De selvudnævnte parasitter

Generelt virker talerne for lange og pratsomme og for fulde af jeg. Derfor er jeg glad for det vi som af og til lufter sig i mit oplæg. Både Bernhard og jeg reagerede på brugen af ordet parasit [Norheim], en figur som også forekommer i Hvervens kåseri i en anden sproglig form. Bernhard slængte på en kommentar om dette som ikke findes i den publicerede tekst. At kritikeren skulle parasittere på noget ægte, den ægte kunst, er en tanke som gør mig kvalm. Jeg er blevet til som kritiker i direkte opposition til en sådan rolleforståelse. Er det misforstået ydmyghed at kalde sig selv parasit? Der blir ikke mindre jeg i teksterne af den grund, snarere tvært imod. Man bygger op sin persona, man snakker fra sin position, man er sin ansættelse, men kritikeren er ikke en blomst som er vokset frem på 100% organisk vis. Grundelementerne er økonomi og maskespil. Lønnen lader kritikeren manifestere sig, mens maskespillet kan gøre fri og bevægelig. Det virker komisk at bilde sig ind at man er et ædelt åndsmenneske, mine idealer er det-og-det, når man i bund og grund performer sin ansættelse og nyder det stort. Mere om kritik her. 

 

Samisk shaman i en golfbil and what later happened

Det er bare min anden biennale så jeg har nogle seriøse spørgsmål som drejer sig om hvad der sker efter exit fra Arsenale. Ved første besøg i april skulle jeg ikke videre til Giardini for jeg tog udstillingerne i omvendt rækkefølge, men ikke desto mindre for jeg vild efter Arsenale og ligeså i fredags da jeg gik igennem hele udstillingen for anden gang. Jeg tror jeg har opnået en indsigt nu som jeg vover at dele med andre: Går du igennem Arsenale-udstillingen og vil videre til Giardini (eller bare tilbage til kendte omgivelser) anbefales man at krydse en bro til øen San Pietro di Castello (hvor man finder et par uafhængige udstillinger) og så krydse samme vand over en bro lidt længere nede i modsat retning. Da er man næsten nede i bunden af Garibaldi, den store restaurantgade, og midt på Garibaldi kan man svinge ind til venstre gennem en stor port og gå ned gennem en allé med høje træer og ret ind i Giardini-udstillingen. 

Vores moderator gik sig vild efter et besøg på Arsenale, derfor var vi en halv time forsinket. Moderatoren, som også er en samisk shaman, blev hentet i en golfbil og kørt til Teatro Piccolo hvor vi andre ventede med en del nerver. Jeg tager gerne fuldt ansvar for mit eget oplæg, resten bød på mange overraskelser. Dette havde jeg allerede forberedt mig på fordi jeg har truffet Gloria før, men jeg havde blandt andet ikke ventet at blive inviteret til at analysere HC Andersen live on stage, ha ha. I embrace it. Meetings on Art blev en intens oplevelse, der er masse gode keynotes og samtaler at se sig igennem på biennalens YouTube-kanal. Off I went to the airport i en privat speedbåd and I felt like a star ⭐⭐⭐⭐

Indigenous surrealism

På mange måder var hendes surrealisme altid indigenous, hvis man forstår det gæliske folk som mere oprindeligt knyttet til jorden end de centralstyrede britiske institutioner. Leonoras billedunivers var stærkt påvirket af gæliske folkeeventyr, som hendes mor, bedstemor og barnepige fyldte hende med. Der var en vildskab der og en relation til ikke-menneskelige entiteter, som ikke placerede hende i en anden kategori end dem. Da hun langt senere flygtede fra Europa under anden verdenskrig og endte i Mexico City, opdagede hun snart lighedspunkter mellem mayaernes myteverden og den gæliske. De katolske pigeskoler, der smed hende ud og den snobbede overklasse, som hendes far repræsenterede, danner selve kernen i hendes livslange oprør. Og hvem ødelagde det for mayaerne? Jo, den spanske besættelsesmagt, som bragte katolicismen til Latinamerika. Institutionaliseret patriarkalsk religion er ofte antagonisten i både hendes billedkunst og litteratur.  

I'm certainly in the business of repeating myself, men her er en liten snut af en tekst som står på tryk i Vagant #2/2002. Der er papirkrise i Europa, så udgaven kommer når den kommer, i rækkefølge efter #1/2022, of course. Følg med på La Biennale di Venezias netside den kommende uge. 

Jeg ved ingenting om dans. Det er et godt sted at starte, at vide ingenting. Det er samtidig klart at det er en lodret løgn: At synge og danse er universelle menneskelige spasmer, ofte koblet til positivt eksalterede tilstande, men ikke nødvendigvis. Danser jeg af og til på mit kontor så boghylderne svajer frem og tilbage? Det er klart jeg gør. Glemmer jeg mig selv og synger højt til musikken indtil et øjebliks selvbevidsthed får mig til at lukke vinduet til gården? Det er klart jeg gør. Jeg har også forsøgt at lære at danse i mere koordinerede former, både i forbindelse med gymnastikopvisninger og som del af den gymnasiale eksamenfejringen hvor man traditionelt lærer sig at danse Les Lanciers. Jeg var vel hverken god eller dårlig til dette, og har sandsynligvis både skammet mig og moret mig – så vidt jeg husker mest det sidste. 

Fra Time has fallen asleep in the afternoon sunshine af Mette Edvardsen, 2019 + Angel Olsen