Et af mine favoritmærker når det gælder tøj til en frisk tur i de norske fjeldlandskaberer er TS, lad os bare kalde mærket TS. Jeg har set igennem deres vårkatalog nu, og der er mange ting som frister. Har iøvrigt ikke sans for analyser af mode og reklame som går på såkaldte underbevidste budskaber; tøj er vel tøj, og vil ikke du se fin ud, da? Men hvorfor er TS så cool? Jo, selvom det er et tysk mærke så har de en røff stil med mange referencer til nordisk kultur og mytologi. Man kan anskue bogstaverne, som ofte er gotiske, som et slags ornament, det er ikke så vigtigt hvad der står, men jeg kan godt lide emmen af gotik, metal, styrke! For eksempel har jeg kig på en T-shirt hvor der står "See you in Valhalla" eller den hvor der står (meget vittigt, og måske lidt fejlstavet) "Safe the wild life" og næste linje: "hunting season" LOL.

Der findes også motiver af en tank som kører gennem en væg og ordene "Hausbesuch" - et godt eksempel på klassisk TS-humor, og små søde kranier med sydstatsflag-bandana er også meget dekorative, fine farver. Mine to absolutte favoritmotiver viser et TV-apparat med en hypnotiserende spiral indeni, teksten lyder: "Gehirn Weichspül Maschine" altså hjernevask- maskine, et design som måske er lidt edgy, man vender sig tydeligt mod Naturen hos TS. De har også fine ting for kvinder, blandt andet en romantisk T-shirt hvor der står "Alles was du brauchst ist ein Schuss ins Herz" ... flirten med krigsretorik referer ikke til virkeligheden, jeg oplever det snarere som en tydelig stil, en oprigtig og kraftfuld hyldest til den rene, nordiske natur som vi alle sætter så højt. Check TS! Lækkert, lækkert.

PS! TS forsøgte i marts 2012 at kalde en butik for "Brevik" som en hyldest til en norsk by, men politisk korrekte grupperinger mente at man refererede til "Breivik" hvilket selvsagt er en misforståelse! TS elsker Norge, og jeg tror også at Norge kan lære at elske TS.

Et billede af et billede fra Bergen, 2003. En tidlig morgen på Bergens togstation, vi har netop læst Espen Stuelands omtale af Grønn kylling (arb. tittel) i Klassekampen og er cocky som to påskekyllinger. Fra samme situation her. Foto v/ Helén Eliassen. Mere om GK her.

Helena Huneke, II. Der er en nekrolog i Texte zur Kunst, Heft 89. Her er Helenas og Carola Deyes blog. Fra Ellen Gronemeyers nekrolog:

Vielleicht war es eine psychische Krankheit, aus der heraus sie sich entschieden hat, sich das Leben zu nehmen, aber wo beginnt Krankheit? Wann ist man selbst krank und wann sind es die Verhältnisse, in denen man lebt? Vielleicht hat sich Helena auch deshalb dem Kunstbetrieb verweigert, weil sie wusste, dass sie nicht Teil einer Ökonomie sein wollte, in der die Verbindung von Kunst und Leben zum Geschäft gehört. Die eigenen Mühen ineffizient, unökonomish zu halten war notwendig, um jeden Zweifel ausschließen zu können, hinter ihrem Künstlerinnenleben liege Kalkül und Strategie.

En slags essays med udgangspunkt i biografier om Karen Carpenter og Sylvia Plath.

Vi mistede denne vakre pige, Helena Huneke, i november 2012. Jeg delte rum med Helena på Vivantes Klinikum Am Urban sommeren 2012. Helena kom til min fødselsdagsmiddag på en indisk restaurant, Oranienstraße. Senere gik vi på Festsaal Kreuzberg. Hun gav mig Weiblichkeit in der Schrift, Merve Verlags Cixous-udgave fra 1980. Indeni bogen, det ser jeg netop nu, står der Für mein Bett-Bunny 11.9.12. Helena var del af kunstnerkollektivet Akademie Isotrop i 90'erne, jeg skal forsøge at finde ud af mere om hende nu. RIP.

It is less a question of converting Young-Girls than of mapping out the dark corners of the fractalized frontline of Young-Girlization. And it is a question of furnishing arms for struggle, step-by-step, blow-by-blow, wherever you may find yourself.

Preliminary Materials for a Theory of the Young-Girl, Tiqqun. Alternativ oversættelse her.

Det er noe i lufta, er det våren? Love is in the air, eller er det snarere motsatt? Er det hatet som ligger tykt rundt oss? Det er nemlig lett å føle seg en smule bilsyk, som om man har slingret seg gjennom natten, som om veikarteret har blitt omskrevet av maniske hender, som om vi er i en radikalt annerledes situasjon, uten at vi helt er i stand til å sette ord på nøyaktig hva forandringene består i.

Anmeldelse af Maria Sveland Hatet. En bok om antifeminism her. Også her + her.
Min egen overskrift var iøvrigt Affektsamfundet. Den gik ikke igennem.

I hvert fald i sine unge dage var Sylvia blond eller mellemblond. Her 19.

Jeg havde en rå pink kanyle i armen i flere dage i sommers under mit ophold på Vivantes Klinikum Am Urbans Innere Medizin-afdeling. To dage i træk fik jeg et solidt skud Propofol, såkaldt Kurznarkose, det stof som Michael Jackson fik en overdose af, hvorefter man gjorde unævnelige ting ved mig. Foto af Audun.

I både "Lady Lazarus" og "Cut" (om en situation hvor hun skærer sig i fingeren under madlavningen) findes der en spænding mellem selvskadning og øjet som ser, enten i form af et iagttagende publikum, eller grotesk selviagttagelse. Poetens grufulde laboratorium.

Sylvia Plath-essay i Bokmagasinet idag. Fra en tidlig dansk version.

Dagens redaktører er ni i tallet, og bosatt i seks ulike byer. Én er fast ansatt ansvarlig redaktør, én jobber deltid med nettsidene og resten arbeider med bladet på idealistisk basis. Arbeidet har i hovedsak foregått over nettet, med intensive redaksjonssamlinger for ferdig- stilling av numre i Bergen og Berlin. Etter en del pendling fram og tilbake bestemte vi oss for å gjøre kort prosess, ta Vagants status som farende fant bokstavelig, og flytte hoved- kontoret til Tysklands hovedstad – i likhet med så mange andre kunstnere, forfattere og studenter fra hele Europa.

Vagant flytter til Berlin. Instant classic fra Tenningen og Lindholm her. Vagant anno 2009.

Lyden af mine skridt i de folketomme rum. Videoværker kører i knitrende loops i hjørnerne, men ingen ser på skærmene. Jeg tænker på ringeagten for dyret, for de sprogløse væsener, ringeagten og romantikken i et spicy mix. Internettet er fuld af katte; kattene er medicin mod depression, de får os til at le og slappe af, vi iscenesætter dem med et sprog som var de illegal aliens fra Mexico, vi flår auraen af dem med vores voldelige antropomorfismer.

Weird Vagant-spalte coming up om statuer i Slottsparken, Anne Karpf, Henry James, Lina Dzuverovic, Maggie Nicols, LOLcatz, shapeshifting og vandalisme.

En pliktoppfyllende representant for den borgerlige offentligheten, en advokat, strider inn i et slags spøkelseshus, hvor han skal gjøre opp boe. Hans resultatorienterte bevissthet fortaper seg i en uforutsigbar og skremmende struktur. I huset, som minner om en slags vill, sammensnekret installasjonskunst, finner han en bok han leser i, hvorpå han forsvinner inn i et mareritt, og da han våkner omdefinerer han sin oppgave: Dette stedet må ødelegges, det huset skjuler er for grusomt for verden.

Anmeldelse af Lars Mørch Finborud: De svarte skiltene her. By association, denne.

Viskum fortæller mig om hvordan han som veterinærstuderende sad på læsesalen ved siden af en halv ko i formaldehyd. Han så på dette, disse indre strukturer, men med hvilket blik? Han var usikker, men forstod noget om sig selv senere da han startede på kunstakademiet og den britiske kunstner Damien Hirst vandt Turner-prisen for Mother and Child Divided (1993), et værk bestående af en ko og en kalv i formaldehyd som man både kan passere imellem og igennem, så at sige. Dyret, dyrerelationer, tænker jeg, mens den hvide hund ser på mig med hovedet på skrå som om den kunne tænke sig at komme med et indlæg i debatten. Jeg tænker på Salvador Dalis brændende giraf – den er her! – og Joseph Beuys og den vilde coyote i galleriet i New York. Vi konverserer, gulvet er dækket af tæpper, væggene er dækket af malerier og bag os ligger en død mand under et bord. Gulvtæppet skjuler kun liget halvvejs. Alt i alt et meget hjemligt rum, selvom indretningen er skummelt teatralsk. Blink med øjnene to gange og hjemmet bliver til et gallerirum.

Fra en tekst til Vestfossen Kunstlaboratorium.

Mulighederne for at realisere et bogprojekt er rykket nærmere; jeg er indstillet til et stipendie fra Norsk faglitterær forfatter- og oversetterforening. Very grateful.

Svenske Icona Pops sang fra 2012 "I Love It" bruges i øjeblikket i en tysk reklame for sodavand. Reklamen er mere eksplicit end videoen og citerer Spice Girls; det er en flok piger som er i byen sammen, "subversive" handlinger med "lesbisk" twist forekommer og ligeså puppeflashing på gaden vendt mod forbipasserende biler. Duoens egen video er ikke så aggressiv. Selvom det lyder som en break-up-sang er jeg usikker på om det handler om en kæreste. Sangen er en generationshyldest, et party anthem som påstår frigørelse. Omkvædet har en slags double bind fordi følelsesløshed ("I don't care") kobles til følelsesfuldhed ("I love it"). Æteriske, æstetiske kvaliteter fejres, der er ingen bitterhed mod det andet køn i videoen, intet ekskluderende søsterskab som der måske er i reklamen, hvilket bekræfter at det handler om et generationsbrud, hvilket da også er helt eksplicit i pang-formuleringen "You're from the 70s, but I'm a 90s bitch" som virkelig leverer.

Sangteksten nævner en række destruktive handlinger ("vandalisme"), en slags danser-på-din-grav-stemning, og jeg tænker at edgen er rettet mod forældre, for eksempel en 70talsfeministmor som nyligt er død. Den som er død eller som "vi" udstøder er hard to please og down to earth, helt modsat 90-generationen som er løsrevet i en nydende sfære af cooless og konsumption. Det kunne for eksempel være en sang som siger fuck til økobevidsthed. Der nævnes en "kill switch" som er en slags navlestreng eller kobling til jorden: Jeg er ligeglad, jeg elsker det. Jeg føler intet, jeg elsker at føle intet, jeg skubber min føle-intet-hed i hovedet på nogen som ikke engang repræsenteres klart, og det er vel derfor at hele pakken har subliminal power.

Lesningen foregår i lynets hastighet, med et stort glimt, en del latter og en lett tomhetsfølelse etterpå. Som å lytte til en punkrock-singel og umiddelbart kaste den ut av vinduet idet musikken forstummer.

Anmeldelse af Gine Cornelia Pedersen: Null her.

Den 12. april 2012 spiller det danske punkband Iceage på Landmark i Bergen. Forsangeren, den 18-årige Elias Bender Rønnenfelt, giver et mærkeligt og urovækkende indtryk; han virker blind, men også ude af kontrol, konfronterende og autentisk utilregnelig i forhold til genkendelse af hvor grænsen går mellem scenen (som er gulvet) og publikum. Blindheden, spasmerne og den anti-erotiske renfærdighed vækker minder om Joy Divisions frontmand Ian Curtis, samtidig med at den sensuelt opspærrede mund virker som et klassisk rockcitat à la Jagger og Morrison. Iceage kommer ud af et aktivt musikmiljø i København, og har dermed endnu mere kraft bag sit fuck you. Før dem indtager de næsten identiske Lower fra samme miljø scenerummet, de spiller både højere og dårligere og har en forsanger som er mindre god til at kanalisere den rebelske rock ned fra en sky; han hopper uregérligt rundt iført en grå sweatshirt som hverken kan forstås som et stilcitat eller et stilbrud.

Iceage har opnået international opmærksomhed allerede, deres plade med den typiske titel New Brigade (2011) annoncerer det militant nyes ankomst (encore une fois) på en overbevisende måde, og en eller anden vågenhed trigges faktisk dybt i mig, en kvalitet som jeg bedst kan beskrive som grain – tekstur – noget som stryger over huden og efterlader et mærke, noget som måske har noget genkendeligt i sig, men som ikke støtter sig til genkendeligheden eller til citaterne på en fiffig måde.

Starten på denne tekst i 10TAL, #8-9 2012. Iceage i Berlin i kveld og på Matador snart. Det med den grå sweatshirt er en slags vittighed, lol. Se Morrison-citaterne i videoen.

Konference-bonanza om Norges første feminist Camilla Collett her.

Fra de stummes leir? Ja, sandelig. Collett taler ikke alene kvindernes sag, sine søstres sag, som hun igen og igen tiltaler og beder om at læse sammen med hende, og dermed træner hun deres kritiske blik og vækker deres længsel efter et liv i ligeværdighed med manden, men hun taler også dyrets sag. Hvorfor dyret? Jo, hun er selv et dyr, hun er dyregjort, hun er forstummet, kan blot ynke sig, udtrykke førsproglige lyde som ikke kan stå på tryk, hun er kvalt fra starten af, fra første side i bogen er hendes strube presset sammen, hendes vejrtrækning forhindret, som af det korset som hun må bære, som kværker stemmen, gør den høj og tynd. Jeg ser Collett for mig, i de stummes lejr, hun forsøger at skrive, men ser på sin hånd, den er en klov, en pote, hun er dyregjort, hun er et lavere væsen.

Hvorfor var Camilla Collett viktig som feminist?

Af de kvinder som får lov at deltage i det offentlige ordskifte på Colletts tid vover få at skrive under fuldt navn. Collett står frem som en tydelig stemme som taler eksplicit som del af et søsterskab, blandet andet i artikelsamlingen med den sigende titel Fra de stummes leir (1877). Hun rejser, læser litteratur på fransk og tysk og kritiserer kvindefremstillingerne sønder og sammen. Hun er altså lige så hip som Susan Sontag og suger til sig af tidsånden, som hun siden stikker en moralsk kniv i. Så desperat søger hun fremtidens kvinde som er ligeværdig med manden.

Kan vi lære noe av å lese bøkene til Collett i dag?

Collett tager sager op som 20 år senere er centrale i det moderne gennembrud, hvor Georg Brandes vækker debat med oversættelsen af John Stuart Mills-essayet "The Subjection of Women" (1869). Når Collett skriver om Goethe og Byron er hendes kritik helt i tråd med for eksempel Linda Nochlin og Griselda Pollock som i 70'erne og 80'erne forsøger at forstå hvordan mænd har iscenesat sig som genier og bakket hinanden op institutionelt, og hvorfor kvinder ikke har haft mulighed for det samme. Colletts pen er vittig og skarp, og desværre er mange af emnerne stadig aktuelle.

Camilla Collett i Slottsparken. Opgav at give hende en varm hue på, marcherende terrorberedskab tæt på med automatisk skydevåben. Kan være hun får en blomst en dag. Læg mærke til hvordan hendes flossede sjal er forsøgt gengivet i bronze. Ulden avantgarde?

Behind every Young-Girl’s arse hides a bunch of rich white men: the task is surely not, then, to destroy the Young-Girl, but to destroy the system that makes her, and makes her so unhappy, whoever ‘she’ is.

Nina Power om Tiqqun-oversættelsen Preliminary Materials for a Theory of the Young-Girl

I was on the front cover. I was on the front cover. I was on the front cover. All my secrets were revealed. All my secrets were revealed. All my secrets were revealed. My hands looked like plastic, mine fingre strittede ikke, mine hænder var ikke knyttede, de så indbydende ud, de mente intet, de var åbne, de kunne tages af hvem som helst. Mine fødder vendte indad. Ikke for meget, men lidt.

Et af Skandinaviens mest aktive indieforlag lige nu er danske After Hand med ildsjælen Mathias Kokholm ved roret. Jeg læste tilfældigvis Andersens Wank back to back for nogle dage siden. Konceptuel poesi har været oppe til debat, blandt andet i Vagant, og denne udgivelse er vel et godt eksempel på at noget af det konceptuelle framework bliver ligegyldigt til fordel for det materiale som bruges. Samlingen og sammensætningen af H. C. Andersens bogføring af egen masturbationspraksis, fx "Sandseligt stemt +", men også ofte korte noter om hvad som har opstemt ham, så som alkohol, samtaler med kvindekønnet og litteratur, specielt eventyr, og de tomme sider hvor disse tegn mangler i flere år, er strålende og rørende læsning.

Vanessa Place har samlet materialet og tilføjer Wikipedias artikel om Andersen. Godt, det fylder mange sider, men vi får at se hvor lidt noten om hans seksualliv fylder i forhold til den lange række af eventyr han har skrevet. Så repræsenterer hun Freuds beretning om Lille Hans (lettere overflødigt) og tilføjer en übercerebral analyse af Andersens brug af henholdsvis pi og plus for hver gang han masturberer. Videre har Martin Glaz Serup skrevet et forord hvor han fortæller om omstændighederne omkring udgivelsen (folk mødes, historier fortælles), en del information om ham selv og hans kommende udgivelser og en opremsning af litteratur som er kommet for nyligt om konceptuel poesi som vist skal bevise at fænomenet er up-and-coming, som en ventende tsunami. Sorry, stryg. Andersen wins.

100-års jubilæum for kvinders stemmeret i Norge. På teater, musikscene og konference.

En foredragsholder lægger ud med at tale om duft, duften af sommer. Den duft vi sidder midt i et eksempel på, i det lyse rum. Duften er til forskel fra blikket – det overskuende – knyttet til dybereliggende irrationelle impulser i os. I sommertiden indtager vi fosterstilling, vi rejser hjem, regredierer for en tid. Duftmindet er vores mest arkaiske minde, siger han. Duftmindet er som fædrelandsfølelsen: irrationelt, som en slags natur i os – ja, fædrelandsfølelsen: vi er næsten født med den?

Det er bare at lytte til de nationalsange vi endnu synger, som et mekaniseret gu-gaaaa-gu-gaaaa-gu-gaaaa løsrevet fra sin nationalromantiske 1800-tals kontekst: vi er børn af den danske muld, vores moder er landet og sproget, sproget og landet, så konkret som blodet der banker i kroppene.

En gang var det generne, den medfødte essens, der reddede den grimme ælling fra at blive ordinær som sine mobbere i andegården, nu drager alle verdens fugle i farver i skole og lærer sig sprogkoder med hvilke de kan forvandle sig selv. Vi taler om konstruktion af identitet, identitetsarkitektur. Der ligger både et kim til forandring her, i den slags tale, så vel som truslen om opløsning, mener nogle, en klang af noget farligt kunstigt, noget køligt – både angst og magt taler for faste identiteter.

Jeg genfandt netop en tekst fra 2005; Tre teser om litteratur og national identitet trykt på swingende nynorsk i Syn&Segn #3/05. Skriver om et lignende tema i Den danske kulturkanon revisited trykt i Demo, sandsynligvis 2006.

Page with the sudden stink imagine blank as a leaf; that more this concentratedly, about fingers serve nose within forest: that snow trees, widening blank this fox dark and in a body head. Bold printed. A hot warily this is page forest: printed. Shadow twig, its sharp stink enters the moment's no across where and within eyes touch with bold by a brilliantly, fox eyes in the clock's two window twigs, this sets beside something sees across this printed. See own within the page eyes loneliness: Cold, imagine window starless coming of the trees, the still; the still; the now, of shadow imagine clock imagine twig, within.

Sylvian fortsetter sin musikalske og spirituelle oppdagelsesferd med albumet Dead Bees On A Cake (1999) som et høydepunkt, hvor de varme tonene i hans stemme har nådd en så høy temperatur at det høres ut som om de flyter over, rett ned på gulvet fra brystkassen, som en tynn stråle av flytende metall.

Anmeldelse af Bang, Honoré, Sylvian, Endresen, Henriksen: Uncommon Dieties her. En udgivelse som allerede er omdiskuteret.

Holdt mit første powerpointforedrag på Humboldt i tirsdags. It was a riot. Anbefaler stærkt Rune Lykkebergs foredrag den 8. januar. See u there.