Jeg pakker ned, jeg flytter. Pludselig spiller en sang i mit hoved, du godeste. Er det virkelig The Associates' Party Fears Two fra 1982? Nogen sagde godt nok navnet "Billie McKenzie" til mig på Lyrikvännens slippefest i tirsdags, men at mit hoved er i stand til at finde denne sang frem nu? Det er alligevel godt gået. Tjah, men sangen passer unægtelig situationen - altså minus festen, da.

Kvinden er i kraft af sin traditionelle dragt på denne dag frembruddet af fortid. Hun inkarnerer Moderlandet, hun transcenderer fra individ til en inkarnation af et symbol der dermed gøres fysisk tilgængeligt. Barnet bærer andre hoveder: hoveder der glitrende svæver over det egentlige hoved og giver et indtryk af besøg fra en parallel virkelighed befolket af tegnede stærkt kulørte semi-vulgære væsner. Oftest er barnet på denne måde repræsentant for den ertende anti-tradition: truslen fra fremtiden (ex Pokémon). Børnene laver lyde der forskrækker, de gør omgivelserne ”beskidte” via kulørt klistret stof fra sprayflasker. De høje pludselige lyde forøger kaos modsat mandens faste trommerytmer. Manden mestrer dette kaos, dette gennembrud af fortid: han marcherer, holder taler hvori han hylder kvinden/ landet/ barnet og dermed, via stram rytme og højtidelig tale, viser han at han mestrer disses kaotiske impulser.

I dagens anledning præsenteres hér et beskedent stykke kortprosa som bl.a. har levet sit liv i GK og i Utveier. Jeg er bare så glad for at slippe for Norge idag - og skruer op for The Fall: Hey hey hey hey!

Man stirrer og stirrer på denne side med stor forventning og utålmodighed. Afsnit P åbner snart et site hér hvor en del af den klassiske svenske konkretpoesi bevæger sig rundt på fladen sådan som man drømte så intenst om for xx år siden. Se i mellemtiden Herr P aka den venlige Christian Yde Frostholms rapportage fra Skulpturens Hus i Stockholm her.

Fira 17 maj med Lyrikvännen och poesi från Norge!
Kom och lyssna på poeterna Aase Berg och Jörgen Gassilewski.
Marie Lundquist läser Steinar Opstad.
Special guests: Inger Bråtveit och Arve Kleiva.
På Café Copacabana vid Hornstulls strand den 17 maj, klockan 19.
Välkomna!

aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa
aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa
aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa
aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa
aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa
aaaaaaa aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa
aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa
aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa
aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa
aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa
aaaaaaaaaaaaaaaa b r aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa
aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa
aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa
aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa
aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa // young-hae chang
heavy industries: yea yea y e aaa

Okay? Okay? Så Elisabeth Grosz er i Bergen? Og Ina Blom besøger København snart? Ja, men Audun Lindholm er i Stockholm - stik den, du! Og flinke Malte fandt det link jeg har ledt efter i tågerne, Åsa Beckman om tidsskrifter her. Jeg følger i øvrigt med ægteparet Trohaug-Grüner og holder helligdagen aktivistisk: skriv under her for at føkke Cle*r Ch*nnels fremfærd i Bergen op. Og så ses vi på jävla Textmässan lørdag?

Demo har ny, vakker og très orange netside oppe her.

Én gang til, i langsom gengivelse III

Stikk i strid med kunstnerens intensjoner står jeg og tenker at de burde gis ut i bokform, trass i at hensikten altså er å frigjøre diktene fra bokens lukkede, innestengte form. Og de er så sterke og effektive i sin knapphet at jeg faktisk står i dette uoverskuelige blitzkaoset og leser alt sammen. Og forvirringen forsvinner. Så bra er det faktisk. Det er slike øyeblikk som gjør det verdt alt strevet. Og det er jo heller ikke sikkert at man noensinne åpner en bok, så det må jo anses som uvanlig vellykket, og dermed også veldig sjeldent. Det burde ikke fungere, og det faktum at det gjør det likevel, forsterker bare det allerede overbevisende tonefallet i diktene. Og det er vel også typisk, i denne situasjonen der man aldri helt vet hvordan det man ser, skal defineres, at den største beholdningen faktisk er litterær?

Tommy Olsson ser på kunst af Birgit Kalvatn, MB/17.

PS! Ikke gå glip af Olssons tredelte anmeldelse af Moodyssons seneste film på verdens bedste norske kunstkritik-side, første afsnit er at læse her.

Oversættelse: This is probably the most sexy newspaper in Scandinavia right now.

Kall det excess. Kall det overskudd. En ting som på en måte er blitt kriminaliseret i litteraturen? Det er liksom noe sublimt med det "knappe" og "presise". Men jeg kjøper ikke kritikerenes bruk av "pratsomhet" som det verste fyordet i litteraturen, og jeg tenker meg romanen først og fremmest som en hybridform etc siger Øyvind Vågnes i KK 2/5.

Flot, vi er enige. Men hvis en romantekst er en iscenesættelse af en stemme med specifikke karakteristika så må denne iscenesættelse, eller oversættelsen af denne, som i Robert Hough-romanens tilfælde, være jævlig god for at blive bra bog. Men Tigerklørs snævre vinkel på nys udgivne bøger i den norske offentlighed så er Hough værst og Jonas Hassen Khemiri helt suveræn på just dette: iscenesættelsen af en stemme, eller "pratsomhet" som det siges hér - Skønt jeg lurer på om vi taler om to forskellige ting, ekspansivitet og iscenesættelse af mundtlighed. Tigerklør er træt og går på ferie ret efter denne lille krølle.

Er De i Stockholm på lørdag? Where to go is TEXTMÄSSAN. Gasspedal-delegationen skal, når den ikke hopper op & ned som en hel sæk lopper, immitere denne fyr så nøjagtigt som muligt:

[no image]

Ja, hér sidder jeg så. Uden anelse om den Juliana Spahr-relaterede diskussion som udfolder sig i kommentarfeltet under mig.