Ellers følger radioen mig igennem urolige teenage-nætter, jeg er altid parat til at trykke på record hvis noget lyder interessant. En nat summer en skrækindjagende sang med det amerikanske band Throwing Muses ind på et kassettebånd. Kristin Hershs stemme flænser mine allerede tyndslidte nerver, men der er ikke noget at gøre, denne sag må vi til bunds i, og afsted går det med bussen til Husum hvor den nærmeste gode pladebutik ligger. Jeg er i lang tid ambivalent til den grimme, grå-grønne plade dekoreret med et kaos af bogstaver i forskellige fonter. Hersh synger: "While I’m writing this, you crash through the wall" – det som braser gennem væggene er sangene.

"A hell of a creation myth" som Pitchfork bemærker ------ Citat fra Vagant-spalte #2/2011.

I hvilken grad er det konstruktionen "Gaute Heivoll" fra romanen Før jeg brenner ned som vinder litterære priser? Og hvilken rolle tildeles diverse ofre for pyromanbrænde (som Heivoll skriver om) og psykisk syge? På mig virker de ofte som effekter i forfatterens megalomane selvfremstilling. Spotlyset falder i sidste ende på forfatteren: Ilden bliver i Heivolls roman en fabelagtig og nærmest religiøs metafor for skriften som ildspåsættelse, mens Grimsrud putter de syge ("the real") i håret som roser og poserer for fotograferne.

I forlængelse af K. Haugens kommentar i lørdags-KK til modtagelsen af seneste Heivoll-roman: Kritisk replik fra undertegnede som stod på tryk i Vagant #1/2011. Her er mere conflicted Heivoll fra 2008.

Om Simon Reynolds' Retromania -------------------- her.

På foredraget opplevde jeg ikke en kritiker som presenterte en endelig løsning. Snarere en kritiker som gjennomfører en agenda ved å kombinere tendenser og som tør eksponere egen usikkerhet.

Herr Gustav Svihus Borgersen har skrevet et vældig engageret svar på mit foredrag ved NTNU den 1/9. Imponerende at der findes nogen derude som lytter til det som jeg selv delvist oplever som et offentligt angstanfald. Et par småting rammer imidlertid skævt, bl.a. sagde jeg at bogen ikke var svar på prisen, som jeg mener at Ingunn Økland antydede i sin anmeldelse i Aftenposten. Desuden er brugen af «kulturkritiker» noget uklar. Jeg foretrækker i første omgang «litteraturkritiker», men det står åbent at diskutere hvorvidt og hvordan litteraturkritik også kan være kulturkritik. NTNU-foredraget er del af en slags vestlandstour, en tretrinsrefleksion som siden tog mig til Bergen den 3/9 og videre til Kristiansand den 14/9.

Valget står ikke lenger mellom kunst og kapital, spørsmålet er hvor du velger å plassere din libidinale investeringer i en tid uten veisperringer, og med gassen i bånn. Finnes det for eksempel pønk i en tid hvor enhver unge har trampoline i hagen? Nå er ikke trampoliner den største skurken, men det er åpenbart at den kroppslig baserte drømme- og opprørsenergien ikke lenger behøver å ta veien om intellektet – det finnes apparater til å suge den opp allerede før den har maktet å artikulere seg. På begynnelsen av 80-tallet spiller det amerikanske hardcorebandet Minor Threat en konsert og underveis blir det tydelig at enkelte publikummere vil slamdanse, andre ikke. Stemningen er dårlig, bandet liker ikke situasjonen, og en danse- gulvspolitisk intervensjon flytter de iakttakende publikummere opp på scenen og bandet ned på gulvet, midt i en sirkel av slamdansere. Derfra er veien kort til en diskusjon om hvordan vi vil forme samfunnet vårt, selv om prosesser unektelig blir langsommere når større kollektiver skal flytte på seg. Men trikset er kanskje fremdeles ganske enkelt? Just do it, vote for change.

Minor Threat har intet med Simon Reynolds at gøre, hvis bog Retromania min tekst handlede om (Klassekampen 3/9). Bandet er ikke nævnt i bogen, men kom alligevel og krævede at være med i teksten. Do I need to mention that Minor Threat is not a hardrockband (som der ved en fejl stod i avisen)? Historien om Minor Threat findes i Michael Azerrads Our Band Could Be Your Life, her fortæller skolemester Ian MacKaye eleverne hvordan reglerne er i rummet.