Rest in peace, Lawrence Ferlinghetti. Vi havde et fint øjeblik tilbage i 2005. Tough-talking Christensen følte sig ung og vild.

Phil Oakey vs. Griselda Pollock

Der findes ikke økofeminisme i virkelighedens verden

Den danske politiker Nikolaj Bøghs udødelige ord taget fra denne tekst publiceret i november sidste år. Jeg fik talt meget mindre om Françoise d'Eaubonne (1920 – 2005) i gårsdagens Open Lecture ved Kunstakademient i Oslo (og beklager at jeg ikke inviterede flere ind). Françoise d'Eaubonne var den første til at bruge udtrykket "økofeminisme" i sin bog Le Féminisme ou la Mort fra 1974. Jeg er ved at lære mere om hende, og håber det kan blive til en tekst snart. Leonoras roman The Hearing Trumpet kom sandelig også ud i 1974 (den blev dog skrevet tidligere) så jeg er meget interesseret i om hun kendte til d'Eaubonne. Hun fulgte godt med i hvad der skete i Frankrig på den tid og rejste der med Gloria. 

Den 26-årige norske influencer Sophie Elise har på fem år udgivet tre selvbiografiske fortællinger. Den 10. februar modtog hendes firma Sophie Elise AS årets Gullbarbie 2021, en pris som Press – Redd Barna Ungdom deler ud hvert år til "reklame- og medieaktører som er best på å få ungdom til å føle seg verst gjennom bruk av ensidige skjønnhetsidealer, gamle kjønnsroller og unødvendig seksualisering" som de formulerer det på deres netside hvor man også finder en begrundelse for hvorfor Sophie Elise AS, som har været nomineret tidligere, i år modtager prisen. Her og her er mere om influencer-fænomenet. Ill. Andreas Töpfer.

De små förlagen ska stå i bredd med de stora, och inte bli utnyttjade och uppköpta. Christensen ägnar sig åt historieskrivning, men inte enbart. Hon visar, tillsammans med de tolv replikerna, hur viktig den här rörelsen varit för att bilda plantskola för nya förmågor. Ett sätt att skärpa sin kritiska blick, bland annat, då så många gått vidare till mer ansvarsfyllda poster, som bland annat visas av Cathrines Strøms bidrag. Bernur her og Schnack her. 

Can’t Get You Out of My Head

Nogle af os er vældig glade i BBC-dokumentaristen Adam Curtis. Jeg skrev om hans tidligere værk Hypernormalisation og har brugt den som eksempel i essay-undervisning. En ny dokumentar er ude, den skulle være tilgængelig udenfor UK på denne netside, selvom jeg har lidt problemer med at få den til at spille mere end første afsnit. Curtis' collagestil er til stor inspiration for min skrivning, specielt Leonora, men jeg var lidt underwhelmed igår da jeg så begyndelsen. Her er et interview, en Curtis-parodi og en barsk anmeldelse. 

LitFestBergen er gået online og foregår i disse dage indtil søndag. Imorgen fredag kan man for eksempel følge 12 timers Literature around the world på YouTube. Vores lille Tekstpod kan man også høre. Cathrine Strøm på Lillehammer, Gunnar Wærness i Skåne og Christensen i København konverserer om publikationen "Bergensbrag-generationen" her. Send mig en melding på Face om du synes det er greit eller shite.  

En lavine af tekster

Her i februar vælter en lavine af nyskrevne tekster ind i mailboksen til Norsk kunstårbok 2021. Jeg laver min første bog som redaktør, og denne dækker coronaåret 2020. I næste uge gør jeg debut som forelæser på Zoom; jeg er ærlig talt meget usikker på resultatet så ikke følg dette link, vær så snill. Forelæsningen på Kunstakademiet i København er flyttet til efter påske, så jeg krydser fingre for at vi kan mødes i et fysisk rum til den tid. Jeg har skrevet en bunke tekster til papirvagant; en længere tekst er på vej om den amerikanske kunstkritiker Rosalind Krauss. Som skrivende billedredaktør i Forfatternes klimaaksjon har jeg lovet at levere fire tekster denne vår. Den første er publiceret og handler om en fin lille bog jeg læste før jul, Tangboka. I år håber jeg virkelig at februar er the cruelest month. 

The Kids in the Hall

Hvem er den fyr med den pibende stemme? Glenn, store manager, i flix-serien Superstore? Oh, it's all coming back to me, det er jo Mark McKinney fra det canadiske comedy show The Kids in the Hall. Jeg liker ikke comedy, men jeg likte The Kids in the Hall da jeg fandt dem på en lokal kanal engang i 90'erne. Den catchy surf tune (Shadowy Men on a Shadowy Planet!) som indledte programmerne, og den sort-hvide lo-fi æstetik, alt dette matchede min musiksmag perfekt. Det var en tradition at hoppe op og ned i sofaen under denne intro. Mark er blandt andet kendt for karakterene Head Crusher og skræmmende Chicken Lady. Scott er fantastisk, men det største crush havde jeg nok på Bruce, især den legendariske sketch "My Pen" som jeg aldrig er kommet mig helt over. Fandt også en lille dokumentar. 

Gjør seg uangripelig

Der dukker pludselig referencer op til noget jeg sagde engang i 2010. Jeg sagde det i et interview med Sandra Lillebø, men skrev det først i anmeldelsen af Beate Grimsruds roman En dåre fri. Desværre har Klassekampen taget linket til interviewet ned, trist når netop formuleringer herfra bliver diskuteret netop nu. 

Her er Carina Beddaris tekst, og her er Eirk Vassendens tekst. 

To be held by kelp

Som deltager i den eksterne del af tangkongressen blev jeg opfordret til at hengive mig til en offentlig tangspa, bogstaveligt talt et par badekar med tangblandet vand placeret i en discoagtig rosa belysning. Nogle få modige deltagere iklædte sig badedragter og interagerede med tangen. I et andet hjørne blev der serveret suppe, og nogle af de deltagende kunstnere holdt en meget konkret finissage hvor de rev deres eget værk – mest bestående af lyse træpinde og planker – fra hinanden i en performance som udviklede sig til en jamsession hvor publikum begyndte at lave lyde med træplankerne ved at hamre dem rytmisk i gulvet og rasle med små armbånd og rangler sat sammen af muslinger og ... ja, tang. Tekst og billeder her. 

Minder om #metoo før #metoo og kulturarbejdernes krise før kulturarbejdernes krise. Nu hvor den unge Leivestad bliver udråbt til at være en slags visionær synsk profet. Ikke bare unge mænd kan være synske profeter, gamle damer med lang fartstid kan også hyldes. Man behøver ikke skrive dem ud af historien som stakkels, triste og halvvejs sindssyge. 

Best in the world. A great achievement

Om tang og gitterværk

Hvis formålet er at skrive tror jeg ikke på askese, men jeg tror på retreat og har levet udfra en idé om retreat i årevis. 1-2 ugers retreat afbrudt af geografisk forflyttelse fungerer for mig. Helst bo et sted hvor jeg kan skrive om morgenen og gå ud om eftermiddagen og gå mig træt; se på ting, fotografere, skrive dagbog, spise og drikke noget, helst med en ven, og gå hjem og sove. Lige nu er der a whole lotta yin going on and almost no yang. Det fungerer dårligt. Når den ydre verden falder bort bliver jeg desværre ikke mere kreativ. Jeg har ikke brug for voldsom social stimulation, men jeg har brug for en ven og nærhed og samtaler, og jeg har brug for forflyttelse og nye omgivelser. Det er forudsætningen for at sidde 4-5 timer og skrive om dagen; the outside, og den ene ven. Jeg har skrevet om tang, den tekst kan du læse snart, og jeg skriver om skak og gitterværk. Idag har jeg skrevet; not dead, not dead. 

Omverdenstab og omverdensskabelse

Leonoras rejse, side 58: Jeg sad ved siden af Piet, og jeg så at han ikke kunne se. Han var ramt af et pludseligt omverdenstab. Han mærkede ikke længere at jeg sad ved siden af ham. Han mærkede bare en gammel skræk som kom og tog signalet fra ham. Noget kom og fratog ham muligheden for at være til stede. 

For det meste sad vi ved vores computere i hvert vores land, vi sad foran computerne i fastlåste, krampagtige stillinger. Vi sad der gennem dagene, og vi sad der også ofte om natten . Vi havde dannet en slags støttepædagogisk skriveklub eftersom vi begge mente at nogen måtte artikulere sig om kunsten, den kunne ikke bare stå der for sig selv og kunste. Hvis ingen artikulerede sig om kunsten, hvis ingen vurderede den og grublede over den og frydede sig og rasede, kunne kunstnerne lige så godt droppe det. Hvorfor producere en masse besynderlige objekter og en masse gakkede handlinger, hvis ingen artikulerede sig om det som foregik? Nej, der satte vi foden ned. Disse stammende artikuleringsforsøg var noget andet end omverdenstab, det var omverdensskabelse. Det siger sig selv at jeg syntes det var en god idé at Piet fortsatte med denne indædte omverdensskabelse.

 

Nordvest-udgaven af How it started // How it's going

Tekstallmenningen er åben

Du kender måske Torgallmenningen i Bergen? Nu er Tekstallmenningen åben. Dette er stort. Her kan man købe tidsskrifter, men også bøker. Hør mere om kulturtidsskrifter her. 

Samsnakk med Blomster & bureau

 

Fint portræt af Ragnhild Aarvik baseret på mobilfoto af Karen Marie Bille. "Det blir sikkert endnu sværere at acceptere at huset er skævt bygget fra starten, men der er fantastiske skæve huse i verden som fungerer fint," siger jeg. Samsnakk er en talesprogsorienteret netchat, derfor samsnakker jeg på bastard-skandinavisk. Se efter andre Samsnakk-udgaver med fx Gunnar Wærness. Christensen samsnakk med Blomster & Bureau her. Hvem er B&B? Læs her.

Jeg traf et nytårsselskab på syv hjorte mens jeg gik rundt i nabolaget den første morgen i 2021 med rævemasken på. Vi så alle meget ukomfortabelt på hinanden, og nogle af os løb hurtigt bort. Det hører måske med til historien at ræven (the real wild one) tog alle værtens fire høns den første nat jeg boede her. Flere strange & foxy photos right here.  

Put up a brave & foxy face

De sidste par år har jeg taget Vagants stressede chefredaktør med til Marokko. Not so much i 2020. Efter at have bejaet tværæstetiske, tværnationale identiteter siden de tidlige 00'ere prøver jeg nu at ... put up a brave & foxy face, men at være spærret inde i Danmark så meget som jeg har været i 2020 er ubehageligt når mit netværk befinder sig i Bergen og Berlin. Nu er jeg syd for Odense. Den første nat tog ræven alle værtens fire høns. Her er ikke så meget fyrværkeri, men de går på jagt i skoven, ikke akkurat nogen feelgood-lyd. På årets sidste dag skal jeg tage mig en cykletur som ræv og se om jægerne kommer efter mig. 

Ny anmeldelse af Leonoras rejse

"Hun savner muligheden for at være flere ting og flere alternative verdner. Hun savner menneskelige møder, hvor idéer kan florere. Virkelig interaktion er i dag, pessimistisk anskuet, umuliggjort af de allestedsnærværende iPhones. Vigtigst er det, at hun efterlyser modeller for social forandring i en verden, hvor økosystemernes gradvise kollaps gør forandring absolut nødvendig. Leonoras Rejse drives frem af en slags panikangst over, hvad det er, vi er i gang med at gøre ved kloden. Det er en politisk anfægtelse, et vegansk projekt og en kulturel og ideologisk råben vagt i gevær." 

Jeg er faktisk helt paf over i hvilken grad denne anmeldelse som kom 1. juledag tager bogens ideologiske projekt på alvor. Damgaard går faktisk ret til kernen af projektet, noget jeg ikke har oplevet i samme grad i andre læsninger. Jeg bliver næsten helt bekymret over hvor dommedagsagtigt det lyder, men det er nok rigtigt at bogen kan læses som et panikanfald og som en advarsel. Muligt jeg blir tanteagtig nu, men må bare pointere at bogen også indeholder et vist mål af humor og håb. 

 

Spaltetekst om Kate Bush i nye Vagant #2-3/2020. Her er indholdsfortegnelsen og lederen. Her er nogle anti-jule-anbefalinger. Bang a gong today and think about Saturn and Jupiter. 

2020 annus horribilis

Mit 2020 annus horribilis-mix udvikler sig stadig. Senest har jeg opdaget Robin Guthrie fra Cocteau Twins og hans samarbejde med nyligt afdøde Harlod Budd. Gamle venner jeg ikke fik plads til er Muses, Lee, Grimes, Coriky og Club Emotion, mest fordi den selvisolerede hjerne ikke takler visse lyde. Har også lyttet til Shopping og Crack Cloud. 

Vinduet papir 1947 til 2020

Etter hvert som virkelighetslitteraturen vinner terreng, endres også lesernes – og kritikernes – forventninger og lesemåter. Den store oppmerksomheten og suksessen selvbiografisk litteratur for tiden blir til del, kan – slik mange tidligere har påpekt – umulig forstås løsrevet fra realitykulturens følelsesregime. Jeg er ikke så sikker på at de «estetiske kravene» Lillebø setter spørsmålstegn ved, egentlig styrer samtalen om litteratur i dag. Er ikke det å se noe «opprørende» i estetiske krav snarere uttrykk for en større understrøm i hele samfunnet, der det å gjøre estetiske vurderinger anses som noe kaldt, kravstort, ja, nærmest som noe fascistisk? Nesten hver eneste gang jeg forteller noen utenfor det kulturelle miljøet at jeg arbeider som kritiker, blir jeg møtt med spørsmål om hvordan jeg kan mene at noe er bedre enn noe annet. En bekjent som foreleser om litteratur og kritikk, forteller at han må ta studentene med ut for å se på solnedgangen for slik å overbevise dem om at det finnes noe objektivt vakkert.

Vældig godt essay af Carina Elisabeth Beddari om virkelighedslitteratur i sidste nummer af Vinduet #4/2020. Sidste nummer? Ja, virkelig allersidste papirudgave. 

Frykt og avsky i demokratiet

Audiatur bokhandel har den allerførste og spritnye Vagant-bog Frykt og avsky i demokratiet af Eirik Høyer Leivestad til salg, plus den lille bog om Bergensbrag-generationen som jeg har redigeret. Sidstnævnte kommer muligvis først fra trykkeriet i romjulen. Audiatur har iøvrigt også udgivet denne fine bog. 

Mest skrev jeg ansøgninger

Looking for peace, I mostly miss. Dårligt år for kunstkritikeren. Jeg var på Lydgalleriet, gik tur med Alt går bra og så masterudstillingen. Skrev følgende for vagantnet: her + her + her.

Litterær aktivisme like in the 00s

Spændende udvikling hvor Tekstallmenningen har fået massiv støtte. Læs her. Tekstallmenningen lanceres 5. januar, og til den tid har vi et fint link til den lille bog jeg har redigeret i 2020. Det burde imidlertid være muligt at få fingre i den før jul. Se her hvordan. Vi fletter steder, tider og lande sammen sådan som god litterær aktivisme burde gøre. We can be heroes just for one day, what d'you say? 💜💜💜💜💜

#Wrapped2020

I år gik jeg Stoltzekleiven for første gang og badede i alt vand jeg kom forbi. Blandt andet i Storevatnet på en vidunderlig sommerdag. Jeg sang Twisted Sister ud af mit vinduet og besøgte Nordeuropas ældste egetræ Kongeegen i Nordskoven. Min bog kom ud på dansk, og jeg holdt min fødselsdag på Knatten. Ellers skrev jeg endeløse ansøgninger, specielt for at få Norsk kunstårbok til at overleve. Jeg lavede en tekst til Tania Ørum, som blev til en bog efter et produktivt møde med Tekstallianse. Vi håber den kommer fra trykkeriet før jul. Ellers skrev jeg tekster til Vagant, Kunstkritikk, The Debutante, Bøygen, Bastard Art Book Fair og Forfatternes klimaaksjon (coming up). Jeg deltog på Litfest Bergen, by:Larm og Classic Album Sundays og talte i Trondheim, i Vandkunstens lokaler på #bogfestival og på Louisiana. Tak til alle samarbejdspartnere, vi håber at 2021 blir friere og gladere.

Flugtlinjer på nettet

By:Larm 2020 var virkelig strålende, det jeg fik med mig. Havde blandt andet en meget fin samtale med Jenny Hval i regi af Classic Album Sundays Oslo. Det blev endnu mere specielt fordi det var det sidste arrangement jeg deltog på in a long, looooong time hvor mennesker myldrede frit rundt sådan som vi gjorde i gamle dage. Mere her. Min Vagant-spalte Flugtlinjer er genopstået og har fået sin egen plads på nettet. 

In these quarantine days

Jeg har været næsten ude af stand til at lytte til musik i 2020, men her er et par favoritter. En bunke tekster er gjort færdig til Vagant, men ingen får læse dem før engang næste år. Snart indspurt på Norsk Kunstårbok 2021; de fabelagtige skribenter er igang, og jeg krydser fingre for en strålende bunke tekster omkring 1. februar. Får se om jeg får lov at snike ind i skogen og skrive på eget projekt i julen, eller om jeg skal forsøge at kombinere med rollen som omsorgsperson for moren som er på vej til at blive udskrevet idag efter fem ugers indlæggelse. I'm talking to the walls pretty much, in these quarantine days.