Ottar Ormstad > svevedikt

We were never feeling bored/ cause we were never being boring? René reflekterer over kedsomheden (og en bog) her.

Om Silkeberg her og her og her. Og snart om Lillehammer her.

Kigger lidt på gamle eksamensopgaver idag. Jeg finder ikke den jeg skrev om Bakhtin, det er meget irriterende. Men har vi ikke brug for lidt tekst her/der på siden? Så her/der følger tre eksamensopgaver, OBS! None of them are perfect -- Først snakker vi om feminisme og dekonstruktion, derefter læser vi Nightwood af Djuna Barnes og slutteligt kaster vi et krtsk blik på Don DeLillos Cosmopolis.

Er titelen på det teaterstykke som Valerie Solanas mente Andy Warhol havde stjålet fra hende, noget han måtte betale for at gunpoint 3. juni 1968, = heroisk feministisk handling, hm?

Claws har læst Sara Stridsbergs roman om Solanas Drömfakulteten (her og her) færdig idag. Solanas er ikke let at have med at gøre for den sværmeriske fortæller der besøger hende ved dødslejet:

BERÄTTAREN: Min drömfakultet -
VALERIE: - och inga sentimantala småbrudar och låtsasförtattare som leker att de skriver en roman om att jag skal dö. Du har inte min tillåtelse att gå igenom mitt material.

(Tystnad.)

(Berättaren plockar med blommorna.)

Som vi konverserede om hos Mariann, inklusiv diverse digressioner og kortslutninger -- Her er Informations anmeldelse af Behrendts bog. Ellers var det, så vidt jeg ved, Jon Helt Haarder der først var ude og snakke om dobbeltkontrakter hos Nielsen og andre. Og her er så kritikerne på high rotation midt inde i dobbeltkontraktsumpen.

The Nielsen tour of Norway coming right up.

Netop da jeg havde færdiggjort ovenstående beskrivelse af det bul- garske ikon fandt jeg faktisk et billede af præcis det ikon som står bag mig, nu igen på mit rum, lænet op ad en bogreol hvor det fort- sætter at bråke nok så sagte, fortvivlet og insisterende. Her er iko- net, sådan ser det ud. Og flammer er det altså tydeligvis ikke, det som springer ud af himmellegemet øverst i højre hjørne.

Yo dude, could you kill that bitchin' dragon for me, plz?

Dette er ikke et billede af det bulgarske ikon. Det bulgarske ikon forestiller ganske rigtigt St. Jørgen på en hvid springende hest, som her, men han rider nu med flagrende kappe (både ham og hesten ser ud som om de keder sig lidt) og spider dragen tværs gennem mund og hovedskal med et langt sort spyd. Dragen er i dette tilfælde et blåt ormelignende væsen udstyret med røde vinger og et rødt fugle- agtigt ansigt som snirkler sig under hesten. Bag scenariet er himlen rød som blod, to snebeklædte bjergtoppe skimtes og et blåligt flam- mende himmellegeme titter frem øverst i højre hjørne.

We follow the mystery of the icon closely as it unfolds here.

Ikonmysteriet. Jeg bor på det som før var Øs rum. Jeg har en del ting her som er As. Blandet andet et ikon jeg tror må være anskaffet i Bulgarien. Billedet forestiller St. Georges står der bagpå træpladen. Den gloriebærende figur kommer springende på en hvid hest, stikker sit spyd i dragen der snirkler sig under hestens hove. Vældig fin, i guld og rødt.

De seneste dage har jeg bemærket en lyd i rummet, som en lille gnist der går af og på, en vag kradselyd. Igår sent sporede jeg overraskende nok lyden til ikonet. En lillebitte lyd synes at komme inde fra træpladen, rrr. Med lidt ujævne mellemrum, men ganske ved- varende. Så er mit spørgsmål nu, hvem bor inde i St. Georges? Kan det være at drager har fundet nye måder at operere på?

Kanske vill Magnus William-Olsson kommunicera med modern queerteori, och om det är ambitionen, så kan han nog räkna med att upprätta kontakt. Han bidrar med poetiska exempel -- Her.

Oh, now I get it. Flarf. And on the origins of flarf here.

Juliana Spahr er måske en af de kvindelige lyrikere, der som en anden poetisk superwoman skal katapultere digtningen ind i vores buldrende og lyse fremtid?

Måske er det nu? Jeez. Mere her og her og her og her. And can you not come in you just knock on the door.

Avart is alive again. Og hov og hov og hov.

T-Gul är en effektiv tändvätska till grillar och brasor, passar även bra som bränsle till fotogenkök och värmare. Vid grilltändning sprutas T-Gul jämt över kolen/briketterna/verden. Låt vätskan dra in i 1-2 minuter före tändning. För bästa grillresultat skall grillning ske när glödbädden blivit grå -- Mere her.

Beboerne og medarbejderne tørnede rundt på dansegulvet i det obligatoriske forsøg på at få det til at se ud, som om der ikke var tale om forretningsmæssige forhold. De faste medarbejdere udstødte begejstrede hvin på vegne af beboerne. Det var beboerne, der hvin- ede. Men da de oftest ikke kunne hvine, endsige løfte armene op over hovedet, måtte medarbejderne gøre det -- s. 72.

Festen fortsatte til klokken 22, det tidspunkt hvor dens afslutning var fastsat administrativt. Musikken slukkedes, og medarbejderne begyndte straks at rydde pynt og paptallerkener af vejen. Enkelte beboere trillede rådvildt rundt på dansegulvet, mens de gryntede noget, der skulle forestille musik. Picasso-sygeplejersken meddelte i et venligt tonefald, at festen var slut. Det skulle lyde, som om der var tale om afslutningen på en glad og våd gymnasiefest. Picasso- sygeplejersken spillede pedellen, der fejede de lystige elever videre ud i natten -- s. 74.

Sådan går det for sig på Blomsterkollegiet, afdeling Picasso, i Pablo Henrik Llambias' bidende roman Et ukendt barn (G*****dal København 2005). Anbefales bl.a. til alle med kunstneriske ambitioner som på vejen mod disse ambitioners realisering har haft midlertidige jobs hvor de har arbejdet med mennesker, so to speak.

Vi stereolæser Llambias med Mariann.

Hur ska man då förstå denna vändning - om det nu är motiverat att tala om en vändning? Sant är att Jäderlunds poesi tidigare har dragit sig undan dörrarna till en identifierbar "verklighet". Det betyder inte att den har tagit avstånd från det verkliga eller sinnliga. Inte heller har det varit svårt att se hur dikterna pekar utöver sig själva, även om vad de pekar på - en text, en målning, en vardaglig scen i en lekpark - varit mindre intressant än deras mångbottnade problematisering av pekandet som sådant.

Om ny Ann Jäderlund ici. Og fuld liste over anmeldelser ici.

Martin Larsen har fået et af sine anfald. Claws tager regnhatten af.

Claws har et regulært pædofilt *crush* på Alex Turner fra Arctic Monkeys. Se fx den generte måde hvorpå han mumler Don't believe the h-ype før han begynder at synge her. Citere Shakespeare og Duran Duran i samme sang? Mmm, hot. Don't believe the h-ype.

Det fine med Pollesch er at han ennå ikke er blitt forutsigbar i sin kritikk av nyliberalismen. Hans teori-monologer er fortsatt effektfulle på en underlig måte. Man kan ikke annet enn å bli glad av disse absurde replikkvekslingene, hvor skuespillerne lyder som Karl Marx eller filosofen Deleuze på speed, og hvor konklusjonen alltid er: "SCHEIßE!"

Gärtner gør det igen. Og Pollesch-paragrafen vækker Brag-nostalgi. "SCHEIßE!" til vi blev hæse, husker du CYF?

The album is out now! Get Stone Cold Poetry Bitches here.

Hun bare fortsetter å beskrive verdener som er like utspredte og like samlede som hvilket som helst utsnitt av det hverdagslige vi selv kunne tenke oss å klippe ut, og hun gjør det i en forståelsesfull, ytterst kvinnelig stil, som alltid har plass til nye ettertenksomme innskudd, men som ikke tolererer noe som kan minne om poetisert løsprat, selvopptatthet eller famling i jakten på den rette lyd og den korrekte betydningsnyanse -- Her.

Excuse me? Glædelig 8. marts, Erik Bjerck Hagen.

Vi var i et nyt hus på Skeppsholmen denne weekend, et eget rum. Modelsnickeriet ved vandkanten, begravet i dynger af sne. Anden runde og er det syvende træf på Fria seminariet i litterär kritik och essaystik. Mens vi taler og tier og lytter og taler igen så dæmpes lyset gang på gang. Vi gestikulerer vildt og lyset er atter på max. Dette rum kræver gestikulation af os. Ellers er vi ikke der. Vi er ikke der hvis kroppene ikke taler. Talking heads register not.

På T-banen en reklame der parafraserer Raoul Vaneigems Revolution of the Everyday. S***OIL. Forandrar vardagen.

Samtidig sier det mye om troen på offentligheten som et sted hvor enhver legger for dagen argumenter, meninger, handlinger. Og vurderes ut fra dem, i motsetning til praksis i skjulte og korrupte nettverk eller trynefaktorvariabler. Ingenting unndrar seg diskusjon.

Obligatorisk læsning her. Og dér ser man Espen og Espen danse.

Well, hello reviewer! Yeah? Hello to you, bloody aristocrat.

I like to make a simple distinction between a reviewer and a critic: The reviewer writes for those who haven't seen a film, telling readers whether they shouldn't and offering a fairly clear idea of what the film is and does; the critic assumes the reader has seen it, making plot synopsis superfluous, and attempts to engage him or her in an imaginary dialogue about its content, its degree of success, its value.

Robin Wood on Michael Haneke's Caché:
Hidden in Plain Sight, Artforum january 2006.