In issue B of Russian Prose is a machine translation of Alexander Skidans essay on Kathy Acker. I translated it into English or Norwegian or Danish and back again to Russian, as far as I can remember. There's a conceptual introduction by Dmitry Golynko following the text. Happy birthday to Alexander! Here's parts of our shy reading at Audiatur 2007.

Det er en varm dag, både publikum og Bono viser nøgen hud, selvom himlen ser grå ud, det er en grå og hed dag. Tre udaf fire bandmedlemmer har lyse striber i håret; de er iklædt nittebælter, demin og ærmeløse skjorter og Bono har solide støvler på. Han er bare 23 år; det blege, svedige ansigt udstråler nærmest overjordisk ekstase. Han må være i sit livs bedste, fysiske form og traver rundt på scenen som en vild hest. Håret bølger efter ham som en manke, han pruster, vrinsker og stejler når mikrofonledningen ikke vil lade ham slippe ned i menneskehavet. Scenen er bygget op som en slags bastion, et fort, men med lykken malet i ansigtet klarer sangeren på utallige måder at komme nær publikum. Roadier løber efter ham, støtter ham tålmodigt når han klatrer op og vikler ledninger ud så han kan overskride formatet. Han låner et irsk flag af publikum, men skifter det snart ud med et hvidt flag, et symbol på overgivelse, pasifisme. This song is not a rebel song.

Funny doodle on Bono. 2014 will bring us landslides of writing energy.

Et digt af min mor stod på tryk i Grønn kylling (arb. tittel) #22 udgivet i 2003 som del af min tekst Tracey Emin og virkelighedseffekten - på sporet af en ny avantgarderealisme.

Teksten i det kommende nummer af Vinduet blev foreslået af redaktør Audun Vinger i form af titlen The Chris Kraus Project, inspireret af Jonathan Franzens bog om Karl Kraus, som nogle af os er småskeptiske til, og som Simen Hagerup iøvrigt er ved at oversætte til norsk. Her har jeg skrevet mere udførligt om Chris Kraus og yderligere inspirationskilder til kritikken af den såkaldte virkelighedslitteratur findes her og her.

Whether vamp or self-enclosed nonpersona, Lunch's "personality" as manifested on stage did not open itself to autobiographical speculation. This was a typical punk strategy. In breaking with the convention of passive audience reaction to performance, she also expressed contempt for the so-called autobiographical singer/songwriters of the early seventies, such as Bob Dylan, Joni Mitchell, Van Morrison, or Bruce Springsteen, whose lyrics rested on self-revelation of personality. When they performed live, the success (plausibility) of their acts necessitated an exploitation of the audience's belief in both their personas and their private lives. But this "honesty" was more likely a dramatic quasi-fiction, invented as a hook on which to hang their songs' narrative "I." More theatrically sophisticated performers such as David Bowie, Bryan Ferry, Iggy Pop, or Alice Cooper played with the artifice (or complexity) behind the device of the performer-songwriter's "I," making the entire pose dubious or unnecessary. Punk performers, in rejecting stardom, chose to give the audience nothing of their so-called self.

Meget interessant Lydia Lunch-analyse af Dan Graham fra de tidlige 80'ere.

Forfatteren som oplyser kan man møde glimtvis når teksten ikke lukker sig om de individuelle smagsløg. Vi står imidlertid midt i en bølge af mere eller mindre vellykkede angreb på grænserne mellem virkelighed og fiktion, og det er fejlagtigt at tro at den eneste måde hvorpå man kan gøre sagprosa litterær, er ved at puste jeget op som en kulørt ballon. Prisvindende forfattere som Åsne Seierstad og Gaute Heivoll har utvivlsomt hæderlige hensigter, men deres litteratur fremstår ofte som sentimental kitsch som peger på forfatteren snarere end at give reel plads til den virkelighed som man vil sætte i fokus.
Vil vi lukke verden? Nej, vi vil vel åbne den?

Anmeldelse af Torgrim Eggen: Berlin. Det 20. århundrets hovedstad findes i Prosa.
Kan suppleres med denne og denne.

Hver dag klikker vi jernporten ind til gården åben og vinker til overvågningskameraet. I gården passerer vi den uniformerede vagt. Den nærliggende kanal er utilgængelig, ind- rammet af voldsomt trafikerede veje. Nogle gyldne, løgformede kirkekupler blinker i horisonten. Vi ignorerer undergrundstoget og den hektiske trafik og finder stille sidegader at gå ad ind mod Nevsky. Dele af den russiske bryllupsfejring foregår på gaden; i 2009 sad vi ved vandet mens det ene par efter det andet lod sig forevige. Parrene slap hvide duer løs op i luften eller lod sig drukne i et vandfald af blomster, tiljublet af en venneflok. Når vi ser dem nu, med deres affekterede, kønskorrekte opførsel og prangende fremstilling af egen økonomiske status, ler vi og kalder det heteropropaganda.

Audun Vinger har været redaktør i Vinduet siden 2008; netop nu sætter han sammen sit sidste nummer, i det nye år tager Kaja Scjerven Mollerin over. Glad for at jeg fik lov at skrive om Kristin Berget, Olga Ravn og Chris Kraus, og om Pavement, Thurston Moore og Simon Reynolds. Vinger er også en sådan andywarholsk smalltalker, en sympatisk drone, noget som har haft en praktisk støttende funktion i hverdagen. For that I am grateful.

I mean, who cares. Jeg har netop opdaget Neo Boys, thanx K Records <3 Vagant #4/2013 er ankommet med tekst om blandt andet John Farnham, Kate Zambreno og Marianne Egelands bog om Sylvia Plath. Prosa er på vej med en anmeldelse af Torgrim Eggens bog om Berlin, og Vinduet er på vej med en tekst med titlen The Chris Kraus Project, take a wild guess. Skriver om alderdom og økopoesi til det nye år, og et langstraaaakt dokument med arbejdstitlen "Save Russia" ... to all the kind people I've interviewed, I'll be back soon.

De norske tabloidaviser er igang med at kåre årets norske plader. Nu er det desværre begrænset hvor meget norsk musik jeg lytter til, så min liste har internationalt tilsnit og ingen rangering. Boblere her.

Jenny Hval: Innocence Is Kinky
Susanna Wallumrød: Jeg vil hjem til menneskene
Vår: No One Dances Quite Like My Brothers
Iceage: You're Nothing
Savages: Silence Yourself
Chvrches: The Bones Of What You Believe
Marnie Stern: The Chronicles of Marnia
Potty Mouth: Hell Bent
Lee Ranaldo & the Dust: Last Night On Earth
+ hvad som helst Kim og Thurston nu holder på med
Honorable mentions fra 2012:
Chain and the Gang: In Cool Blood
The Hive Dwellers: Hewn From The Wilderness

Audiatur har i 2014 valgt at invitere værker, snarere end poeter. Jeg kan nævne en del poeter som allerede er offentliggjort på Audiaturs Facebook-side, nærmere information er snart tilgængelig på festivallens netside. Følgende er inviteret: Franco "Bifo" Berardi, Lisa Robertson, CHATEAUX bokförlag för poesi, Julie Sten-Knudsen, Sean Bonney, Uljana Wolf, Cecilia Vicuña, Joshua Clovers oversættelse af Jean-Marie Gleize, Tomas Espedal, Jena Osman, Fredrik Nyberg og Vít Havránek & Zbyněk Baladrán. 3. til 5. april i Bergen.

On the phone this morning to Sylvère who's in East Hampton I was talking about reading. How I like to dip into other people's books, to catch the rhythm of their thinking, as I try to write my own. Writing around the edges of Philip K. Dick, Ann Rower, Marcel Proust, Eileen Myles and Alice Notley. It's better than sex. Reading delivers on the promise that sex raises but hardly ever can fulfill – getting larger cause you're entering another person's language, cadence, heart and mind.

Page 207. Reading I Love Dick (1997) by Chris Kraus for the third time.

Alligevel virker det som om vi deler en fascination for Berlin, hvor vi begge bor eller har boet, som specielt igennem 80'erne var et slags grundmetafor i postpunken; den splittede by, den splittede sjæl. David Bowie med et rødt lyn ned over ansigtet, som om han forudså sin relation til byen delt af muren. Et ikonisk billede, som gjorde dybt indtryk på mig, er fra Christiane F. – Wir Kinder vom Bahnhof Zoo (1981); de unge som løber gennem et tomt indkøbscenter, de smadrer glas på vejen, de lever et øjeblik, og Bowie synger "Heroes" – den fantastiske, langstrukne guitartone lyder som en bøn.

Jeg har anmeldt Torgrim Eggens bog om Berlin til næste nummer af Prosa, ude før jul. Lurer på om det bilfirma som nu flasher sit logo som Saurons onde øje nede på Todestreifen har fået lov på grund af produktplacering by romantic association i Christiane F.

Formen er hysterisk lekende og ambisiøs. Teksten er som en komedie hvor hodet og kroppen danser ute av takt og uten forbindelse. De mange pornografisk dvelende avsnittene skiller seg stilmessig ut fra resten, og poenget om mental- og stilmessig oppløsning vises grafisk når Lukas er beruset; teksten blir til sprengte dikt eller tomme sider. Lukas’ elskerinner går rundt som undrende barn med store øyne, de virker demonstrativt ukulturelle og tar ingen av Lukas’ mange referanser. Til gjengjeld vil jentene ofte pule, og pulingen blir beskrevet som sett gjennom en omvendt kikkert; et angstpreget blikk gjør kvinnekroppen underlig insektaktig.

Revisiting Stig Sæterbakken anno 1993, anmeldelse af Det nye testamentet som netop nu genudgives. En 25-årig Knausgård med en blufærdig anmeldelse her.

Yesterday I met the sassiest boy in America, also known as Ian Svenonius of Nation of Ulysses, The Make-Up and currently Chain and The Gang. I warmly recommed the satirical essays in The Psychic Soviet (2006) and Supernatural Strategies for Making a Rock 'n' Roll Group (2013) that I wrote about in Vagant #2/2013. Amongst other things Mister Svenonius and his band were allies to the Riot Grrrl movement and toured with Bikini Kill, Bratmobile and Slant 6. Here's an early 90s flyer. If you happen to have Maximumrocknroll #105 or know where to get it, please report to the main office. Further reading here.

Creepy at have set The Velvet Underground på orange scene i 1993, før retro for alvor var hipt. Husker "Sweet Jane" kicke koncerten igang netop da jeg nåede frem til toilettet og havde låst døren. Før det turnerede Lou Reed med New York i 1989. REM turnerede samtidig med Green, de spillede samme aften. Stor tvivl, men gik på Reed i Falconer Salen, hvor der var siddepladser, og hvor Reed imponerende nok gik på scenen præcis klokken 20. Blir sliten af snakken om white male, etc. Reed var ingen engel, men har skrevet mind-blowing sange om kvinder som udsættes for vold, og queers and outcasts. Han skrev bogstavlig talt drag queens ud af mørket med "Walk on the Wild Side" (1972). Personlige favoritter er Coney Island Baby (1975), Songs for Drella (1990), den sorte Velvet Underground og VU. Funny kritiker-banter på Take No Prisoners (1978). Film her. Kort spilleliste her. God piece her.

Bjørnen sover. Men først en tidlig status for arbejdsåret 2013. Tak til danske Kritiks nye redaktion, Vestfossen Kunstlaboratoriums Mari, Morten & Sleepy, Nasjonalbiblioteket som fik mig hooked på Camilla Collett, Kunstløftet & Ida Habbestad, Klaus Rothstein & Skøn- litteratur på P1, Kolon Forlag som fik mig stoppet ind i Gruppe 13, Musikkmagasinet som sendte mig til (Richard) Hell, folkene bag Fremtidsruiner som lavede seminar på Lillehammer og senere gav mig mulighed for at lære Gudbrandsdalen bedre at kende, specielt området omkring Harpefoss Hotell, Trine Krigsvoll Haagensen som inviterede til debat om Pussy Riot på Mir, Changing Functions of Criticism-konferencen som bød på en chair, Kapittel-festivalen, Audiatur, Natt&Dag, Den norske Forfatterforening, Prosa, Vinduet, Vagant og Klassekampens bokmagasin. Resten af året blir det bogprooooooojekt.

There is nothing to discover in nature; there is no hidden secret. We live in a punk hypermodernity: it is no longer about discovering the hidden truth in nature; it is about the necessity to specify the cultural, political, and technological processes through which the body as artifact acquires natural status. The oncomouse, the laboratory mouse bio- technologically designed to carry a carcinogenic gene, eats Heidegger. Buffy kills the vampire of Simone de Beauvoir. The dildo, a synthetic extention of sex to produce pleasure and identity, eats Rocco Siffredi's cock. There is nothing to discover in sex or in sexual identity; there is no inside. The truth about sex is not a disclosure; it is a sexdesign. Pharmacopornographic biocapitalism does not produce things. It produces mobile ideas, living organs, symbols, desires, chemical reactions, and conditions of the soul. In bio- technology and in pornocommunication there is no object to be produced. The pharma- pornographic business is the invention of a subject and then its global reproduction.

Side 35 til 36 i Beatriz Preciados Testo Junkie: Sex, Drugs, and Biopolitics in the Pharmacopornographic Era. Johanna Fateman skriver om den her. I dunno, er min drømmeanmelder Birgitte Huitfeldt Midttun eller Mara Lee? Muligvis sidstnævnte.

Noen vil nødvendigvis finne Gulliksens dikt så hetero at det knaser mellom tennene som var det en spesiell og avgjørende leserkompetanse å ha erfaringen med småbarnsstell og/eller å ha følt det maskuline begjæret etter lyshårede kvinner i kjole. Disse kvinnene er litt som diktene, som barna i diktene, når de tråkker seg selv på tærne og bare står der midt på gulvet med pjuskete hår og en altfor stor herreskjorte og liksom personifiserer amerikansk independentfilms credo det litt skjeve er mer virkelig, and I love it.

Geir Gulliksen fylder 50. Ønsker tillykke, og takker for besværlige, mærkelige, interessante og nærmest selvlysende samtaler. Her + her + her.

Af og til var det svært, det gik langsomt, der var nerver, men nogle gange kom gruppen også ind i et fælles tankeflow. Vi begyndte at fantasere sammen, idéerne begyndte at flyde. Disse møder var del af AWLs arkitektur, og var afgørende for hvordan festivalen udformede sig. Intimitet, spænding og konflikt på godt og ondt prægede vores arbejde, og delvist prægede disse niveauer også slutproduktet. Efter de monumentale år kom Audiatur i kontakt med sine æggestokke.

Fra et udkast til en tekst om arbejdet med Audiatur Waste Land, april 2012. Kommer ind på spørgsmål om økologi og køn, bl.a. Velkommen til Audiaturs seminar for en ny poesifestival 9. november 2013. Audiatur har ny netside, og ny Facebook-gruppe. Audiaturs Vimeo-kanal er her, se bl.a. kakofonien i Bergen Kretsfengsel.

Kommer visse mennesker til deg innenfra og utenfra samtidig? Jo og Georg er del av hverandre på et nivå som kan bli uoverskuelig, dermed er grunnen lagt for skriveprosessen som en risikabel måte å forsøke å stilisere kaos.

Anmeldelse af Nikolaj Frobenius: Mørke grener her. En anden supersonisk grøsser kom også i vejen for min læsning, Stig Sæterbakkens skrækindjagende Gjennom natten fra 2011. Frobenius har en del til fælles med Sæterbakken, som man måske kan forstå her + her.

Audiatur holder seminar i Bergen 9. november. Audiatur har også en ny Facebook-gruppe, samme information findes her. Næste festival finder sted i Bergen 3. til 5. april 2014. Kom.

My home for a week. Her forklarer Eivind Slettemeås om Harpefoss Hotell. Flere pics her.

Vagant viser fotos taget af Pål Norheim fra Bergens litterære miljø her + her.

Natt&Dag Oslo er goddamn funny. 10 sider teenage showgirls + Frode Helmich Pedersen med en sint Žižek-rant om at jorden går under snart. På baggrund af denne ganske gamle tweet fik jeg en henvendelse fra Natt&Dag Oslo om at bidrage til en enquête i anledning af bladets 25-års fødselsdag. Spørgsmålet de stillede var: Hvorfor misliker du Natt&Dag? De har siden sorteret svarene i tendentiøse elsker/hader-kategorier; jeg fremstår nu som en hader, men er jeg interesseret i at repræsentere had? Svaret er nej & nej tak & farvel. Med hensyn til amerikanske Vice, som jeg nævner som en inspirationskilde til N&Ds visuelle profil: Modeller med Down's lyder som en udemærket idé, jeg kan godt forstå Vice-æstetikken som en kritik af modeverdenen, men denne påståede subversive æstetik har spredt sig og blevet til en slags turbokapitalistisk popnihilisme à la Miley Virus som jeg ikke har sans for.

Stemmen på nettet virker mest fremtrædende på Twitter. Twitter, det siger sig selv, lyden af fuglestemmer. Hvordan vidste du det, udbryder en ven. En lille fugl sang om det, svarer jeg. At kvidre er at varsle, eller er det at sludre og sladre? Småfugles forstyrrende, flokprægede adfærd, men også de små kroppes evne til at flyve uset over grænser med nyheder. Småfuglens revolutionære potentiale.

Hvis alt går vel så handler Vagant-spalte #4/2013 om John Farnhams 86-hit You're the Voice, Holden Caulfield, stærke stemmer på Twitter, Marianne Egelands Claiming Sylvia Plath: The Poet as Exemplary Figure (2013) og Kate Zambrenos Heroines (2012).

Så urimeligt meget god musik er kommet ud i 2013. Lige nu glad for Potty Mouth, Chvrches og Marnie Stern. Og Julia Holter, Body/Head, Sebadoh, Tricky, No Age, Vår, Chelsea Light Moving, The Julie Ruin og The Shondes. Price winners Iceage, Jenny Hval og Savages.

Pornutopia part II. De spørgsmål vi aldrig nåede at diskutere dengang i 2011 er for eksempel, med udgangspunkt i min kritik af Knut Kolnars bog, hvorfor forfatteren vælger at tulle til den almene pornoficering med "friskt" sprog og upræcise argumenter med udgangspunkt i uddaterede, amerikanske mainstreamfilm. Apropos, Sinéad O'Connor skriver til Miley Cyrus her. Sangen Wrecking Ball, hvor Cyrus citerer O'Connors Nothing Compares 2 U-video (1990), er faktisk strålende, men en del forvirring opstår når man ser videoen samtidig. Billedsiden tillægger aktivt sangen ny betydning, blandt andet viser den Cyrus som en slags tragic twerker. Når hun synger "I guess I should've let you in" vender hun forførerisk rumpen til og med ét handler hele sangen om ... æh, analsex? Min generation af (hvad) postpunkere har desværre fået for vane at retfærdiggøre al slags nettrolling, hovedløs pornoliberalisme, weird politics ++ med et eller andet citat af Richard Hell eller Malcolm McLaren, and it don't look good. Generation Y er så grænseløs og hypervisuel at vi kan få den til hvad som helst. Men exploitation er ikke cool, det er bare exploitation.

I anledning af 100-årsjubilæet for kvinders stemmeret arrangerer museet og Ny Musikk symposiummet Vocal Folds et tillæg til udstillingen I Wish This Was a Song – Music in Contemporary Art. Blandt andet præsenterer Anne Karpf, ansat på BBC Radio, en historisk opsummering af, hvordan man har betragtet den kvindelige stemme i det offentlige rum helt tilbage fra Aristoteles ("Silence is a woman's glory") videre til Skt. Paul ("It is shameful for a woman to speak in church") og til Henry James, som sammenlignede den kvindelige stemme med "the moo of the cow, the bray of the ass and the bark of the dog" i et essay fra det tidlige 1900-tal. Karpf taler om moderstemmen som noget, vi alle udsættes for, ikke blot som lyd, men som en vibration som omslutter os, og som vi ikke kan vælge fra i foster- tilstanden. Dermed kan man tænke, at denne lyd må uddrives for, at vi kan blive til selvstændige individer. Kvindestemmen havde svært ved at få gennemslag i radioen, fortsætter Karpf. Den var for kropslig og kunne derfor ikke bruges til nyhedsoplæsning, til forskel fra en dyb, ensartet mandsstemme, som undlod at give distraherende associationer fra det alvor, som man ønskede at signalere.

Fra Vagant-spalte #1/2013. Anne Karpf besøgte netop Kapittel, og jeg anbefaler hendes bog The Human Voice (2006). Som Anette Garpestad er inde på, den engagerede stemme med kvindelige fortegn tolkes ofte som hysterisk. Ingen blame it on the girl-teori fra mig, men alligevel, altid sig ja til arrangementer! Betragt det som et mulighedsrum, brug egne standarder i stedet for at forsøge at gætte andres. Vi er dér for at tænke sammen, og det offentlige rum dør, stivner, uden stammende, rødmende, levende, søgende stemmer.