Lige før den store krig mellem sprogmaterialister og realitypoeter bryder løs i Norge også (news flash: krigen aflyst!) kan vi lytte til dagens Gulliksen i Morgenbladet som, lidt lig andre hér, trættes over det enten/eller som bliver ved at skubbe sig ind i poesidebatten. Gulliksen siger dette om Fredrik Nybergs digt "Ett Lågt Träd" fra samlingen Åren (2002): Til slutt i dette diktet flyter en død gris udiskutabelt og uhørt i havnebassenget. Men hva er det med sangen vi inviteres til at høre? Er det ikke den sangen som kan høres når diktet både lytter til språket og til den verden språket kan høre seg selv i?

Så kan ein stille vårt foredrags kritiske spørgsmål: kva skjer om det som skjer når ein går der i nattetimane og venter på at få kontakt med verda, er at ein får kontakt ikkje med verda, men med appendikset som heiter "dei to versjonane av det imaginære" i Maurice Blanchots verk L'espace litteraire? Eller om noko frå Paul de Mans tekst "The Rhetoric of Temporality" frå Blindness and Insight har gått og venta på deg i disse nattestimane utan at du visste om det, og brått koplar seg på utan du kan forsvare deg? Skal litteraturteori-varsellampene blinke og innbrotsalarmen ule og skal ein riste på hovudet til dei dreg seg tilbake med såra og vorbrotne miner og ein igjen står klar til å late seg inspirere av gatelyktene som skin på asfalten nede på vegen, eller av det rørande synet av kleda som heng på tørkestativet langt inne i stova?

Gunnhild Øyehaugs fremragende essay i Skrivekunstakademiantologien Skriveplass med titelen "Rein som snø - Om tilhøvet mellom litteratur og litteraturteori i utøvande forfatterverksemd" går bl.a i kritisk dialog med Geir Gulliksens virkelighedspoetik.

Det ringede på Residensens dør idag, Audun og jeg myldrede forventningsfulde ned ad trappen. Dér stod seks brune kasser viklet ind i gennemsigtig plastik på en egen lille palle. BG8, med titelen The Democracy - Destination Iraq, har endelig meldt sin ankomst, i engelsk sprogdragt. Blot en lille justering i det æstetiske: titelen står nu med hvid skrift. Andet oplag af Norheims Z er ligeså ankommet, nu med en lidt lysere rød på omslaget og opdateret sats.

En tur til i dikotomi-karusellen: OEI er kjent for å presentere «eksperimentelle» teknikker og retninger. Redaksjonen har gitt ut omfattende nummer om konseptuell litteratur, elektronisk litteratur, og den amerikanske forfatteren William Burroughs såkalte «cut up»-teknikk. Det faller ikke i smak hos PS, som harselerer ved å finne opp betegnelsene «fakk-app» og «shatt-app», ifølge Göteborgsposten. Mere her.

Mit nye ansigt. Fra nu af bliver det så en tiger a la abstrakt ekspressionisme (hm) som jeg kommer til at slæbe med mig rundt i bloggosfæren. Tigeren hér er kreeret af Franz Marc og om han fortælles bl.a dette:

Franz Marc was a pioneer in the birth of abstract art at the beginning of the twentieth-century. The Blaue Reiter group put forth a new program for art based on exuberant color and on profoundly felt emotional and spiritual states. It was Marc's particular contribution to introduce paradisiacal imagery that had as its dramatis personae a collection of animals, most notably a group of heroic horses.

Tragically, Marc was killed in World War I at the age of thirty-six, but not before he had created some of the most exciting and touching paintings of the Expressionist movement.

Wikipedia har mere eksplicitte detaljer om Marcs død: Before the orders were carried out, while riding a horse on patrol in the Battle of Verdun (1916), a grenade explosion killed him.

Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur Audiatur

Kataloget er på 512 sider - Whoa!

DN: Vertigo får 80.000 i litteraturstöd. Det lilla förlaget Vertigo får litteraturstöd till sin utgåva av Aiskylos, Sofokles och Eurypides grekiska tragedier. Som DN berättade i juni fick förlaget först avslag på sin söknad eftersom verket saknade efterord. Men nu har förlaget förhandlat sig till en överenskommelse med Kulturrådet och får ett stöd på 80.000 kronor. Ett fylligt efterord kommer dels att bladas i som särtryck, dels att läggas ut på internet.

SvD: Frances Bean [Courtney Love og Kurt Cobains 13-årige datter] utalade sig nyligen för första gången i tidningen Teen Vogue och konstaterade att hon föredrar när hennes mamma inte ser slafsig ut: "Jag gillar inte hennes hårdmetall-utstyrsel eller när hon inte kammar sitt hår" -- Go, Frances!

Feel better now? -- Und Koff sagst:

Lindholm kan igjen oppleves på studentradioen. Denne gang i programposten Akademia. Økland, Åmås, Lindholm og Holst om tidsskriftet i Norge i anledning Replikks tiårsjubileum som utgivelse på fint papir. Det legges - NOT? - ut klokken 17:00 idag søndag.

Litteraturkritik borde inte utövas av någon som inte först genomgått psykoanalys, mig själv inbegripet. Man måste vara mycket observant på sina dolda motiv, vilket nästan inga kritiker är. Litteraturen sysselsätter sig med och kommer ur ett inre liv och med sitt eget inre liv måste man möta detta. Att varje litterärt verk av kvalitet kommunicerar både på ett medvetet och ett omedvetet plan är en självklarhet. Man måste då någorlunda känna sina egna begränsningar, och nu talar jag om ett hantverk av rent mod: att känna sin egen skräck och ynkedom, sin fåfänga och sina drömmar. Att vara kritiker är eller borde åtminstone vara en mycket självutlämnande syssla, och den första frågan en kritiker bör ställa sig inför en text är alltid personlig: hur reagerar mitt omedvetna här, och varför? Den andra frågan är: Har jag nu lyckats bortse ifrån mina förutfattade meningar om författaren och om de subliminala budskap han sänder ut också med den allra mest diskreta marknadsföring? Har jag dessutom synat mitt eget perversa förhållande till författarens position eller icke-position på den sociala teatern? När man väl har tagit sig förbi sina suspekta reaktioner inför ett visst material har man å andra sidan all rätt i världen att ta i med hårdhandskarna om man upptäcker hyckleri, feghet eller insmickran hos upphovsmannen. Man måste också som författare själv stå ut med att bli kritiserad av sådana seriösa recensenter.

Hm? Aase Berg på 00tal her.

Let these be the languages of art criticism: to scream, to forget, to do anything except reduce radical difference, through representation, to identity, singularity, calculable and controlable.

Let one art criticism’s languages be silence so that we can hear the sounds of the body: the winds and voices from far-off shores, the sounds of the unknown.

May we write, not in order to judge, but for and in (I quote George Bataille), ”the community of those who do not have a community.”

Eye = Acker

Hun så ikke på meg, og på den måten forsøkte hun å fortelle meg noe, hun ville, skjønte jeg etterhvert, at jeg skulle se henne slik hun oppførte seg når ingen andre var til stede, derfor skulle jeg late som om jeg ikke var der, sitte stille, ikke si et ord, og til gjengeld ville hun fremstå som den hun egentlig var, for meg, som en slags hilsen eller gest, jeg visste ikke helt, men uansett rørte jeg meg ikke, overbevist om at jeg hadde rett, sikker på at jeg aldri skulle kunne snakke med henne om det, det lå i kortene siden jeg så henne uten å være til stede.

Fra Hans Petter Blads roman De nysgjerrige, blot for at give en fornemmelse af det rige sprog her. Det søde studenterliv i Paris beskrives, som var det vitterligt Francoise Sagan som havde ført pennen. Norske N. og amerikanske D. kredser om hinanden, men NOGET sker. MBs anmelder siger således om dette NOGET: "Omtrent halvveis begynner leseren å lengte etter at noe litt mer avgjørende skal skje, og da det skjer, er hendelsen ikke riktig oppsiktsvekkende nok til at vi klarer å dele de fiktive personenes kvaler." KKs anmelder siger lidt af det samme om HÆNDELSEN: "Den hendelsen som boka fremhever som et slags klimaks, fremstår til syvende og sist mer som en spissformulering av Nikolajs og særlig Daisys motvilje mot å forholde seg til omverdenen enn som et egentlig vendepunkt."

Ganske rigtigt, HÆNDELSEN henligger delvist i mørke og vi kan være gunstigt i tvivl om hvorvidt dette reelt er sket eller ej, både forfatter - og især anmeldere - er svært subtile her. Går noget da i stykker hvis jeg siger hvad det er vi taler om her? Bestemmer jeg, styrer jeg, afslører jeg? Frarøver jeg nogen noget hvis jeg siger det drejer sig om voldtægt, om vold mod kvinder, om kvinder der lever i angst for overgreb? HÆNDELSEN er ikke eneste tegn i bogen på at det er dette - specifikt - som faktisk tematiseres. Specifikt og dog, også rimeligt subtilt? Men definitivt ikke metaforiseret til et ubestemt MØRKE: livet udenfor studiesæbeboblen, noget skræmmende og skræmmende virkeligt lurer på disse unge læsende mennesker, udenfor, udenfor.

Hvis jeg blot er ude på at rangere romanen i et æstetisk hierarki så behøver jeg vel næppe heller at vride pennen rundt i alle smertepunkterne, oute tematikken? Men, forestiller jeg mig, hvis teksten ses på som en ligestillet kulturel ytring der taler til verden, i verden, hvad gør kritikeren da? Hjælper jeg til i dette henvendelsesforsøg? Eller lukker jeg munden på bogen, kalder den en pretty thing?

Autonomiæstetisk dansker! DN og SvD ligner hinanden ikke så lidt. Men i deres vinkel på Triers Manderlay igår var der alligevel forskel. DN spekulerer her i hvad udskiftningen af hovedpersonen har at sige, men tramper generelt ned ad begærsstier som jeg ikke ellers ser mange Trier-anmeldere begive sig ud på: "Manderlay" förefaller mindre intensiv och skruvad än "Dogville". Kanske för att regissörens attraktion till Kidman, med sin ojämförliga filmstjärneutstrålning och sitt motstånd mot von Triers stegrande sadism gjorde "Dogville" mer privat och pervers, så att man snart var indragen i en förvirrande studie i begär i stället för en klargörande studie i makt. Dallas Howard verkar inte vara lika mottaglig eller känslig för hans metoder.

Det er som om det evige og almengyldige nær-bibelske og litterære vinder over det dokumentære i disse film. Grace taber nu stort til faren, til begæret - påstås det - til sin dragning mod underkastelse via benhård penetration. Moren som nyder straffes med døden, Grace må myrde hende. Hendes romantiske drømme om demokrati er en løgn - og de sorte gør det mod sig selv, det er sikkert. Trier griner med Bataille og de Sade.

Men tråden til NU er tynd, synes jeg. Jo, vi har en rigtig desert storm og et naivt demokratiseringsprojekt gennemhulles af perversion: vi tænker Abu Ghraib. Men fotomontagen til sidst i filmen holder nu næppe som kontekstualiseringsbro. Selvom det er flot den måde Trier får Bowie til at synge Do you remember, your President Nixon? (billede af George W. Bush) Do you remember, the bills you have to pay (billede af brændende WTC). Men hello! Historisk specificitet ryger fuldstændigt ud af vinduet, dette er bare en dum lille joke. Trier lykkes måske i at sige væsentlige (let misogyne) ting om menneskets grumme anti-demokratiske natur her, men koblingerne til NU er tynde små sytråde blottet for reflektionens kraft.

Moving stranger, does it really matter? As long as you're not afraid to f-e-e-l. Jo, jeg hører faktisk andet en 80-tals musik. Men dette ansigt har jeg set før, dette ansigt. Kate Bush udgiver den 7. november 2005 dobbeltalbummet Aerial og bryder dermed 12 års tavshed. Husker vi The Kick Inside - The Dreaming - Hounds of Love - Husker vi også flere vakre sange om bl.a. menustration (Every girl knows about the punctual blues/ But who's to know the power/ Behind our moves) og ikke mindst om spøgelser. Kommer faktisk på mindst fire Kate Bush-sange om parapsykologiske fænomener: først Cathy og Heathcliff selvfølgelig, og så "Under Ice" og "Watching You Without Me" og "Get Out Of My House", den sidste fra fabelagtige The Dreaming. Uu, Kate is back.

Holy s***, Martin, så vakker Ursula Andkjær Olsens side er. Og her går Mikkel amok over den nye bog.

Træerne står så stille når man
går forbi dem især
når man går
forbi dem.

And you can quote me on that. Ellis skriver scener som er vibrerende sanselige og filmatiske og de kitschede gotiske indslag redder sig for det meste igennem på en grund af kulsort humor. Ellis klarer med Lunar Park at sparke igen, sparke både sit mytologiserede selv og sine spøgelser, den fiktive Patrick Bateman og en karakter vi må tro er Ellis’ biofaktiske og nu afdøde far, ad helvede til og har i samme bevægelse skrevet sin til dato bedste roman.

Deres anmelder i uafgørlighedszonen

Tormod Haugland rapporterer sidste nyt fra Skrivekunstakademiet:

Så til markering av 20 års jubileum!

Det vert ope seminar 14.00 - 16.00 laurdag 08.10 på Sardinen, Verftet. Seminaret vil innehalde fire innlegg knytt til temaet litteratur og opprør. Etterfølgjande diskusjon. På kvelden 19.30 vert det fest i dei same lokala, med vener av akademiet, tidlegare studentar og lærarar. Vi har eit enkelt program med opplesing og diverse.

Om antologien Skriveplass som udkommer i anledning af ovenstående skriver Haugland videre:

Skriveplass er ei blå bok. Fargen kan minne om lyseblå himmel, men ikkje som klår himmel, meir som himmelen når den er tom for skyer men samstundes ikkje open, med eit lag av sky mellom jord og univers, noko slørande og dempande, nesten som gråblått, men samstundes er blåfargen blå nok til ikkje å vere gråaktig, den er blå.

It's my party and I'll cry if I want to. Officielt 30++ idag.

En af de store helte i nordisk litteratur netop nu, min medredaktør i Gasspedal Audun Lindholm, taler her i et program på Bergens Studentradio om småforlag i skøn duet med Espen Grønlie fra H Press. Programmet ligger kun på nettet en uge - så det er om at slå lyttebøfferne ud.

Niclas Nilsson debuterer idag med digtsamlingen Patriarkat. Nilsson har før oversat Lyn Hejinians My Life og Michael Palmers Sun. Både SvD og DN giver Nilssons egen digtsamling ganske sure ord med på vejen. DNs Åsa Beckmans anmeldelse (som desværre ikke findes på net) synes jeg er urimeligt indholds- og fortolkningsfikseret: klassisk jeg-forstår-ingenting-dårlig-bog-anmeldelse. Hm, man skal sandelig selv købe sig Patriarkat idag og se -- Åja, og har I også bemærket det? Klassekampens litteraturredaktion er vågnet op, hurra, efter et halvt års tid i dvale.

Her ligger Prosopopeias netsider og her ligger ikke et link til Vagants netsider som er så pinligt søndersejlede at de gør ondt at se på -- Besides that: 11. september, rings a second bell?

Bret Easton Ellis holdt mig vågen i nat -- Og her ligger forresten en rigtig kvik anmeldelse af sublime Lunar Park.

– Marsdal kaller dere en generasjon av skribenter, Fossen?
– Og hvorfor sier han det? Vi har startet et nytt politisk parti, vi har et konkret prosjekt. Marsdal vil så gjerne være en 40-åring som ble hørt. Hans problem er at han sitter og skriver på denne laptopen sin og prøver å bli den nye Ottar Brox. Dette er en liten intern rivalisering. 68-ernes prosjekt er dødt. Marsdals Manifest vil også tørke bort.

Citat fra rundtosset MB-artikel om 68-ere, 38-ere og (øh) dommere? Et relevant spørgsmål ud af mange kunne være: er Erling Fossen en generation?

Nye navne bliver ved at snige sig på deltagerlisten for den bergensiske poesifestival Audiatur. Folkene bag (bl.a. Lindholm, Bjelke Andersen, Nærland, Sørhaug, Strøm og Danbolt) arbejder på et programhæfte i form af et gigantisk katalog som mindst kommer til at ud-OEIe OEI, jeg kan ikke vente med at se. Deltagerlisten ser således ud nu:

Anna Hallberg (S), Arild Linneberg, Bjørn Aamodt, Christan Yde Frostholm (DK), Egil Haraldsen, Florian Hecker (Tyskland), Hanna Hallgren (S), Ida Börjel (S), Jo Eggen, Johan Jönson (S), John Hegre, Jürg Piringer (Østerrike), Jörgen Gassilewski (S), Karen Mac Cormack (Canada), Lars Engebretsen, Maja Solveig Kjelstrup Ratkje, Monica Aasprong, Nathalie Quintane (Frankrike), Pascal Prosek (S), Sissel Solbjørg Bjugn, Steve McCaffery (Canada), Tom Leonard (Skottland), Ulf Karl Olov Nilsson (S), Yngve Pedersen, Øyvind Rimbereid, Åsa Maria Kraft (S) og Aasne Linnestå.

Var det på Roskilde Festival i 1988? En tur på Google siger det må have været i 1988 jeg så Jesus and Mary Chain spille (eller eksplodere) fra liggende stilling i det grønne telt -- Jeg nærmer mig normalt ikke stærkere medikamenter end panodiler, men det skal ingen hemmelighed være at mig og en veninde dette år havde forsøgt os med indtagelse af en slags kemiske substanser. Må have været nogle seriøse downers for effekten var skuffende, vi blev bare enormt trætte. Sjovt nok var vi ikke de eneste til denne koncert som var trætte: hele den bagerste del af teltet LÅ NED da JAMC gik på scenen og i et gigantisk 15-minutters langt kompromisløst bulder-og-brag smadrede alt omkring sig. JAMC er ikke mere, men let hjerteflimmer opstod igår da navnet "Jim Reid" pludselig fangede mit blik på en plakat her i Stockholm.

Men det var slet ikke det jeg ville sige. Det jeg ville sige var hey, se det nye nummer af Res Publica med tema "Rimbauds nej" - Jeg liker det tema, gør jeg. Jeg har endnu blot set på de fabelagtige illustrationer (Doré-appropriationer med små Rimbaud-ansigter som siger "NON" sat ind i stedet for engles) og den tiltalende titel på Anders Johanssons essay "Att inte bli författare". After all, der er andre muligheder end at skrue dørskiltet af døren, tage batteriet ud af vækkeuret, kaste sin lysegrønne ghettoblaster ud af vinduet, bede sin kæreste gå hente noget tøj for med bemærkningen "Nu kan jeg flyve" at springe ud. Transcendens er noget bras, Strunge. And I'm happy when it rains.

I don't care about the state of my hair/ I get something out of nothing that just wasn't there/ And your kiss kiss kiss is never gonna blow me away

Ackerism. I New York fra oktober 1989 til maj 1990 taler Kathy Acker med Sylvère Lotringer. Disse samtaler skal blive til det 24-sider lange interview som åbner "Hannibal Lecter, my father", Acker-udgivelsen i Native Agent-serien på Lotringers forlag Semiotext(e) -- Det et er både kedeligt og uinteressant at tale om hvem der kom først, men et faktum er det at Ackers biografisk-konceptuelle metode - inspireret af 70-80-tals konceptualister som David Antin, Sol LeWitt og Sherrie Levine - nu ses overalt i litteraturen, senest i Bret Easton Ellis' nye roman Lunar Park som jeg glæder mig til at læse idag, men også fx Börjel og Bergvall nærmer sig på forskellige måder. Hér et par klip fra interviewet med Acker:

Acker: (...) David Antin said to me, There's one magazine of prose work that you could publish in that's in the poetry world - Carol Berger's magazine. So I sent her some material and she sent back the usual note, Oh great stuff, lots of energy, send more. So I'm babysitting one night for David and Eleanor Antin and I see this letter on the floor. I see my name so, of course, I read the letter and it's from Carol Berger's saying, This woman is a total nutcase, lock her up in the loony-bin, thinking that these stories were all about me. It was very hard, I was very very sensitive in those days, but I remember being very fascinated that the work had had that kind of power.

Lotringer: It was a pretty schitzy experience.

Acker: I became very interested in the model of schizophrenia. I wanted to explore the use of the word I, that's the only thing I wanted to do. So I placed very direct autobiographical, just diary material, right next to fake diary material. I tried to figure out who I wasn't and I went to texts of murderesses. I just changed them into first person, really not caring if the writing was good or bad, and put the fake first person next to the true first person. And then continue this to see what would happen. I used pre-Freudian texts because I didn't want to deal with Freudian jargon. It was a very naive experiment at first. I was experimenting about identity in terms of language. That's how I started out.

Senere lyder det, ud fra det faktum at der blev en retsag ud af Ackers tyveri fra trivialforfatteren Harold Robbins:

Lotringer: ... pirate someone else's text! Or rather hijack it, which is the etymology. Hijacking a copyright, no wonder they got upset. Terrorism in litterature ...

Acker: What a writer does, in 19th century terms, is that (s)he takes a certain amount of experience and (s)he "represents" that material. What I'm doing is simply taking text to be the same as the world, to be equal to non-text, in fact to be more real than non-text, and start representing text. So it's quite clear, I took the Harold Robbins and represented it. I didn't copy it. I didn't say it was mine.

Lotringer: You used it as "material", as Heiner Müller did with Medea. Or reframed it, as Sherrie Levine or Richard Prince did with classical photographs.

Acker: Right, and it seems to me quite a different procedure than the act of plagiarism. I had changed the words, I had changed intentionality. (...)

Adressens forlag udgiver d. 29/9 Martin Glaz Serups fjerde digtbog, langdigtet 4.

(...)

Da forlaget håber på en fortsat positiv udvikling i Serups salgstal udkommer 4 i 141 nummererede, signerede eksemplarer.

(...)

This National Poetry Day, you have the chance to choose the poem you'd like to see launched into space to be discovered by whatever creatures should find it, far in the future. Mere her.

Litteraturkorrespondent søges. Hvis nogen har lyst at tage DN:s läserombudsman Lilian Öhrström på ordet så er adressen ombudsman@dn.se. Öhrström skriver i dagens DN: Men vi saknar en korrespondent i Norge just nu. Ambitioner finns att fylla den luckan får jeg veta från utlandsredaktionen -- Man holder selv nallerne et godt stykke fra tastaturet og læser i stedet Le Monde Diplomatique: septemberudgaven er netop landet med nyt fra både bloggosfæren og fra Dubravka Ugresic som bl.a. har skrevet denne fabelagtige bog.

Og selv om du er imot militærets tilstedeværelse – Hawaii er den eneste amerikanske delstaten som helt klart kan identifiseres som kolonialisert, og som har en sterk selvstendighetsbevegelse – så skjer krigen stadig i ditt navn. Og det bare fortsetter: Selv de landene som ikke har sendt tropper til Irak eller Afghanistan, er stadig del av oljeøkonomien og dermed av krigen. Jeg mener dét må være vårt utgangspunkt – å se oss selv som delaktige.

Dette siger Juliana Spahr (klik-klik-klik) til Morgenbladets udsendte i dagens avis. Og her er mit yndlingsdigt netop nu, yeah.

Jobber med Burqa nu, en digtsamling folk vil vide er skrevet af svenske Hanna Hallgren. Lidt af en udfordring. Et stykke inde i Haraway-teksten som Hallgren nævner i sine afsluttende noter (og afsted går det ud af et sidespor) sagde det pling i mit hoved. Husker hvordan det var at finde frem til og læse Cyborg Manifesto i Bø - Faen, Haraway skriver for vildt. Noget hun vist også selv lidt ironisk noterer sig:

Like all neuroses, mine is rooted in the problem of metaphor, that is, the problem of the relation of bodies and language. For example, the force field imagery of moves in the fully textualized and coded world is the matrix for many arguments about socially negotiated reality for the postmodern subject. This world-as-code is, just for starters, a high-tech military field, a kind of automated academic battlefield, where blips of light called layers disintegrate (what a metaphor!) each other in order to stay in the knowledge and power game. Technoscience and science fiction collapse into the sun of their radiant (ir)reality – war. It shouldn't take decades of feminist theory to sense the enemy here.

Åsa Beckman skriver i dagens DN: Efter en recension av en av våra yngre poeter fick jag ett brev från en äldre dam. Hon räknade upp alla kritiska formuleringar jag haft i artikeln och avslutade med orden: "Vad är du för en människa som kan skriva så om en poet?" Mere her. Og igår kunne man i Aftonbladet (her) læse om svensk-finske Henry Parland, signeret Joar Tiberg, siger tigerdyret som på manisk vis blogger absolut alt hun kommer over idag.

Houellebecq, bien? Impossible, pourtant, de réduire le livre à ces provocations strictement sans intérêt si elles étaient gratuites. Car l'ambition de Houellebecq est de prendre à son propre piège une société qu'il juge monstrueuse, déliquescente, insauvable. Désespérante et désespérée. D'où le projet d'en démonter les ressorts et la logique, perverse jusqu'à l'absurde.

Dette er nok en anmeldelse af Houellebecqs nyeste roman La possibilité d'une île.