I'm spilling the beans. Audiatur-kataloget bliver på 832 sider. Fem centimeters ryg.

Der er nyt --------------- fra Nordpolen.

Mette siger: "Jeg synes, vi trænger til en tværnordisk diskussion af nationalsymboler. Hvilken rolle spiller historiske magtforhold? 2. verdenskrig? Den aktuelle politiske situation i landet? Er der trods de forskelle også ligheder mellem nordiske nationalsymboler af i dag?" Udgangspunktet er en artikel som er at læse her.

Meanwhile in Finland, (almost) live & direct.

Mariann + udvalg giver pris til Hanne Ørstavik, glædeligt.

Stina er i Caen og Suvi er på vej mod Nordpolen.

Jeg er pr. igår nat 102 sider inde i Mara Lees roman Ladies, romanen anmeldes idag, bl.a. i DN -- og der er noget om det (selvom jeg stritter imod kategorien), dette er en slags überevil, überarty (på grund af det beskrevne miljø, vel at mærke) chick-lit, hvis Houellebecq skrev chick-lit? Yes, i den retning.

Verdens bedste norske kritikerlag byder på Kritikeren.

Vagant 3/2007 blev afleveret til forlaget for 25 minutter siden, nummeret er om (og fuld af) essayistik i alle former og vi har både Mircea Cărtărescu, Octavio Paz, Stig Larsson, Giorgio Agamben, Susan Sontag og Aleksandr Skidan m.m. spredt ud over siderne.

Anmeldelse af Henrik H. Langeland: Francis Meyers lidenskap her.

Og hey, hvorfor ikke bringe et lille uddrag fra bogens slutning -- på side 538 konverserer Francis med sin borddame om den norske tidsskriftssituation:

"Men hvordan ser det ut nå om dagen, da?" spurte Francis.
Den blonde studenten gjorde en grimase. "Vinduet er blitt inmari mainstream de siste årene, så kommers, liksom. Vagant er bare så mye dypere." Hun blunket drømmende ut i luften. "Å lese Vagant er som å bli skutt med diamanter ..."
Francis smilte matt og konsentrerte seg om maten sin.

Thomas tænker lidt over hedengangne ØK som et oulipansk projekt og Skandinavisk Litterær Offentlighed (SLO™) and all that jazz.

Martin Sørhaug interviewes af Karin Haugen i dagens Klassekampen, emnet er poesifestivalen i Bergen ved navn Audiatur som udover publiceringen af et massivt katalog i forbindelse med festivalen 27. til 30. september også åbner en netboghandel. Jeg har fået lov at lægge interviewet ud og det er at finde lige her.

Trudging slowly over wet sand
Back to the bench where your clothes were stolen
This is the coastal town
That they forgot to close down
Armageddon - come armageddon!
Come, armageddon! come!

Everyday is like Sontag
Everyday is silent and grey

He does not say it, but the sentiment is there nonetheless, the opposite of what the newspapers do, and though it is perhaps hopelessly utopian, what we would wish someone would do for each of us, show a bit of literary compassion, perform an act of critical intimacy ~~~~~~~~~~~ Strålende tekst om Susan Sontag her.

Trenger vi ----------- kaotiske bøker?

Og det er sandt, den vestlige verden går til helvede, kropssproget er spastisk, neurotisk, vores øjne er store og stirrende. Nu er Det Nye en marketingsstrategi, et nyt produkt. Nogen må prikke hul på Vesten, nogen må åbne op for nye eksotiske rytmer, nogen må åbne op for et gryende multietnisk samfund: This song is New Feeling and that’s what it’s about. Det er David Byrne og Talking Heads der sparker en sang i gang, året er 1977: It’s not yesterday anymore, encore une fois, altså, annonceringen af det nye, en ny sensibilitet.

Og i 1993 er følelsen mindst lige så ny, Kathleen Hanna og riotgrrrlbandet Bikini Kill brøler sin definition på begær igennem, et begær der ikke baserer sig på en magtstruktur hvor den ene part er passiv, den anden aktiv. Men de nyheder Bikini Kill kommer med er ikke blot en rå følelse, den nye følelse er selvsagt også koblet til en overtagel- se af mediet: It doesn’t matter who’s in contol now/ It doesn’t matter cuz this is new radio.

(yet another darling killed)

Was ist sad --------------- verbale pupiller im Århus?

This is a flower! Also reading: Ellen Grimsmo Foros (huuu!) and Simen Hagerup (huuu!), b there or b []

Materialet ligner voksdug, voksdugen er påtrykt fotografier af Wolfgang Tillmans: hyperrealistiske gengivelser af butiksfacader, life size, i al deres trivielle hverdagslighed. Billedskærmene er spændt ud på rammer der skiller scenen i et foran og et bagved. En hånd be- rører billedskærmen fra den anden side, vi ser berøringen – de mørke fingerspidser tættest mod overfladen og den lidt lysere skygge af armen. Vi kan vende hovedet lidt til siden og se samme berøring på en anden skærm, næsten samme berøring, øjeblikket lige før eller lige efter berøringen, i medieret form, registreret af et kameraøje der optager de tre skuespillere bag skærmen live and direct.

Hvad fanden er det her, Wolfgang Tillmans' forbandede fotoatelier? De tre skuespillere, klædt i lange hvide overdådige kjoler (stoffet minder om indkøbsposeplastik, store sorte tal – prisangivelser – pryder slæbet) kan ikke tro deres egne øjne. Agitationsniveauet stiger og skærmen rives ned i et sus, bogstavlig talt, en vindmaskine pisker alt rundt. Dette skal ske et utal af gange, men hver gang en skærm rives ned så tager skuespillerne altid, før eller siden, to trappestiger frem som de kravler op på – med megen besvær, i de høje hæle og med sammenkrammet kjoleslæb – for at fæstne skærmen på rammen igen.

Tod eines Praktikanten af René Pollesch,
Volksbühne am Prater 14.07.07