Den velskrivende Sandra Lillebø interviewer filosof Alain Badiou.

Vagant er et tidsskrift, et arbeidsfelleskap og en særegen livsform, der vi overvurderer litteraturens rolle i verdens utvikling kolossalt. Siger Audun her.

Jenny Högström om Kristine Næss i Vagant 1/09, nu på net + mere.

Anmeldelse af Lone Hørslev: Jeg ved ikke om den slags tanker er normale her. Og her de implicerede, Bukdahl og Löfström.

Hey, baby! Hey, baby! Trikster #3 comin' not-so-straight at ya.

MB: Hittil har den norske utgaven av Le Monde diplomatique vært alene om å prioritere oversettelser fra kontinentet. Hva synes du om at avisen nå mister deler av pressestøtten?

AL: Det er ubegripelig at det skal være viktigere med norskproduserte nesten- og ikkenyheter enn perspektiver som går ut over den lokalpolitiske pragmatikken. Det blir som å sementere oss alle fast til Bjørnstjerne Bjørnons sokkel. Her er Le Monde diplomatique et eksempel til etterfølgelse, med sin ambisjon om ikke bare å speile vår kosmopolitiske virkelighet, men også å være med og skape den.

Dette svarer den unge Lindholm på Morgenbladets spørgsmål i dagens avis. Med baggrund i nyeste Vagant-initiativ.

En lettere fremmedgørende - men ikke uinteressant - oplevelse; jeg sidder alene i et radiostudie uden vinduer og taler med to som sidder sammen i et studie i Oslo. Bok i P2 jager mig rundt. Programmerne ligger her, om Charlotte Roche 09.03.09 og om Kjersti Bale 15.04.09.

Norske Le Monde diplomatique er i klemme. Støtteerklæringer her.

Ladies and gentlemen and little dirty piggies too, årets kritiker her.

At læse et ritualstudie er en ganske anden erfaring end at deltage i et ritual. Antropologens forhold til ritualer kan sammenlignes med litteratens forhold til digte. Man kan hævde, at litteraten tager livet af den levende tekst, og at litteraturvidenskaben tager livet af poesien; tilsvarende kan man sige, at antropologens ritualbeskrivelser er dødkedelige i forhold til de levende ritualer, og at den tekstlige repræsentation distancerer sig fra ritualets kreativitet. Men litteraturkritikeren er også fødselshjælper for digtet, idet kritikken bringer digtet til live for den kollektive bevidsthed. Litteraten og kritikeren læser digtene og sætter dem i omløb. Hvis der ikke bliver taget stilling til digtene, dør de. Det er med andre ord kritikken, der bringer digtene ud i verden og holder dem i live, efter at digteren har ladet dem leve deres eget liv. Kritikken, fortolkningen og kommentaren bidrager til at forløse betydninger, som ligger gemt i digtningen.

Jørgen Østergård Andersen stating the obvious i indledningen til essayet "Rituel performance og æstetik. En gestus i tiden" fra 1993.

Se de søde unge mennesker på Skrivekunst-akademiet her.

Den 31. mai 2008 grunnla vi, Julian Apostata Blaue, Euterpe og Aurora, Storkunstsolteddystaten på Youngstorgets Nordøstkant. Vår nasjon ble kort tid etter okkupert av eksotiske punk-horder med hanekam og av kunstregimet «Happy Days». Derfor manifesterte vi senere Storkunstsolteddystatens eksilregjering i den kreative klasses networksbaserte Dhramsala, på Kunstnernes Hus.

Julian Blaue rocker nationen her.

Jag kunde fortsätta att räkna upp kontakter, insatser och initiativ som ger en helt annan bild än Löfgrens och Thentes av Norden som kultursammanhang. Att litteratur från de nordiska länderna säljer dåligt är bara en aspekt av den anglosaxiska kulturdominans som också håller på att radera ut andra litteraturer från det svenska sammanhanget: den franska, den spanska, den grekiska, den turkiska, den italienska, den tyska, den polska.

Dette skriver Ulf Eriksson som sammen med Magnus William-Olsson på heroisk vis har pumpet energi ind i Fria seminariet i litterär kritik siden 2003.

OMG! Mary Poppins er i Bergens Tidende igen idag.

Henning Gärtner om Lukas Moodysson her.

Vagants Facebook-gruppe har modtaget noget som til forveksling ligner ondsindet spam fra Per Aage Brandt, vældig overraskende. Sidst jeg hørte fra Brandt (den 19. juni 2000) skrev han følgende følsomme ord til mig:

Kære Susanne Christensen,
Det er blevet mig pålagt at meddele dig, at du ikke er blevet optaget på Forfatterskolen denne gang. Men du var med i "semifinalen", og der var tvivl. Jeg vil gerne tilføje for egen regning, at jeg i høj grad tror, dit skriveri kan blive til noget - måske især hvis: du tør slippe det hurtige, fikse, selvforelskede og søde; skrive poesi med vers, der ikke pludrer som luftig prosa (kondensér); finde ud af, hvad det er, du tænker; holde op med at klamre dig til engelske guitarer; sætte ambitionsniveauet lodret op og læse noget ordentligt. For skrive kan du sagtens. Måske skulle du forsøge dig med dramatik; det er en genre, der skræller skribenten af, indtil man kan høre den indre Strindberg. Jeg tror, du kan eller vil kunne kunne.

Anmeldelse af V. S. Tideman: Kockmania Inc her.

Billedet jeg vil frem til er scenen hvor væsenerne kommunikerer via vandtentaklen som lig en lang blækspruttearm af vand snor sig ind gennem undervandsstationen og møder vores heltinde der med forundring ser vandtentaklen ændre form til en gengivelse af hendes eget ansigt.

Meget kritisk kan siges om denne tekst, helt tilbage fra 2003, men jeg liker billedet fra The Abyss, stadigvæk.

Anne Helene Guddals fine tekst om Jonathan Littell her og digt af Athena Farrokhzad og Tova Gerge her.

It's a fact --------------- her til venstre ser vi den kommende rektor på Forfatterskolen i København.

Om Norsk Shakespeare- og teatertidsskrift her og Wera Sæther her.

Apropos Sarah Kane (som jeg skrev om), Nora Simonhjell får til et par af de ting jeg ikke klarede (som fx at mobilisere ubetinget entusiasme og kommentere Fosses oversættelse) i denne tekst.

There seem to be a lot of zombies and monkeys around here.

Vagant 1/09 er endelig i trykken nu, puh. Udover en massiv sektion om filosofen Peter Sloterdijk har vi bl.a. Jenny Högström om Kristine Næss, Morten Auklend om Simon Stranger, Tommy Olsson om Bruno K. Öijer, Cathrine Strøm om Aki Salmela, UKON om Das Beckwerk, Scott Rettberg om elektronisk litteratur, Øyvind Berg om Øyvind Ådland + nye tekster fra den ådlandske + et uddrag af Peter Laugesens oversættelse af Finnegans Wake + meget mere. Skulle være til at få fingre i fra den 21. april.

Det mest iøynefallende er imidlertid den uredde insisteringen på å undersøke vippepunktet mellom hva det er å fungere og hva det er å bare være, og at de begge nekter å slippe verdien av det formålsløse. Det er befriende hvor rolig og innbitt de gjør alt dette – helt nedpå, uten å ty til ekstrem vold, ekstrem sæx, ekstrem sosial komplikasjon.

Flot kommentar fra Janike Kampevold Larsen her om Cathrine Knudsen: De langtidsboende (x) og Kristine Næss: Hannahs historie med Heddy (x). I det kommende Vagant 1/09 læser Jenny Högström iøvrigt sidstnævnte.

Og vi snakker stadig om dansk litteraturkritik, her & her.

Man debaterer vist dansk litteraturkritik her & her & her.

Anmeldelse af Kjersti Bale: Estetikk – en innføring her.

Hva var ambisjonen til 90-tallets Vagant?

I hvert fall ikke å slå fast at forfattere av typen Ole Robert Sunde og Tor Ulven automatisk var viktigere eller skrev mer «korrekt» enn Roy Jacobsen eller Lars Saabye Christensen. Men en av de viktigste oppgavene vi påla oss selv var å framheve forfatterskap som delvis ble forsømt i offentligheten, samtidig som vi ville uttrykke vår skepsis til litterært reklamespråk og sjablonger av det slaget som florerer i massemediene. Naturlig nok ble vi derfor nå og da ansett for å være langt mer rigide enn vi var, og denne situasjonen trivdes vi dårlig med. Vi ønsket å være med på å utvide det litterære rommet, ikke å gjøre det mindre, sier Hagerup.

Fria Seminariet i Litterär kritik på besøg i København dokumenteres i billeder her og i tekst her (klik på "historikk").