Tuesday, January 31, 2017
nogle gange må vi stoppe
med at græde ned i vores smoothies
for at kunne organisere os
i hverdagens slid
jeg føler mig efterhånden
som intet andet end en prop
en digitaliseret kopi der er indsat
for at forhindre at mit fravær
vækker opsigt blandt naboerne
Fra Caspar Eric: Avatar, som handler om selvmord. Kom til at tænke på Raveonettes-pladen fra 2009, som har helt syge, sukkersøde tekster om voldtægt, overdoser og selvmord blandt andet. Poeten modtog i 2016 Michael Strunge-prisen, men var ikke født endnu da han døde, noget som mærkede min generation. Trist at især mænd vælger denne dårlige løsning, genlæs Mark Fishers artikler her + her.
med at græde ned i vores smoothies
for at kunne organisere os
i hverdagens slid
jeg føler mig efterhånden
som intet andet end en prop
en digitaliseret kopi der er indsat
for at forhindre at mit fravær
vækker opsigt blandt naboerne
Fra Caspar Eric: Avatar, som handler om selvmord. Kom til at tænke på Raveonettes-pladen fra 2009, som har helt syge, sukkersøde tekster om voldtægt, overdoser og selvmord blandt andet. Poeten modtog i 2016 Michael Strunge-prisen, men var ikke født endnu da han døde, noget som mærkede min generation. Trist at især mænd vælger denne dårlige løsning, genlæs Mark Fishers artikler her + her.
Monday, January 30, 2017
Det stille kollaps i dansk offentlighed fortsætter. Kritik og nu Modkraft. Er det for meget at forvente at nogle repræsentanter for Generation Etik har nogle tanker? Lurer på om etik hænger sammen med politik og hvilken politik der er tale om. Her er iøvrigt et resultat af "den nye skandinavisme" som næppe sprang som en mælkehvid vædske ud af Knausgårds pandebrask. Hurra for Fria seminariet i litterär kritik. Free at last.
Sunday, January 29, 2017
Der var flere fine anmeldelser da En punkbønn kom ud i oktober 2015. Mit primære håb var imidlertid at bogen skulle have konsekvenser for sociale netværk på tværs af grænser. Nytårsaften kom Zhenia (en karakter i bogen) og hans familie til Berlin, og hans datter mødte berlinske venners børn. De havde intet sprog til fælles, men de kunne spille skak. Dette er En punkbønns bedste anmeldelse; bogprojektet skabte fællesskaber på tværs af grænser, dette er bogens effekt. Et meget lille strikketøj i verden, men det har betydning, langt udover Bogen som interessant objekt og mig som interessant Forfatter. En punkbønn indeholder et par nærlæsninger af Olga Ravn og Chris Kraus, begge kommer på norsk nu.
Zineproduktion på situationistsymposium i Oslo. Vi overværede blandt andet et sceneinterview med Jacqueline de Jong, som også interviewes her. Hun var også i København i 2007 da Ungdomshuset på Jagtvej blev revet ned udenfor vinduerne.
Tuesday, January 24, 2017
Hvorfor gør Trump så fysisk ondt? Jo, den amerikanske præsident er en del af mit nervesystem, han er en komplet internaliseret størrelse, og jeg er vant til, at han anstrenger sig for at fremstå som god. Fremstår han som god, er jeg tryg, for jeg har for travlt til at deepgoogle Barack Obamas reelle indsats, hvor mange dronebomber som ramte uskyldige civile i hans tid, men jeg elsker hans velartikulerede taler og hans troværdige gestik. Min tekst om Adam Curtis: HyperNormalisation på Vagant-bloggen her.
Monday, January 23, 2017
Sunday, January 22, 2017
Nogle af de argumenter jeg ville have brugt mod de som sætter deres lid til "den affektive vending" som et nyt repoliticerende greb i litteraturen findes i denne artikel. Blandt andet har jeg slidt med at forstå hvad Merete Røsvik Granlund mener i sit Vinduet-essay #4/16. Her læser hun blant andet min anmeldelse af Beate Grimsrud og mener vist at det har politisk sprængkraft at hælde negative følelser ud, dette løsrevet af kontekst og samfund. Der refereres iøvrigt til to svært forskelligartede tænkere, Sianne Ngai og Martha Nussbaum. Hvis man sætter sin lid til et litterært greb og kalder det politisk potent bør der være en samtidsanalyse som holder vand: Hvordan skal "den affektive vending" virke under den affektive neoliberalisme som har destrueret idéen om et samfund, revet alle bånd over og formet os til solipsistiske individualister optaget af self-expression?
Saturday, January 21, 2017
Women's March i København idag. Man melder om cirka 5000 deltagere against Trumpism. Indtil videre begrænset mediedækning af demonstrationen, men lidt her.
Friday, January 20, 2017
I de sene 90'ere var Mark Fisher tilknyttet Cybernetic Culture Research Unit i London under ledelse af Sadie Plant og Nick Land. Her foregik der ganske vild tænkning som David Stubbs og Simon Reynolds er inde på i deres nekrologer over Fisher her og her. Nick Land har stadig et opmærksomt publikum, blandt andet drog the late Peter Amdam på fisketur i disse teoretiske landskaber. Både Fisher og Adam Curtis er interessante tænkere, jeg ved ikke hvad de havde til fælles andet end at Fisher skrev en tekst til Curtis' forsvar.
Jeg brugte Curtis og hans film HyperNormalisation (2016) i undervisningen på Nordland Kunst- og Filmfagskole. Curtis taler i flere interviews fra december om den store idé, og forholder sig kritisk til Occupy-bevægelsens eksperimentelle gøren-demokrati, dette er ifølge ham bare management. Problemet med at implementere store idéer i folket er med hvilke virkemidler, og svaret ender altid med vold i en eller anden form. Vold virker, og ligeså propaganda. Stærke signaler som forudsætter at tilskueren ikke kan tænke selv.
Når Curtis ser ud over Zucotti Park ser han ingenting, han ser på aktivisterne med cool detachment og længes efter en stor idé. Men den største idé som ramte New York førte til Worlds Trade Centers fald. Muligvis synes Curtis ikke at Bourriaud og Butler har store idéer, men det håber jeg at han forstår at Mahatma Gandhi havde. Det er ikke alle som mediterer eller bruger nettet som er fluffy individualister. Curtis ser kun ydre handlinger, og deler os ind i passive (boo!) og aktive (hooray!). Mere på Vagant-bloggen snart.
Jeg brugte Curtis og hans film HyperNormalisation (2016) i undervisningen på Nordland Kunst- og Filmfagskole. Curtis taler i flere interviews fra december om den store idé, og forholder sig kritisk til Occupy-bevægelsens eksperimentelle gøren-demokrati, dette er ifølge ham bare management. Problemet med at implementere store idéer i folket er med hvilke virkemidler, og svaret ender altid med vold i en eller anden form. Vold virker, og ligeså propaganda. Stærke signaler som forudsætter at tilskueren ikke kan tænke selv.
Når Curtis ser ud over Zucotti Park ser han ingenting, han ser på aktivisterne med cool detachment og længes efter en stor idé. Men den største idé som ramte New York førte til Worlds Trade Centers fald. Muligvis synes Curtis ikke at Bourriaud og Butler har store idéer, men det håber jeg at han forstår at Mahatma Gandhi havde. Det er ikke alle som mediterer eller bruger nettet som er fluffy individualister. Curtis ser kun ydre handlinger, og deler os ind i passive (boo!) og aktive (hooray!). Mere på Vagant-bloggen snart.
Sunday, January 15, 2017
Triste nyheder ramte os igår. Den britiske forfatter, teoretiker, blogger og kulturkritiker Mark Fisher er død. Han skrev brilliant om musik, film, politik og ikke mindst politisk depression i bøger som Capitalist Realism: Is There No Alternative? (2009) og Ghosts of My Life. Writings on Depression, Hauntology and Lost Futures (2014), begge på Zer0 Books. En stor inspiration, blandt andet i denne tekst. Læs hans bøger. Læs ham her og her og her.
Saturday, January 14, 2017
Min anmeldelse af Asger Jorn: Estetikkens ekstreme fenomenologi kan læses her. Hvis du er i Oslo er der et sandt Asger Jorn-boom igang med udstillinger her + her. I udvalget findes blandt andet hele Jorns Held Og Hasard. Dolk Og Guitar fra 1952, og der var noget med den titel ... Dagger & Guitar hed Sort Sols debut fra 1983, der er vel en forbindelse? Bandet talte på det tidspunkt også kunstmaleren Knud Odde, I think we're on to something. Jorns begreb om vandalisme har selvsagt en direkte telefonlinje til dansk postpunk. Lydia Lunch er med på flere sange på Dagger & Guitar, blandt andet denne.
Tuesday, January 10, 2017
Elsa Gress har skrevet et fint essay om Asger Jorn som "filosof" publiceret i essaysamlingen Blykuglen (1984) ... anførselstegn fordi han ingen fagfilosof var, snarere en autodidakt og komplet grænseoverskridende filosofisk vildmand. Tydeligvis en vakker relation, hvis man ser bort fra deres kønspolitiske stridigheder. Selv traf jeg den skrivende Jorn i denne sublime Henri Michaux-tekstsamling engang i 90s. Mere Jorn her. Jeg er sikker på at jeg har set et foto af Jorn som hælder blæk fra stor højde på sit og Debords collageværk Fin de Copenhague et sted. Her er Fin de Copenhague. Fra Elsa Gress' essay:
Et typisk kjenslemonster er "Le canard inquiétant" af Asger Jorn fra 1959. Ikke del af den danske kulturkanon fra 2005, men det er derimod "Stalingrad" fra 1972. Den urovækkende and står i stærk modsætning til værdikanonen fra 2016, eftersom den er udpræget U-hyggelig. Et andet kjenslemonster her. Hvilket cute monster er du?
Monday, January 09, 2017
Det tog noget tid før jeg fandt frem til Wham! Greatest Hits. Liker stadig bedst det allerførste, inspireret af Grandmaster Flash og Northern Soul, denne del virker mest direkte politisk, før det blir ren Motown-inspireret festmusik, men eskapisme er også en slags politisk position, da. Vi kunne Wham Rap udenad once upon a time, denne ekstremt frække kommentar til det britiske bistandssystem. Det er nemt at forstå at en introvert, melankolsk vending følger som nødvendigvis vil gøre George Michael til soloartist sooner or later. Nerver omkring at stå frem som gay popstjerne og tabet af hans kæreste til AIDS. Mødte han nogensinde Billy MacKenzie i de tidlige år, lurer jeg på.
Folk, autentiske mennesker, har skrevet og spurgt hvor teksten om jeg-kapitalismen kan læses. Den findes ikke. Det var et oplæg på Forfatterskolen sidst i 2016 som ikke (endnu) er blevet til en tekst. Ellers læser jeg en norsk oversættelse af udvalgte Asger Jorn-tekster og ser Adam Curtis-dokumentarer, fx denne og denne.
Subscribe to:
Posts (Atom)