Selv foretrak hun tidevandszonen. Blot en enkelt gang forsøgte hun at dykke. Det er muligt at hun lod sig stresse af fiskerne som ikke brød sig om at have en kvinde ombord. Hun kunne betragte havet og dets dyreliv, men hun kom aldrig til at føle sig komfortabel i dets favn. Havet, la mer, som moren, la mère.

En lille tekst om Rachel Carson, som jeg skrev til Greenlightdistrict 2019, kan nu læses her. Carson er også special guest star i min bog Leonoras reise. Køb her og anmeld her.

Heaven knows jeg er træt af at se på en skærm, men jeg fandt to musikdokumenterer som skabte lidt engagement. Breadcrumb Trail (2014) af Lance Bangs om bandet Slint og Parallel Planes (2017) af Nicole Wegner portraying 12 American avant-garde & punk-rock musicians.

På Bøygens netside kan man laste det seneste nummer ned. Her findes blandt andet en enquête med Ole Robert Sunde, Runa Fjellanger et moi. Vi svarer på spørgsmålet: Hvordan bruker du reiser i din litteratur?

Här är Crazy Kitty med hemklippt hår i bögskogen 

Jeg blev optaget af impostor syndrome. Genkender mig lidt, men jeg går nu ikke rundt og er bange for at blive afsløret, jeg vil snarere selv gerne hjælpe til med afsløringen! Specielt tydeligt må det være for alle at jeg ikke er en norsk (!) kunstkritiker (!) men en trist dansk person i en lejlighed i København. Når livet går hurtigt kan man opretholde diverse flygtige identiteter bygget på luft, vind og ingenting. Efter to måneders komprimeret stilstand og isolation er jeg blevet mere og mere overbevist om at jeg ikke er en norsk noget-som-helst, at jeg ikke primært arbejder med kultur, at jeg ikke er del af tværnationale bevægelser og fælles projekter, men at jeg ret og slet er en hallucinerende person i en lejlighed med en masse fiktive idéer, fiktive venner, fiktive jobs og fiktive penge. Jeg er først og fremmest en deprimeret forbruger, og jeg har også potentiale som patient. Patientidentiteten er egentlig stærkt up-and-coming, og jeg tror jeg har langt større chancer for at slå igennem som dansk patient end som norsk (!) eller "tværnordisk" kunst-something-something.

Var det litt sunt å kjenne på hva det vil si å være freelance? Uten daglige rutiner må man jo spørre seg hva som VIRKELIG teller? Å måtte disiplinere seg selv, skape løsninger selv, skaffe pengene selv, lage maten selv, alt uten sikkerhet eller pensjonspoeng. Dette skriver den norske billedkunstner Lars Ø. Ramberg i en FB-post fra 15. april. Alt er som det plejer på hjemmekontoret i Nordvest og alligevel er ikke alt som det plejer. Normalt kan jeg veksle bedre mellem stillesiddende og udadvendte aktiviteter, og det ene punkt i den fortælling er næsten faldet helt væk: The outside. DIY-amok: Jeg har klippet mig selv. Købte hårtrimmer og søgte på YouTube efter tutorials med titler som "Cutting my Pixie" og gik igang. Jeg har også investeret i rulleskøjter og planlægger at tage på tur op langs Strandvejen. Ikke inliners som 90s, dog. Er også blevet optaget af microgreens og vil bygge en lille have. Forslag til hvordan spirer kan dyrkes her. Stay sane or at least try.

Jeg fik netop vidreformidlet en mail fra den svenske dramatiker og regisør Suzanne Osten. Hun har læst min bog og har også rejst i Leonora Carringtons fodspor! I 2013 satte hun op et stykke om Leonoras liv ("Häst häst häst") på Unga Klara i Stockholm. Året efter satte same team op Leonoras eget stykke "Lammungarnas Fest"! Anmeldelser fra Aftonbladet her + her.

Day 1: Kate Bush: Symphony in Blue
Day 2: Throwing Muses: Two Step
Day 3: Alphaville: Summer in Berlin
Day 4: Whitesnake: Here I Go Again
Day 5: Guided by Voices: Bulldog Skin
Day 6: Salt-N-Pepa: Push It
Day 7: Simple Minds: In Trance as Mission
Day 8: Neil Young: Needle and the Damage Done
Day 9: Sonic Youth: Free City Rhymes
Day 10: Throwing Muses: I Hate my Way
Day 11: Stevie Nicks: Edge of Seventeen
Day 12: Boney M: Oceans of Fantasy
Day 13: Suicide: Dream Baby Dream
Day 14: Billy Idol: White Wedding
Day 15: Angelique Kidjo: Crosseyed and Painless
Day 16: Prince: When Doves Cry
Day 17: Jesus and Mary Chain: Sometimes Always
Day 18: David Bowie: Space Oddity
Day 19: Thompson Twins: Judy Do
Day 20: Cream: White Room
Day 21: Beatles: Dear Prudence
Day 22: Indochine: La Sécheresse Du Mékong 
Day 23: Angel Olsen: Lark
Day 24: The Go-Betweens: Draining the Pool for You
Day 25: Jeff Buckley: Last Goodbye
Day 26: Lloyd Cole: Are You Ready to be Heartbroken?
Day 27: Chris Bell: I Am the Cosmos
Day 28: Lou Reed: Caroline Says
Day 29: Hot Butter: Popcorn Song
Day 30: Devo: Out of Sync

Ingen fugl er vel så nuttet som rødhalsen, men den amerikanske rødhals har også status som super-spreader af vestnilfeber i Nordamerika. De virusbærende myg kan lide rødhalsen, og den trives godt i vores baghaver. Jeg læser om rødhalsen i de socialt distancerede martsdage. Hvordan forklare social distance til en rødhals? Det er os som kan vælge at ændre vores adfærd, rødhalsen bare tilpasser sig. Et skældyr er ikke hurtig til at flygte, det gør som pindsvinet, det ruller sig sammen og tror sig tryg, og er dermed lige til at samle op. Skældyret puttes i bure tæt på andre arter som det aldrig ville have mødt i sine naturlige omgivelser. Den lille glæde over at have fanget et skældyr og den magre indtjening står i et skrækindjagende forhold til en global pandemis omkostninger. Læs mere her og her.

Den ser vel fin ud? Måske vi skulle lave en fin bog på dansk?

Vi er i karantæne og lockdown. Vi som plejede at bevæge os. Kulturen er lukket ned; nogen lukker permanent, mange mister arbejde. Vi tænker på lande som er hårdt ramt, og er urolige for ældre og syge som vi ikke kan besøge. Selv har jeg tilbragt mit livs ensommeste måned i Nordvest, dette sagt af en person som ellers lever en socialt tilbagetrukket tilværelse. Jeg oplever imidlertid at jeg er dybt afhængig af at rejse, se venner og kollegaer og gå på arrangementer. Dette er også del af mit job som kulturarbejder. Hermed nogle få idéer til hvordan man kan komme lettere gennem lockdown:

Følg de talløse kulturarrangementer som strømmes, støt med penge hvis du kan. Gå på klub i Berlin hver kveld klokken 19. Skype dine venner i fremmede lande. Send blomster og breve til ældre, syge slægtninge. Læs igennem din dagbog. Det går op for mig at jeg har ført dagbog sammenhængende i 25 år, uden dog at skrive hver dag. Snig dig til at besøge den corona-lukkede kirsebærallé på Bispebjerg Kirkegård klokken 7 om morgenen. Tag korte træningsøkter på parkbænke; jeg har fundet nogle øvelser ved at søge på "park workout" for eksempel. Se dit tøj igennem, måske noget kan doneres bort. Ikke køb bøger på net, du har uden tvivl masse bøger på hylderne du ikke har læst endnu.

Og ikke mindst: Find en god yoga-kanal. Jeg savner mine berlinske yogaskoler (her + her + her), men steder som dette lægger ud nye videoer hver dag. Meget af dette er ikke helt min stil, men jeg forsøger at gøre denne sekvens hver aften nu. Vigtig note: Jeg gør ikke upward dog, altid cobra. Jeg gør aldrig fuld bro og skulderstand ("the pretzel"), og det synes jeg man skal undgå med mindre man har en etableret praksis og er fit som faen.

I don't know this gender defying deity so well, but s/he is here to tell you to breathe and stay calm. Læs fx om Alice Bag ****** en rejse til Portland ****** Wilhelm Reich i Danmark ****** Damon Krukowski ****** Bodil Furu ****** Leonora Carrington ****** Adam Curtis

Det er stilløst at skamme kritikere ud for hvad de har skrevet, også med en slags etterpåklogskap, men der er ingen tvivl om at kulturarbejdernes krise sættes på spidsen af den nuværende situation. Jeg følger mest med i norske udspil, og ser af flere af de organisationer jeg er medlem af er opmærksomme på at freelancekulturarbejdernes økonomi er som fjer som kan blæses væk af et vindpust. Jenny taler idag, og der er vist allerede en pakke på bordet. Jeg skrev noget i august sidste år. Glad for at der efterhånden kom så mange gode læsninger af Leonoras reise, og de kommer stadig 💜💜💜💜💜

Så har jeg hamstret endnu mere frisk basilikum. Jeg ser det jo egentlig godt når jeg kommer hjem, potterne med basilikum fylder ganske meget; de dufter himmelsk, men har kort holdbarhed. Jeg troede ikke den lokale butik var hamsterramt, men der stod et stort skilt ved indgangen: "Køb kun max to af hver vare!" Jeg tror ikke de så det ved kassen, at der var fire potter med frisk basilikum, de lod det i hvert fald passere.

Den faktiske urmoder for Den ulne avantgarde, Griselda Pollock, modtog netop Holbergprisen for 2020. Fra indersiden af Den ulne avantgarde (2011). Citatet er fra dette interview, som ikke er af "Per Schreiner" men Bendik Wold. På den måde gav Wold, eller Morgenbladets daværende desk, navnet til min bog, som altså er en Griselda Pollock-tribute.

Jeg har arbejdet som freelance kritiker i Klassekampen mellem 2003 og 2018. Jeg stoppede i 2018 af helt specifikke årsager. En af disse (ærlig talt mindre betydningsfulde) var en ny holdning til hvordan jeg udtrykker mig på Twitter. Jeg har ikke ændret min praksis siden første tweet. Jeg ved at skribenter og redaktører ofte ikke får respons på deres arbejde. Som flittig avis- og tidsskriftlæser vil jeg gerne af og til kommentere noget jeg har læst, og det kan være positivt så vel som negativt. Negativitet definerer vi forskelligt. Hvor går grænsen? Vi er ikke enige om det, men nedsættende sprog burde vi alle kunne genkende, og holde os fra. Jeg bliver syg og dårlig af nedsættende sprog, så det giver sig selv. Also instant karma's gonna get you 🌸🌸🌸🌸🌸

Muligvis var der en pludselig skærpelse af angsten/moralen, eller en emotionel udmattelse som gjorde at man i stigende grad forsøgte ar redde sig ved at erklære sig krænket. Man polariserede i stedet for at åbne sig. Hvis man kollapser i krænkelse behøver man ikke længere at lytte, og man kan beholde sin position. Nye folk i Klassekampen som ikke aner hvem jeg er and couldn't give less of a f*** mente at min praksis var "ukollegial" ... dette var nye toner 🌸🌸🌸🌸🌸

Tydeligvis var det intet venskabeligt brud i 2018, og jeg er muligvis bitter. Om jeg har materiale nok til at være retmæssigt bitter, det ved du intet om, desværre. Jeg ser avisen fra et underligt perspektiv idag, og af og til giver jeg udtryk for hvad jeg ser. Er jeg en nettrold eller udfolder jeg en kritisk praksis? Kritikere forstås i stigende grad som krænkere. Engang var vi avantgardister, nu er vi nettrolde. Dette efterlader avisen et trist sted. Den kan ikke se sig selv, og den kan ikke forstå hvor energien blev af. En forbindelse er brudt, og nogen har glemt hvem de er og hvem vi er, hvem vi engang var sammen. Ja, hvis dette "vi" ikke var en illusion hele vejen 🌸🌸🌸🌸🌸

Four pages from Leonora's Journey in @TheDebutante_ #1 🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸

Gradvis hypnotiseres jeg af de tyggende munde som bliver mere og mere abstrakte for mit blik. Munden, denne transformatorstation for maden som opløses og glider ind i kroppen og for ordene som formes og stødes ud mod omverdenen. Munden, denne mildt irriterende, mildt frastødende og underligt erotiske, kropslige åbning. Mere her.

Always so inspired by Depeche: "Hey scum, pull the trigger!"

Holdt et kort oplæg om Sidi Ifni og Agadir igår på Litfestbergen. Jeg forsøgte at sige noget om Sidi Ifnis fortid som hovedstaden i en spansk-kolonialiseret enklave. Før man rejser til regionen bør man skaffe sig viden om situationen i Vestsahara. Her er en stærkt underkommunikeret konflikt hvor Marokko hævder sig som rette herre på trods af sahrawi-folket. Man kan læse det svenske tidsskrift Västsahara for information og kigge efter Amy Goodmans rapport fra området på Democracy Now. Der er næppe fare for turister i Sidi Ifni, men det kan blive problematisk at køre gennem Vestsahara som ligger nogle timer syd for byen, hvis man skulle ønske sig dette. Folk i Ifni er også prægede af denne langvarige konflikt, selvsagt. Jeg læste blandt andet denne snut fra en Vagant-spalte om Agadir. Billeder fra Ifni, Agadir og andre marokkanske byer på min Flickr.

Jeg talte med Marie Darrieussecq på Bergen International Literary Festival. Samtalen var modereret af Kari Jegerstedt, og foto er af festivalfotograf Eivind Senneset. Flere billeder. En pudsig ting med Leonora og Paula er at Leonora er født 10 år efter at Paula dør, men Paulas måde at male virker langt mere moderne end Leonoras. Paula Modersohn-Becker nærmede sig kubisme i sine portrætter og var inspireret af sine samtidige, Cezanne og Gauguin. Leonora havde lært malerkunst i Italien og brugte den gammeldags teknik egg tempera. Hun havde også studeret under den strenge Amédée Ozenfant i London som bad hende male det samme æble igennem lang tid mens det rådnede. På mange måder minder Leonoras malerier om Hieronymus Bosch tilbage fra det 16. århundrede. Hun maler ude af tiden, magiske hybridvæsner og hvide dyr som inkarnerer The White Goddess, den glemte gudindekult som vil vende tilbage fra undergrunden for at forhindre patriarkatet i at begå ecocide. Paula maler derimod et nysgerrigt og frigjort nærvær af egen og andre kvinde- og barnekroppe. Darrieussecqs bog er et perfekt match med Céline Sciammas film Portrait de la jeune fille en feu (2019), hvor hovedpersonen blandt andet maler en iscenesættelse af sin tjenerindes illegale abort. Som Paula bryder hun ny grund i forhold til at manifestere the female gaze. Grundlæggende tekster om the male/female gaze og (u)mulighederne for kvindelige kunstnere er skrevet af Laura Mulvey, Linda Nochlin og Griselda Pollock.

Efterlysning! Jeg søger vintage Vagant og Vinduet fra de tidlige 00'ere. Yes, jeg kan spørge norske biblioteker, and I will do so, men lægger alligevel ud denne efterlysning fordi time is of essence [edit: problemet har løst sig]. Jeg søger:

Vagant 2-3/2001: Henning Bergsvåg interviewer Fredrik Nyberg
Vagant 3-4/2002: Bendik Wold skriver om tilbagetrækning og intervention
Vinduet 3/2003: Bendik Wold om luj under overskriften "Siste dagers hellige"
Vagant 3-4/2003: Leder "Glasshuset weird shit" om luj
Vagant 2/2004: Jakob Ladegaard kommenterer den nye poesiavantgarde
Vagant 3/2004: Vemund Solheim Ådland lader sig interviewe

Torsdag 6. februar starter Bergen International Literary Festival. Glæder mig til at høre Marie Darrieussecq, Gloria Gervitz, Hedley Twidle og mange flere. Selv popper jeg op lørdag hvor Darrieussecq og jeg skal tale om vores bøger om kunstnerne Paula Modersohn-Becker og Leonora Carrington, plus om søndagen på det ultra-spicy programpunkt Jorda rundt på 80 minutt. Art & food, what's not to like.

Af forskellige årsager har det været svært at læse senest, men jeg holder mig generelt borte fra serier og ser mest dokumentar. Strømmetjenesterne har gode tilbud når det gælder film af kvindelige instruktører, især var jeg glad for at se Atlantique (2019) af Mati Diop og Sami Blood (2016) af Amanda Kernell på flixen. Danske Filmstriben, som er bibliotekernes strømmetjeneste, har lige nu to film af Andrea Arnold: Fish Tank (2009) og Wuthering Heights (2011). Arnold lavede siden American Honey (2016), og har altså instrueret tre helt rå film på mindre end 10 år. En anden rå instruktør er Céline Sciamma, og jeg skal se hendes nye film Portrait of a Lady on Fire lige om lidt 🔥🔥🔥🔥🔥🔥🔥🔥🔥

Specielt Gabriel gav mig lidt af et politisk chok. Han slog igennem til et ungt publikum med So (1986), men på turnéen kravlede han rundt på scenen i konflikt med nogle meget store, vippende spotlights. Fangede jeg pointen om det lille menneske versus de store, stirrende autoriteter? Yes, indeed. Gabriel blev for mig indbegrebet af en politisk popstjerne. Han har været så vedholdende i sin kritik af den vestlige verden at han på systematisk vis har byttet den ud med Afrika helt siden 80'erne.

Sygt irriterende kill yr darlings-greier her. Skriver om Kate Bush, men vil også skrive om Gabriel som bliver 70 år den 13. februar. Radical artiste du pop? Yes, indeed. Ja, jeg kan vel droppe denne verdensnyhed her hvor ingen ser det: Min Vagant-spalte Flugtlinjer genopstår pr. #1/2020, og første spaltetekst handler om hvad nogle Kate Bush-nørder lavede i Edinburgh i midten af december sidste år. Hvis du er heldig får du #3-4/2019 samtidig med første nummer i 2020. To stikord til dette nummer: MÅNE + EIVIND BUENE🌜🌜🌜🌜🌜

Yes, that'll teach them not to wake the sleeping lion 🦁🦁🦁🦁🦁🦁

Oplæg fra Litteraturhuset i Bergen november 2019 er lagt ud som podcast. Litteraturhuset i Bergens podcasts ligger på Spotify og hedder Littpod. Nu kan Leonora iøvrigt købes på BRØG Litteraturbar i Fiolstræde, ellers online via Forlaget Oktober eller Audiatur bokhandel.

Christensen auf Deutsch. Den dygtige oversætter fra norsk til tysk Matthias Friedrich har oversat mit essay om Gudbrandsdalen for 54books. Han vil vildt gerne oversætte hele Leonoras reise til tysk hvis han bare fandt et forlag som var interesseret. Matthias har senest oversat den første roman i Thure Erik Lunds Myrbråthen-serie til tysk, ikke så lidt af et vovestykke eftersom dette er weird bydgefiction of the strangest kind. Jeg er så kry som faen over at 54books kalder min bog theory fiction, gitt. Oh, Chris. I love you.

Checkede ind med Elias Bender Rønnenfelt og Iceage igår. Første gang jeg så dem var før Audiatur Waste Land på Landmark våren 2012. Det gode med Landmark er at de ofte ikke bygger nogen scene, og det klædte definitivt Iceage med Elias langt ude blandt publikum det meste af tiden. Han var bare 19-20 dengang, som i denne video. Jeg så dem igen i 2014, på Berghain Kantine, og der var igen megen interaktion. Jeg har aldrig været på Bremen Teater, men det siger sig selv, det er en sal med siddepladser. Tror det var fornuftigt at bandet forsvandt efter et ekstranummer, for publikum blev ikke på deres pladser, og næste skridt ville have været at bumrushe scenen og gøre det hele om til mayhem, evt. Mayhem. Så nogle små glimt af overraskelse og måske angst i den unge frontmands ansigt. Jeg forstår ham godt, traditionelt skulle vi have revet ham i stykker. Håber ikke de gribes af større angst i fremtiden, da må han sikkert flytte til Californien og holde Alex Turner i hånden.

Godt nytår! Før jul lagde jeg dette billede fra Dale til Flickrs pool med titlen Your Best Shot 2019. Billedet har nu 1001 views og 18 faves, hvilket er helt vildt for Flickr som generelt har lite aktivitet i forhold til Instagram. Tak til Sandra som inviterede mig til Dale. Nu glæder jeg mig til Bergen Litfest i begyndelsen af februar, er igang med at læse Marie Darrieussecq som Kari Jegerstedt og jeg skal samtale med. But until then: A lot of work waiting!