Jeg er omgivet af bløde, lilla vægge på alle sider. Det må være mit første minde, at være inde i dette bløde, eftergivende rum og føle stor fryd. Louisiana-museet i Humlebæk nord for København havde i 70'erne en slags interaktiv udstilling for børn, en udstilling hvor man var fri til at lege. Man skulle ikke være stille, man skulle ikke holde fingrene væk fra kunsten, man skulle derimod gå ind i den og bruge den, noget som ligger nær børns første impuls; at undersøge sine omgivelser på en direkte og fysisk måde. Jeg er født i 1969 så i 70'erne er jeg i mine første leveår. Jeg har set fotografier fra det første sted vi bor på Østerbro, men jeg husker intet fra den tid. Derimod husker jeg en stor, intens glæde når flokke af børn spredes ud over græsplænen ned mod vandet på det parkområde som hører til Louisiana-museet. Himmelen er grå den dag, det har regnet. Også de udendørs arealer er bygget om i anledning af udstillingen og blandt andet ligger en stor, lilla kvindekrop på ryggen i landskabet. Vi passerer ind i kroppen mellem kvindens ben og indenfor er rummet blødt og blævrende, konstrueret af plastikpuder fulde af rødligt lilla vand. Der er et underligt lys i rummet, vi er mange derinde, en kakofoni af stemmer. Jeg strækker min
lille krop og danser, bokser lykkeligt med hænderne mod de bløde vægge.

Skriver på et otte kilometer langt essay til Norsk kulturråd, således lyder min emo-indledning på nuværende tidspunkt.

Vagant #4/2012 er i butikkerne 6. december, og her er Auduns leder om kulturrelativisme.

Forfatterskolen fylder 25 her og her. Og Per Aage Brandt, de guitarer er altså amerikanske.

Forsøger at finde ud af hvad f***** der skete i 2012. Umiddelbart ikke noget fantastisk år. Men tænkte at jeg skulle sende nogle milde tanker til diverse redaktører og playmates, først og fremmest til Karin Haugen i Klassekampen og Audun Lindholm i Vagant. Heisann også til Med andra ord, Henie-Onstad Kunstsenter, Vinduet, 10TAL, Kritikerlaget, Biskops-Arnö, Ord&Bild, New Frontiers, Anngjerd Rustand og Entrée, Foreningen !les, Norsk kulturråd and all the rest. Tak for tilliden. Til slut en hilsen til søens folk og til Stig Sæterbakken, original riot grrrl Sara Marcus, det urolige crew bag Audiatur Waste Land, Chris Kraus og Sylvère Lotringer. Thanx for the inspiration.

#1 Grimes, selvsagt. Og måske US Girls med deres underlige, depressive Marc Bolan-dekonstruktioner. Cat Power, Julia Holter, Jessica Sligter og Neneh Cherry. Japandroids, The Evens og Chain & the Gang. Cinematiske Godspeed You! Black Emperor og Swans. Jessie Ware, rå Kylesa og irriterende, superhybride Deerhof. Både Bob Mould og Mission of Burma sendte mig tilbage i tiden, til Sugar og Mission of Burmas fabelagtige plader fra 80s. På replay Sentridohs lofi-collage Weed Forestin' og Fugazis The Argument.

Jeg så Grouper på HAU. Wild Flag og Lee Ranaldo på Lido. Iceage på Landmark. Gorilla Biscuits udenfor Core Tex første maj; grufuld lyd, men fun. Bob Mould og Chelsea Light Moving på Øya. Chain & the Gang swingin' på Festsaal Kreuzberg.

Hva er en enestående prestasjon, hva er et såkalt naturtalent, hvordan trekker kunstneren på egne erfaringer («virkeligheten»), og hvordan overføres disse til publikum? Anmeldelse af Eivind Buene: Allsang her.

Mænd taaler ikke gjerne en sterkt anlagt Kvindenatur ved Siden af sig. At den er begavet, kan endda gaa an; men den maa ikke være selvstændig; den må gaa op i ham, dreje sig om ham som Solsikken efter Solen, som den lyssugende, mindre klode om sin Planet. Det vil gjentage sig, hvor vi ser hen i Livet, som i hint Livets Spejl, vi kalder Digtning.

Camilla Collett: Fra de Stummes Leir, 1877.

Nils Sundberg beskriver Jönsons poesi svært treffende: "Tänkare som Adorno, Foucault och Derrida samplas och fragmenteras, och stackatot av intellektuell kanon uppblandas med tillika söndertrasade uttalanden av Spice Girls och avlyssnade fotbollshuliganer." Sagt på en annen måte: Dette trenger du!

Anmeldelse af Prosopopeia #3/2012 her.

Ole, Emil og jeg har jobbet med ungdommens kritikerpris. Her + her.

Hun går gjennom Norges litterære tarmsystem, og til slutt finner hun den hellige gralen, forfatteridentiteten. På Nansenskolen treffer hun sin mentor, skrivelæreren Hilde, som forløser hennes talent. Siden går hun på Skrivekunstakademiet i Bergen og blir en del av gjengen som gang på gang tørner sammen på litteraturfestivalen på Lillehammer. Selvsagt må hun også takle Ole Robert Sunde, en slags høyrøstet kentaur ingen forfatterspire kommer utenom.

Anmeldelse af Kjersti Annesdatter Skomsvold: Monstermenneske her.