I anledning af 100-årsjubilæet for kvinders stemmeret arrangerer museet og Ny Musikk symposiummet Vocal Folds et tillæg til udstillingen I Wish This Was a Song – Music in Contemporary Art. Blandt andet præsenterer Anne Karpf, ansat på BBC Radio, en historisk opsummering af, hvordan man har betragtet den kvindelige stemme i det offentlige rum helt tilbage fra Aristoteles ("Silence is a woman's glory") videre til Skt. Paul ("It is shameful for a woman to speak in church") og til Henry James, som sammenlignede den kvindelige stemme med "the moo of the cow, the bray of the ass and the bark of the dog" i et essay fra det tidlige 1900-tal. Karpf taler om moderstemmen som noget, vi alle udsættes for, ikke blot som lyd, men som en vibration som omslutter os, og som vi ikke kan vælge fra i foster- tilstanden. Dermed kan man tænke, at denne lyd må uddrives for, at vi kan blive til selvstændige individer. Kvindestemmen havde svært ved at få gennemslag i radioen, fortsætter Karpf. Den var for kropslig og kunne derfor ikke bruges til nyhedsoplæsning, til forskel fra en dyb, ensartet mandsstemme, som undlod at give distraherende associationer fra det alvor, som man ønskede at signalere.

Fra Vagant-spalte #1/2013. Anne Karpf besøgte netop Kapittel, og jeg anbefaler hendes bog The Human Voice (2006). Som Anette Garpestad er inde på, den engagerede stemme med kvindelige fortegn tolkes ofte som hysterisk. Ingen blame it on the girl-teori fra mig, men alligevel, altid sig ja til arrangementer! Betragt det som et mulighedsrum, brug egne standarder i stedet for at forsøge at gætte andres. Vi er dér for at tænke sammen, og det offentlige rum dør, stivner, uden stammende, rødmende, levende, søgende stemmer.

Det er nødvendig å være alene. Å bryte opp. Å begynne på nytt, et nytt sted, mitt sted, mitt liv, i mine hender. Ikke i hans hånd eller noen andres hender, ikke i noens hender eller hånd, nesten håndløst er livet mitt nå, ikke en eneste finger i livet mitt nå, ikke så mye som en negl som ikke er min egen i livet mitt nå, mitt liv er i mine hender, kunne hun si.

Fra Tomas Espedal: Bergeners.

Skulle vi virkelig svømme sammen, jeg var sikker på at hun ikke ville møte til avtalen, og da hun ikke sto i resepsjonen klokken åtte og kvart over åtte, var jeg lettet; det er godt at hun ikke kommer, at jeg ikke blir forvirret, forstyrret, at jeg ikke føler noe for noen, tenkte jeg og gikk ut hotelldøren for å hente sykkelen.

Tomas Espedals Bergeners er ikke noveller som Joyce-forlægget Dubliners (1914), det er fragmenter, digte, tekst. Fra side 73 til 76 bygges der op til fest, der bygges en kollektiv krop. Jeg kan vist godt tage det personligt; mange navne nævnes, blandet andet mit eget. Jeg læser forbi dette stykke uden større reaktion. Senere følger mange tekster om ensomhed, om enkeltkroppen, om at låse sin dør, om ikke at rejse, om knapt at bevæge sig ud af huset. Szilvia bøder lidt på dette, for hun vil alligevel gerne svømme med Tomas. Stadig, de bedste dele handler om ensomhed og om at undervise fanger i et fængsel. Det sidste Tomas (hvis han hedder Tomas) gør er at fantasere om selvmord, rejse til Berlin og tage ind på et hotel for at sove. Jeg er her for at sove, siger han til stuepigen.

Jeg har ikke været nogen ivrig læser af Espedals bøger, for han var altid i nærheden og talte, på gader og stræder, og det virkede som nok litteratur. Bergen er en heartbreaker, kan jeg hilse at sige, fra mit Berlin-perspektiv, og jeg grubler også over kollektivkroppene som blev enkeltkroppe. Jeg grubler over Bergen, som jeg netop så igen. Bergen med litteraturhus og triennale og et væld af interessante arkitektoniske linjer som fluktuerer med bjergene. Bergen er en totalinstallation, men hvorfor virker det så kvælende? Endnu en ny bygning byder på interessante linjer, forskydninger og blåfarver som smisker med Ulriken. Et fængsel af interessante, fluktuerende linjer.

Pål Norheim, Elin Ørjasæter og jeg var inviteret til Kapittel for at tale om netstemmen. Både Norheim og Ørjasæter er skudt frem som politiske debatanter i tiden efter 22/7. Ørjasæter som en slags modstemme, en kort intens tid på Twitter. På scenen beskrev hun den euforiske følelse af at finde en platform hvorfra hun kunne tale, og at hun senere trak sig, berørt af negativ respons. Norheims nærvær mærkes på Facebook, også han med stærke meninger, men med en vigtig redaktørerfaring fra Vagant i bagagen som gør at han ivaretager samtalerne på en særlig måde, han skaber et rum. Norheim fortalte om hvordan hans netaktivitet har været med til at kickstarte en hæmmet skriveimpuls, og hvordan aktiviteten genererer opfordringer til at skrive essays. Norheim er altså tilstede som redaktør og forfatter, mens det er mere uklart for mig hvad Ørjasæters projekt er, andet end at hendes stemme har været del af en politisk opposition, som nu har fået overtaget. Også hendes småforlagsvirksomhed skaber rum for diverse højreorienterede stemmer.

Why me, hvor passer jeg ind i dette? Claws Talks er fra 2002, altså en 11 år gammel blog. Før det var jeg i 90'erne del af et netsamfund som hed Firefly, meget lig Facebook. Blogger er lige så død som Flickr nu; ingen kommentarer, ingen likes, andre sites er mere populære, men jeg er stadig her. Som jeg har skrevet om i andre forbindelser virkede blogsamfundet vigtigt, eller mere levende, det tjente en funktion, i begyndelsen af 00'erne, hvor idéen om en fælles skandinavisk litterær offentlighed svævende rundt i luften som en slags gylden utopi. En tanke som givetvis opstod som resultat af at vi pludselig kunne se hinanden, os som arbejdede med småforlag og tidsskrifter. Netværkerne blev varmere og varmere et stykke tid, jeg ved ikke hvor længe, men det virker som om energien har fortaget sig nu, eller er blevet opslugt, opløst, omformet.

Stemmerne er mest skærpede på Twitter, de kvidrene fuglestemmer. Folk forvalter de 140 tegn på forskellige måder: Man repræsenterer sig selv, skriver ID-jingles. Man samtaler eller debaterer. Eller man leger med sproget, mumler, efterlader sig et spor. Allerede her findes et bredt spektrum af stemmer med udspring i én og samme person. Jeg talte om min arbejdssituation som freelanceskribent, kampen med teksten, den som læses eller den som skrives, som pibler ud på nettet. Processualitet, længslen efter tankebrydninger. Sprogkrisen er også mest skærpet her, hvem skriver du til og hvorfor? Ytringstvangen gør mig urolig, jeg vil trodse medielogikken. På Twitter kan litteratur også opstå, eller følelsen af litteratur. Jeg kan lide ustabile, voldsomme, misantropiske og konceptuelle stemmer, gerne kvindestemmer.

Jeg blev spurgt om netstemmen vs. avisstemmen. Jeg hedder @susannetiger på Twitter, og som dyr har man vel lov at sige dyrelyde. Selv ræven kan ikke få lov at være stille længere, også ræven rapper løs, også ræven performer. Underminerer netstemmen en eller anden slags autoritet? Her bliver det vigtigere for mig at anskueliggøre hvordan autoritet fremkommer i avistekster, hvordan tvivl må elimineres, hvordan virrende bevægelser må luges ud. Men al aktivitet kommer ud af tvivl, uden den ingen skrift. I en hatemailstorm antages det at jeg taler fra centrum, at jeg sidder på et kontor i Oslo og synkroniserer mine holdninger med den avis jeg publicerer i. It ain't so. Hatemailere burde interessere sig for iscenesættelsen af stemmer, ikke lade sig styre af dem i vild affekt. Vi bør også blive bedre til at forstå nettets ukropslighed; uden kroppe og ansigter er der er ingen grænser, ingen smerte, men alligevel sårer udsagn dybt. Alt dette fik Ørjasæter lov at snakke om, hun med sin barske politik, valgte at tale om sig selv som et offer på scenen i Stavanger.

Jeg vet ikke om jeg skal kalle Greys roman søt eller feig. Egentlig er det en serie luftige drømmer, ulike lett pirrende erotiske tablåer, et par satiriske mannsportretter, noen halvkritiske raljeringer hun ikke bruker all verdens energi på, og ikke stort mer enn det. På den måten lever romanen opp til den klassiske pornografiens idealer: et løfte om avsløring, uendelig spenning, vi går oss vill i en labyrint og ooops! Det hele var en drøm.

Om Sasha Grey: Juliette Society her.

Check netsiden Hundreaar, her ligger blandt andet denne lille tekst.

Fyrre sekunders punk prayer i Moskvas Cathedral of Christ the Saviour har sendt Maria og Nadezhda i fængsel i to år. Det er ubegribeligt. Jeg hviskede en punk prayer i katedralen: Free Pussy Riot. Her er den redigerede version og her den originale. Foto af Audun.

Her er Place of Skulls på den røde plads, et sted som før blev brugt til henrettelser og deklamationer af nye love. Stedet ligger hen som en grå, ignoreret ring midt i et enormt turisthysteri, uden den mindste rest af graffiti. Den 20. januar 2012 så der sådan ud.

A few shy pictures from Russia filing in --------------- here. Audun's pics here.

81.542 people have died of AIDS in New York City as of August 16, 2008. These people, our friends, are rarely mentioned. Their absence is not computered and the meaning of their loss is not considered.

2.752 people died in New York City on 9/11. These human beings have been highly individuated. The recognition of their loss and suffering is a national ritual, and the consequences of their aborted potential are assessed annually in public. They have been commemorated with memorials, organized international gestures, plaques on many fire and police stations, and a proposed new construction on the site of the World Trade Center, all designed to make their memory permanent. [...]

The deaths of these 81.542 New Yorkers, who were despised and abandoned, who did not have rights or representation, who died because of the neglect of their government and families, has been ignored. This gaping hole of silence has been filled by the deaths of 2.752 people murdered by outside forces. The disallowed grief of twenty years of AIDS deaths was replaced by ritualized and institutionalized mourning of the acceptable dead. In this way, 9/11 is the gentrification of AIDS.

Læser The Gentrification of the Mind: Witness to a Lost Imagination (2012) af Sarah Schulman, en personlig beretning om AIDS-krisen med brilliant indsigt i gentrification of the mind, homogenisering og tiltagende følelsesløshed, i sammenhæng med gentrification of the city. Måske alle de romantiske beretninger om East Village i 70s har brug for et tillæg? Hvad skete siden med al denne vilde kreativitet?