Vincent fixed the prophet with an incredibly attantive look as his mood swung between discouragement and unconcern, between the tropism of death and the convulsions of life: he looked more and more like a tired old monkey. (190)

In despair, I opted for a hot chocolate: the prophet tolerated cocoa, on condition that it was greatly reduced in fat - probably in homage to Nietzsche, whose ideas he admired. (191)

It's true that I could say anything and the media would always be there to record my words, but to go from there to a point when people would listen to me, and change their point of view, was a rather giant leap: everyone had become used to celebrities expressing themselves in the media on the most varied subjects, saying things that were generally predictable, and no one paid them any real attention any more, basically the system of the spectacle, obliged to produce a disgusting concensus, had long since collapsed under the weight of its own meaninglessness. (194)

Closing the brackets on becoming, we are from now on in unlimited, indefinite stasis. (303) -- Houellebecq, as below. My review here.

Cirka 100 sider går før der begynder at ske noget i Michel Houellebecqs La possibilité d'une île, a book which I am currently reading in English. Det første citat er fra side 105 hvor interventions- kunstneren Vincent introduceres: Vincent er a breeze of fresh air, han får meget taletid og synes at rykke MH ud af selvsving og repetition af kendte temaer. Jeg kigger lige lidt på den her nu:

"I remember something about Duchamp ... A group, a banner with a phrase like: "The silence of Marcel Duchamp is Overestimated". "Exactly, except that the original phrase was in German. But that illustrates the very principle of the intervention art: create an effective parable that is taken up and narrated in a more or less distorted way by third parties, in order to indirectly modify the whole of society."

Om Larry Clark versus Michael Haneke lyder det på side 153:

It was, therefore, just a brutal regression, typical of modernity, to a stage preceding all civilisation, for any civilisation could judge itself on the fate it reserved for the weakest, for those who were no longer either productive or desireable, in short Larry Clark and his abject accomplice Harmony Korine were just two of the most tedious - and artistically the most miserable - examples of the Nietzschean scum who had been profilerating in the cultural field for far too long, and who could in no way be put on the same level as people like Michael Haneke, or like me, for example - who had always made sure to introduce a certain element of doubt, uncertainty and unease into my shows, even if they were (I was the first to admit it) otherwise repugnant.

Jo, den centrale karakter Daniel er subversiv komiker = MH selv i let ironisk forklædning -- Sådan så min sidste MH-anmeldelse ud. Og i Kuiper findes der desuden en fin artikel om selvsamme Houellebecq.

På tampen av 80-tallet presenterte en svensk poet og dramatiker, Katarina Frostenson, et resonnement om kampen for og mot synlighet. Hun skrev om scener, forstått som både teaterscener og byrom. Ifølge henne representerer en scene avstand. Den synliggjør avstand mellom mennesker – kraft, kroppslige og visuelle energier som både kan konfrontere den enkelte med sin avmektighet og med sitt forelskede begjær etter å overskride avstanden. Det som skjer på en scene kan være obskønt, forteller hun, avhengig av graden av synlighet. Hun beskriver områder hvor alt bader i lys, eksempelvis handlesentre, som obskøne. Det obskøne i at alt er gjennomlyst, fratatt sin gåte. For henne er dét truende. Lyssettingen gjør alt likt. Mens ordet "obskønt" tradisjonelt, etymologisk, er forbundet med det mørke, bruker Frostenson ordet om det overopplyste. Dette er ikke bare en kritikk av tendenser i det svenske Folkhemmet. Det er like mye en definisjon på et holdningsfundament, en etisk poetikk, fra en av Skandinavias ledende poeter.

Stueland skriver vakkert om Frostenson her skønt artiklen handler om meget andet -- og måske netop derfor er det fint at finde Frostenson flettet ind. Ja, værd at fundere over nævnte overbelysning, repræsentationstrang. Hm-hm, tænker videre i retning af Agamben-Debords begreb om potentialitet, hm-hm.

Har stjålet denne fra Mariann, må bare sige: I love Lars T. Nu følger Grüner op med dette link. Og forresten Ørnen, en dansk TV-serie som jeg så et glimt af i forbifarten, fik slag i Expressen, gjorde den. But enough w/ the culture stuff from Channel Tigerclaws now.

Claws snublede rundt i Oslo lufthavn igår med 40 i feber. Inden hun samler sin kuffert op fra bagagebåndet løfter hun sit slørede blik for at se efter et skilt der indikerer toilet. Hun nærmer sig, der er lang kø foran dametoilettet. Claws slingrer, hoster hjerteskærende. Faktisk er hun nu berøvet mindst to sansers fulde brug: høresans og smagssans. Men da, ud fra herretoilettet kommer en lille mand med raske skridt. Manden er iført en ulastelig beigegul jakke og en herrebuks i samme kulør. Min vidundervæg! mumler Claws til sig selv, det dér ligner i den grad Noel fra Oasis. Claws nyser så det runger i salen: maybaaaaaaaaaaaaaa you gonna be the one that saves maaaaaaaaaaaaaaaaa.

Public announcement! Er De på nogen måde utilfreds med kvaliteten på denne blog? Synes De informationen her er enten a) dunkel, obskur, uklar eller b) irrelevant, idiotisk, åndssvag -- eller måske prætentiøs***? Da kan jeg blot henvise til my fellow bloggers fx her og her og her for qualified infotainment.

***Oslo-fanzinet Avsagd Hagle #2 har kåret de tre mest prætentiøse tekstpassager skrevet i Morgenbladet cirka sidste år. De kårede skribenter er: 1) Kjetil Røed 2) Janike Kampevold Larsen og 3) Susanne Christensen -- yay.

Allez nypoesi, on ne traine pas animaux.

You don't say? Reviewing "557,087" in Artforum, Peter Plagens suggested that "There is a total style to the show, a style so pervasive as to suggest that Lucy Lippard is in fact the artist and that her medium is other artists." Of course a critic's medium is always artists; critics are the original appropriators.

Fra bogen med titlen Six Years: The dematerialization of the audun object from 1966 to 1972: a cross-reference book of information on some esthetic boundaries: consisting of a bibliography into which are inserted a fragmented text, art works, documents, interviews, and symposia, arranged cronologically and focused on so-called conceptual or information or idea art with mentions of such vaguely desig- nated areas as minimal, antiform, systems, earth, or process art, occuring now in the Americas, Europe, England, Australia, and Asia (with occasional political overtones), edited and annotated by Lucy R. Lippard, 1973.

Happy-happy head. Idag har jeg købt ny hovedpude.

Happy head. Jeg krydslæser Gregory Sholette: "Mørkt stof, aktivistisk kunst og modoffentlighedens sfære" i antologien City Rumble og Lars Jakobson: "Ombord på de stora skeppen - Ett försök om sf i vilket Philip K. Dick endast nämns i förbigående och Stanislaw Lem inte alls" i Stjärnfall * Om sf.

As Ian sank into contented sleep, I lay awake listening to the traffic. In the morning I pounced on Ian, nearly piercing his bare foot with my stiletto heel. His anguish released my apprehensive tension and, gratefully, I sat down on the bed and sobbed at last.

Hm, bryllupsnat med Ian. Fra Deborah Curtis: Touching from a Distance -- Fanger ordet atmosphere her.

Okay Gaute, okay Bjarne. Jeg er enig, gå og se Jon Stewart.

Det tabloide konfliktspråket egner seg ellers dårlig til å omtale tendenser i litteraturteori. Da oppstår det modsetninger som forlengst er overvunnet og som litteraturforskningen lever godt med. Skriv om noe viktigt.

Slam! En Havnevik giver d.d. smæk til Klassekampens hype af de nye anti-autonomiæstetiske tendenser som ifølge avisen NETOP NU blæser gennem verden. Sorry babe, men den sad.

Zalo er et opvaskemiddel - ok - men Salò derimod, er en film fra 1976 af Pier Paolo Pasolini, en filmatisering af de Sades 120 dage i Sodoma. Jeg har set første del nu, de spiser rigtig meget chokolade- mousse! I næste afsnit tipper jeg på det er ægte svensk lingonsylt der bliver kastet rundt med.

Lidt (hm) besynderligt at flytte handlingen til et fascistisk Italien, for øvrigt, er det ikke? Jeg kan virkelig lide Hamlet dresset op i naziscenografi (Branaghs filmatisering fra 1996), et betydningslag tilføres - men er fascismen da blot en perversion? Tjah, har nok desværre mere med en reflekteret ideologi (hvad siger de Sade and do I care) at gøre end hvad et par kinky stramme magtmennesker med forsmag for chokolademousse & rå vold kan udrette.

Men det var vold vi skulle tale om, golfvold. I Michael Hanekes film Funny Games (1998) drager et par unge fyre i golfdress rundt i et rigmandskvarter hvor de, bevæbnet med golfkøller, bryder ind og terroriserer tilfældige mennesker. Tilskuerpositionen udfordres eksplicit da vi, kiggerne, adresseres mens volden pågår, mens volden fremvises. Men hvorfor golf? Med præcision og kraft sendes bolden mod sit fjerne mål, en balletagtig positur, et priviligeret areal.

I Kim Di-Duks fremragende film Bin-Jip (2004) møder vi igen golfvolden. I første billede flyver en bold igen og igen ind i et net, bag ved nettet står en statue af en kvinde. Manden som træner med golfkøllen lever i angst for sin tavse uigennemskuelige kæreste, en angst som må forløses i vold.

En aktivistisk indstillet ung mand, som med stor omsorg for tingene lever i folks tomme huse, bliver tilskuer til dette spil: Hun, en ejet genstand, ejerskabet og volden går hånd i hånd - for genstande der ejes skal forsvares. Kun i det hjem hvor man lever efter de spirituelle traditioner (I guess) kan hun gå ind som en fremmed, betragtes som et vakkert mysterium, og frit gå ud igen efter at have sovet nogle timer på en bænk.

For de to drager nu rundt og lever i folks huse, tavse udøvere af fredelige rituelle indbrud. Da de opdages er de perfekte passive spejle for den vold de selv antages at udøve: en systematiseret civiliseret vold der nu skal ramme de to med stor kraft.

Den unge mand træner sig i fængslet til at leve udenfor det vogtende øje, i de 180 grader bag os vi ikke ser. Helt tyst flytter han ind i deres hus, manden med golfkøllen og den tavse uigennemskuelige kæreste. Han lever nu helt usynligt bag manden: fordobler ham, opretter freden.

Newsflash! Mere rystende golfvold her.

Forresten så var Lones bog rigtig god. Slog op et tilfældigt sted og pegede for at finde et citat - så god er den bog, du:

Nu kommer Daniel ud med sit kamera, han vil tage et billede af snemanden og Dagmar og dig og Rose. Og så af dig og Rose alene og Dagmar træder væk fra kameraets øje, hendes smil forsvinder, brat som et trafiklys der skifter. Og hendes ansigt bliver et andet, en andens, nu står hun ved rækværket og iagttager jer mens hendes skuldre ligesom falder på plads.

De kunstnerne som ikke passer inn i avantgardeklisjeen, som ikke figurerer som gys i pressen, men som mener at kunstens relevans oppstår gjennom forhandling og interaksjon med omverdenen, kan ikke innskrives i det rommet medieoffentligheten har reservert for dem. Derfor finnes de heller ikke her. De velger isteden å jobbe innenfor deloffentligheter, mindre og spesifikke miljøer der de kan skape aktiviteter som over tid kan få reell betydning.

Midt mellem endeløst stof om Georg J. og Henrik I. siger Per Gunnar Tverbakk fornuftige ting her.

But really, what's your Møhlenprice?

Claws quiz you. Hvilke bands/artister har fremført sange hvorfra de følgende linier stammer? Glem Google.

1) Why do you tie me up with words?
The way your eye shifts makes me wanna go
Black-jawed living room couch professor
When will you be through with me? I'd like to know

2) ’Cos life’s no cruise with a cool chick
Too many folks feelin’ car sick, but it never pulls in

3) There's one thing we still got
This one last dance in this parking lot

4) I got tired but not so blue
To see the cracks in you
I got hired against my wish
With better prospects after this

5) Definitely this is the wrong place to be
There's blood on the Futon
There's a kid drinking fire

6) Sometimes I get so blue
People say I´m just a fool
All the world, even you
Should learn to love the way I do

7) We’re sailing on the seven seas
Sister Ray is on TV
The light of love it shines so bright
That the FBI won’t sleep tonight

8) Don't touch my bikini
Better smile when you see me
You can stare
That's a freebie
Don't touch my bikini
Looking is free
But touching's gonna cost you something

9) Ich war kalt wie ein Kühlschrank
Und trist wie eine Autobahn
Grau wie ein Elefant
Träge wie ein endloser Tag

Kalt ... steif ... traurig ...
Öde ... stumm ... langweilig ...
Plötzlich ist alles anders!

10) Cocktails for two
Some knives, some forks
Peas, mashed potatoes
A large amount of pork
Oh, can't you see in my love eyes
That it's time to dim the lights
And chill the ham

11) No rhythm in cymbals
No tempo in drums
Love on arrival
She comes when she comes
Right on the target
But wide of the mark
What I thought was fire
Was only the spark

12) The gaps in teeth
The dirty nails
Baby boy you can't kill what's for real
Turn that song down
Turn the static up
Come here baby let me kiss you like a boy does

13) Upon a savage lake
Make no mistake I love you
I got a powder-keg leg
And my wig's all pooped for you

14) Wasn't the question you asked me
It wasn't the answer I gave
That made me feel like I was on a train
Was a distant voice
Made me make a choice
That I had to get the fuck out of this town

15) I’m planning to see
I’m planning to feel you all over me
So climb up my trunk and build on your nest
Come and get the sap out if me
I am a tree!
Fruitless and free!
No symmetry!

16) But she’s not afraid to die
All her friends call her Alaska
When she takes speed, they laugh and ask her
What is in her mind
What is in her mind

17) And the clock stops
As darkness closes in
I hesitate but it’s too late
I scream and scream again
I hear colours black and red
I see sounds that fill my head
I’ll never read those books again

18) For a long time I felt without style or grace
Wearing shoes with no socks in cold weather
I knew my heart was in the right place
I knew I’d be able to do these things

19) You’re a wasted face
You’re a sad-eyed lie
You’re a holocaust

Giver du op, giver du op? Gå og læs Litlive: it's sizzlin' hot.

En god ven er i praktik på et bibliotek her i Bergen. Hvilket fik mig til at tænke på The Go-Betweens, den ene side af deres debutsingle er en sang om bibliotekaren Karen hvor det på hjerteskærende vis lyder:

I know this girl
This very special girl
And she works in a library, yeah
Standing there behind the counter
Willing to help
With all the problems that I encounter

Helps me find Hemingway
Helps me find Genet
Helps me find Brecht
Helps me find Chandler
Helps me find James Joyce
She always makes the right choice

En klo over stregen. Og en enkel ulv udenfor Nidarosdomen.

Det gamle mølædte tigerdyr er på ruten København > Stockholm > Oslo > Trondheim > Bergen nu med permanent stop i Bergen forude, ihvertfald de næste seks måneder. Her deles der vist nok snart priser ud og her er man sandelig vittig. Godt nyt hår and a:

Ennis del Mars mund er en tynd stribe. Sjældent har jeg set en skuespiller agere så perfekt et væsen der ikke gør andet end at krybe ind i sig selv, sluge sine ord. Ang Lees Brokeback Mountain (set i selskab med Decembers Redningsmand, den kære CYF) ryster flere filmklichéer i samme bevægelse: den tøffe følelsesfortrængte übermaskuline cowboy så vel som den flagrende feminine homoseksuelle. Filmen viser helt enkelt frem det lag som altid har været til stede i cowboyfortællingen: romantikken - eksplicit or not, det er ikke pointen - for romantikken mellem drengene var altid allerede dér.

Ennis er for evigt præget af det billede af døden han så som barn: en maltrakteret mand, en mand som levede med en anden mand? Ja, vis børnene dette, et samfund som afretter os - og dét aller tydeligst på to punkter, i denne søde puletid tid er vi specielt pressede: 1) Dit begær handler om en ting der kan købes 2) Udover det, dit begærs karakter er heteroseksuelt.

Så Ennis (det er svært ikke at se filmplakatens flirt med yin & yang-tegnet) ender op fastfrosset i en trailer med resterne af sin elskede Jack: et stykke tøj - det er alt der bliver igen, blot fordi han ikke finder nogen vej forbi det billede af døden den sociale afretning har installeret i ham.

En film der gør noget andet med det dokumentaristiske look end at lave fancy flimmer er Clooneys Goodnight and Good Luck. Filmen er sømløst sammeklippet af agerede scener og historisk materiale fra McCarthys Amerika. Alt er i s/h hér - Nutiden går ganske enkelt og finder historien frem, lader ord og gester aktualisere sig i en beretning om presseetik og de brud på de demokratiske principper (sic-sic-sic) som McCarthy og hans krig mod kommunisterne stod for.

Dette er en snakkefilm, spiller op mod en Woody Allen i stilen, viser tænkende handlende *intellektuelle* journalister som faktisk driver og citerer Shakespear med en cigaret skødesløst mellem fingrene. Dokumentarisme kan bringe historien frem, enkelt og klart: en æstetik som faktisk minder os på historiske facts snarere end at sløve os med endnu et spektakulært virkelighedsshow.

Denne dag dedikerer jeg til Gunnar Blå som har skrevet denne fine roman og som igår velsignede verden med følgende lille tekststykke, sidste afsnit af Vertigos julekalender:

Ett barn ska födas. Sonen träder före modern ut ur fitthålet. Han har en utstickande, liksom hårig arm med hudrester och sekret. Från trädens grenar hänger blodiga sorgmantlar, de ömsade skinnen av lika många segrar och förluster. Modern är blind och liksom haltar. Hennes kinder är fyllda med nötter och fetvadd. Munnen är trött och värker av allt sugande. Sonen är förkyld och nyser. Hjärnan följer med snoret ut ur näsan. Tommare än den kyliga, trådsmala natten träder åter sonen före modern in i modern. Det är då svanen som plöjts ner i åkern återföds.

Faldbakken trenger inn der hvor han kan iscenesette og fremvise maktens frie og selvavslørende tale - således skriver SC om Snort stories i denne uges MB. Her er det det selvafslørende som interesserer mig. Og ordet "usikkerhed" som senere dukker op
- der er også usikkerhed i teksten her: "(skulle jeg mene)" og her: "(blandingsforholdet avsløres aldri)" - Vi ser på mens Christensen trækkes ind i uafgørlighedszonen.

Videre læser Christensen nu efter drifter, derude på den glatte overflade. Det er fint vi har Paglia i samme udgave af avisen for denne tekst er tilnærmelsesvist essentialistisk indrettet - tilsyneladende! For Christensen tænkte godt nok på goth rock og Vertigo förlag, men også på minimalistisk kunst, sådan som også Røed gør det i sin udstillingsvurdering på Kunstkritikk. Vi har "hjerte" to gange og selvfølgelig, selve das DING: køllen i kæden, tavs, tung.

Men modsat fx Økland og Olsson så går Christensen lidt modvilligt og baglæns (træt er hun definitivt) ind i showet, gør hun ikke? Derimod agerer Økland næsten perfekt en patroniserende variant af den JA/NEJ-kritiker Faldbakken skriver om. Og Olsson bidrager til showet udklædt som en belejlig krydsning mellem Jesus og Fallos: kunstneren som driver med konceptuel kunstkritik og selv bliver det centrale værk - sit eget værk - på Faldbakkens scene. Hvis vi alle ender op som karakterer i en roman snart så skal jeg ikke undre mig. Festen fortsætter og fortsætter og fortsætter.

Dagens yndlingsblog er iøvrigt denne.

Men det er ikke sikkert at litteratur holder i dagens litterære offentlighet. Det vil si det er ikke sikkert at den aristokratiske litteraturen makter å motsette seg den demokratiske litteraturens overtakelse av det litterære feltet. Med mindre den aristokratiske litteraturen aksepterer de nye demokratiske spillereglene og oppfatter sin egen eksperimentelle oppgave som en form for medieattraktiv selviscenesettelse, performans eller show, vil den bli nødt til å tilpasse seg et liv i en større og større undergrunn, som blir mindre og mindre synlig. Når den demokratiske medielogikken er at den som ikke er med oss er mot oss, kan det kanskje være like greit å være mot. Trond Haugen snakker om litteraturåret der gik her.

Synes faktisk dette var en strålende kommentar, Jon Refsdal Moe om Sørheim-Nerdrum kritikken af Faldbakken-receptionen: Jeg lurte på om jeg ikke skulle stikke ned på Morgenbladet, kikke forurettet inn i kamera og si at Øyvind Rimbereid suger herfra til månen, fordi jeg ikke skjønte bæret av Solaris Korrigert. Etcetera her.

Subversive Perversionen! Faldbakken spricht Deutsch hier und hier.

Siste ord i Morgenbladets presentasjon av Butler gis til Martha Nussbaum, som påstår at Butler ikke ønsker «en bedre verden», men at hun «støtter seg til en amoralsk anarkistisk politikk». Å hevde dette om en teoretiker som har viet hele sin forskning til «irrelevante eksistenser», individer som faller utenfor den normative orden - være seg lesbiske, transseksuelle, svarte eller kvinner i allminnelighet - er ikke bare absurd, men også skremmende. Det er også merkelig at man ikke her nevner Butlers utgivelse fra 2004 - Precarious Life: The powers of mourning and violence - en sørge- og kamptale skrevet i etterkant av 11. september, hvor Judith Butler nettopp tar til orde for at filosofien og teorien har et sosialt og politisk ansvar -- Henning Gärtner går i kødet på MBs præsentation af Butler her. I dagens avis kan man læse et indlæg af Unni Langås som sætter et par røde streger under mange af de samme pointer.

Mere Nussbaum vs. Butler her, thanx to Malte. Butler er også her.

Claws føkket over af amerikansk turbokapitalisme! Hey, nu ryster jeg godt nok på hænderne. Næsten 30 minutter på telefonen med bløde amerikanske stemmer som ville sælge mig et luxuscruise, jeg havde vundet etc. Følgende en vag idé om at min far (hvis telefon de ringede til) nok kunne tænke sig noget så kitschy som et cruise rundt Orlando og Daytona Beach ... Glup, så jeg er faktisk så langt ude i tågerne at jeg giver dem mit visakortnummer til sidst: hvor sygt er det, hvad sker der? Claws, snap out of it. I want to cancel, sagde jeg. Så blev stemmerne for første gang spidse -- I don't have to pay anything now, do I? Well. Cancel. That's what it means. Bye.

Lykkelig nu, skønt rystet. Endda har jeg fundet en lille flis dansk (æ) kultur jeg kan digge: den perfekte fusion mellem Apples in Stereo og Rock Steady Crew = Junior Senior. So, away devil-on-the-phone.

Grimt sprog. Jeg er forarget. Jean Baudrillard siger P*l mora di! i en overskrift i ugens MB. Og hele tre gange får litteraturanmelder S. Christensen lov at sige F*ck you, Myrbråthen! til hovedpersonen i Lunds værk Uranophilia i samme avis. Bad boy Dag B. Ladegaard tager dog næsten prisen med hele ti gange "screw" (nej, ikke i betydningen "lille metaldims") og to gange "f*ck" -- Hm, men alt dette er dog intet at sammenligne med hvad Martha Nussbaum får lov at sige om Judith Butler, holy macaroni.

Stefan Jonsson fångade den rumsliga hierarkin (DN 12/11) i den enda text jag stött på efter de franska kravallerna som sökt läsa den rumsliga kapitalackumulationen från vänster. Det franska ordet för förort, banlieu, har en svensk motsvarighet i bannmil, det avstånd en misshaglig, överflödig, fördömd människa förvisas från Metro-polen. Så djupt rotad i språket är arkitekturens maktordning. Mere Raattamaa her. Og her er der lidt om Skinnebach på svenska.

Mere Raattamaa-relateret her og her, Annas legendariske essay.

Situationist-spotting. Græd du også salte tårer da MB valgte Habermas og ikke den unge F*ldbakken til forsiden? -- M. F*ldbakken siger bl.a. følgende til KKs og norske Adbusters' egen Åse Brandvold:

Jeg er interessert i tradisjonelle forsøk på avvisning av det bestående. I billedkunsten mener jeg dadaistene og situasjonistene har formulert det best. Den totale avvisningen er en interessant umulighet, sier F*ldbakken. Mens situasjonistene vender ryggen til den medierte underholdningsverdenen de kaller "The spectacle", synes F*ldbakken det er interessant å utforske nettopp denne verdenen. Situasjonistenes drøm var en sammensmeltning av liv og estetikk. Nå ser vi at det skjer gjennom den spektakulære kapitalismen, underholdnings- industrien. F*ldbakken tenker ikke bare på dataspill, men også fenomener som Ikea -- KK 6/12.

Mere F*ldbakken her, overraskende nok. F*ldbakken debateres også her: Bår in space! Welcome to you.

Forskjells-Kate, Likhets-Madonna. Here we go again, jeg læser stadig KK fra 3/12, et omfattende studie efterhånden. Men hey, jeg siger ikke at teoretiske shortcuts er lette at slippe fra i en avisartikel. Det kan dog få den uheldig effekt at reduktionistiske statements går i viral cirkulation, små kulørte tyggegummipakker kidsne kan tage med ud på gaden og lege med? I say that's a dangerous toy.

Helle Vaagland kaster sig ud i en påstand: "Madonna representerer likhetsfeminismen, mens Kate Bush er en forskjellsfeminist." Madonna mestrer iscenesættelsen af det private også, hun er en aggressiv mand, i virkeligheden, med det mål at herske over verden. Hun er Forretningen Madonna. Hun er konstruktion, hun er materialitet. Kate Bush derimod er et sort hul af mystik, hun er som N. Björk ophængt i sine børn og i sin sexy vaskemaskine. Hun "tar avstand fra grådighet og ambisjoner, verdier som tradisjonelt har blitt regnet for maskuline." Jo, men det er her tråden knækker en smule, er det definitionen på en forskelsfeminist, dette her? Kan det være Bush har anden-grådighed, anden-ambition? Vaagland ser ingen forskel, ser bare mangel: dick or dick-not.

But back to the Bush: rytmisk set kan man sige hun er andet end 1-2-3-4, som hos Slits, Huggy Bear og Throwing Muses glider rytmer rundt i et uzalgbart irigaraysk rod:

Problemet oppstår dersom kvinnen ønsker å fremstå som rasjonell; da taler hun uunngåelig som et fallisk subjekt. Kun ved å forstyrre og forrykke den falliske talen – ved å ta seg språklige friheter i form av ellipser, ombytting av setningsledd, ordspill, og så videre – vil det være mulig for kvinner å uttrykke en symbolsk (kjønns)forskjell.

Som Ellen Mortensen skriver det om Irigaray i MB fra 18. november. Well, Claws vælger definitivt ikke side, stiller bare spørgsmål ved om forskelsfeminister nødvendigvis er så hujende essentialistiske som Vaagland vil have det til. Og har vi fået nok kategori-sjov nu?