Her et sted skulle det være muligt at høre Ordfront på NRK P2 på søndag klokken 13.30, hvis man vil. Da kåres Årets Norske Digt, en ret så irriterende kategori da ganske mange forfattere tænker i helt andre baner nu end at præsentere digte som skulpturer i et rum. SC er en af dem som har nomineret tre digte og denne nådesløse dame sidder i juryen: bare glem bestikkelse, jeg har prøvet.
Her er så de officielle nominationer. Og her på siden kan man ganske snart læse SCs formatmæssigt balstyriske nominationer.
Jo Paal, jeg husker denne artikel.
Wednesday, November 30, 2005
Tuesday, November 29, 2005
KK & postmoderne litteraturteori, igen-igen
«Alle vet» at moralsk indignasjon er en «ulovlig» leserreaksjon – i alle fall om en skal dømme etter postmoderne litteraturteori: Kunsten er autonom, den kan gjøre hva den vil. Og det er litterære kriterier en bok skal dømmes etter. Dens moralske innhold og referanser til virkeligheten er tabuspørsmål, heter det.
Er dette en korrekt udlægning af *postmoderne* litteraturteori?
Artiklen er her.
«Alle vet» at moralsk indignasjon er en «ulovlig» leserreaksjon – i alle fall om en skal dømme etter postmoderne litteraturteori: Kunsten er autonom, den kan gjøre hva den vil. Og det er litterære kriterier en bok skal dømmes etter. Dens moralske innhold og referanser til virkeligheten er tabuspørsmål, heter det.
Er dette en korrekt udlægning af *postmoderne* litteraturteori?
Artiklen er her.
Monday, November 28, 2005
Diskuterede lidt med RJJ igår, om hvad præcis det er Sandheden har i hånden. Og idag blev det over 8000 tegn om Lund i one hell of a Swedish snow storm. Benny kommer med Kniven imorgen.
Den som är intresserad av poesi gör klokt i att bläddra förbi dessa lika fördomsfulla som illa skrivna sidor. Annars är risken överhängande att man förväxlar Håkan Sandells, Annika B Myhrs eller Mikolaj Orlinskis komplexa utsagor med en litteraturvetares klyschor om 68-vänstern och tunnelseende språkmaterialister. Mere her.
Sunday, November 27, 2005
Now, Claws. Don't waste your f***ing time.
Der var ingen Eivind Røssaak på avantgardeseminaret idag, men der var til gengæld så meget andet godt. Og jeg slæbte en gigantisk blå og gul bog med mig hjem: En tradition af opbrud - avantgardens tradition og politik som i dén grad minder mig om mit snorksovende mastergradsprojekt, hmm. Jeg lærte også at Bourriauds bog om relationel æstetik nu findes på dansk, men om artiklen her gider at sige mig på hvilket forlag? Nix.
Vi blev netop helt svimle af at læse Marianne Ping Huangs bidrag til avantgarde-antologien, om bl.a. Nielsen og kunstner Jakob S. Boeskov, sidstnævnte også kendt for Danes for Bush-aktionen. Boeskov har været på våbenmesse med dette enestående produkt og mødte stor interesse. Pejk snakkede med ham på New York public radio-showet The Next Big Thing her og her er Boeskovs fiktionisme-manifest, også gengivet i nævnte antologi.
Fiktionisme er en helt ny type af kunst:
Fiktionismens mål er at skabe ny realitet og give eksempler på fremtiden idag.
Et fiktionistisk kunstværk skabes ved:
1. at forestille sig en mulig fremtid
2. at forestille sig et produkt fra denne fremtid
3. at skabe dette produkt
4. at præsentere produktet idag
5. at dokumentere reaktionerne
Der var ingen Eivind Røssaak på avantgardeseminaret idag, men der var til gengæld så meget andet godt. Og jeg slæbte en gigantisk blå og gul bog med mig hjem: En tradition af opbrud - avantgardens tradition og politik som i dén grad minder mig om mit snorksovende mastergradsprojekt, hmm. Jeg lærte også at Bourriauds bog om relationel æstetik nu findes på dansk, men om artiklen her gider at sige mig på hvilket forlag? Nix.
Vi blev netop helt svimle af at læse Marianne Ping Huangs bidrag til avantgarde-antologien, om bl.a. Nielsen og kunstner Jakob S. Boeskov, sidstnævnte også kendt for Danes for Bush-aktionen. Boeskov har været på våbenmesse med dette enestående produkt og mødte stor interesse. Pejk snakkede med ham på New York public radio-showet The Next Big Thing her og her er Boeskovs fiktionisme-manifest, også gengivet i nævnte antologi.
Fiktionisme er en helt ny type af kunst:
Fiktionismens mål er at skabe ny realitet og give eksempler på fremtiden idag.
Et fiktionistisk kunstværk skabes ved:
1. at forestille sig en mulig fremtid
2. at forestille sig et produkt fra denne fremtid
3. at skabe dette produkt
4. at præsentere produktet idag
5. at dokumentere reaktionerne
Saturday, November 26, 2005
Kristeva in the morning. Sjöholm skriver själv att radikaliteten i Kristevas teori endast är möjlig att artikulera i form av konst och litteratur, och tänkas inom filosofi och psykoanalys, men att den borde kunna fungera som korrektiv för den politiska dagordning som tenderar att bli teknokratisk eller totalitär. Mere her.
Friday, November 25, 2005
Ja? Kunne du tænke dig at læse et essay af Fredrik Nyberg om Sonic Youth? Det kunne jeg godt. Men Fredrik, "riot grrrl" med to gange R? Hm, googling afgør det: 339.000 hits for 2 gange R - og 344.000 for tre gange R, mister. Her en passage fra essayet om sangen "The Diamond Sea" fra Washing machine (95). Ellers finder man bl.a. også gendigtninger af poeter som Dickinson, Theresa Hak Kyung Cha, Lowell, Sexton og Lisa Jarnot i seneste nummer af Lyrikvännen.
Lyssna när den vackra melodin får sina första knäckar, när den långsamt transformeras och styrs i in i klangvärld där helt andra regler tycks gälla. Och lyssna när kompositionen hittar tillbaka till de initiala, igenkännbara, figurerna, för sedan återigen ge sig ut på en lång resa i det okända. Allt är i förändring. Och i "The Diamond Sea" får "det Andra" det sista ordet. Som om det ena gick att separera från det andra.
Lyssna när den vackra melodin får sina första knäckar, när den långsamt transformeras och styrs i in i klangvärld där helt andra regler tycks gälla. Och lyssna när kompositionen hittar tillbaka till de initiala, igenkännbara, figurerna, för sedan återigen ge sig ut på en lång resa i det okända. Allt är i förändring. Och i "The Diamond Sea" får "det Andra" det sista ordet. Som om det ena gick att separera från det andra.
Thursday, November 24, 2005
Så er det idag Lyrikvännen slipper sit Amerika-nummer. Der er oplæsning med de følgende i aften: Gunnar Harding, Magnus William-Olsson, Agneta Pleijel, Göran Sonnevi og årets Stig Carlson-prismodtager Eva B. Magnusson. Mere information her.
Wednesday, November 23, 2005
Ellen siger dette om Irigarays metode i MB: Hun inntar en nærgående mimetisk (etterlignende) lesestrategi i forhold til de mannlige "mester"-tekstene, og er i sine strategiske inngrep inspirert av Derridas dekonstruktive, stilistiske grep. Småfrekt smyger hun seg inn og ut av disse kanoniserte filosofitekstene – det være seg Freud, Platon, Aristoteles, Descartes, Kant eller Hegel – i jakten på det kvinnelige.
Jeg forsøgte at sige noget der ligner i punkt 4 i mit (hm) kritikermanifest der er at læse i nyeste Prosopopeia, en tekst som let kunne udvides med et par og 90 punkter til, in other words: I am not pleased. But here goes.
1. Det kan se sådan her ud. Det kan også se anderledes ud, siger hun, for (hm) findes der regler? Den læsende med teatral forundring: dette er en … bog? Der findes ingen metode, på mødet finder de på et sprog sammen, med og mod hinanden: dette er kritikken. En skitse tegnes med iscenesat skælvende hænder. Men dybt i knoglerne findes også erfaring bygget på erfaring bygget på erfaring: racedog’s knowledge.
2. ”Here, kitty kitty!” Alien (1979). Litteraturen er ikke et vrangvilligt barn som skal irettesættes, snarere må den ses på som potentielt monstrøs. Den læsende lokker litteraturen ud af sin hule med livet som indsats. Den læsende har lov at rase i skuffelse de 99 gange ud af 100 hun bliver stående på sine fødder. Bliver den læsende endelig føkket over, da har hun lov at vurdere tilstanden og et muligt positionsskifte: nu vil hun sandelig tale om mødeteknik, kommunikation og etik. Monster siger hm? og sætter sig på halen. Alle hendes ansigter smiler.
3. Der er ti genstande i et rum. Ti mennesker ser kort – dog koncentreret – på de ti genstande. De ti mennesker skal siden berette om hvad de så, hvordan hver ting var placeret og i hvilken rækkefølge tingene blev bemærket. Får vi ti forskellige beretninger?
Blikket vælger sig altid en forgrund og en baggrund. Bestemte perspektiver er gennem historien blevet ophøjet til objektive sandheder. Mit blik danner aftrykket af et kønsspecifikt læserbegær: blå sofa, hvor er du nu?
4. Fitteview, x-treme close-up. Når Luce læser filosofihistorien så bliver hun vand, hun mimer tekstens bevægelse og bryder først ud dér hvor tænkningens svage punkter er. Andre vil skille vandet med et skarpt blik, men ikke hun. Du læser skævt, fra perversion til aktion – men er dette blik nogens? Eller taler du bare dit eget subjektive vanvids sag? Og … er det en spændetrøje de kommer med?
5. Teksten er på gaden og rundt om Roland bliver der pludselig en anden virkelighed. Her er læsehandlingen dét som skiller et jeg fra kollaps, viklet ind i reklame: læs eller dø, læs eller lad andre dø. Pragmatisk iagttagelse er anvendt teori er opgraderet optik.
6. Tendentiøse politiske læsninger. Hvis kritikeren blot er ude på at rangere teksten i et æstetisk hierarki af kunstobjekter, da behøver hun vel næppe vride pennen rundt i alle smertepunkterne, oute tematikken? Men, forestiller jeg mig, hvis teksten ses på som en ligestillet kulturel ytring, der taler til verden, i verden, hvad gør kritikeren da? Hjælper hun til i dette henvendelsesforsøg? Eller lukker hun munden på teksten, kalder den en pretty thing?
7. Ti hatte, ikke én tiara. At læse er at skrive, statusforskellen er en konstruktion og findes fordi en bog kan sælges. Ubalance! Båden tipper, hop af, hop af. Vi har en syg overproduktion af værker modsvaret af svage læsninger, svage samtaler, svage maver and who cares. Hvis litteraturen skal virke, så gå og gør den.
8. Tid & sted: forankringsforhandlinger. Nu skal du høre, det er sådan her det foregår: tid er en vigtig faktor – og der er ikke meget af den. Jeg indgår i en kontekst, i et samarbejde. Jeg oversættes og redigeres. Anmeldelsens publicering fikserer den for en tid i en bestemt positur – men den snakker videre, tænker videre: tænker og tvivler og tænker og tvivler. Anmeldelsen er urolig, den vil snakke med dig.
9. Ssssssssssssssssssssssssssssss
10. Let these be the languages of art criticism: to scream, to forget, to do anything except reduce radical difference, through representation, to identity, singularity, calculable and controlable. Let one art criticism’s languages be silence so that we can hear the sounds of the body: the winds and voices from far-off shores, the sounds of the unknown. May we write, not in order to judge, but for and in (I quote Georges Bataille), ”the community of those who do not have a community.”
Kathy Acker: Critical languages, Bodies of work 1997.
Jeg forsøgte at sige noget der ligner i punkt 4 i mit (hm) kritikermanifest der er at læse i nyeste Prosopopeia, en tekst som let kunne udvides med et par og 90 punkter til, in other words: I am not pleased. But here goes.
1. Det kan se sådan her ud. Det kan også se anderledes ud, siger hun, for (hm) findes der regler? Den læsende med teatral forundring: dette er en … bog? Der findes ingen metode, på mødet finder de på et sprog sammen, med og mod hinanden: dette er kritikken. En skitse tegnes med iscenesat skælvende hænder. Men dybt i knoglerne findes også erfaring bygget på erfaring bygget på erfaring: racedog’s knowledge.
2. ”Here, kitty kitty!” Alien (1979). Litteraturen er ikke et vrangvilligt barn som skal irettesættes, snarere må den ses på som potentielt monstrøs. Den læsende lokker litteraturen ud af sin hule med livet som indsats. Den læsende har lov at rase i skuffelse de 99 gange ud af 100 hun bliver stående på sine fødder. Bliver den læsende endelig føkket over, da har hun lov at vurdere tilstanden og et muligt positionsskifte: nu vil hun sandelig tale om mødeteknik, kommunikation og etik. Monster siger hm? og sætter sig på halen. Alle hendes ansigter smiler.
3. Der er ti genstande i et rum. Ti mennesker ser kort – dog koncentreret – på de ti genstande. De ti mennesker skal siden berette om hvad de så, hvordan hver ting var placeret og i hvilken rækkefølge tingene blev bemærket. Får vi ti forskellige beretninger?
Blikket vælger sig altid en forgrund og en baggrund. Bestemte perspektiver er gennem historien blevet ophøjet til objektive sandheder. Mit blik danner aftrykket af et kønsspecifikt læserbegær: blå sofa, hvor er du nu?
4. Fitteview, x-treme close-up. Når Luce læser filosofihistorien så bliver hun vand, hun mimer tekstens bevægelse og bryder først ud dér hvor tænkningens svage punkter er. Andre vil skille vandet med et skarpt blik, men ikke hun. Du læser skævt, fra perversion til aktion – men er dette blik nogens? Eller taler du bare dit eget subjektive vanvids sag? Og … er det en spændetrøje de kommer med?
5. Teksten er på gaden og rundt om Roland bliver der pludselig en anden virkelighed. Her er læsehandlingen dét som skiller et jeg fra kollaps, viklet ind i reklame: læs eller dø, læs eller lad andre dø. Pragmatisk iagttagelse er anvendt teori er opgraderet optik.
6. Tendentiøse politiske læsninger. Hvis kritikeren blot er ude på at rangere teksten i et æstetisk hierarki af kunstobjekter, da behøver hun vel næppe vride pennen rundt i alle smertepunkterne, oute tematikken? Men, forestiller jeg mig, hvis teksten ses på som en ligestillet kulturel ytring, der taler til verden, i verden, hvad gør kritikeren da? Hjælper hun til i dette henvendelsesforsøg? Eller lukker hun munden på teksten, kalder den en pretty thing?
7. Ti hatte, ikke én tiara. At læse er at skrive, statusforskellen er en konstruktion og findes fordi en bog kan sælges. Ubalance! Båden tipper, hop af, hop af. Vi har en syg overproduktion af værker modsvaret af svage læsninger, svage samtaler, svage maver and who cares. Hvis litteraturen skal virke, så gå og gør den.
8. Tid & sted: forankringsforhandlinger. Nu skal du høre, det er sådan her det foregår: tid er en vigtig faktor – og der er ikke meget af den. Jeg indgår i en kontekst, i et samarbejde. Jeg oversættes og redigeres. Anmeldelsens publicering fikserer den for en tid i en bestemt positur – men den snakker videre, tænker videre: tænker og tvivler og tænker og tvivler. Anmeldelsen er urolig, den vil snakke med dig.
9. Ssssssssssssssssssssssssssssss
10. Let these be the languages of art criticism: to scream, to forget, to do anything except reduce radical difference, through representation, to identity, singularity, calculable and controlable. Let one art criticism’s languages be silence so that we can hear the sounds of the body: the winds and voices from far-off shores, the sounds of the unknown. May we write, not in order to judge, but for and in (I quote Georges Bataille), ”the community of those who do not have a community.”
Kathy Acker: Critical languages, Bodies of work 1997.
Tuesday, November 22, 2005
The Claws Awards 2005 er her.
The Claws Awards er en vidreføring af 2004s The Susanne Awards og baserer sig på private dagbogsnedtegnelser fra året der gik. Nedenstående er blot et uddrag af The Real Claws Awards som ikke vil blive publiceret noget sted. Hvis De således ikke finder priser som fx Årets Redaktør, Årets Olaug eller Årets Jean-Paul så græd ikke! Disse priser eksisterer og vi blive delt ud via tankeoverføring inden året er omme. Claws Talks forholder sig som sædvanligt ikke til noget specifikt publikum (adress unknown) og forbeholder sig ligeså ret til at være både indforstået og komplet idiotisk tullet. Al tragik som fx diverse hospitalsindlæggelser og voldsepisoder er ikke nævnt hér - billedet kan da ske at blive fortegnet ud i det urimeligt eksotiske.
Årets oplæsning, listen er lang: *) Joar Tiberg på mobiltelefon fra Bangalore i Indien på Gasspedal/Luj-slippefesten i februar. *) Lars Skinnebach samme aften: pure punk rock. *) Christian Bök på et lille galleri i Stockholm: Schwitters the luftwaffe-way. *) Juliana åbner rummet op på verdenspoesidagen, STHLM. *) Bob Hansson læser mildt på skånsk i en totalt mørkelagt biografsal. *) Jenny jammer med Raattamaa på Oslo Poesifestival, Raattamaa messer ISRAEL-MÖRDARE så det runger over byen. Bootleg-optagelse eksisterer. *) Audun og Arve læser SOLARIS korrigert i h.h.v. Göteborg og Stockholm. *) Audiatur-med-rub-og-stub-og-alt. Men især Hallgren, Börjel, Berg & Ratjke skal nævnes. *) Bedste performance går til Stig Larsson på Lillehammer og Nielsen samme sted.
Årets digt: Den østrigske lydkunstner Jörg Piringers stol braser sammen, han rejser sig og siger tørt: It was a poem.
Årets lån af husrum – snille! – går til: Irene/Bergen, Ådlands/Bergen, Karin/Oslo, Rannveig/Oslo, Suvi/København og Maia/Brooklyn. Karin får desuden sammen med Tommy årets skribentpris, yeah.
Årets Gasspedal-promotion: Susanne løber ud på gaden en halv time før Textmässan lukker og deler Democracy-bøger ud til højre og venstre. En sølvhåret herre vender sig og rækker hånden ud. Stig Larsson med Gasspedal i lommen går ned ad gaden.
Årets karisma-chok: Patti Smith glider ud af en elevator mindre end én meter foran mig.
Årets pinlige øjeblik: Christian Bök rækker en anden hånden henover bordet, jeg tror han rækker den mod mig så jeg griber den. Da jeg ryster den hamrer jeg hans hånd ned i bordet.
Årets socialrealistiske øjeblik står gengivet således: ”Mig og AL spiste kjøttkaker i et indkøbscenter. Vi så en handicappet tømme sit kateter for urin på gaden og jeg græd over min mor.”
Årets mest autentiske 100% reklamefri kunstoplevelse: Undenfor Helsinki ligger Loviisa, udenfor Loviisa ligger Kuggom, udenfor Kuggom ligger LURENS SOMMARTEATER. Den 21. juli sad Claws på rad 6 plats 112 og så en folkelig gengivelse af et Molliere-stykke. På LURENS SOMMARTEATER er publikumspladserne en centralt placeret trækonstruktion bygget så den kan DREJE således at scenerne kan skifte alt efter i hvilken retning man ser. W-i-l-d.
Årets BRAG: Årets Brag var selvfølgelig seminar-happeningen Bergensbrag i København som let kan kvalificere sig som årets bedste TID også. En af de impulser – udover Elverkilde og Serups utrolige engagement – som fik Bergensbrag til virkelig at detonere diskussionsmæssigt og socialt var Henning Gärtner og Julian Blaues debatindlæg og senere performance fra KARRIERE-KONSTRUKTIVISMER. BAM, there you go.
Årets parole: ”Dette er ikke et seminar OM politisk kunst, dette seminar ER politisk kunst.” Claws said that.
Årets DJ: litteraturkritiker ved HD og Skinnebach-oversætter Henrik Petersen spillede new wave-klassikere som Premonition, This fear of gods og Thirty frames a second med Simple Minds på Café Edenborg og gav dermed grobund for årets revival. Af musik som ellers prægede året kan kort nævnes Stereolab, The Fall og Human League.
Årets du-var-hyggelig-på-Claws-Talks-pris går til Mariann, Grüner, Insensatez, Åsne og Dag. Men ikke gå grædende herfra. Fik du ingen pris i denne kategori betyder det ikke du var u-hyggelig.
Årets øl: Stella på hjørnet af McDougal og Bleecker St, Greenwich. Mexicansk med lime og Pejk i Brooklyn. Bier blanc med Lindholm i Quartier Latin. Den finske øl med K og et sort-og-rødt bjørnelogo som jeg cyklede i 15 minutter ind mod Loviisa for at anskaffe mig.
Årets verdenssituation-ignorerende egotrip: Susanne sidder i en bil sammen med sin far på vej tværs over Sverige mod Stockholm, de hører radio hele dagen, om bombedåden i London. Susanne læser en udskrift af Eivind Røssaaks tekst Selviakttakelse og får et kæmpe hysterianfald af lykke da hun ser at hendes Stig Larsson-anmeldelse citeres i note 51.
Årets mobilvideo, optaget i Paris: Susanne sidder på metroen, ser misfornøjet ud og durrer frem og tilbage med togets bevægelser. Fødder går ud af toget, vi ser et skilt: Les Halles. Vi ser Susanne, nu smiler hun. Hun åbner sin mund, filmen slutter i mørke. Årets fotos findes her og her - og nævnes skal også det mobilshot som forestiller Auduns ovale måneblege ansigt på vej ned ad Seinen med Tour Eiffel som en gylden dildo kommende ud af øret på ham.
The Claws Awards er en vidreføring af 2004s The Susanne Awards og baserer sig på private dagbogsnedtegnelser fra året der gik. Nedenstående er blot et uddrag af The Real Claws Awards som ikke vil blive publiceret noget sted. Hvis De således ikke finder priser som fx Årets Redaktør, Årets Olaug eller Årets Jean-Paul så græd ikke! Disse priser eksisterer og vi blive delt ud via tankeoverføring inden året er omme. Claws Talks forholder sig som sædvanligt ikke til noget specifikt publikum (adress unknown) og forbeholder sig ligeså ret til at være både indforstået og komplet idiotisk tullet. Al tragik som fx diverse hospitalsindlæggelser og voldsepisoder er ikke nævnt hér - billedet kan da ske at blive fortegnet ud i det urimeligt eksotiske.
Årets oplæsning, listen er lang: *) Joar Tiberg på mobiltelefon fra Bangalore i Indien på Gasspedal/Luj-slippefesten i februar. *) Lars Skinnebach samme aften: pure punk rock. *) Christian Bök på et lille galleri i Stockholm: Schwitters the luftwaffe-way. *) Juliana åbner rummet op på verdenspoesidagen, STHLM. *) Bob Hansson læser mildt på skånsk i en totalt mørkelagt biografsal. *) Jenny jammer med Raattamaa på Oslo Poesifestival, Raattamaa messer ISRAEL-MÖRDARE så det runger over byen. Bootleg-optagelse eksisterer. *) Audun og Arve læser SOLARIS korrigert i h.h.v. Göteborg og Stockholm. *) Audiatur-med-rub-og-stub-og-alt. Men især Hallgren, Börjel, Berg & Ratjke skal nævnes. *) Bedste performance går til Stig Larsson på Lillehammer og Nielsen samme sted.
Årets digt: Den østrigske lydkunstner Jörg Piringers stol braser sammen, han rejser sig og siger tørt: It was a poem.
Årets lån af husrum – snille! – går til: Irene/Bergen, Ådlands/Bergen, Karin/Oslo, Rannveig/Oslo, Suvi/København og Maia/Brooklyn. Karin får desuden sammen med Tommy årets skribentpris, yeah.
Årets Gasspedal-promotion: Susanne løber ud på gaden en halv time før Textmässan lukker og deler Democracy-bøger ud til højre og venstre. En sølvhåret herre vender sig og rækker hånden ud. Stig Larsson med Gasspedal i lommen går ned ad gaden.
Årets karisma-chok: Patti Smith glider ud af en elevator mindre end én meter foran mig.
Årets pinlige øjeblik: Christian Bök rækker en anden hånden henover bordet, jeg tror han rækker den mod mig så jeg griber den. Da jeg ryster den hamrer jeg hans hånd ned i bordet.
Årets socialrealistiske øjeblik står gengivet således: ”Mig og AL spiste kjøttkaker i et indkøbscenter. Vi så en handicappet tømme sit kateter for urin på gaden og jeg græd over min mor.”
Årets mest autentiske 100% reklamefri kunstoplevelse: Undenfor Helsinki ligger Loviisa, udenfor Loviisa ligger Kuggom, udenfor Kuggom ligger LURENS SOMMARTEATER. Den 21. juli sad Claws på rad 6 plats 112 og så en folkelig gengivelse af et Molliere-stykke. På LURENS SOMMARTEATER er publikumspladserne en centralt placeret trækonstruktion bygget så den kan DREJE således at scenerne kan skifte alt efter i hvilken retning man ser. W-i-l-d.
Årets BRAG: Årets Brag var selvfølgelig seminar-happeningen Bergensbrag i København som let kan kvalificere sig som årets bedste TID også. En af de impulser – udover Elverkilde og Serups utrolige engagement – som fik Bergensbrag til virkelig at detonere diskussionsmæssigt og socialt var Henning Gärtner og Julian Blaues debatindlæg og senere performance fra KARRIERE-KONSTRUKTIVISMER. BAM, there you go.
Årets parole: ”Dette er ikke et seminar OM politisk kunst, dette seminar ER politisk kunst.” Claws said that.
Årets DJ: litteraturkritiker ved HD og Skinnebach-oversætter Henrik Petersen spillede new wave-klassikere som Premonition, This fear of gods og Thirty frames a second med Simple Minds på Café Edenborg og gav dermed grobund for årets revival. Af musik som ellers prægede året kan kort nævnes Stereolab, The Fall og Human League.
Årets du-var-hyggelig-på-Claws-Talks-pris går til Mariann, Grüner, Insensatez, Åsne og Dag. Men ikke gå grædende herfra. Fik du ingen pris i denne kategori betyder det ikke du var u-hyggelig.
Årets øl: Stella på hjørnet af McDougal og Bleecker St, Greenwich. Mexicansk med lime og Pejk i Brooklyn. Bier blanc med Lindholm i Quartier Latin. Den finske øl med K og et sort-og-rødt bjørnelogo som jeg cyklede i 15 minutter ind mod Loviisa for at anskaffe mig.
Årets verdenssituation-ignorerende egotrip: Susanne sidder i en bil sammen med sin far på vej tværs over Sverige mod Stockholm, de hører radio hele dagen, om bombedåden i London. Susanne læser en udskrift af Eivind Røssaaks tekst Selviakttakelse og får et kæmpe hysterianfald af lykke da hun ser at hendes Stig Larsson-anmeldelse citeres i note 51.
Årets mobilvideo, optaget i Paris: Susanne sidder på metroen, ser misfornøjet ud og durrer frem og tilbage med togets bevægelser. Fødder går ud af toget, vi ser et skilt: Les Halles. Vi ser Susanne, nu smiler hun. Hun åbner sin mund, filmen slutter i mørke. Årets fotos findes her og her - og nævnes skal også det mobilshot som forestiller Auduns ovale måneblege ansigt på vej ned ad Seinen med Tour Eiffel som en gylden dildo kommende ud af øret på ham.
Monday, November 21, 2005
Jeg sneg mig ind i stuen igår, jeg var alene hjemme. Min svenske tante Inga-Britt var ude og swinge. Igen, altid er hun ude. Jeg tændte for TV, der var koldt i den 20x20 meter store stue - Hm, det er faktisk rummet ved siden af min svenske tante Inga-Britt kalder Den Store Stue ... En doku-serie om massemordere flimrede tilfældigvis forbi, om Myra Hindley og Ian Brady som rendte rundt i 50-tallets Nordengland og kværkede børn på heden. Ét sekund vistes et billede som jeg genkendte. Og her er billedet sandelig - spejlvendt og kunstnerisk manipuleret, but still: Myra & Ian it is.
Sunday, November 20, 2005
Friedlander er i Göteborg, lidt om det bl.a. her. Samme udstilling så jeg i NYC i juni og skrev følgende lille krussedulle:
En af de andre dage er jeg på MoMA in a bad mood, indtil det går rigtigt galt: Begejstringen vil ingen ende tage da jeg opdager Friedlander-udstillingen øverst oppe. Men tror du jeg kan komme ind? Nul. Der er sneak preview for members only, for en dødsyg idé. Men Friedlander får jeg at se om søndagen da udstillingen åbner for pøbelen og ååå, det er så bra. Han fotograferer to verdener, der er parallelle universer her, via spejle og skygger og monumenter og TV-skærme. Og gåder, hvad er det han ser på? Hvad er fokus? Der er jo intet hér. Men hvilket intet.
En af de andre dage er jeg på MoMA in a bad mood, indtil det går rigtigt galt: Begejstringen vil ingen ende tage da jeg opdager Friedlander-udstillingen øverst oppe. Men tror du jeg kan komme ind? Nul. Der er sneak preview for members only, for en dødsyg idé. Men Friedlander får jeg at se om søndagen da udstillingen åbner for pøbelen og ååå, det er så bra. Han fotograferer to verdener, der er parallelle universer her, via spejle og skygger og monumenter og TV-skærme. Og gåder, hvad er det han ser på? Hvad er fokus? Der er jo intet hér. Men hvilket intet.
Saturday, November 19, 2005
Så skal vi se hvad der er i Fru Knudsens knold idag - Oi. Thure Erik Lund. Man læser Uranophilia, det var bl.a. glædeligt at læse om trapper på side 51. På side 200 kan man læse en (hm) urovækkende beretning om et primitivt folk ved navn "entenkerne" - der imellem står der bl.a. følgende på side 141:
Hun bruker automatisk skrift, eller som det er fremlagt i Uranophilia, de "dødes språk", som er fristilt fra enhver menneskelig begrensning, hvis betydning kun kan åpenbares ved at budbringeren dør, og Philologia snakker en drømmende syk rasende tale, hvis mening forblir skjult for oss, men som så blir "preget" inn i biller og insekter, som deretter blir brakt til Mercurius sin klostercelle i form av merkverdige undere, ved at disse oppskremte insektene finner veien selv, som nattsvermere og fluer, og så former all slags tegn, ved at de flokker seg om bestemte blomster og planter, så som ormetegl, som betyr ensomhet og alvor, eller flokker seg på stammen av et oliventre, de rettferdiges tro, eller at det plutselig begynner å regne mus, som et tegn på forening av de himmelske og khtoniske krefter, eller at insekter blir fanget av fugler, hvis transformerte etterlatenskaper åpenbarer seg i klosterhagen, som fugleskitt på steinleggingen.
Det skal ikke være nemt at kommunikere.
Hun bruker automatisk skrift, eller som det er fremlagt i Uranophilia, de "dødes språk", som er fristilt fra enhver menneskelig begrensning, hvis betydning kun kan åpenbares ved at budbringeren dør, og Philologia snakker en drømmende syk rasende tale, hvis mening forblir skjult for oss, men som så blir "preget" inn i biller og insekter, som deretter blir brakt til Mercurius sin klostercelle i form av merkverdige undere, ved at disse oppskremte insektene finner veien selv, som nattsvermere og fluer, og så former all slags tegn, ved at de flokker seg om bestemte blomster og planter, så som ormetegl, som betyr ensomhet og alvor, eller flokker seg på stammen av et oliventre, de rettferdiges tro, eller at det plutselig begynner å regne mus, som et tegn på forening av de himmelske og khtoniske krefter, eller at insekter blir fanget av fugler, hvis transformerte etterlatenskaper åpenbarer seg i klosterhagen, som fugleskitt på steinleggingen.
Det skal ikke være nemt at kommunikere.
Friday, November 18, 2005
Men er det så sandt som Nils-Øivind påstår det, er hans digte rummet, adressen, med bord, stol, det hele? Næppe, jeg sidder jo ikke med en flyttekasse fuld af møbelstumper i hænderne, jeg sidder med en bog. Hvis sproget i bogen skal overbevise mig om at det f.eks. vitterligt er Nils-Øivinds gule kontorstol, hvordan skulle sproget så gøre? Sproget prøver sig først som crooner: jeg er stoooooooooooool, jeg er Nils-Øivinds stoooooooooool, ja, jeg er, baby. Stoooooooooooool. Nej. Sproget kigger op, lidt skuffet. Jeg køber den ikke, stolen. Sproget ser sig rundt efter hjælp, ser pludselig ned ad sig selv, ja. Sproget vil gøre stol nu. Okay! siger
jeg – og sætter mig:
stol
stol
stol
stol stol stol stol
stol stol stol stol
stol stol
stol stol
stol stol
jeg – og sætter mig:
stol
stol
stol
stol stol stol stol
stol stol stol stol
stol stol
stol stol
stol stol
Stockholms antikvariat Rönnells sniger rundt med et virtuelt magasin Kairouan her. Og herunder et billede af FAR. Om Ole Roberts nye roman Jeg er som en åpen bok skriver MBs anmelder, lettere sætningsmæssigt kuldkastet: Allerede her er det nesten umulig å vite om komplikasjonene er utført med fri og kontrollert vilje eller om romanens ikke-kommunikasjon er oppstått av vanvare, av et for sterkt ønske om språklig fornyelse, hinsides all estetisk rimelighet.
Thursday, November 17, 2005
Tuesday, November 15, 2005
Raindrops keep falling on my political activism. Burt siger: - Fast jag är inte någon som sätter mig ner och skriver ett debattinlägg i The New Yorker, jag är inte tillräckligt bra på det, men jag har talang för att göra musik. Många frågar sig nog hur en kille i min ålder (77), som skrivit kärlekssånger hela sitt liv, plötsligt kan vakna upp en dag och vara politisk aktivist. Men man kan också säga att jag fortsätter att göra kärlekssånger om brustna hjärtan, men nu handlar de inte om två människor, utan om smärtan jag känner i mitt hjärta över vad som händer i USA och resten av världen. Låter det långsökt? Jag tycker inte det, säger Bacharach.
Monday, November 14, 2005
Mere kritikseminar her -- Den lille ad hoc-krølle i ugens MB-tekst er det faktisk den kreative oversætter der står for. Og billedet der fulgte med teksten aner jeg ikke hvem forestiller. Resten skal jeg derimod gerne skrive mit navn under, *tigersmil*
Wednesday, November 09, 2005
Men ligner disse to, med deres nok så absurde projekt, ikke på figurer vi kender fra den vestlige verdens litteraturhistorie? Måske er der lidt Rosenkrands og Gyldenstjerne over dem? Eller Vladimir og Estragon? Don Quixote og Sancho Panca? I hvertfald sniger litteraturen sig ind i samme takt hvormed Nielsen og Rasmussen, de ideelle europæere, mister sin idealitet og langsomt går fra sig selv og hinanden -- Vi har grund til at tro at der kommer Nielsen-anmeldelse i en norsk avis nær dig snart.
Tuesday, November 08, 2005
Claws goes commercial. Vi digger kultur, vi er kulturdiggere. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Simpel fra Abo Rasuls første roman, Simpels forhold til fascination, hvor rasende han bliver. Hvorfor når vi ofte bare at sukke å, det var så bra selv når vi har set et rystende drama om vold, politik og vestlig ignorance eller vi har overværet en reelt set angstfremkaldende støjperformance med tekst af Johan Jönsson? Jeg digger kultur, jeg har linket et utal af gange til fx tidsskrifterne Bøygen og Syn og Segn, men hvem siger disse ikke er kommercielle produkter? Well, ingen siger vel det. For kommercielle produkter er de nævnte også, selvsagt. Om de ejes af nazister derimod? Jae -- Nej, det gør de vist heller ikke --
Okay, men her kommer altså beretningen om et par gedigne kommercielle produkter, varer, jeg har sat pris på dette år som svensker: På førstepladsen har vi selvsagt kjøttbullar fra Coop, Coops økologiske mærke Änglamark er forunderligt, jeg tror selv økologiske tandbørster findes. Til det lingonsylt, også Änglamark. Syltetøj og kød, det er bra -- Så findes der en suveræn økologisk blåbæris, jeg husker faktisk ikke mærkets navn (SIA Glass, engelens ben dækker faktisk over logoet), men boksene er hvide og har små fede engle påmalet -- Det værste i Sverige overhovedet (vi ser bort fra diverse politiske mord etc) er isbilen som har et truthorn der spiller en bestemt lille melodi. Isbilmelodien bliver man sindssyg af og den burde forbydes.
Men vi taler om varer nu, brands - What's your favorite brand? Rekorderlig cider kunne være en kandidat, vakkert design og many fruity tastes, sådan noget falder Claws for -- En meget mærkelig ting er THE. Jeg har dedikeret store dele af mit liv til Twinings, Twinings som jeg for alvor opdagede i Glasgow: fx ginger and lemon tea? Oh yeah! Men nu? Nej, jeg må bare sige det ret ud: Lipton vinder ind. Lipton har opfundet det pyramideformede thebrev, prøv f.eks. Tahitithe med ananas og vanille, oh-my-god -- Youghurt, dér må jeg indrømme jeg falder for designet også: Arlas milde youghurt har disse fotografier af 170 år gamle smilende mennesker fra Kaukasus: bedårende, I gotta have it. Men hey, ejes Arla af nazister, forresten? Jeg husker det ikke rigtig.
Men noget der ikke kan købes for penge, noget der faktisk er helt gratis er webcounters. Jeg kom for nyligt op at skændes med min webcounter af mærket N*dstat. N*dstat er blevet opkøbt af et nyt firma (4you) og resultatet er: firmaet sender nu popup-reklame ud på din side, blot fordi du har deres kode på din template. Jeg fandt en måde at fixe koden på, men snart holdt informationerne på siden "how" op med at strømme. Derfor: skift N*dstatkoden ud og find et andet firma flux. And Lipton? I really love you.
Okay, men her kommer altså beretningen om et par gedigne kommercielle produkter, varer, jeg har sat pris på dette år som svensker: På førstepladsen har vi selvsagt kjøttbullar fra Coop, Coops økologiske mærke Änglamark er forunderligt, jeg tror selv økologiske tandbørster findes. Til det lingonsylt, også Änglamark. Syltetøj og kød, det er bra -- Så findes der en suveræn økologisk blåbæris, jeg husker faktisk ikke mærkets navn (SIA Glass, engelens ben dækker faktisk over logoet), men boksene er hvide og har små fede engle påmalet -- Det værste i Sverige overhovedet (vi ser bort fra diverse politiske mord etc) er isbilen som har et truthorn der spiller en bestemt lille melodi. Isbilmelodien bliver man sindssyg af og den burde forbydes.
Men vi taler om varer nu, brands - What's your favorite brand? Rekorderlig cider kunne være en kandidat, vakkert design og many fruity tastes, sådan noget falder Claws for -- En meget mærkelig ting er THE. Jeg har dedikeret store dele af mit liv til Twinings, Twinings som jeg for alvor opdagede i Glasgow: fx ginger and lemon tea? Oh yeah! Men nu? Nej, jeg må bare sige det ret ud: Lipton vinder ind. Lipton har opfundet det pyramideformede thebrev, prøv f.eks. Tahitithe med ananas og vanille, oh-my-god -- Youghurt, dér må jeg indrømme jeg falder for designet også: Arlas milde youghurt har disse fotografier af 170 år gamle smilende mennesker fra Kaukasus: bedårende, I gotta have it. Men hey, ejes Arla af nazister, forresten? Jeg husker det ikke rigtig.
Men noget der ikke kan købes for penge, noget der faktisk er helt gratis er webcounters. Jeg kom for nyligt op at skændes med min webcounter af mærket N*dstat. N*dstat er blevet opkøbt af et nyt firma (4you) og resultatet er: firmaet sender nu popup-reklame ud på din side, blot fordi du har deres kode på din template. Jeg fandt en måde at fixe koden på, men snart holdt informationerne på siden "how" op med at strømme. Derfor: skift N*dstatkoden ud og find et andet firma flux. And Lipton? I really love you.
Monday, November 07, 2005
Besked fra reptilhjernen. Dette er en post der handler om det biofaktiske menneske ved navn ”Susanne Christensen” - Denne søndag aften blev Susanne Christensen pludseligt og uden forvarsel skudt i nakken af et enkelt pistolskud mens hun intetanende sad ved sit skrivebord. Følelsen var varm, på sekunder blev den varmere, kogende. En voldsom mængde af adrenalin blev frisat, hendes pupiller udvidede sig til de næsten dækkede hele iris og hendes puls skød op på 1000.
Adrenalin er et hjælpsomt og kærligt stof der på komplet irrationel vis, ser det ud til, og fuldstændigt ud af det blå skydes ud på ordre fra reptilhjernen, en hjernedel som ellers henligger nær-uvirksomt i mørke og ingen synlig funktion har længere. Adrenalin får folk til at løbe hvis de fx ser et rasende vildt dyr komme ret imod dem, adrenalin vil have at du overlever. Eneste svage punkt er, der var ingen rasende vilde dyr som løb ret imod SC denne søndag aften.
Adrenalin er et hjælpsomt og kærligt stof der på komplet irrationel vis, ser det ud til, og fuldstændigt ud af det blå skydes ud på ordre fra reptilhjernen, en hjernedel som ellers henligger nær-uvirksomt i mørke og ingen synlig funktion har længere. Adrenalin får folk til at løbe hvis de fx ser et rasende vildt dyr komme ret imod dem, adrenalin vil have at du overlever. Eneste svage punkt er, der var ingen rasende vilde dyr som løb ret imod SC denne søndag aften.
Sunday, November 06, 2005
Erik Skyum-Nielsens blik. Jeg er lidt i tvivl om jeg blev checket ud af Erik Skyum-Nielsen i Oslo i fredags. Hans store plirrende øjne bag tykke brilleglas synes at hvile på mig med mere end jævne mellemrum. Om det var min fysiske fremtonings åbenbare skønhed han havde bemærket eller det faktum at han havde luret på min aura at jeg i virkeligheden er en bastard af en dæmon i forklædning véd jeg faktisk ikke. Tror der kommer seminarkommentar i avisen næste uge, synth-pop på en søndag kan sandelig få skrivetempoet op.
Saturday, November 05, 2005
Young guns go for it her. Kommentarer her -- Og her til højre på siden findes så udgivelsen som promoveres, lad os håbe der er en seriøs læsning eller to af de såkaldte språkmaterialister - dirty rotten scoundrels you! - på siderne et sted -- Billede: Mand med sin hånd klemt om struben: Aa! Aa! Noget angriber mig! Formalisme! Få det væk, jeg er levende.
Og hvad er dette? Vagant vil pludselig linkes til? Lad gå da, men hvor h****** er søgefunktionen? Her ses jo bare et salgsfjæs.
Og hvad er dette? Vagant vil pludselig linkes til? Lad gå da, men hvor h****** er søgefunktionen? Her ses jo bare et salgsfjæs.
Tuesday, November 01, 2005
Kestr Aschnitz goes to Finland. Et spritnyt nummer af Horisont 5/2005 er netop landet på Östermalm. Heri er der alt godt fra Norge, for at sige det mildt, den rene kultureksport mellem to permer: Bergsvåg, Senderud, Lunden, Wærness, Kleiva, Haarnack, Aasprong, Berg, Vidnes, Storholmen, Bråtveit, Bakke, Hødnebø og flere.
På side 38-41 finder man rent faktisk hele Gasspedal-udgivelsen Sirkusformer, uddrag fra cirkusteoretiker Kestr Aschnitz' efterladte værker, følsomt oversat af Aud Olsen.
Lyrikvännen har lavet et norgesnummer, Bøygen et sverigesnummer, Ord & Bild arbejder på et danmarksnummer - og hér vælger manden med et navn som en italiensk operasanger Oscar Rossi, redaktør for Horisont, sig altså et lignende tværnordisk standpunkt.
På side 38-41 finder man rent faktisk hele Gasspedal-udgivelsen Sirkusformer, uddrag fra cirkusteoretiker Kestr Aschnitz' efterladte værker, følsomt oversat af Aud Olsen.
Lyrikvännen har lavet et norgesnummer, Bøygen et sverigesnummer, Ord & Bild arbejder på et danmarksnummer - og hér vælger manden med et navn som en italiensk operasanger Oscar Rossi, redaktør for Horisont, sig altså et lignende tværnordisk standpunkt.
Subscribe to:
Posts (Atom)