Intens debat i torsdags på Forfatterskolen, med udgangspunkt i Tue Andersen Nexøs læsværdige bog. Sidder tilbage med mange spørgsmål om brugen af udtryk som den sociale vending, den affektive vending og den performative vending; hvor og hvornår foregår disse og lapper de over? Debattørene sank efterhånden ind i et kodesprog hvor ENGEL betyder Michael Strunge og RADIATOR Jan Sonnergaard. Lars Frost artikulerede englekritikken fra bagerste række: De nye affektive er bare engle. Caspar Eric og jeg så på hinanden, Jeppe rettede diskret ENGEL til ENHJØRNING, bemærkede jeg, og fandt desværre intet papir at skrive ENGEL --------> ENHJØRNING --------> TROJANSK HEST på.

Det skabte friktion at arbejde med Goldsmith samtidig med Mikkel Bolt og med Commune Editions i baghovedet. Hård eller blød avantgardedefinition? Blev hård. Anmeldelser af Ingvild Lothe og Kenneth Goldsmith i dagens @bokmagasinet og her + her.

I can't believe this happened. I marts var jeg på bogtur med Ian F. Svenonius fra Bergen til Stavanger til Oslo i anledning af En punkbønn og Ians bog Censorship Now!! Her er Ians billeder: På Bergen Offentlige Bibliotek fandt han denne bog som mindede ham om opvæksten med sin filosofiprofessor-far. Vi gik gennem togstationen og rundt på Torgallmenningen. Efter koncerten fik han en hjemmebygget fuzzpedal. Næste dag rejste vi i bus og med en lille færge til Stavanger, og Ian drømte om at bo på en ø. Jeg tog et forblæst billede af ham på færgen. I Stavanger fik han øje på noget kunst i bybilledet. Vi havde en fin samtale på Kunsthall Stavanger, og Ian poserede med Judith Bernstein-malerier som baggrund. I Oslo spillede han blandt andet på Ingensteds med sit solo-projekt Escape-ism, og næste dag fløj han videre til Amsterdam. Tak Bergen Offentlige Bibliotek, Utmark, Kunsthall Stavanger, Ingensteds, by:Larm og Ian F. Svenonius som fik til dette.

Et par honorable mentions på årets non-fiction-liste her + her + her + her.

Angående ensomhed, depression, vanvid og racisme, jeg glemte selvfølgelig rawlplugs. Dermed lyder sætningen: ensomhed, depression, vanvid, racisme og rawlplugs. Tak.

2016 har været et utrolig hårdt år, både i personlige cirkler og på et større niveau. Et år hvor ensomhed, depression, vanvid og racisme har slået ind med ny kraft, som om alle relationer er bristet og livet gået permanent meta; vi sidder alene i vores celler med vores triste cykelpumper og pumper vores Identitet op. Apropos Malte Tellerups kritiske pointer i anmeldelsen af En punkbønn i sidste nummer af Kritik; dealer med cyperoptimisterne elsewhere. En katastrofeliste tjener næppe nogen, så jeg holder mig til happy news.

Lad mig blot takke lappetæppet af samarbejdspartnere som har givet mig deadlines og taletid i 2016: Vagant, Bokmagasinet, Musikkmagasinet, Norsk Kunstårbok, teamet bag Sæterbakken-udgivelsen, Vinduet, Kunstkritikk, Information, Norsk faglitterær forfatter- og oversetterforening som har givet mig et livsreddende arbejdsstipend og inviteret til Patti Smith-samtale, Rolf Jacobson-dagene på Hamar, Classic Album Sundays Oslo, Forfatterskolen og Københavns Universitet, Kapittel i Stavanger og Kunstakademiet i Oslo som kom ud af det blå og tilbød mig et meget givede, ongoing job som essaylærer.

Øjeblikke her + her + her + her. Tak til de polske pornorobotter som læser denne blog.

Goodreads har gjort mig klogere på hvad jeg faktisk har læst i år. Mest engagerede læseoplevelser er Alice Bag, Paul Bowles og den norske oversættelse af Mieko Kawakami.

Den bedste Hedda næst efter Gabler anbefaler En punkbønn her. Shop her eller her.

Indtil videre utrolig tilfreds med min "fossil phone" som min vært i Las Vegas kaldte den. Morsomt at det ultimative forbindelsesapparat i sine uddaterede former vækker så megen latter og så meget "oldskool" kontakt, ansigt til ansigt som i de gode gamle dage omkring bålet. Det tog bare ét sekund at tage dette billede, men jeg kom stadig seks minutter for sent til den planlagte yogatime. Next time. Fossil phone shot.

Oi, fik netop en fantastisk goodiebag fra det århusianske småforlag Antipyrine med den utrættelige småforlagsforkæmper Herr Mathias Kokholm ved roret. Konkretpoetiske indslag i æsken, tydeligvis. Hvis jeg bare orkede, og hvis det lod sig betale, ville jeg fuldtidsblogge og læse alt jeg får ind af døren, men det er desværre ikke fysisk, psykisk og økonomisk muligt lige nu, hvor jeg egentlig burde trække mig tilbage og udelukkende skrive på det bogprojekt jeg har fået stipendie til at skrive. I 2005 skrev jeg et manifest til Prosopopeia, og noget af det virker stadig aktuelt, punkt 7: "At læse er at skrive, statusforskellen er en konstruktion og findes fordi en bog kan sælges. Ubalance! Båden tipper, hop af, hop af. Vi har en syg overproduktion af værker modsvaret af svage læsninger, svage samtaler, svage maver and who cares. Hvis litteraturen skal virke, så gå og gør den."

For de som er interesserede i at vide mere om Rusland og den protestkultur som begyndte at ytre sig med March of Millions i 2011 og videre med Pussy Riot kan jeg anbefale Mischa Gabowitschs bog Protest in Putin's Russia som netop er udkommet. Basis for bogen er den tyske version som udkom på Suhrkamp Verlag i 2013, og som var en stor hjælp for mig i mit arbejde med En punkbønn. Skriver mere på Goodreads her.

Det er på høje tid at vi begynder at forstå "politisk korrekt" som en sprogvirus. Det er et psykologisk virkemiddel hvis største success er Trump som præsident. I Norge er Listhaug igang med samme retoriske forgiftning af sindene. Vi må finde en modgift, og det haster.

Forleden så jeg filmen om Spies og Glistrup, nu fremstår begge som pioneerer for det helvede vi befinder os i. Rejsebureauet fører ånden videre i sine aktuelle reklamer. Hvis du ikke glor på din mobil i byrummet kan du træne din hjerne i at gennemskue reklamesprog. Der har været værre ting på banen end den reklame jeg så, jeg kan ikke engang gengive den præcise ordlyd: Tag på ferie, nu kan du tillade dig at være egoistisk. Her skrælles mennesket ned til sin "sande" essens som et egoistisk dyr. Så slidsomt det er at være idealist fra mandag til fredag. Men er det sandt at idealisme og solidaritet er en falsk maske? Er hjertet del af en superegokonstruktion som kan "lokkes" til at overgive sig til noget mere "sandt"? Hvem tog kontrol over dekonstruktionsmaskineriet nu? Mere her.

Når jeg leder efter modgift dukker et digt af Inger Christensen op, det kan vel ikke være helt tilfældigt? Men hvor er poeterne? De sproglige innovatører om skulle brygge modgiften? Sidder de og bekymrer sig over at deres bøger ikke sælger og ikke får nok omtale i aviserne? Som de ofte har fattet i samtidskunsten er arbejdet mere omfattende end at producere sine små fine koncepter til en bog som et forlag skal trykke. Hvorfor gider forlagene trykke en million bøger som ingen har brug for? Jo, for at holde på sine økonomiske privilegier, for at holde på sine groteskt overbetalte stillinger.

Og hjertet er helt i skygge,
og hjertet er næsten hørt opp,
til nogen begynder at bygge
en by, der er blød som en krop.

Siger Eirik Vassenden i Informations bogtillæg Vinterbøger som fulgte avisen i fredags. Artiklen tager udspring i dette forskningsværk, og den mest "samtidige" tekst som handler om bogblogs vs. "traditionel" litteraturkritik. Jeg er også interviewet og klarer at synge en slags blindfold duet med Vassenden. I lørdagens Information skriver René Jean Jensen iøvrigt en god kommentar om kritikkens manglende knudepunkter. Nu fungerer græsset er grønnere-retorik ofte ganske godt, og Norge sejler ind som Danmarks utopia no. 1. Det er bra, men faktafeil er ikkje så bra. Der findes ingen 3-årige stipendier til kritikere som arbejder i aviser i Norge. Der findes derimod 1-årige stipendier fra Fritt Ord som er egnet til kritikere med publiceringsaftale. Avis, ikke tidsskrift. De 3-årige NFF-stipendier er til sagprosaforfattere som på basis af en projektbeskrivelse kan få stipend til et bogprojekt.