Den 12. april 2012 spiller det danske punkband Iceage på Landmark i Bergen. Forsangeren, den 18-årige Elias Bender Rønnenfelt, giver et mærkeligt og urovækkende indtryk; han virker blind, men også ude af kontrol, konfronterende og autentisk utilregnelig i forhold til genkendelse af hvor grænsen går mellem scenen (som er gulvet) og publikum. Blindheden, spasmerne og den anti-erotiske renfærdighed vækker minder om Joy Divisions frontmand Ian Curtis, samtidig med at den sensuelt opspærrede mund virker som et klassisk rockcitat à la Jagger og Morrison. Iceage kommer ud af et aktivt musikmiljø i København, og har dermed endnu mere kraft bag sit fuck you. Før dem indtager de næsten identiske Lower fra samme miljø scenerummet, de spiller både højere og dårligere og har en forsanger som er mindre god til at kanalisere den rebelske rock ned fra en sky; han hopper uregérligt rundt iført en grå sweatshirt som hverken kan forstås som et stilcitat eller et stilbrud.

Iceage har opnået international opmærksomhed allerede, deres plade med den typiske titel New Brigade (2011) annoncerer det militant nyes ankomst (encore une fois) på en overbevisende måde, og en eller anden vågenhed trigges faktisk dybt i mig, en kvalitet som jeg bedst kan beskrive som grain – tekstur – noget som stryger over huden og efterlader et mærke, noget som måske har noget genkendeligt i sig, men som ikke støtter sig til genkendeligheden eller til citaterne på en fiffig måde.

Starten på denne tekst i 10TAL, #8-9 2012. Iceage i Berlin i kveld og på Matador snart. Det med den grå sweatshirt er en slags vittighed, lol. Se Morrison-citaterne i videoen.

Konference-bonanza om Norges første feminist Camilla Collett her.

Fra de stummes leir? Ja, sandelig. Collett taler ikke alene kvindernes sag, sine søstres sag, som hun igen og igen tiltaler og beder om at læse sammen med hende, og dermed træner hun deres kritiske blik og vækker deres længsel efter et liv i ligeværdighed med manden, men hun taler også dyrets sag. Hvorfor dyret? Jo, hun er selv et dyr, hun er dyregjort, hun er forstummet, kan blot ynke sig, udtrykke førsproglige lyde som ikke kan stå på tryk, hun er kvalt fra starten af, fra første side i bogen er hendes strube presset sammen, hendes vejrtrækning forhindret, som af det korset som hun må bære, som kværker stemmen, gør den høj og tynd. Jeg ser Collett for mig, i de stummes lejr, hun forsøger at skrive, men ser på sin hånd, den er en klov, en pote, hun er dyregjort, hun er et lavere væsen.

Hvorfor var Camilla Collett viktig som feminist?

Af de kvinder som får lov at deltage i det offentlige ordskifte på Colletts tid vover få at skrive under fuldt navn. Collett står frem som en tydelig stemme som taler eksplicit som del af et søsterskab, blandet andet i artikelsamlingen med den sigende titel Fra de stummes leir (1877). Hun rejser, læser litteratur på fransk og tysk og kritiserer kvindefremstillingerne sønder og sammen. Hun er altså lige så hip som Susan Sontag og suger til sig af tidsånden, som hun siden stikker en moralsk kniv i. Så desperat søger hun fremtidens kvinde som er ligeværdig med manden.

Kan vi lære noe av å lese bøkene til Collett i dag?

Collett tager sager op som 20 år senere er centrale i det moderne gennembrud, hvor Georg Brandes vækker debat med oversættelsen af John Stuart Mills-essayet "The Subjection of Women" (1869). Når Collett skriver om Goethe og Byron er hendes kritik helt i tråd med for eksempel Linda Nochlin og Griselda Pollock som i 70'erne og 80'erne forsøger at forstå hvordan mænd har iscenesat sig som genier og bakket hinanden op institutionelt, og hvorfor kvinder ikke har haft mulighed for det samme. Colletts pen er vittig og skarp, og desværre er mange af emnerne stadig aktuelle.

Camilla Collett i Slottsparken. Opgav at give hende en varm hue på, marcherende terrorberedskab tæt på med automatisk skydevåben. Kan være hun får en blomst en dag. Læg mærke til hvordan hendes flossede sjal er forsøgt gengivet i bronze. Ulden avantgarde?

Behind every Young-Girl’s arse hides a bunch of rich white men: the task is surely not, then, to destroy the Young-Girl, but to destroy the system that makes her, and makes her so unhappy, whoever ‘she’ is.

Nina Power om Tiqqun-oversættelsen Preliminary Materials for a Theory of the Young-Girl

I was on the front cover. I was on the front cover. I was on the front cover. All my secrets were revealed. All my secrets were revealed. All my secrets were revealed. My hands looked like plastic, mine fingre strittede ikke, mine hænder var ikke knyttede, de så indbydende ud, de mente intet, de var åbne, de kunne tages af hvem som helst. Mine fødder vendte indad. Ikke for meget, men lidt.

Et af Skandinaviens mest aktive indieforlag lige nu er danske After Hand med ildsjælen Mathias Kokholm ved roret. Jeg læste tilfældigvis Andersens Wank back to back for nogle dage siden. Konceptuel poesi har været oppe til debat, blandt andet i Vagant, og denne udgivelse er vel et godt eksempel på at noget af det konceptuelle framework bliver ligegyldigt til fordel for det materiale som bruges. Samlingen og sammensætningen af H. C. Andersens bogføring af egen masturbationspraksis, fx "Sandseligt stemt +", men også ofte korte noter om hvad som har opstemt ham, så som alkohol, samtaler med kvindekønnet og litteratur, specielt eventyr, og de tomme sider hvor disse tegn mangler i flere år, er strålende og rørende læsning.

Vanessa Place har samlet materialet og tilføjer Wikipedias artikel om Andersen. Godt, det fylder mange sider, men vi får at se hvor lidt noten om hans seksualliv fylder i forhold til den lange række af eventyr han har skrevet. Så repræsenterer hun Freuds beretning om Lille Hans (lettere overflødigt) og tilføjer en übercerebral analyse af Andersens brug af henholdsvis pi og plus for hver gang han masturberer. Videre har Martin Glaz Serup skrevet et forord hvor han fortæller om omstændighederne omkring udgivelsen (folk mødes, historier fortælles), en del information om ham selv og hans kommende udgivelser og en opremsning af litteratur som er kommet for nyligt om konceptuel poesi som vist skal bevise at fænomenet er up-and-coming, som en ventende tsunami. Sorry, stryg. Andersen wins.

100-års jubilæum for kvinders stemmeret i Norge. På teater, musikscene og konference.

En foredragsholder lægger ud med at tale om duft, duften af sommer. Den duft vi sidder midt i et eksempel på, i det lyse rum. Duften er til forskel fra blikket – det overskuende – knyttet til dybereliggende irrationelle impulser i os. I sommertiden indtager vi fosterstilling, vi rejser hjem, regredierer for en tid. Duftmindet er vores mest arkaiske minde, siger han. Duftmindet er som fædrelandsfølelsen: irrationelt, som en slags natur i os – ja, fædrelandsfølelsen: vi er næsten født med den?

Det er bare at lytte til de nationalsange vi endnu synger, som et mekaniseret gu-gaaaa-gu-gaaaa-gu-gaaaa løsrevet fra sin nationalromantiske 1800-tals kontekst: vi er børn af den danske muld, vores moder er landet og sproget, sproget og landet, så konkret som blodet der banker i kroppene.

En gang var det generne, den medfødte essens, der reddede den grimme ælling fra at blive ordinær som sine mobbere i andegården, nu drager alle verdens fugle i farver i skole og lærer sig sprogkoder med hvilke de kan forvandle sig selv. Vi taler om konstruktion af identitet, identitetsarkitektur. Der ligger både et kim til forandring her, i den slags tale, så vel som truslen om opløsning, mener nogle, en klang af noget farligt kunstigt, noget køligt – både angst og magt taler for faste identiteter.

Jeg genfandt netop en tekst fra 2005; Tre teser om litteratur og national identitet trykt på swingende nynorsk i Syn&Segn #3/05. Skriver om et lignende tema i Den danske kulturkanon revisited trykt i Demo, sandsynligvis 2006.