Futurologists often think in cycles, on what's coming up, and several of the predictions of the futurologists is that there is gonna come a period of more ideology again, that the age of capitalism might be ending with Trump as a symbol of the very worst point. Like a pendulum we could be at the worst tipping point before things swing back to something that is more sane again.

I december sidste år interviewede jeg to kuratorer for to store norske biennaler som på forskellige måder begge brugte science fiction i deres 2017-udstillinger. Det var en mørk vinterdag i en Berlin-café, og jeg følte mig næppe fuld af energi. Det viste sig imidlertid at blive en interessant samtale som Norsk Kunstårbok kommer til at publicere i årets udgave. Graden af vanvid på nettet lige nu er kvalmende. En ting er rapporter om hadbølger mod modige invandrerstemmer i Norge, en anden ting er vilde reaktioner i private samtaler. Det er urovækkende, og siger mig at vi må lide af en slags virus. Lad os gå offline og håbe at Heidi Ballet fra LIAF har ret i det hun siger herover.

Noterer mig megen manifestaktivitet i København i anledning af en litteraturfestival. Anbefaler denne strålende publikation fra det herrens år 2007. Den ser udsolgt ud, men plag eventuelt redaktørene eller bibliotekerne.

Det er få der ved så meget om sci-fi i Norge som @audunlindholm, og jeg er glad for at han viste mig Ursula K. Le Guin og Samuel Delany da vi gik sammen på Forfatterstudiet i Bø 2000-2001. I slutningen af januar i år mistede vi Le Guin, og jeg skriver om hende og om Black Mirror i dagens @bokmagasinet. It's Twitter on Blogger! Enjoy! Og hør denne tale.

Jeg er som bekendt en fast freelancer. For første gang i min 15 år lange Klassekampen-karriere har jeg fået en kontrakt at underskrive. Tanken slog mig nyligt, nu hvor Twitter har givet os flere tegn at kommunikere med, at man selv kan definere hvad en fri lanse er. Dette har hele verden jo opdaget for længst, og det opdagede jeg også i 2002, hvor Claws Talks blev til (arkivet strækker sig tilbage til 2004). En af mine største helte er det hedengangne britiske musikmagasin Melody Makers spaltist Mr. Agreeable som engang prydede min Twitter-profil, hvor jeg iøvrigt kvidrer mest om norske tilstande. Mr. Agreeable var musikjournalisten David Stubbs, som på bedste punkvis hældte den ene morsomme rant ud efter den anden. Mr. Agreeable var en trold før troldene mistede deres kreativitet og vid.

En anden vigtig inspiration er den amerikanske forfatter Kate Zambreno, dengang hun var på Twitter. Hendes tweets havde en udpræget affektiv form. De som har læst Georges Bataille kan sikkert sige noget om at bløde, om at tømme sig. Dette kan være ganske katastrofalt i sociale medier, alligevel synes jeg godt om Zambrenos måde at bruge Twitter. Jeg følte hende, tempoet i hendes tweets var pulsens hede tempo. Jeg tror det er muligt at bløde en smule på Twitter af og til. Jeg tror det er muligt at være en fri fast freelancer. På lørdag kan man iøvrigt læse mit essay om Netflix-serien Black Mirror og den nyligt afdøde science fiction-forfatter Ursula K. Le Guin i Bokmagasinet.

Särskilt nu, när nätet har givit kulturartiklar en större spridning, borde vi kritiker se vår betydelse. Vi ska tvätta bort sminket från rutten frukt, vi ska vara roliga, hårda, rättvisa, kunniga, krävande vägvisare genom ett snårigt, ultrakommersiellt kulturlandskap. Jobbet är inget för latmaskar: vi är frontsvin i kampen för civilisation, historia, språk, tolerans, poesi, onyttig njutning, skönhet. Kritik förvandlar faktiskt inte sällan människors liv genom att avslöja, upphöja, nedsabla. Det som min och mina norska och danska kollegors undersökningar visar, att kritiken givits stadigt mindre utrymme i medierna, måste belysas och bekämpas, skriver Carl-Michael Edenborg her. Første afsnit her.

Jeg besøgte dette område første gang i 1985 sammen med min far. Vi forsøgte at bestige Galdhøpiggen, jeg i modebevidste Kawasaki-tennissko. Det gik ikke. Siden måtte min far selv bestige bjerge, jeg sad i en hytte i Bessheim og så Live Aid direct from London. Vi gik også ad Peer Gynt-stien, husker jeg, og det var magisk. I 1995 var jeg iøvrigt tilbage som voluntør på Kornhaug Norsk Fredssenter. Se Bodil Furus film her de nærmeste dage.

Driver længere ind i Ursula K. Le Guins forfatterskab. Hendes far var antropologen Alfred L. Kroeber som spillede en rolle i forhold til Ishi, det sidste medlem af Yahi-stammen. Historien om Ishi er interessant i forhold til Le Guins forfatterskab, specielt Hainish-bøgerne som handler om møder mellem forskellige verdener. Ishi som alien og indigenous. God samtale mellem Le Guin, Donna Haraway og James Clifford her. I Norge stod Bing & Bringsværd i 70'erne for den flotte Lanterne-serie med fantastiske omslag af Peter Haars.