Sunday, April 29, 2012

Is Berlin the most anti-art biennale ever staged? "Armed with a weapon. That is real art" say [co-curators] Voina. We shudder. Dette skrev Frieze på Twitter idag, og det kan virke som om de har en pointe; den 7. Berlinerbiennale er politisk beyond the breaking point. En af biennalens kuratorer Artur Żmijewski er tilsyneladende nedsunket i depression over kunstens politiske impotens, og hans revolutionslængsel er så grel at det kan lyde som om han ønsker sig at publikum tvinges ind i en kunsthær, ikke mere fuzzy-wuzzy participation in the coffee break. Biennalens pressemøde var formet som en OWS-inspireret General Assembly, pinefuldt beskrevet her + her + her, og idag var publikum indbudt til Schlacht i Spreepark.

Det er bare få dage siden at jeg stod i Treptower Park, midt i Sowjetische Ehrenmal hvis kulmination er en 30 meter høj, kulsort statue af en sovjetisk soldat som træder et swastika under foden, et bombastisk parkarrangement som også er over 7000 sovjetiske soldaters sidste hvilested, og som i den grad byder os ikke at glemme fascismen. På vej til Spreepark, lige på den anden side af Treptower Park, prøver jeg at forestille mig hvordan en re-enactment af slaget om Berlin '45 dog skal sættes i scene i en forlystelsespark, og ser for mig hvordan soldater løber skydende rundt mellem candyflossboder og karusseller, hvordan affekterede kunstfolk pludselig træder i karakter som politiske subjekter og begynder at kæmpe på (tjah!) de russiske og polske soldaters side mod fascisterne, men it's all in the mind; området hvor denne Schlacht skal foregå er en grøn græsplæne med en del mælkebøtter, bellis og svirrende kålsommerfugle, og publikum har ingen adgang, we are spectators, selvom et par interventionistiske sygeplejersker står klar ved siden af mig.

Discover history er re-enactmentgruppens slagord, ikke noget strengt "remember" eller "never forget" og en disclaimer lyder i højtalerne inden slaget: Ingen af skuespillerne tager ideologisk stilling, it's just a game. Her er forklarende voiceover og symfonisk musik, og det hele får et nostalgisk præg; krigen som narrativ, kunne ikke et par dronefly fikse dette på fem minutter uden al den dramatik, uden alle disse maleriske scener? Da showet er slut strømmer vi ind på den ujævne græsplæne og en lidt nervøs kunstmingel udfolder sig i tågerne efter krudtsalverne. Skud går stadig af, folk farer sammen, men vi kan tage det roligt, det er bare til ære for fotograferne. Flere billeder her + tyske Frieze kvidrer fra biennalen.

No comments: