Kanskje er det på tide at litteraturkritikere og –forskere puster dypt inn, brygger seg en sterk kopp kaffe og begynner å mobilisere sin kritiske tenkning rundt det svært slitte v-ordet, virkeligheten. Mange, inkludert undertegnede, har brukt v-ordet som en slags universalforklaring på alle aktuelle, litterære trender gjennom 90-tallet og 00-tallet.
Greit, vi har sett en slags nyrealisme, noen har kalt den avantgardrealisme eller ”konseptuell litteratur” – Gud bedre! – og dokupoesi, selvbiografi, reiselitteratur og gonzo-kritikk i lassevis, men har noen spurt seg hva som faktisk ikke er ”virkelighetslitteratur”? Handler for eksempel science fiction, som ofte kalles spekulativ realisme, ikke om virkelig- heten? Karin Moe gir selvfølgelig faen, og kaller sin nye roman Virkeligheten, en passende tittel på et friskt, poetisk og bitende satirisk stykke litteratur om en framtid not so very far away.

Fra dagens anmeldelse i Bokmagasinet af Karin Moe: Virkeligheten

I torsdags markerede min Klassekampen-kollega Ellen, jeg og 300 demonstranter vores modstand mod Barbie-Dreamhouse. Don't import this piece of crap to Scandinavia, please. Pics by Jakob Huber here. Thanx to the extremely dedicated and friendly Occupy Barbie-Dreamhouse people. Følg dem på Facebook.

I kveld knækker Köpenicker Straße over på midten. I den ene ende et stendødt Distortion; A Celebration of Copenhagen's Nightlife, festkonceptet som avantgardeforsker Mikkel Bolt i 2009 nævnte som et godt eksempel på samtidens reelle avantgarde: "Jeg synes, at piratfesten i Hyskenstræde var en enorm kreativ tilegnelse af et ellers helt kolonialiseret offentligt rum" ... Fair nok, but why Berlin, and why tonight? I krydset ved Schillingbrücke holder de obligatoriske politibiler, og videre ned af Köpenicker Straße finder Köpis gadefest sted med massivt opmøde. I gråzonen mellem disse to events så jeg et skilt jeg ikke har lagt mærke til før; på Köpenicker Straße lå lageret for Entartete Kunst hvor de censurerede værker blev gemt bort af nazisterne.

Efter den sublime koncert med Savages på Lido igår vidste jeg hvad jeg burde gøre. Sikkerhedsvagterne i døren så på mig med store øjne da jeg puttede en besked fra bandet i min taske, om at slukke mobiltelefonerne under koncerten. En praktisk henvisning til publikum ... eller et manifest? Har ingen planer om at blive yoga-mystiker, men FAEN! Denne karse taler sandt. Sluk mobilen.

Essay om Chris Kraus idag i Klassekampens Bokmagasinet. Meget fin forside af Malvin. Jeg bør måske pointere at the real Dick i romanen I Love Dick (1997) er britisk, som nævnt, men flyttet til Amerika, og med en fetish for alt cowboyagtigt, ifølge Chris-i-romanen.

Tanken om kirsebærtræerne på Mariannenplatz begynder at gøre fysisk ondt. Kastanjetræet i baggården står og drømmer med en krone fuld af hvide blomster, og syrenerne ved legepladsen længere nede ad gaden udsender en bedøvende, sød duft. Jeg cykler hastigt ud af Köpenicker Straße, som skifter navn flere gange før jeg når frem til Schöneweide, en berlinsk forstad på vejen ud til Schönefeld-lufthavnen, et sted som måske mest er kendt for sit nynazistiske miljø, og flere tilfælde af racistisk motiveret vold på togstationen. Jeg ved ikke om det nytter at demonstrere, men demonstrationsoptog virker som et godt sted at tænke, jeg kommer i kontakt med en slags sorg mens jeg går gennem Schöneweides gader sammen med 3000 sortklædte antifascister.

Vagant-txt til #2/13 om Ian Svenonius, Mephisto in the Water og nynazister i Schöneweide.

Video Green er en samling institusjonskritiske essays som forteller historien om hvordan poststrukturalistisk teori er blitt institusjonalisert, og hvordan et ugjennomtrengelig hegemoni har bygd seg opp rundt Master of Fine Arts-utdanningene som er altavgjørende for en kunstners karriere. Hvis du for eksempel presenterer en video av noen sokker som snurrer rundt i en tørketrommel, kan du ifølge Kraus være sikker på å bli ignorert hvis du ikke har en MFA å vise til, mens videoen sannsynligvis blir genierklært hvis du har den rette bakgrunnen. Kraus har øye for hvordan legitimerings- og utstøtelsesprosesser fungerer. Hun får Los Angeles-byrommet til å virke illustrerende når hun beveger seg fra de kalde glassflatene i sentrum til forstedenes forfalne bygninger.

Essay om Chris Kraus i Bokmagasinet på lørdag.

Klassekampen interviewede mig i anledning af modtagelsen af Frode Saugestads debutroman, her + her. Forsøgte mig med et kapitalisme-positivt sprog, forfatteren selv vil bare citere Jacques Derrida. 20% kom i avisen.

Hva skal til for at den selvbiografiske sjangeren skal bli vellykket som litteratur, og ikke bare blir selvutlevering?

Jeg ville snarere tale om selveksponering eller self branding som hele verden jo driver med dagligt. Jeg ved ikke i hvilken grad Saugestad udleverer sig selv, men det har han jo kontrol over, det er snarere et spørgsmål om hvem han ellers udleverer; folk som ikke er indforståede, hvorefter der bliver sager i media og måske endda i retten. Alt dette er en performativ kunstnerisk strategi som vi har set meget til siden Claus Beck-Nielsens biografiprojekt fra 2003 og endnu længere tilbage. Strategien er effektiv self branding, altså en vej til success, samtidig med at den har potentiale til at nå ud over den litterære institution, forbi det vanlige modtagelsesapparat og skabe bølger i media. Det er samtidig en potentielt politisk strategi, hvor man kan anspore til debat om etiske problemstillinger, men ofte lykkedes ikke dette, da bliver det tydeligt at det kunstneriske talent ikke rækker. Kunsten er desværre stadig kunst, og der findes selvsagt både god og dårlig multimedial kunst og performance.

Er det en fare for at det selvutleverende elementet i en roman kan bli så dominerende at det står i veien for mer interessante aspekter ved boka?

Hvis Saugestad er citeret korrekt i Aftenposten så ønsker han at vække følelser og tjene penge, eftersom han forsørger små børn. Alt dette er helt legitimt, men projektet fejler hvis det ikke også fungerer som kunst og bare skaber støj i media, som allerede er ekstremt støjforurenet.

I hvor stor grad tror du det selvutleverende elementet kan bli brukt av forfattere for å skape godt salg og blest om sine bøker?

Vi må være pragmatiske og sige at en forfatter er en person som skriver, som driver med kunst, men som også bliver læst og muligvis sælger bøger. Forfatteren kan sjældent undgå opmærksomhed, selv Thomas Pynchon kan ikke undgå opmærksomhed, at være sky i forhold til media skaber et enormt sug. Performative kunstneriske strategier tænker den biofaktiske forfatter ind i projektet, men hvis det bare er hendes ansigt vi sidder tilbage med, og ingen væsentlige, eksistentielle spørgsmål, bliver det lige så tomt som kjendispressen.

Kan du huske sidste gang et band lancerede sig med et manifest? Silence yourself, her.

I 2008 blev Vagant-redaktionen inviteret til prisoverrækkelse på Norske Mediedager i Bergen. Tidsskriftet fik vist en honorable mention, men det var Kirke og Kultur som løb med prisen for årets tidsskrift. I timerne inden dette blev mange andre interessante priser delt ud, blandt andet bedste tabloidforside som vist gik til Vi Menn, or something. Proof here.

I remember several years ago, in one of the high-profile graduate art programs where these lines are drawn, the program's sole Chicana student fleeing the seminar room in tears when her advisor sneered, "Your photographs are sooo sentimental. We're making art, not Hallmark Greeting Cards, here." The work in question was a photo of the artist's daughter who she'd left behind in Texas to attend the graduate program here. The child was bathed like a tiny angel in a radiant bubble of southwestern light. Days later she returned indebted and defeated to her border town of Texas, it never having dawned on her that anything is permissible in the contemporary art world so long as it is pedigreed, substantiated, referentialized. She could have said her photos were a performative restaging of the works of Walker Evans, recast in opposition to the appropriationist croppings of Levine from a feminine interiority. She could have said that she's been reading Gaston Bachelard, the French mailman who became the Father of Phenomenology; all that cozy stuff he wrote about dreaming underneath his featherbed in winter when the snow's piled up outside. You want sentiment? Bachelard's the Bambi of French theory. Etcetera.

Chris Kraus fra Video Green. Los Angeles Art and The Triumph of Nothingness (2004). Her et andet essay fra bogen i en charmerende opsætning, og her et Kraus-inspireret videoværk.

Hvem i helvete er Richard Hell? Først og fremst et uforglemmelig ansikt: En amorbue med en sjøsyk form, en nese så imponerende at du må til Påskeøya for å se dens make, og en sveis som en Adonis i den elektriske stol.

... skrev jeg i Klassekampen mandag 29. april. Full text here.

Der var mange små familier på altanerne, børn vinkede og smilede, men der var også mange tatoverede mænd som bare stod og så på os på altanerne, og filmede med deres mobiltelefoner. Tænker på hvordan kameraet er en trussel; kast noget mod mig, og vi får dig. Ingen gestik, ingen håndbevægelser, bare demonstranter som gav fingeren til dem. Vi gik gennem byen, og forbi en pub, et rocker-hangout som knyttes til nazi-miljøet. Der stod 10-15 gutter i vinduet, og da vi gik forbi lænede en af dem sig frem med et smil og "skød" på os med to fingre. Billeder fra majdagene her.

The other incident involved Leslie Woolfolk. She was a cynical, pale beanpole of a girl who ran with a set of voluntarily outcast girls from Sayre who mocked everything. They were like a skittish herd of scaled-down giraffes with pretty, flat kitty-cat faces. I liked all of them.

Richard Hell's girl poetry. Fra I Dreamed I Was A Very Clean Tramp: An Autobiography.

Hans hjerte slog hastigere og hastigere, da Daisys hvide ansigt nærmede sig hans. Han vidste, at når han kyssede denne unge pige og for bestandig viede sine lønligste drømme til hendes flygtige ånde, kunne hans sind aldrig mere blive let som en guds. Derfor ventede han, lyttede et øjeblik endnu, mens en stemmegaffel blev slået an mod en stjerne. Så kyssede han hende. Da hans læber berørte hendes, foldede hun sig ud som en blomst for ham, og hans drømme havde én gang for alle taget menneskelig skikkelse.

Skæbnekys så det batter hos F. Scott Fitzgerald: The Great Gatsby (1925) som er på vej i Baz Luhrmanns version i maj med Carey Mulligan som Daisy Buchanan. Læser let vårmelankolsk en dansk version stjålet på et bibliotek i de københavnske forstæder i 80'erne.

Hos oss har Estland neppe stått særlig sentralt i historieundervisningen om andre verdenskrig, men det er noe en forfatter av Sofi Oksanens kaliber kan gjøre noe med. Estland har i finsk-estiske Oksanen, som både er tungt prisbelønnet og vidt og bredt oversatt, fått en sjeldent talentfull kronikør som også i sin tredje roman om dette multibesatte, multiundertrykte landet lykkes å briljere på overraskende mange nivåer. Det er så bra at du får lyst til å stampe litt i gulvet, over at én og samme penn klarer å skrive så kompositorisk overlegent og samtidig klarer, med et så fininstilt øre, å lytte seg dypt inn i de kroppene som hvirvles rundt i denne dramatiske, kulørte og ganske komplekse prosaen.

Anmeldelse af Sofi Oksanen: Da duene forsvant her, og her Anders Olsson. Mere her og her.

Nye Kritik vækker forskelligartet respons her + her. Lederen her. Internet kan næsten ikke huske tilbage til 2002 da Faldbakken og Einarsson lavede Whoomp - there it is, en installation som, ifølge Marit Paasche, befant seg under en motorveibru like ved skur 51 i Bjørvika, og bestod av en strøken rund sofa i hvitt skinn med en liten fordypning i midten. Her ble det hver dag i utstillingsperioden plassert 44 Litagokartonger. Valget av drikkevarer var ikke tilfeldig, for området rundt skur 51 var et slags ”hjem” for mange av Oslos narkomane. Den hvite minimalistiske sofaen ble plassert mellom skur 51 og tomten for Operaen, og tilbød seg selv som møteplass og som en kommentar til gentrifiseringsprosessen som uunngåelig følger av operautbyggingen.

Vagant ønsker å påvirke samtidslitteraturen. I motsetning til for eksempel avisenes litteratursider, som vil speile samtida. For Vagant er hver artikkel et forsøk på å presentere ideer eller fenomener, og si: Dette finnes, dette kan forfattere jobbe med. Vi kobler litteraturen til aktuelle samfunnsspørsmål, sier Lindholm.

I 2012 hadde vi for eksempel et temanummer om bioteknologi. Det er ikke et spørsmål som er mye diskutert i litterære sammenhenger, men som vil bli definerende for samfunnsutviklingen og selvforståelsen framover. Mere her.

Vagant er kåret til Årets tidsskrift 2013. Prisen deles ut under Norsk Tidsskriftforenings 10-årsjubileumfest, torsdag 11. april. Takketale her.

Nyt Vagant-nummer on the move, #1/2013 ude 18. april ---------- Mere her.

... og sådan, med fire ben i stedet for to, skærpes mine sanser enormt. Jeg kan høre vagten i rummet ved siden af meget bedre, og han mister med ét lyden af mine skridt, som sank jeg igennem gulvet eller fløj væk. Han fanger muligvis en skygge ud gennem øjenkrogen, noget som bevæger sig hastigt hen over gulvet, men han slår det tydeligvis hen; ingen reaktion, ingen jagt gennem lokalerne.

Et af mine favoritmærker når det gælder tøj til en frisk tur i de norske fjeldlandskaberer er TS, lad os bare kalde mærket TS. Jeg har set igennem deres vårkatalog nu, og der er mange ting som frister. Har iøvrigt ikke sans for analyser af mode og reklame som går på såkaldte underbevidste budskaber; tøj er vel tøj, og vil ikke du se fin ud, da? Men hvorfor er TS så cool? Jo, selvom det er et tysk mærke så har de en røff stil med mange referencer til nordisk kultur og mytologi. Man kan anskue bogstaverne, som ofte er gotiske, som et slags ornament, det er ikke så vigtigt hvad der står, men jeg kan godt lide emmen af gotik, metal, styrke! For eksempel har jeg kig på en T-shirt hvor der står "See you in Valhalla" eller den hvor der står (meget vittigt, og måske lidt fejlstavet) "Safe the wild life" og næste linje: "hunting season" LOL.

Der findes også motiver af en tank som kører gennem en væg og ordene "Hausbesuch" - et godt eksempel på klassisk TS-humor, og små søde kranier med sydstatsflag-bandana er også meget dekorative, fine farver. Mine to absolutte favoritmotiver viser et TV-apparat med en hypnotiserende spiral indeni, teksten lyder: "Gehirn Weichspül Maschine" altså hjernevask- maskine, et design som måske er lidt edgy, man vender sig tydeligt mod Naturen hos TS. De har også fine ting for kvinder, blandt andet en romantisk T-shirt hvor der står "Alles was du brauchst ist ein Schuss ins Herz" ... flirten med krigsretorik referer ikke til virkeligheden, jeg oplever det snarere som en tydelig stil, en oprigtig og kraftfuld hyldest til den rene, nordiske natur som vi alle sætter så højt. Check TS! Lækkert, lækkert.

PS! TS forsøgte i marts 2012 at kalde en butik for "Brevik" som en hyldest til en norsk by, men politisk korrekte grupperinger mente at man refererede til "Breivik" hvilket selvsagt er en misforståelse! TS elsker Norge, og jeg tror også at Norge kan lære at elske TS.

Et billede af et billede fra Bergen, 2003. En tidlig morgen på Bergens togstation, vi har netop læst Espen Stuelands omtale af Grønn kylling (arb. tittel) i Klassekampen og er cocky som to påskekyllinger. Fra samme situation her. Foto v/ Helén Eliassen. Mere om GK her.

Helena Huneke, II. Der er en nekrolog i Texte zur Kunst, Heft 89. Her er Helenas og Carola Deyes blog. Fra Ellen Gronemeyers nekrolog:

Vielleicht war es eine psychische Krankheit, aus der heraus sie sich entschieden hat, sich das Leben zu nehmen, aber wo beginnt Krankheit? Wann ist man selbst krank und wann sind es die Verhältnisse, in denen man lebt? Vielleicht hat sich Helena auch deshalb dem Kunstbetrieb verweigert, weil sie wusste, dass sie nicht Teil einer Ökonomie sein wollte, in der die Verbindung von Kunst und Leben zum Geschäft gehört. Die eigenen Mühen ineffizient, unökonomish zu halten war notwendig, um jeden Zweifel ausschließen zu können, hinter ihrem Künstlerinnenleben liege Kalkül und Strategie.

En slags essays med udgangspunkt i biografier om Karen Carpenter og Sylvia Plath.

Vi mistede denne vakre pige, Helena Huneke, i november 2012. Jeg delte rum med Helena på Vivantes Klinikum Am Urban sommeren 2012. Helena kom til min fødselsdagsmiddag på en indisk restaurant, Oranienstraße. Senere gik vi på Festsaal Kreuzberg. Hun gav mig Weiblichkeit in der Schrift, Merve Verlags Cixous-udgave fra 1980. Indeni bogen, det ser jeg netop nu, står der Für mein Bett-Bunny 11.9.12. Helena var del af kunstnerkollektivet Akademie Isotrop i 90'erne, jeg skal forsøge at finde ud af mere om hende nu. RIP.

It is less a question of converting Young-Girls than of mapping out the dark corners of the fractalized frontline of Young-Girlization. And it is a question of furnishing arms for struggle, step-by-step, blow-by-blow, wherever you may find yourself.

Preliminary Materials for a Theory of the Young-Girl, Tiqqun. Alternativ oversættelse her.

Det er noe i lufta, er det våren? Love is in the air, eller er det snarere motsatt? Er det hatet som ligger tykt rundt oss? Det er nemlig lett å føle seg en smule bilsyk, som om man har slingret seg gjennom natten, som om veikarteret har blitt omskrevet av maniske hender, som om vi er i en radikalt annerledes situasjon, uten at vi helt er i stand til å sette ord på nøyaktig hva forandringene består i.

Anmeldelse af Maria Sveland Hatet. En bok om antifeminism her. Også her + her.
Min egen overskrift var iøvrigt Affektsamfundet. Den gik ikke igennem.

I hvert fald i sine unge dage var Sylvia blond eller mellemblond. Her 19.