Tør du å si det? Sex er alltid trøbbel, usikkerheten forsvinner aldri. Eller hva, du har det motsatt? Du har funnet hjem, sier du? Så sjekk pulsen din, kanskje du er død.

Tut gjerne i vuvuzela-hornet ditt her. Reprise fra 2006.

Om Agnes Bolsø: Folk flest er skeive. Queer teori og politikk her.

To Butler or not to Butler. Claws Talks har forsøgt at følge denne sag nøje de sidste dage, se her + her + her for yderligere links.

Både autotunepopen og det mekaniske stykket blir sørgelige opplevelser for meg, men Voices and Piano makter likevel å gjøre noe Lady Gaga ikke får til: det åpner avgrunnen mellom menneskekroppen og instrumentet, det levende og det døde. Slik kan stykket fortelle meg noe om samtiden jeg allerede trodde jeg visste: We’re in love with robots.

Skriver Jenny Hval i Kla$$ekampen idag

Judith Butler besøgte Berlin igår. Snart endnu en bølge af filosofer.

And these children that you spit on/ As they try to change their worlds/ Are immune to your consultations/ They're quite aware of what they're going through/ Ch-ch-ch-ch-Changes

Claws Talks tillader sig en reklame. Bowies "children" er i dette tilfælde folk flest, but are we aware what we are going through?

Kittys hjerte gav op under et storslået fyrværkeri. RIP Kitty

Hvis jeg var kunstner ville det naturligvis ikke være til at holde ud, at visse kunstnere fik helt uforholdsmæssig megen omtale og succes ved at lave de mest latterlig banale værker, fx 'debatskabende' konceptkunst, [sentence too goddamn long] men det at denne kunst skamløst anser sig selv for at være væsentlig, fordi den oprigtigt tror, at den er engageret i samfundet, samtidig med at den ingen respekt har for den grundlæggende kompleksitet i folks sanse- og tænkeapparater, eftersom den er spekulativ og spektakulær og taler ned til folk fra et ikke særlig højt sted.

Den muligvis let spekulative konceptpoet Martin Larsen har samlet monstrøst lange og ganske korte sætninger med begyndelsen "hvis jeg var kunstner" i bogen med titlen Hvis jeg var kunstner.

Anmeldelse af Bret Easton Ellis: Imperial Bedrooms ---------- her.

Lille A og jeg gik på Cinemateket en aften i 2008. Planen var at se en dokumentarfilm om filosofen Alexandre Kojève, men før den korte og ganske forglemmelige film involveredes vi i en slags fejring i anledning af en dansefestival. Salen var proppet, nogen holdt taler, nogen fik blomster, og efter det vistes en dokumentarfilm med danseren Meg Stuart, festens midtpunkt.

Hvad var det vi så? Ikke ved jeg, men det ramte hårdt. Syge, spastiske kroppe. Følte mig transporteret tilbage til omsorgsarbejdet med tungt handicappede i de sene 80ere, industrial beats included. Igår lå jeg på store hvide puder, spredt ud over Volksbühnes gulv, og spassede ud til Damaged Goods, Meg Stuarts dansekompagni.

Det finns definitivt ett stort behov av att reflektera över hans fall, framförallt för att nyansera och komplicera bilden, ta udden av självgodheten i yttrandefrihetsretoriken mm. Å andra sidan finns det också goda skäl att hålla tyst. För problemet är att varje kommentar, oavsett hur den förhåller sig till fallet, bidrar till att ge det ännu större betydelse. Om man är av den uppfattningen att teckningen var dålig, provokationen ointressant, den politiska tendensen farlig, och den diskussion som det hela resulterat i ofruktbar, då befinner man sig i ett moment 22: att hålla tyst är det mest adekvata, men det innebär att man lämnar fältet fritt för fortsatta förenklingar, klichéer osv.

Anders Johansson om tilfældet Lars Vilks, i en tekst som handler om meget andet også

Bergen balancerer perfekt som en lavt summende totalinstallation. Musehagen er en plastikblomstdrøm, og på kunsthallen findes en udstilling som gør indenfor til et udenfor. Tempoet jeg går i, og måden jeg ser ændrer sig ikke, da jeg går op over trappen og ind i mørket, hvor Knut Åsdam har klædt lokalerne ind i metalhegn og skabt en labyrint, hvor der findes blinde veje som kun er relativt blinde: Du kan se filmlærredet gennem hegnet, men ud kommer du ikke.

Men det starter et andet sted, det starter med en syngende bryllupsprocession og et udendørsalter i den spotlightagtige sol udenfor det samfundsvidenskabelige fakultet, og fortsætter da jeg når festivalpladsen, denne store åbne tallerken med udsigt til en splinterny havgrøn miniskyskraper i perfekt vinkel nedenfor Ulriken. En slags technoficeret hardangerfele lyder, og jeg opdager to figurer som danser ballet, hængende i bjergbestigningsreb midt på den lodrette flade som er Bergen Rådhus.

Så slentrer tredive helt ens russiske sømænd over pladsen, den bølgende bevægelse spejler sig i en gigantisk sølvkube. Jeg tager billeder af billederne på udstillingen, og siden fotograferer jeg folk som fotograferer. Jeg er sløvt ekstatisk eller dybt urolig.

"I want to go back," Daniel says, quietly, with effort.
"Where?" I ask, unsure.
There's a long pause that kind of freaks me out and Daniel finishes his drink and fingers the sunglasses he's still wearing and says, "I don't know. Just back."

Fra Less than Zero (1985) af Bret Easton Ellis. Mere her.

Ju mer yttrande- og tryckfriheten upphöjs till en okränkbar princip, något som i varje tänkbar situation "måste" försvaras, desto mer kommer man att likna de fundamentalistiska motståndare man definierar sig mot.

Anders Johansson talte på Lillehammer og mindede mig om hans essay "Yttrandeofrihet" i Nonfiction (2008). Ny bog fra Johansson her.

Kunst er tenkning, ikke fortellinger, sier Shields. Undslår nok fortellingenes betydning i ikke-fiksjon. Men går langt i å nivellere skillet mellom fiksjon og ikke-fiksjon. Nesten like langt som Georg Johannesen: Sakprosa er negert poesi, poesi som har fjerna kjennetegna på at den er poesi. Theodor W. Adorno skreiv: Kunstprosa er vers i frie rytmer.

Norske sakprosaprojektprosaister tør ikke ta i problemet. Den mest framskredne tenkinga om sakprosa, også i Norge, kjenner de ikke. Jeg anbefaler dem heller ikke å lese Shields. Det kunne rokke fordommene mot det som rokker fordommene.

Fra Arild Linnebergs forord til denne lille udgivelse.

Basilisk Beta on the move, to nye bøger i serien: #3 Juliana Spahr og Stephanie Young: Foulipo & Christian Bök: To prikker over en vokal + #4 Kenneth Goldsmith: Konceptuel poetik