Det har skjedd en sosiologisk og ideologisk bevegelse, på godt og ondt. Grunnen til at jeg tar opp kapitalbegrebet er at kapitalen fungerer normaliserende. Men begrepet har helt forsvunnet ut fra dagligspråket. Jeg mener det er viktig å vende tilbake til begrepet og undersøke det. "Kapitalen" er et presist verk: Det er empirisk, filosofisk, og har skapt en politisk plattform, en politisk bevegelse. Jeg mener kunstfeltet må forsøke det samme, sier en ambisiøs Simon Sheikh. Mere her og her om udstillingen på UKS.

Speak-of-the-devil. Vidare presenterer litteraturfut og redakfut-fut Sjusanne Tristensen tre tesar om litteratur og nasjonal identitet: «Litteraturen kan ikkje både vere nasjonal og god», hevdar ho mellom anna. Medan den verdskjende forfattaren Amos Oz meiner vi finn Djevelens sanne andlet i litteraturen – og Djevelen er for tida i endring -- Eg pratar nynorsk her.

1) A-A, alliteration i fornavn-efternavn 2) Stavelsen "hall" går igen, betyder det (fra tysk, hell): lys? eller eventuelt (fra engelsk): hal eller helvede? 3) Naturelementer: -berg, -gren, -ström.

De tre svenske poetnavne (og poeter, naturellement) Anna Hallberg, Hanna Hallgren og Ann Hallström er ikke uinteressante. Alle tre er medforfattere på den kollektivtekst (56 forfattere i alt) som er at læse i Lyrikvännens nyeste og glitrende SKAM-issue. Gik i læsefrenzy igår og fik bl.a. med mig Amelie Björcks udlægning af den såkaldte sprogmaterialisme og andet, en instruktion i kollektivt mindearbejde, en enquete om litteratur versus kunst (points for Annika Ström, he he), gendigtninger af Jelinek og Louise Bourgeois og Hallströms intervention i et uddrag fra Storholmens sidste.

For min egen fornøjelses skyld har jeg tænkt mig at jobbe lidt videre med min læsning af Ruth Lillegravens digtsamling Store Stygge Dikt som blandede sig ind i netmødet med Lillegraven på Olaugs blog sidste uge. Eirik Vassenden siger i øvrigt dette om Lillegraven, midt inde i en MB-anmeldelse af Geir Gulliksens sidste: Man kunne snakke om en viss inflasjon i norsk poesi. Ikke at diktene er blitt dårligere – de er blitt lengre. Jeg tror det går an å snakke om en liten omveltning her: Ezra Pounds oppskrift ("dichten = condensare") gjelder ikke; det er ikke lenger det knappe bilde eller den pregnante situasjon som dominerer poesien. Snarere er det de fortellende, drivende, assosierende, pratsomme og utflytende langdiktene som er blitt det rådende paradigmet. Enkelte målbærer dette paradigmeskiftet tydelig: Ruth Lillegravens debutsamling har tittelen Store, stygge dikt (og distanserer seg altså maksimalt fra det vi kanskje da må tro var den gamle normen: små, pene dikt). Mens andre, som Pedro Carmona-Alvarez og Espen Stueland, har arbeidet seg inn i det ekspanderende langdiktet uten å gjøre noe større poetologisk poeng av det.

Susanne crash-læser Lillegraven (work in progress):

Jeg lurer også på hvad det stygge er i disse digte. De er bråkete, de er guttejentebråkete, fint nok, I like. Men viser stygheden sig også i formen og i hvad digtet kan rumme? Et spørgsmål er, kan disse digte rumme alt eller er der en grænse? Helt indtil side 54 virker digtene som rene rapportager - og jeg ved faktisk ikke rigtig hvad jeg skal med dem, findes der en udvælgelse af stoffet eller ej? Det er som om alt digtene vil have jeg skal sige er: sådan har jeg det også! Er genkendelse da = litterær kvalitet? Ved det ikke, men jeg læser ikke ofte blot for at se mit eget fjæs i et spejl, hvad skal jeg stille op med dette Samme? Digtene rummer en livsfølelse, en version af modern love, men følelsen er kontekstualiseret og hverdagsliggjort, sat ind i verden. Fint, ingen renser og isolerer, der er ingen kunstighed her: tilsyneladende. Men selv Moestrup og Andkjær Olsen (fx) vil mere end blot at rapportere, dér bliver jeg lidt i tvivl om hvad disse digte vil mig, andet end at sige hey baby, vi er ens og det er fint, alt er fint og følelsen er, ja, fin, den - men øh? -- Men det er bra at se et par af digtene i sidste halvdel af bogen glimtvis har ting at sige også.

Mister Block hed faktisk engang Mister Bergen, i Vagants version af teksten. Ulf Saab Volvo Nilssons (aka U.K.O.N.) digtsamling Block er noget så sjældent som food for thought - og vældig morsom også. Å, så sexy det kan være at have et hoved. Læs fx U.K.O.N. og hør Kim Gordon samtidig, ffffffff -- Vi får faktisk lyst at citere Block i sin helhed hér, men vælger os i stedet (af plads- og copyrightmæssige årsager) dette lille digt. David har desuden gendigtninger her og Audiatur præsenterer U.K.O.N. live i Bergen om ikke så længe.

Negation + Homogenitet = Pendelrörelse; Metonymi + Statsmakt = Politik; Förförelse + Uteslutning = Nödvändighet; Materia + Avsmak = Poetik; System + Relation = Interjektion; Bindeord + Formlöshet = Moral; Slutsats + Blick = Förlössning; Förnekande + Monolog = Trosföreställning; Begär + Kromatik = Epilepsi; Vibration + Spänningstillstånd = Resonans; Utrop + Tics = Ton; Tjänstgöring + Blackout = Bildningsideal; Sexualitet + Koncipiering = Lidande; Drog + Kasuistik = Prosodi; Atonalitet + Grammatik = Melodi; Avstånd + Sammenlänkningar = Rapsodi; Röst + Föreställningar = Telefoni.

Vad gör jag här? Det hör till bokmässan att man ska låtsas inte gilla den, men i år behöver jag ärligt talat inte låtsas. Malte har skrevet en fin rapport fra bogmessen i Göteborg her -- Hey! Sæt rapporten op som et digt og se hvad der sker.

Hvor er det godt at Martin Larsen kan minde mig om mit mastergradsprojekt! Se her og se, hele Litlive har netop opdateret sig på glimrende vis med fine norske og svenske (heja for Anna!) kontekstualiserende læsninger med fokus på hvad vi kan kalde politisk litteratur -- Jeg skal være flink nu og jobbe lidt, endelig stoppe med at spille Nouvelle Vagues bossanova-version af Too drunk to fu*k igen og igen mens jeg ruller grinende rundt på gulvet.

Lige før den store krig mellem sprogmaterialister og realitypoeter bryder løs i Norge også (news flash: krigen aflyst!) kan vi lytte til dagens Gulliksen i Morgenbladet som, lidt lig andre hér, trættes over det enten/eller som bliver ved at skubbe sig ind i poesidebatten. Gulliksen siger dette om Fredrik Nybergs digt "Ett Lågt Träd" fra samlingen Åren (2002): Til slutt i dette diktet flyter en død gris udiskutabelt og uhørt i havnebassenget. Men hva er det med sangen vi inviteres til at høre? Er det ikke den sangen som kan høres når diktet både lytter til språket og til den verden språket kan høre seg selv i?

Så kan ein stille vårt foredrags kritiske spørgsmål: kva skjer om det som skjer når ein går der i nattetimane og venter på at få kontakt med verda, er at ein får kontakt ikkje med verda, men med appendikset som heiter "dei to versjonane av det imaginære" i Maurice Blanchots verk L'espace litteraire? Eller om noko frå Paul de Mans tekst "The Rhetoric of Temporality" frå Blindness and Insight har gått og venta på deg i disse nattestimane utan at du visste om det, og brått koplar seg på utan du kan forsvare deg? Skal litteraturteori-varsellampene blinke og innbrotsalarmen ule og skal ein riste på hovudet til dei dreg seg tilbake med såra og vorbrotne miner og ein igjen står klar til å late seg inspirere av gatelyktene som skin på asfalten nede på vegen, eller av det rørande synet av kleda som heng på tørkestativet langt inne i stova?

Gunnhild Øyehaugs fremragende essay i Skrivekunstakademiantologien Skriveplass med titelen "Rein som snø - Om tilhøvet mellom litteratur og litteraturteori i utøvande forfatterverksemd" går bl.a i kritisk dialog med Geir Gulliksens virkelighedspoetik.

Det ringede på Residensens dør idag, Audun og jeg myldrede forventningsfulde ned ad trappen. Dér stod seks brune kasser viklet ind i gennemsigtig plastik på en egen lille palle. BG8, med titelen The Democracy - Destination Iraq, har endelig meldt sin ankomst, i engelsk sprogdragt. Blot en lille justering i det æstetiske: titelen står nu med hvid skrift. Andet oplag af Norheims Z er ligeså ankommet, nu med en lidt lysere rød på omslaget og opdateret sats.

En tur til i dikotomi-karusellen: OEI er kjent for å presentere «eksperimentelle» teknikker og retninger. Redaksjonen har gitt ut omfattende nummer om konseptuell litteratur, elektronisk litteratur, og den amerikanske forfatteren William Burroughs såkalte «cut up»-teknikk. Det faller ikke i smak hos PS, som harselerer ved å finne opp betegnelsene «fakk-app» og «shatt-app», ifølge Göteborgsposten. Mere her.

Mit nye ansigt. Fra nu af bliver det så en tiger a la abstrakt ekspressionisme (hm) som jeg kommer til at slæbe med mig rundt i bloggosfæren. Tigeren hér er kreeret af Franz Marc og om han fortælles bl.a dette:

Franz Marc was a pioneer in the birth of abstract art at the beginning of the twentieth-century. The Blaue Reiter group put forth a new program for art based on exuberant color and on profoundly felt emotional and spiritual states. It was Marc's particular contribution to introduce paradisiacal imagery that had as its dramatis personae a collection of animals, most notably a group of heroic horses.

Tragically, Marc was killed in World War I at the age of thirty-six, but not before he had created some of the most exciting and touching paintings of the Expressionist movement.

Wikipedia har mere eksplicitte detaljer om Marcs død: Before the orders were carried out, while riding a horse on patrol in the Battle of Verdun (1916), a grenade explosion killed him.

Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur

Kataloget er på 512 sider - Whoa!

DN: Vertigo får 80.000 i litteraturstöd. Det lilla förlaget Vertigo får litteraturstöd till sin utgåva av Aiskylos, Sofokles och Eurypides grekiska tragedier. Som DN berättade i juni fick förlaget först avslag på sin söknad eftersom verket saknade efterord. Men nu har förlaget förhandlat sig till en överenskommelse med Kulturrådet och får ett stöd på 80.000 kronor. Ett fylligt efterord kommer dels att bladas i som särtryck, dels att läggas ut på internet.

SvD: Frances Bean [Courtney Love og Kurt Cobains 13-årige datter] utalade sig nyligen för första gången i tidningen Teen Vogue och konstaterade att hon föredrar när hennes mamma inte ser slafsig ut: "Jag gillar inte hennes hårdmetall-utstyrsel eller när hon inte kammar sitt hår" -- Go, Frances!

Feel better now? -- Und Koff sagst:

Lindholm kan igjen oppleves på studentradioen. Denne gang i programposten Akademia. Økland, Åmås, Lindholm og Holst om tidsskriftet i Norge i anledning Replikks tiårsjubileum som utgivelse på fint papir. Det legges - NOT? - ut klokken 17:00 idag søndag.

Litteraturkritik borde inte utövas av någon som inte först genomgått psykoanalys, mig själv inbegripet. Man måste vara mycket observant på sina dolda motiv, vilket nästan inga kritiker är. Litteraturen sysselsätter sig med och kommer ur ett inre liv och med sitt eget inre liv måste man möta detta. Att varje litterärt verk av kvalitet kommunicerar både på ett medvetet och ett omedvetet plan är en självklarhet. Man måste då någorlunda känna sina egna begränsningar, och nu talar jag om ett hantverk av rent mod: att känna sin egen skräck och ynkedom, sin fåfänga och sina drömmar. Att vara kritiker är eller borde åtminstone vara en mycket självutlämnande syssla, och den första frågan en kritiker bör ställa sig inför en text är alltid personlig: hur reagerar mitt omedvetna här, och varför? Den andra frågan är: Har jag nu lyckats bortse ifrån mina förutfattade meningar om författaren och om de subliminala budskap han sänder ut också med den allra mest diskreta marknadsföring? Har jag dessutom synat mitt eget perversa förhållande till författarens position eller icke-position på den sociala teatern? När man väl har tagit sig förbi sina suspekta reaktioner inför ett visst material har man å andra sidan all rätt i världen att ta i med hårdhandskarna om man upptäcker hyckleri, feghet eller insmickran hos upphovsmannen. Man måste också som författare själv stå ut med att bli kritiserad av sådana seriösa recensenter.

Hm? Aase Berg på 00tal her.

Let these be the languages of art criticism: to scream, to forget, to do anything except reduce radical difference, through representation, to identity, singularity, calculable and controlable.

Let one art criticism’s languages be silence so that we can hear the sounds of the body: the winds and voices from far-off shores, the sounds of the unknown.

May we write, not in order to judge, but for and in (I quote George Bataille), ”the community of those who do not have a community.”

Eye = Acker

Hun så ikke på meg, og på den måten forsøkte hun å fortelle meg noe, hun ville, skjønte jeg etterhvert, at jeg skulle se henne slik hun oppførte seg når ingen andre var til stede, derfor skulle jeg late som om jeg ikke var der, sitte stille, ikke si et ord, og til gjengeld ville hun fremstå som den hun egentlig var, for meg, som en slags hilsen eller gest, jeg visste ikke helt, men uansett rørte jeg meg ikke, overbevist om at jeg hadde rett, sikker på at jeg aldri skulle kunne snakke med henne om det, det lå i kortene siden jeg så henne uten å være til stede.

Fra Hans Petter Blads roman De nysgjerrige, blot for at give en fornemmelse af det rige sprog her. Det søde studenterliv i Paris beskrives, som var det vitterligt Francoise Sagan som havde ført pennen. Norske N. og amerikanske D. kredser om hinanden, men NOGET sker. MBs anmelder siger således om dette NOGET: "Omtrent halvveis begynner leseren å lengte etter at noe litt mer avgjørende skal skje, og da det skjer, er hendelsen ikke riktig oppsiktsvekkende nok til at vi klarer å dele de fiktive personenes kvaler." KKs anmelder siger lidt af det samme om HÆNDELSEN: "Den hendelsen som boka fremhever som et slags klimaks, fremstår til syvende og sist mer som en spissformulering av Nikolajs og særlig Daisys motvilje mot å forholde seg til omverdenen enn som et egentlig vendepunkt."

Ganske rigtigt, HÆNDELSEN henligger delvist i mørke og vi kan være gunstigt i tvivl om hvorvidt dette reelt er sket eller ej, både forfatter - og især anmeldere - er svært subtile her. Går noget da i stykker hvis jeg siger hvad det er vi taler om her? Bestemmer jeg, styrer jeg, afslører jeg? Frarøver jeg nogen noget hvis jeg siger det drejer sig om voldtægt, om vold mod kvinder, om kvinder der lever i angst for overgreb? HÆNDELSEN er ikke eneste tegn i bogen på at det er dette - specifikt - som faktisk tematiseres. Specifikt og dog, også rimeligt subtilt? Men definitivt ikke metaforiseret til et ubestemt MØRKE: livet udenfor studiesæbeboblen, noget skræmmende og skræmmende virkeligt lurer på disse unge læsende mennesker, udenfor, udenfor.

Hvis jeg blot er ude på at rangere romanen i et æstetisk hierarki så behøver jeg vel næppe heller at vride pennen rundt i alle smertepunkterne, oute tematikken? Men, forestiller jeg mig, hvis teksten ses på som en ligestillet kulturel ytring der taler til verden, i verden, hvad gør kritikeren da? Hjælper jeg til i dette henvendelsesforsøg? Eller lukker jeg munden på bogen, kalder den en pretty thing?

Autonomiæstetisk dansker! DN og SvD ligner hinanden ikke så lidt. Men i deres vinkel på Triers Manderlay igår var der alligevel forskel. DN spekulerer her i hvad udskiftningen af hovedpersonen har at sige, men tramper generelt ned ad begærsstier som jeg ikke ellers ser mange Trier-anmeldere begive sig ud på: "Manderlay" förefaller mindre intensiv och skruvad än "Dogville". Kanske för att regissörens attraktion till Kidman, med sin ojämförliga filmstjärneutstrålning och sitt motstånd mot von Triers stegrande sadism gjorde "Dogville" mer privat och pervers, så att man snart var indragen i en förvirrande studie i begär i stället för en klargörande studie i makt. Dallas Howard verkar inte vara lika mottaglig eller känslig för hans metoder.

Det er som om det evige og almengyldige nær-bibelske og litterære vinder over det dokumentære i disse film. Grace taber nu stort til faren, til begæret - påstås det - til sin dragning mod underkastelse via benhård penetration. Moren som nyder straffes med døden, Grace må myrde hende. Hendes romantiske drømme om demokrati er en løgn - og de sorte gør det mod sig selv, det er sikkert. Trier griner med Bataille og de Sade.

Men tråden til NU er tynd, synes jeg. Jo, vi har en rigtig desert storm og et naivt demokratiseringsprojekt gennemhulles af perversion: vi tænker Abu Ghraib. Men fotomontagen til sidst i filmen holder nu næppe som kontekstualiseringsbro. Selvom det er flot den måde Trier får Bowie til at synge Do you remember, your President Nixon? (billede af George W. Bush) Do you remember, the bills you have to pay (billede af brændende WTC). Men hello! Historisk specificitet ryger fuldstændigt ud af vinduet, dette er bare en dum lille joke. Trier lykkes måske i at sige væsentlige (let misogyne) ting om menneskets grumme anti-demokratiske natur her, men koblingerne til NU er tynde små sytråde blottet for reflektionens kraft.

Moving stranger, does it really matter? As long as you're not afraid to f-e-e-l. Jo, jeg hører faktisk andet en 80-tals musik. Men dette ansigt har jeg set før, dette ansigt. Kate Bush udgiver den 7. november 2005 dobbeltalbummet Aerial og bryder dermed 12 års tavshed. Husker vi The Kick Inside - The Dreaming - Hounds of Love - Husker vi også flere vakre sange om bl.a. menustration (Every girl knows about the punctual blues/ But who's to know the power/ Behind our moves) og ikke mindst om spøgelser. Kommer faktisk på mindst fire Kate Bush-sange om parapsykologiske fænomener: først Cathy og Heathcliff selvfølgelig, og så "Under Ice" og "Watching You Without Me" og "Get Out Of My House", den sidste fra fabelagtige The Dreaming. Uu, Kate is back.

Holy s***, Martin, så vakker Ursula Andkjær Olsens side er. Og her går Mikkel amok over den nye bog.

Træerne står så stille når man
går forbi dem især
når man går
forbi dem.

And you can quote me on that. Ellis skriver scener som er vibrerende sanselige og filmatiske og de kitschede gotiske indslag redder sig for det meste igennem på en grund af kulsort humor. Ellis klarer med Lunar Park at sparke igen, sparke både sit mytologiserede selv og sine spøgelser, den fiktive Patrick Bateman og en karakter vi må tro er Ellis’ biofaktiske og nu afdøde far, ad helvede til og har i samme bevægelse skrevet sin til dato bedste roman.

Deres anmelder i uafgørlighedszonen

Tormod Haugland rapporterer sidste nyt fra Skrivekunstakademiet:

Så til markering av 20 års jubileum!

Det vert ope seminar 14.00 - 16.00 laurdag 08.10 på Sardinen, Verftet. Seminaret vil innehalde fire innlegg knytt til temaet litteratur og opprør. Etterfølgjande diskusjon. På kvelden 19.30 vert det fest i dei same lokala, med vener av akademiet, tidlegare studentar og lærarar. Vi har eit enkelt program med opplesing og diverse.

Om antologien Skriveplass som udkommer i anledning af ovenstående skriver Haugland videre:

Skriveplass er ei blå bok. Fargen kan minne om lyseblå himmel, men ikkje som klår himmel, meir som himmelen når den er tom for skyer men samstundes ikkje open, med eit lag av sky mellom jord og univers, noko slørande og dempande, nesten som gråblått, men samstundes er blåfargen blå nok til ikkje å vere gråaktig, den er blå.

It's my party and I'll cry if I want to. Officielt 30++ idag.

En af de store helte i nordisk litteratur netop nu, min medredaktør i Gasspedal Audun Lindholm, taler her i et program på Bergens Studentradio om småforlag i skøn duet med Espen Grønlie fra H Press. Programmet ligger kun på nettet en uge - så det er om at slå lyttebøfferne ud.

Niclas Nilsson debuterer idag med digtsamlingen Patriarkat. Nilsson har før oversat Lyn Hejinians My Life og Michael Palmers Sun. Både SvD og DN giver Nilssons egen digtsamling ganske sure ord med på vejen. DNs Åsa Beckmans anmeldelse (som desværre ikke findes på net) synes jeg er urimeligt indholds- og fortolkningsfikseret: klassisk jeg-forstår-ingenting-dårlig-bog-anmeldelse. Hm, man skal sandelig selv købe sig Patriarkat idag og se -- Åja, og har I også bemærket det? Klassekampens litteraturredaktion er vågnet op, hurra, efter et halvt års tid i dvale.

Her ligger Prosopopeias netsider og her ligger ikke et link til Vagants netsider som er så pinligt søndersejlede at de gør ondt at se på -- Besides that: 11. september, rings a second bell?

Bret Easton Ellis holdt mig vågen i nat -- Og her ligger forresten en rigtig kvik anmeldelse af sublime Lunar Park.

– Marsdal kaller dere en generasjon av skribenter, Fossen?
– Og hvorfor sier han det? Vi har startet et nytt politisk parti, vi har et konkret prosjekt. Marsdal vil så gjerne være en 40-åring som ble hørt. Hans problem er at han sitter og skriver på denne laptopen sin og prøver å bli den nye Ottar Brox. Dette er en liten intern rivalisering. 68-ernes prosjekt er dødt. Marsdals Manifest vil også tørke bort.

Citat fra rundtosset MB-artikel om 68-ere, 38-ere og (øh) dommere? Et relevant spørgsmål ud af mange kunne være: er Erling Fossen en generation?

Nye navne bliver ved at snige sig på deltagerlisten for den bergensiske poesifestival Audiatur. Folkene bag (bl.a. Lindholm, Bjelke Andersen, Nærland, Sørhaug, Strøm og Danbolt) arbejder på et programhæfte i form af et gigantisk katalog som mindst kommer til at ud-OEIe OEI, jeg kan ikke vente med at se. Deltagerlisten ser således ud nu:

Anna Hallberg (S), Arild Linneberg, Bjørn Aamodt, Christan Yde Frostholm (DK), Egil Haraldsen, Florian Hecker (Tyskland), Hanna Hallgren (S), Ida Börjel (S), Jo Eggen, Johan Jönson (S), John Hegre, Jürg Piringer (Østerrike), Jörgen Gassilewski (S), Karen Mac Cormack (Canada), Lars Engebretsen, Maja Solveig Kjelstrup Ratkje, Monica Aasprong, Nathalie Quintane (Frankrike), Pascal Prosek (S), Sissel Solbjørg Bjugn, Steve McCaffery (Canada), Tom Leonard (Skottland), Ulf Karl Olov Nilsson (S), Yngve Pedersen, Øyvind Rimbereid, Åsa Maria Kraft (S) og Aasne Linnestå.