Leonora dreamers. Jeg researcher stadig på Leonora og surrealismen. Det var ikke bare Anne Kjersti Bjørn som søgte efter Leonora i 90'erne, der er mange ekstatiske beretninger fra kvindelige forskere som mødte hende i Mexico City og forsøgte at få et bedre indblik i hendes dramatiske livsforløb og kunstproduktion. Der er flere biografier og en roman, ingen af dem særlig gode, romanen faktisk frygtelig, men teksterne bidrager alle med et ras af detaljer, mere eller mindre fantasmagoriske: Leo, min magiske mor.

En ting jeg ved er forkert er følgende om Max: Han blev ikke fængslet i Frankrig på grund af degenereret kunst, men fordi han var tysk. Han blev interneret sammen med Hans Bellmer, og de malede begge i fængslet. Min tekst på Vagantnet.

Trying not to be a dick, sometimes succeeding, sometimes not. Populistiske svar fra Christensen i Politiken idag. Journalisten var un vrai gentleman, men det blev alligevel et reckless klippejob. Jeg forstår godt hvad Thykier mener når han siger at kritikerne læser tematisk og dermed placerer sig på samme breddegrad som debatstoffet, men jeg tror de af sig selv tænker over hvordan deres praksis kan kaldes "politisk" og slet ikke lader sig presse af redaktionerne. Men det er et mærkelig enten/eller-landskab: Form eller indhold? Both, Sir. Og jeg havde allerede en kontekstualiserende læsepraksis da Klassekampen råbte "Kritiker!" og jeg vendte mig om, og et monster blev født.

Findes der iøvrigt en opdatering på denne sag? Blev forholdene bedre?

Endelig kan min tekst om Leonora Carrington læses på Vagantnet. Ikke forstår jeg hvorfor redaktionen lod mig beholde arbejdstitlen, som punner på en Stereo Total-sang fra 1997. Måske fordi Antikonformisterne er en uacceptabel anglicisme. Her er iøvrigt en lille dokumentarfilm som viser Vagant-redaktionen som arbejder på min tekst/kjole.

Keep checking, en dag finder du. Aldrig hørt disse med Huggy Bear her + her + her.

Måske man skulle droppe større skriveprojekter hvis man går så meget i psykosomatisk headspin. Ingen skal påstå at skrivejobs ikke er kropsarbejde. For det meste føler jeg mig som en worthless bedsitter (minus festen). Det er altså kropsarbejde som ikke ser ud som kropsarbejde, ikke engang for den som arbejder. Skribentidentiteten blafrer så meget at hun ikke engang selv tror på den. Hvor er horisonten? Ser den ikke, ser den ikke. Men nu skal jeg snakke om en udgivelse ved navn The Way Out i København snart. Book in shape of a portal. Jeg skal også til Moss i august, til Bergen i anledning af Kritisk kvartett og til Oslo i anledning af Classic Album Sundays. Det siger pling-pling i identitetskasseapparatet.

Måske du er komfortabel med din iPad, men jeg foretrækker nu analoge bøger, også gerne de som vejer mange kilo som The Imaginary Reader, redigeret af den utrættelige bergenskurator Marie Nerland AKA Volt. Men er det en bog eller en udstilling? Her er både originale tekster og værker lavet specielt til projektet som har været otte år undervejs. Nerland skriver at bogen kan bruges som "a stimulus to thinking about the imaginary and the relationship between fiction and reality." The Imaginary Reader kan købes her.

Mit tredje år på K-Town Hardcore Fest. Meget trist, for jeg er syg, men jeg var på åbningen af kunstudstillingen igår. Meget gode værker af blandt andet Line Dalika og Tania Salvang. Alle folk var udenfor i solen efter en regnvåd åbning fredag. Senere fik jeg et glimt af eneste norske band som spiller, Negativ. Nævnes skal også min nabo Moa Larsdotter som har silkscreenet fine K-Town T-shirts og som er del af bookingteamet.

Business as usual: Hannah Helseth og Kaja Schjerven Mollerin @kjonnsforskning

Den lille bil bærer dem til Madrid, men de får problemer: "The brakes have jammed!" klager hendes engelske veninde fra førersædet. Leonora has jammed too, kroppen er knækket. Hun har forladt sin stolte hestebevidsthed i Frankrig, nu må hun gå sidelæns som en krabbe. Den nye krabbebevidsthed er intet godt tegn, den markerer begyndelsen til et psykisk sammenbrud.

Vi er ved at lave en lille Leonora Carrington-artikel færdig til Vagantnet. Leonora er også del af mit bogprojekt, som brænder alvorligt på denne sommer. Tænker på vanvidsstilarter og tænker at disse er historisk betingede. Leonoras vanvid var tidstypisk, så samme måde som Mark Fishers politiske depression er typisk for vores tid. Der er imidlertid nogle problemer med at jobbe alene under pres, specielt et job som langt henad vejen handler om vanvid og depression ... well, og kunst. Jeg skal gøre alt for ikke at acte ud det pres jeg føler på nettet. Bedste man kan sige til sig selv er: It doesn't f---ing matter.

Skriver om Damon Krukowski: The New Analog i dagens @Musikkmagasinet og her. Mange gøye links til Krukowskis 2012-essay om strømmetjenester og denne, naturligvis.

Kritikeren er serial attention giver. Givet min skrantende opmærksomhed her + her + her.

As I do not expect redemption in my afterlife, I think that despair is the only appropriate intellectual stance in this time. But I also think that despair and joy are not irreconcilable, as despair is the mood of the intellectual mind, while joy is the mood of the embodied mind. Friendship is the force that transforms despair into joy.

Franco Bifo Berardi: Futurability. The Age of Impotence and the Horizon of Possibility

Har netop postet første billede på Instagram. Billeder med et bedre kamera på Flickr.

Har ikke fået hatemail fra Highasakite-fans endnu. Arne Borge fik mig til at blurbe (lyd: "blurrrb!") i en Vårt Land-artikel (bag betalingsvæg) om bandet Highasakite og deres seneste bilfirmasamarbejde. Hope for millennials? Maybe, maybe not. Skriver iøvrigt om Damon Krukowski i mandagens Musikkmagasinet. The New Analog er god og vigtig læsning.

Det skal siges at man i den norske oversættelse af Hustvedts essays kan læse om Jeff Koons (showcase om kapitalisme) og om Anselm Kiefer (showcase om Holocaust). Dette er læsninger af kunst som har med samfundsmæssige sammenhænge at gøre, men ofte oplever jeg at geni (Hustvedt) ser på geni (kanoniseret kunstner), og denne relation synes at svæve i et tomt rum, og har at gøre med selviagttagelse. Hustvedt har skrevet en bog om egne hjerneproblemer, og et af disse anfald skete på et galleri. Det forklarer jo delvist hvorfor al kunsten har med Siri at gøre som ser på sin egen hjernes emotionelle reaktioner. Der er noget med det selvreferencielle som lukker teksterne, men der er dog en fin tekst som handler om Siri som skrivelærer på en psykiatrisk afdeling. Der er lidt mere luft her. Men selvsagt er der også et geni på afdelingen, som spejler Siris genialitet. Bokmagasinet er tilgængelig på Lillehammer idag fredag. Her er min anmeldelse.