Wednesday, February 25, 2015



Ian Svenonius som spøgelse. Ingunn Dybendals illustration til min #17 ENO-sag.

Monday, February 23, 2015

Vi skal tale om kunstpublikationen i et udvidet felt på et symposium ved navn Notes on Location på Den Frie på Østerbro, København. Kom og hør Cia Rinne, Anngjerd Rustand ++

Sunday, February 22, 2015

Gordon har et annet «band» med Dan Graham, konseptkunstner og kunstkritiker. Kunst- historien krever en signatur, ideene må nødvendigvis signeres, men de kommer ofte ut av mellommenneskelig interaksjon. Leser man Gordons utvalgte kunstkritiske essays Is It My Body? Selected Texts (red. Branden W. Joseph, Sternberg Press 2014) er det tydelig at Grahams og Gordons tanker tar farge fra hverandre. Tidlig på 80-tallet lager Graham dokumentaren Rock My Religion som setter rockmusikken (fra Patti Smith til Black Flag) i en sosiologisk ramme og ser dens ekstatiske ritualer i forlengelse av religiøse sekter som for eksempel shakerne. I Gordons låt «Shaking Hell» (1983) synger hun med hes stemme: I’ll take off your dress/ I’ll shake off your flesh/ Shake! Shake!

Skriver om Kim Gordon: Girl in a Band i Klassekampens Musikkmagasinet her.
Andre relaterede tekster her + her + her.


Cirka sådan jeg ser ud når jeg er plugget ind i The Matrix. Ill. Knut Løvås.

Thursday, February 19, 2015



Fra den nydelige bog af Kim Gordon: Girl in a Band. Gordons mor deler visdom.

Thursday, February 12, 2015

Kostskolelæreren er for ung til å ligne en lærer, i det hele tatt virker det som om verken kollegaer eller elever kan forholde seg til henne, enda en mellomtilstand som setter henne ut av spill. Men hos Ravn tiltusker det lille vesenet seg en stor stemme, setningene hennes blir nesten deklamatoriske. Det vekker alltid latter når en stor stemme kommer ut av en liten kropp, når en mus leder en hær, det er «unaturlig», og de som ikke føler seg komfortable med egen makt og autoritet, vil uvegerlig gripe den an med en anelse ironi. Den maktesløses hevn er det briljante språk, en annerledes maktmaske, som er poesien.

Anmelder Olga Ravns spøgelsesroman Celestine i Klassekampen her + her.


Denne bog er færdigskrevet og til salg. 47.000 ord.

The New York Review of Books ★★★★★★★

Mindst tyve panservogne holder parat langs med parken. En mand bærer sin datter på skuldrene, han peger på hende og taler rasende til politifolkene. Han vil have dem til at skride til aktion mod LGBT-aktivisterne, de gør skade på hans datter med deres kulørte flag, mener han. Melankolske og vrede, hvide ansigter overalt, repræsentanterne for normaliteten vifter med bibler og ikoner. En mand med langt rødt hår og skæg ser specielt tragisk ud, som en sørgmodig hvid klovn. Over armene holder han et blåt klæde, over klædet bærer han et stort billede af Jesus. Sergey springer stadig rundt inde i midten, kroppe skubbes rundt, vi vogter på signaler fra politifolkene som stirrer på os. De giver anvisninger, og vi puffes længere og længere væk. Min mobiltelefon er død, vi vil have Sergeys opmærksomhed. Bønneforsamlingen under de blå-grønne paramilitære flag fortsætter den messende fællessang, de kaster mønter mod LGBT-aktivisterne som om de var dansende aber, nogle føres bort. Det er også almindeligt at folk kommer udklædt som kosakker; kosakken er endnu en russisk oprindelighedsfigur som sættes i spil mod de viftende regnbueflag.

Monday, February 02, 2015



Læs mere i en af Norges bedste aviser Le Monde diplomatique på torsdag som også indeholder tema om Paris efter terrorangrebene i januar. Otherwise, life is hard. Manusarbejdet er lidt af en cliffhanger lige nu, kreativt så vel som økonomisk. Andre
ting på bordet er Kim Gordon, Olga Ravn og Shulamith Firestone.

Saturday, January 31, 2015



Den norske og den finske ambassade i Berlin inviterede til release af det nye Music & Literature sidste lørdag, i samarbejde med Vagant. Tidsskriftets femte nummer løfter Stig Sæterbakken, den finske komponist Kaija Saariaho og den kinesiske forfatter Can Xue frem. Alle fotos af Katja Zimmermann. Mere her. Nydeligt, højkulturelt arrangement. Husker stadig Vagant-arrangementet med non-stop Polkabjørn på Bien Bar i 2006.

Tuesday, January 20, 2015

Samtidslitteraturen er ofte en mere eller mindre healende salve: Hejsa, jeg'et er her, familien er her, alt er ok, der var en smule turbulens, en lille finanskrise, men nu er vi på rette kurs igen. Forson dig med livet, hyg dig i hytten med dine børn eller læg storbyen bag dig og bliv dyrelæge i en landsby. Byg dit hjem op som en borg, en behagelig borg med mange duftlys, en kærlighedsrede med widescreen, og byg dit land op som en borg med droner og overvågningsteknologi.

Årets første Vagant-spalte er leveret. Om Burroughs, duftlys, droner, Gary Numan, Laurie Anderson, biler, drømmemaskiner, Gamle Sukkerchef, Voice of Authority, etcetera.

Saturday, January 17, 2015

Den nye måde at tænke på er den tænkning du ville foretage hvis du ikke var nødt til at tænke over noget af det du normalt tænker over, hvis du ikke havde et arbejde at udføre, intet at være bange for, ingen planer at lægge. Enhver øvelse til at opnå dette må selv sættes til side. Det er en måde du vil tænke på hvis du ikke var nødt til at tænke over en måde at tænke på som du ikke er nødt til at gøre. Vi lærer at stoppe ord, at se og røre ord, at flytte og bruge ord som genstande.

William S. Burroughs i Akademi 23 side 72. Har lige smidt nogle kommaer ind, guys.

Sunday, January 11, 2015



We are the hollow chicks/ We are the stuffed chicks/ Leaning together
Headpiece filled with strawberries and Weißbier. Alas!

Friday, January 09, 2015

Natten efter at de stak, skar og brændte mine indre organer på den mest elegante og diskrete måde drømmer jeg om en veninde som også netop har gennemgået en ünderlivsoperation. Vi er i et kirkerum. Hun gravede med hænderne og fandt en struktur, hun fjernede al den beton, og strukturen står frem, en Gaudi eller noget indiansk, smukt. Men jeg ser på kirken vi er inde i og ser at hun har fjernet den beton som skal holde kirktårnet oppe. Dette er den beton som holdt kirketårnet fra at styrte ned i kirkerummet, bygningens truende implosion. Vi ved at tårnet styrter nu, jeg løber ud af kirken og ser tårnet styrte eller blive skåret af og fare efter mig som fyrværkeri, tårnet kastreret, vores indre skåret fra og puttet i små laboratoriebeholdere.

Wednesday, January 07, 2015



Kathleen Hanna i "Gen X Survivor: From Riot Grrrl Rock Star to Feminist Artist" i Sisterhood Is Forever: The Women's Anthology for a New Millennium (2003) redigeret af Robin Morgan.

Sunday, January 04, 2015

Ian lyser op i rummet som et indslag af magisk realisme i den berlinske vinter. Han er ikke svær at få øje på, men jeg giver mig ikke til kende. Hvad er en gruppe, et band, et bånd, en chain gang? Vi går ind i det tilstødende lokale og ser "What Is A Group?" Mens jeg ser den ekstremt DIY-prægede, morsomme film muterer spørgsmålet til et svar: This is a group. Jeg ler, latteren får brystkassen til at åbne sig, jeg føler mig let, jeg flyder sammen med menneskene i salen: This is a group.

Thursday, January 01, 2015

Tuesday, December 16, 2014

Mobilisering mod den planlagte henrettelse af svenske kulturtidsskrifter. Her + her + her.

Friday, December 12, 2014

Forfatter Tore Renberg versus kritiker Bernhard Ellefsen i Morgenbladet her + her + her.

Wednesday, December 10, 2014

Vanessa Place writes about Ron Silliman's book Against Conceptual Poetry and adds some thoughts from the panel discussion at Reverse in Copenhagen in September here.

Tuesday, December 09, 2014

Barbies Dream House Experience byder på en slags pseudo-kreativitet. I et videoklip fra huset hamrer en lille pige løs på et piano som er programmeret til at spille forskellige sange. Hun trykker på nogle knapper, men det er ikke hende som laver lyden. Harmonien er påbudt, ingen støj her. Udenfor Barbies drømmehus står en enorm højhælet sko, det er en fontæne. Pigerne kan bare lave virtuelle cupcakes, det er fantastisk, life in plastic, ingen bliver beskidte her, ingen får egentlig lov til at smage noget de selv har været med til at lave, noget som måske ikke bliver vellykket, men som alligevel er et reelt forsøg: Abjekte kager, skræmmende kager, brune kager af brændt plastik, jord, blod og afføring. Her er en catwalk, for lyserøde piger kan lide at vise sig frem, og i toilettet dukker en smilende lyserød delfin op. Karen? Karen? Where are you? Anorektiske Karen Carpenter har låst sig inde på toilettet og bruger afføringspiller og brækmiddel, men i Barbies hjem sker den slags ikke, i toilettet findes ingen ækle ting som skal skjules, bare en smilende lyserød delfin.

Bare skriver og skriver. Btw, her er min yndlingssang. Fantastisk video også.

Saturday, December 06, 2014

Hermed et julekort til nogle samarbejdspartnere i 2014, hvor jeg iøvrigt har levet at the mercy of Fritt Ord og arbejdet på et bogprojekt som forhåbentlig findes i bogform tidligt høsten 2015. Ingar Dragset, Astrup Fearnley Museet i Oslo og Archive Books i Berlin. Rikskonsertene og Charlotte Myrbråten. Nasjonalbiblioteket og Trond Haugen. Klassekampen og Vagant, with love. Københavns egen Txtville ved Caspar Eric og team. D2 og Øyvind Holen. Audiatur og Norsk kulturråd. Gasspedaldagene i Fredrikstad. ENO som af uforklarlige grunde ikke eksisterer mere?! Plus Ian F. Svenonius som kastede glans over sommeren. Bergen Offentlige Bibliotek og Forfatterstudiet i Bø. Antipyrine og Mathias Kokholm som arrangerede et fint Burroughs-akademi. Reverse Copenhagen International Poetry Festival og Bibliotek V som er åben hver torsdag mellem 16 og 18. Årets gastronomiske udfordring, årets udsigt og årets demoveninde, tak til alle og et godt nytår. Her er de nye satser, baby.
Pre- pre- precarious. Kulturskabere lever ikke blot usikre liv, men udøver også en form for selvusikkerhedsgørelse. De er blevet forbilleder for den neoliberale drøm om frihed som den ultimative selvansvarlighed. Det faktum, at kulturskabere ikke ved, hvordan det næste projekt vil blive finansieret, om man overhovedet vil få det finansieret, og om man kan betale huslejen næste måned, bliver udlagt som en form for kreativ selvskabelse, som bliver mønster- eksemplet for resten af samfundet, siger Isabell Lorey her.

Sunday, November 30, 2014

Ex Hex Rips
Jenny Lewis The Voyager
Hval & Wallumrød Meshes of Voice
White Lung Deep Fantasy
Frankie Cosmos Zentropy
Dark Times Give
Grouper Ruins
FKA Twigs LP1
Aphex Twin Syro
Mogwai Rave Tapes
J Mascis Tied to a Star
Shellac Dude Incredible
Chain and the Gang Minimum Rock N Roll
Årets skuffelser er Thürston Moore & Istiden
Årets angstanfald er Swans & Scott Walker 
Årets scenehændelse er Cabaret Voltaire Berlin Atonal

Saturday, November 29, 2014



Henrik Petersen og jeg har det her tidlig-Simple Minds-hangup. Lyd her.

Sunday, November 23, 2014



Flot arrangement på Mayhem igår: Burroughs akademiet i anledning af William Burroughs' 100-års fødselsdag og Antipyrines to Burroughs-udgivelser. Et par billeder her.

Monday, November 17, 2014

Bibliotek V åbner i København på torsdag. Jeg har bidraget med 3 anbefalinger. Like her.

Saturday, November 15, 2014



Det ville være synd at sige at gamle Bill Burroughs ikke var forrygende profetisk. Her en sekvens fra interview- og essaybogen The Job (1974) oversat af Kasper Opstrup og Tobias R. Kirstein for Antipyrine. Kom på Burroughs-akademi næste weekend i anledning af to Burroughs-udgivelser og Burroughs' 100-års fødselsdag.
Noen intense minner fra enkelte situasjoner ved Kjellstadbommen er utgangspunkt for Manuell, hvor spanskfødte Cara Alona husker at hennes familie passerer gjennom bom- stasjonen. I en av disse boksene satt hennes farfar, en paranoid krigsveteran, og tok imot betaling, som en annen blikkmann fra Oz. Dermed er ikke Manuell egentlig en roman om trafikk, men snarere om dysfunksjonelle relasjoner innenfor familiens rammer, og – på et større nivå – forvaltningen av disse konstant bristende relasjonene i omsorgsinstitusjoner som vi, via diverse følelsesmessige kompromisser, betrakter som normale, men som Knudsen på effektivt vis får demonstrert som dypt absurde.

Anmeldelse af Cathrine Knudsen: Manuell her. Mere om Knudsen her + her.

Monday, November 10, 2014

Musik har selvsagt sin berettigelse her, eftersom ikoniske politiske begivenheder med en vis opløftende aura, som for eksempel murens fald, bedst markeres med stadionrock in the name of love. Der er imidlertid delte meninger om hvordan dette område skal varetages, hvordan friheden skal få udtryk, om den bedst markeres med flamboyante byggerier eller med noget så simpelt som den almindelige borgers adgang til Spree-kanalens bredder.

Min spaltetekst fra Vagant #3/2013 i anledning #Mauerfall findes nu her. Blandt andet en læsning af Joshua Clovers relevante bog 1989. Bob Dylan Didn’t Have This to Sing About.