantgardistiske founding fathers. Mere her.

John Stuart Mill's On Liberty must be the ideal text to justify any avant-garde, whether of right or left, whether Futurist or Surrealist. But locating moral energy in a saleable object is like selling indulgences, and we know what reforms that provoked.

Brian O'Doherty: Inside the White Cube: Ideologies of the Gallery Space

Du danser på bilen. Jeg er oplyst bagfra, på scenen. Man ser mit ansigt; jeg er brun, mit hår er meget stort. I don't know where I'm going. Mig og bandet. Mig i bilen med dig. Dit hår er lige så stort som mit, bare mørkere. Du poserer på bilen. Vi kører gennem natten. Jeg ligner en løve på scenen. Jeg er sikker i min sag. Du ruller rundt ovenpå bilen. Dine ben er nøgne, du går i split. Jeg påkalder Gud. Du går i spagat, du er meget bøjelig. Vi kører, du sidder i det åbne bilvindue. Mikrofonstativet peger op i luften. Jeg ser lidt truende ud. Du trykker dig ind til mig mens jeg kører bilen. Du kysser mig på kinden. Du ligger som en våd vaskeklud ovenpå bilen. Vinden strømmer gennem dit hår. Du gør sexy svømmebevægelser ovenpå bilen. Trommeslageren hamrer løs. Vi bruger den samme shampoo. Du går i spagat igen. Pyrotechnics. Guitarsolo. Jeg er oplyst bagfra. Du synger mine ord, ser ind i kameraet. Du er en slags mig et øjeblik. Du går i split igen. Vores hår vokser sammen til én stor høbunke, jeg smiler. Jeg peger med guitaren. Din arm er omkring min hals. Du stikker legesygt et ben ind foran mig. Du har kameraet for dig selv og ser udfordrende ind i det. Din arm er omkring min hals. Du hiver mig om på bagsædet. Bilen kører.

Dag&Tid interviewede Per Edgar Kokkvold, Gunnar Wærness og undertegnede i en sag som stod på tryk fredag den 7. februar om Athena Farrokhzads anmeldelse af Yahya Hassans digtsamling. Se også denne fine tekst om emnet.

I "Den ordblinde løve" er fortælleren til middagsselskab og skal præsentere sig, sådan som konventionen byder os at indgå i det sociale spil om identitet: man fortæller små historier og party jokes, causerer underholdende over temaet Hvem er jeg. Fortælleren er ukomfortabel med dette spil og overvejer en række forskellige rollepositioner: overspillede, underspillede, abjektale. Da han til sidst spilder rødvin på dugen genkender vi ham som den skamfulde avantgardist. Det lykkes ham ikke at indtage nogen form for kategorisérbar identitet: han er så uformelig som rødvinspletten på dugen.

Jeg geeker ud i min master fra 2006. Tema er Pablo Llambias' Rådhus fra 1997, virkelighedslitteraturens original gangsta. Pablo fylder 50 idag, tillykke! Her + her + her.

Fun & games. I walked past this store in Mariannenstraße yesterday, the same day where Mogwai played at Tempodrom just a few U-Bahns stops away. Mogwai's third album is called Rock Action (2001), but a rock in German is a skirt. Later today when I got my camera to take a picture they changed the sign to "Kleid Aktion" which means dress action. I was upset and walked into the store and asked for the sign. A confused, but friendly employee let me take a picture. This one goes out to Mogwai. Sorry I missed the show, I <3 Rave Tapes.

Naturens cyklus er hos Mitchell en cirkelleg, vi ikke kan sætte os ud over, vi hvirvles rundt, som red vi viljeløst på karruselheste. Sangen er typisk for sin tid, den er fuld af overgivelse, trods alt. Mitchell er i lighed med mange af sine generationsfæller sensitiv over for naturens orden; underlægger sig den, tilbeder den og går i demonstrationsoptog for at bevare dens poetiske, cirkulære lov. Men hvilken leg leger vi i dag? Måske er det en tilfældig zigzagleg, måske er det en leg, hvor vi holder os for ørerne og gør, hvad vi vil uden at lytte til faresignaler fra vores omgivelser?

Økoangst i min næste Vagant-spalte som handler om Joni Mitchell, Filippo Marinetti, Franco Berardi, Jim Morrison, Juliana Spahr, Lars Skinnebach og Espen Stueland. Nye spaltister i Vagant er Gunstein Bakke og Henning Hagerup. Her findes også tekster.

Det er ikke vanskelig å forstå hvordan en forfatter kan forelske seg i dette materialet. Werner Herzog må ha følt noe liknende da han kom på sporet av bjørneentusiasten Timothy Treadwells skjebne og hans egne dokumentariske film fra livet som miljøaktivist i Alaska. I bunn og grunn er det historien om den tilbedende som spises opp av guden sin, bjørnene han forsøker å beskytte. Både Herzog og Masha Gessen blir til vann som strømmer rundt et unikt materiale, og løfter det fram. Herzogs film Grizzly Man (2005) har en mer tidløs kraft, mens Gessens bok plasserer seg i tida, midt i en anstrengt politisk situasjon rundt den nåværende russiske president Putins kritikkverdige styre.

Anmeldelse af Masha Gessen: Words Will Break Cement. The Passion of Pussy Riot her.

Som Heidi Sævareid skriver så var der tvivl i mit oplæg på Full pop, men trods alt mest i den første sætning. Ordstyrer og arrangør Charlotte Myrbråten spurgte polemisk til slut hele panelet om vi kunne forestille os at Thorstein Selvik vil forandre holdning? Hele panelet svarede nej, og bl.a. Susanna Wallumrød gav sig højlydt i salen. Beklager dette, holde håbet højt og så videre, men Selvik viser vel ikke tegn på holdningsændring, men det gør samfundet rundt ham heldigvis. Mit oplæg blev drømt op halv tre og skrevet om morgenen på dagen, så det har et spontant præg, but here goes. Mere om rock og rituel kunst her.

Sidste søndag flanerede jeg rundt i et villakvarter i Smørum. Naturen var chokramt af frost og sne. De kirsebærblomster som var begyndt at folde sig ud i den milde vinter hang som små slappe dukkehænder på grenene. Solsorten fløjtede i Berlin juleaften.

Fett vil snakke om kjønnsroller, men burde kanskje snakke om familiepolitikk, som har en klar avsenderadresse. Styrkingen av «kjerneverdier» og nasjonal identitet foregår over hele linjen, og truer med å etterlate alle mulige «uklare» grenseidentiteter i lufttomme rom.

Kort kommentar og anmeldelse af seneste nummer af Fett her. Den indsigt som ikke kom med og som i høj grad er en reminder til mig selv også, og til alle ivrige klik-aktivister, lyder således: I tilfældet Rusland er det netop nu nemt at pege på noget som er forkert, en slags lettelse i lande som vores med mere uklar magtanvendelse, men dette kan også resultere i en komfortabel forskydning fra nationale problemstillinger.

Right now in Barcelona. Lydsporet kunne være ordinære spanske spurve, en arrogant stær som voicer eller endda en flok bølleagtige, vilde undulater. Mere her.

In issue B of Russian Prose is a machine translation of Alexander Skidans essay on Kathy Acker. I translated it into English or Norwegian or Danish and back again to Russian, as far as I can remember. There's a conceptual introduction by Dmitry Golynko following the text. Happy birthday to Alexander! Here's parts of our shy reading at Audiatur 2007.

Det er en varm dag, både publikum og Bono viser nøgen hud, selvom himlen ser grå ud, det er en grå og hed dag. Tre udaf fire bandmedlemmer har lyse striber i håret; de er iklædt nittebælter, demin og ærmeløse skjorter og Bono har solide støvler på. Han er bare 23 år; det blege, svedige ansigt udstråler nærmest overjordisk ekstase. Han må være i sit livs bedste, fysiske form og traver rundt på scenen som en vild hest. Håret bølger efter ham som en manke, han pruster, vrinsker og stejler når mikrofonledningen ikke vil lade ham slippe ned i menneskehavet. Scenen er bygget op som en slags bastion, et fort, men med lykken malet i ansigtet klarer sangeren på utallige måder at komme nær publikum. Roadier løber efter ham, støtter ham tålmodigt når han klatrer op og vikler ledninger ud så han kan overskride formatet. Han låner et irsk flag af publikum, men skifter det snart ud med et hvidt flag, et symbol på overgivelse, pasifisme. This song is not a rebel song.

Funny doodle on Bono. 2014 will bring us landslides of writing energy.

Et digt af min mor stod på tryk i Grønn kylling (arb. tittel) #22 udgivet i 2003 som del af min tekst Tracey Emin og virkelighedseffekten - på sporet af en ny avantgarderealisme.

Teksten i det kommende nummer af Vinduet blev foreslået af redaktør Audun Vinger i form af titlen The Chris Kraus Project, inspireret af Jonathan Franzens bog om Karl Kraus, som nogle af os er småskeptiske til, og som Simen Hagerup iøvrigt er ved at oversætte til norsk. Her har jeg skrevet mere udførligt om Chris Kraus og yderligere inspirationskilder til kritikken af den såkaldte virkelighedslitteratur findes her og her.

Whether vamp or self-enclosed nonpersona, Lunch's "personality" as manifested on stage did not open itself to autobiographical speculation. This was a typical punk strategy. In breaking with the convention of passive audience reaction to performance, she also expressed contempt for the so-called autobiographical singer/songwriters of the early seventies, such as Bob Dylan, Joni Mitchell, Van Morrison, or Bruce Springsteen, whose lyrics rested on self-revelation of personality. When they performed live, the success (plausibility) of their acts necessitated an exploitation of the audience's belief in both their personas and their private lives. But this "honesty" was more likely a dramatic quasi-fiction, invented as a hook on which to hang their songs' narrative "I." More theatrically sophisticated performers such as David Bowie, Bryan Ferry, Iggy Pop, or Alice Cooper played with the artifice (or complexity) behind the device of the performer-songwriter's "I," making the entire pose dubious or unnecessary. Punk performers, in rejecting stardom, chose to give the audience nothing of their so-called self.

Meget interessant Lydia Lunch-analyse af Dan Graham fra de tidlige 80'ere.