Monday, November 29, 2010

På Claws Talks har vi forsket lidt på hvad som faktisk synges i begyndelsen af hver Ashtanga yoga-time. Vi kan nemlig godt lide at synge; lydene er nice, ren kling-klang, men en betydning findes altså også et sted. Det viser sig at man hylder en fyr ved navn Patanjali (som dufter af salvie). Patanjali holder tre ting: Et ildhjul (uendelig tid), en konkylie (guddommelig lyd) og - last but not least - "the sword of discrimination", et sværd som er lig med evnen til at skelne. Med dette sværd følger "the capacity for appropriate judgement and action". Med andre ord, perfekt for en litteraturkritiker. Ooom.

7 comments:

Anonymous said...

Nåh, det skulle vel heller vært en slaktekniv?

Susanne said...

Mu-ha-ha!!! Kom ud af busken, lille Anonymous, så skal jeg szlagte dig.

Bernhard said...

Å,å,å,å – Kan jeg få et slikt sverd? Vil ha!

Susanne said...

Well, Bernhard. Sandt at sige så har jeg igennem årene forsøgt at definere en apollinsk og en dionysisk kritik; der hvor den apollinske kritik beskæftiger sig med at fremsige domme og etablere skillelinjer mellem et indenfor og et udenfor - altså kritikeren som grænsevagt - der er den dionysiske kritik mere optaget af jouissance, ze pleasure of ze text, som jeg altså ikke oplever som en regressiv, symbiotisk position, snarere som en polemisk og queer position, som vælger sig andre grænser end fx den patriarkalske orden tilsiger. Blot for at problematisere sværdet ... ud over det, anbefaler Ashtanga yoga.

Father X said...

Ho ho ho! You will have a huge, majestic sword for Christmas, wee Bernhard!

Bernhard said...

Ikke at jeg er imot jouissance altså, Susanne, men jeg finner størst glede i Father X sitt svar. That's lystprinsipp for ya.

Susanne said...

Ak, ja. Den enes jouissance er den andens død, og omvendt. Jeg stemmer stadig på Patanjali (som dufter af salvie).